mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Stadig bare smerter…

Note: Da jeg skrev indlægget i morges, anede jeg ikke, at jeg bare få timer senere ville få beskeden om, at jeg åbenbart har en diskusprolaps i nederste del af lænden, som formentlig er hovedsynderen bag mine smerter og fordi jeg simpelthen endnu ikke kan forholde mig til – eller acceptere – dén diagnose, så får I altså stadig indlægget uden dén dimension og så må vi tage dén snak en anden gang. 

Til min store rædsel kunne jeg i dag konstatere at det er mere end en måned siden jeg sidst skrev om mit bækken. En rædsel, fordi dét betyder, at jeg i denne omgang har døjet med mit bækken i snart halvanden måned – non stop! Det har jeg altså ikke prøvet siden jeg var gravid og jeg er mildest talt ved at blive vanvittig over det.

På den anden side, er jeg også ret overbevist om, at det er godt for mig, at smerterne er sat så voldsomt  og resolut ind igen, fordi det for har betydet, at jeg for første gang nogensinde, har sat alle sejl ind for at afhjælpe det. Vitterligt, alle sejl.

Efter at have været igennem adskillige former for forskellige behandlinger, er det nemlig gået op for mig, at jeg nok ikke bare skal søge ét sted, for at finde ud af hvad pokker der ligger til grund for mine smerter, som jeg er blevet mere og mere overbevist om, har flere ben at stå på, så at sige.

Min kiropraktor, som jeg har fået et nærmest helt hjerteligt forhold til, mener at den rent fysiske skavank i mit bækken, er startet helt tilbage ved min egen fødsel, hvor jeg blev taget ved et akut kejsersnit, fordi jeg lå helt tosset inde i min mors mave og på den måde har givet mig nogle skævheder. Hvorvidt hun har ret eller ej, kan selvfølgelig være svært at sige, men når jeg tænker på hvordan min mor ofte har fortalt mig at jeg ikke kunne kravle som baby, fordi jeg ligesom slæbte det ene ben bag mig i en underlig sidelæns bevægelse og at jeg i 10-års-alderen en overgang var i udredning for noget børnegigt på grund af smerter i hofterne, ja, så giver det måske i virkeligheden meget god mening, at der altid har været én eller anden skævhed, som jeg har kompenseret for hele mit liv og som altså både i mine graviditeter og nu, har vist sig som de her bækkensmerter, som jeg har så svært ved at komme af med.

Jeg tror altså, at hun har ret, min kiropraktor, men til gengæld tror jeg også, at årsagen til at smerterne viser sig lige akkurat nu, hvor jeg ikke er gravid, må findes et andet sted. Jeg tror simpelthen at det på én eller anden måde også er psykisk betinget.

Især efter min voldsomme oplevelse med body-SDS og sidenhen en ret vild oplevelse med tankefeltsterapi, har jeg fået en bevidsthed om, at min krop – sådan rent fysisk – bærer rundt på alle de skeletter, som jeg i mit sind aldrig har fået (ordentligt) bearbejdet. Det har været helt tydeligt for mig, at jeg igennem de seneste måneder har haft udtalt ondt på de dage, hvor jeg også har haft knuder i maven af andre helt personlige årsager og jeg er simpelthen dybt forundret over, hvor klog kroppen er på dén måde. Det er som om den fortæller mig, at nu skal jeg simpelthen geare ned og finde ud af hvad pokker der sker indeni, når jeg bliver lidt for presset på det personlige plan. Genialt – og pisseirriterende, når man er sådan én der gerne bare vil være i stand til at kunne og rumme det hele. Det er jeg ikke; i stand til at rumme alting og jeg er derfor midt i en proces, hvor jeg er igang med at finde ud af hvor meget jeg egentlig kan rumme, hvornår jeg skal sige fra og hvad det betyder for mig (og dem jeg siger fra overfor) når jeg gør det. Jeg er nået et lille museskridt op ad den stejle bakke og jeg fornemmer, at det er et langt og hårdt, men virkelig også godt stykke arbejde, jeg har sat mig selv på her.

Jeg har nærmest lige siden jeg var afsted til min første omgang body-SDS for halvanden måned siden, glædet mig til at skulle afsted igen – og alligevel har jeg endnu ikke fået bestilt tid. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg simpelthen har så meget rod (og travlhed med alle mulige projekter) kørende i bøtten lige nu, at jeg simpelthen ikke kan overskue, at skulle forholde mig alt for meget til mine indre skeletter lige nu. Og mon ikke også de bliver hængende trygt og godt i skabet, selvom jeg ikke åbner det et par uger endnu? Jeg tror det.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det er ris til egen røv, ikke at ville arbejde indgående med mig selv, når min krop ligefrem skriger efter det, men med en deadline på min kommende bog hængende over hovedet og en sommerferie, hvor jeg egentlig gerne bare vil kunne holde fri med mine børn, forude, så har jeg altså prioriteret at bide smerten i mig og vente med den der selvransagelse, til der er lidt bedre rum for det.

