Tanker fra den blomstrede havestol

De vælter frem som travle små trafikanter på en lidt for lille villavej, mine tanker, bedst som jeg sidder i min nyeste havestol og bager lidt i solen. Tanker om ingenting, imens jeg ihærdigt forsøger at huske mig selv på hvornår jeg egentlig har gjort det sidst, det her med at ligge i solen, for solens skyld alene og uden anden agenda end bare lige at nyde et øjeblik med naturens egen varme.

Det var faktisk bare meningen at jeg skulle købe en ny grill, da jeg forleden indfandt mig i den lokale Harald Nyborg (ja, sådan én har man altså, når man har kolonihave), men fordi jeg sidste år gjorde mig et fund af en anden verden og købte en (ikke-langtidsholdbar-men-ok-fungerende) liggestol til en flad 20’er i det tilstødende havemøbel-telt, gik jeg per intuition derind. Og der stod den: Den mest blomstrede og måske ligefrem hæslige stol jeg længe havde set. Den stod helt malplaceret imellem alle de andre stole af flet og det der plastik-agtige træ, som ikke kræver vedligeholdelse og indbød til at jeg skulle sætte mig i den. Jeg satte mig hurtigt. Oh fryd! Den var nærmest endnu mere himmelsk end den så ud og lige akkurat derfor (og fordi det altså ikke er hver dag man støder på en liggestol som kun koster omkring 250 kroner) købte jeg den med. Det var i torsdags og jeg har således været ejer af min nye yndlingsstol i solide fire dage og jeg kan ligeså godt sige det som det er: jeg fortryder ingenlunde!

Alle mine gæster i kolonihaven, hvor vi i weekenden blandt andet har holdt børnefødselsdag, har kommenteret på stolen, som nærmest uden afbrydelser har været besat fra start til slut, fordi den ligesom bare kalder på at blive siddet i. Okay, måske også fordi jeg stadig ikke har så skide mange andre (gode, i hvert fald) havemøbler, men ikke desto mindre, så har den fået mange roser med sig på vejen og da jeg sad der i dag, forstod jeg det pludselig endnu bedre. Den kalder ikke bare på at man sætter sig; den kalder på at man sætter sig og slapper af!

Det er en kæmpe kæphest for mig, det her med at slappe af og hvis ikke det var fordi jeg faktisk allerede har planlagt et indlæg til at udkomme i morgen tidlig om lige akkurat dét emne, så ville jeg formentlig ikke kunne styre mine fingre fra at glide hen over tastaturet for at fortælle jer, om mine efterhånden meget nødvendige “slap-så-lige-af-pauser”.  Jeg har nemlig ret svært ved det; ved at slappe af. Svært ved at overlade ansvaret, alt det sjove, alt det kedelige, alt det der skal opleves, snuses ind og gøres, til andre. Jeg vil gerne gøre det hele på den halve tid og det kræver at jeg ikke “spilder tiden”. Og dét, mine damer, er en glidebane. En meget, meget farlig én, som en psykolog fortalte mig for et års tid siden, hvor min verden var ved at falde fuldstændigt fra hinanden.

“Du skal lære at slappe af” sagde hun igen og igen, imens jeg gennemsøgte alle små afkroge i min hjerne for at finde ud af, hvordan jeg mon bedst muligt kunne slappe af på en effektiv måde. “Du skal ikke være effektiv, du skal slappe af!” sagde hun og jeg forstod overhovedet ikke hvad hun mente. Slappe af? Hvad skulle det nu gøre godt for…? For nogen er det måske ret let, men for mig er det virkelig en øvelse, at slappe af og jeg skal oftest “tvinge mig” til ikke at foretage mig noget.

… Lige indtil jeg satte mig i min blomstrede havestol og slappede af. Helt uden at tænke over det. For vidst nok første gang i al den tid jeg har været nogens mor. Som altså er de seneste syv år. Syv år, Niller! Det er eddermamer lang tid. (Så længe, at jeg åbenbart ikke engang kunne styre mig og min fortælletrang om det her med at slappe af, selvom jeg prøvede.)

Det er selvfølgelig ikke fordi jeg ikke har haft muligheden at sidde på en havestol, eller på en strand eller på et tæppe og lave ingenting under solens stråler, som jeg har gjort det i dag; jeg har bare ikke gjort det. Til trods for at jeg har været på adskillige charterferier, i øvrigt. Jeg har altid været på vagt, leget uopmærksomt med (mindst) et barn, haft et øje på grillen, på poolen, på trampolinen, på de faretruende mørke skyer på vej og i hvert fald ikke tilladt mig at slappe helt af. I syv år…

Og pludselig sad jeg der og slappede af, i min nye blomstrede liggestol, havestolenes svar på Den Grimme Ælling, og bagte i solen så længe, at jeg er blevet helt lyserød på maven (som jeg havde glemt alt om at man kan gøre klogt i at smøre ind) imens drengene og Simon byggede LEGO og snakkede om hvilke figurer der mon var de stærkeste.

Jeg slappede bare af. Indhyllet i lykke, over pludselig at kunne “give slip”, hvis nogen skulle være i tvivl…

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Min psykolog lærte mig noget i samme stil (stressinduceret depression her…), og det er så vigtigt! At slappe af med helt god samvittighed. Jeg arbejder stadig på det, selvom det er 5 år siden jeg gik ned. Jeg bruger gåturene med min hund i stedet for en liggestol- det er selvfølgelig ikke officielt at lave ingenting, men mega zen, bare slentre afsted og lade tankerne flyve, Jeg kan bare mærke hvordan det gør godt helt ind i hjernens mørkeste kringelkroge!

  2. Ja det er egentlig underligt, at det kan være så svært når det burde være let, altså det med at slappe af
    Kæmper selv med det, og det er en proces men når det lykkes er det mega lækkert