Til gengæld, til at bakke det manuelle løsningsarbejde hos kiropraktoren op, er jeg begyndt i noget træning, som jeg aldrig tidligere har mødt magen! Det foregår i Anna Bogdanovas lille center i Lyngby, Kål og Kugler og jeg siger jer bare lige, at det er et virkelig fint sted, hvis man som jeg, ikke er fan af pumpertyper, energidriksautomater og de der helt skæve barbie-og-ken-lignende kropsidealer, der hænger tungt i luften. Hos Anna er stemningen mild og feminin og det ligner mere en dagligstue end et træningscenter. Ja, faktisk har jeg de seneste to gange jeg har været derude, startet min session med en kop kaffe og en snak i et par bløde lænestole, hvor min træner Marie og jeg lige tuner os ind på hinanden hver gang. Eller altså, det er nok mest Marie der tuner ind på mig, men jeg kan godt lide tanken om, at det går bare en lille smule begge veje.

Øvelserne vi laver er alle tilpassede min situation hundrede procent og først da jeg var der for tredje gang “fik jeg lov” til at arbejde med rigtige vægte. I dét i øvrigt kun i én øvelse. Ellers har det primært været øvelser med egen kropsvægt og hvor jeg i første omgang simpelthen har skullet lære, at få styr på nogle af de muskler jeg igennem tiden har “glemt” at aktivere i mit uhensigtsmæssige bevægelsesmønster, som formentlig er kraftigt medvirkende til at give mig mine bækkensmerter. Nogle af øvelserne ligner nogle af dem jeg kender fra tidligere, imens andre er helt nye for mig. At gurgle vand, med hagen mod loftet, er for eksempel en øvelse. Og at tegne otte-taler med pegefingrene. I know – det lyder pissemærkeligt, men min krop styrkes uden tvivl, ligesom min holdning og mine bevægemønstre forhåbenligt også kommer til at gøre det.

Hvorvidt min træning – eller noget af alt det andet jeg har gang i i øvrigt – har haft en sådan rigtigt positiv effekt på bækkensmerterne indtil videre, ved jeg ikke rigtigt, men det hele føles godt at gøre og jeg kan mærke, at jeg til stadighed bliver stærkere – og om ikke andet, så er dét i hvert fald dejligt.

… Og ja, så må vi snakke om den der diskus en anden god gang, for dét orker jeg simpelthen ikke at forholde mig til lige nu.

Skriv din kommentar

Kommentarer (23)

    1. Han lyder god – men er så vidt jeg lige kan forstå ikke lokaliseret i KBH, vel? 🙂

  1. Det lyder præcis som min historie. Jeg havde et bækken der satte sig skævt, som jeg troede var årsagen. Det viste sig også at være en diskusprolaps. Med den rigtige rygtræning (har gået til den mest fantastiske fys på Frederiksberg), har jeg formået at være smertefri i flere år og løb forrige mandags 10 km. Det havde hverken jeg, læger og fys troet kunne ske. Så selvom det er en nedslående besked, vil jeg bare sige, at “diagnosen” vendte skuden for mig ? rigtig god bedring.

    1. Hvor er du bare sød at skrive sådan. Jeg håber også på at det kan gøre noget helt fint for mig – dum diagnose eller ej 🙂

  2. Jeg vil lige tippe dig om Kenneth Collins der behandler rygsmerter med enorm succes. Han har bl.a. behandlet Oh land som har haft en rygskade efter ballet, og hun har selv skrevet om hvordan han har udrettet mirakler for hende. Han er ved at lave en ny hjemmeside, men man kan skrive til ham på fb og snakke og bestille en tid. Tidligere behandlede han også nogle dage i Kbh – mon ikke han gør det endnu.

  3. Kære Cana.
    Selvom du lige nu er i ren fornægtelse (med god grund – har selv været der!), vil jeg bare kort fortælle dig, at du ikke er alene.
    Jeg er selv idrætsuddannet, har altid været stærk, spændstig, jubel-motionist af alle slagsen og passet på min krop så længe jeg kan huske. Så bliver jeg “voksen”, afslutter uddannelse, får fast arbejde, bliver gravid og får vores første barn. Da hun var lige knap 2 år, begynder de første smerter. Som jeg i flere måneder troede var en grim fibersprængning i mit baglår, og derfor “selv-behandlede”. Først da jeg mistede styrke i det ene ben, og ikke kunne rejse mig fra siddende uden støtte, erkendte jeg at det krævede undersøgelse og behandling. Dommen blev grim og grum – kæmpestor – diskus i L5/S1. Jeg var i total fornægtelse – og syntes af en eller anden dum grund, at det var virkelig PINLIGT at sådan en diagnose skulle ramme “sådan en som mig”…! (Jeg var lige knap 31 år).

    Long Story Short, så blev jeg indstillet til operation og udsigterne var mildest talt nedslående.
    Men af flere forskellige (og ret tilfældige) årsager og mest af utroooligt lange ventetider på scanninger, fornødne visitationer osv. i vores sundhedssystem, så endte det faktisk med at den lange ventetid blev min ven.
    For efter 5 måneder i et sandt smertehelvede (uden overdrivelse), så blev det pludselig bedre. Og indløbet af en 14-dages periode fortog smerterne sig næsten fuldstændigt, og efter yderligere 4 uger var de HELT væk.

    Det er nu lidt mere end 2 år siden, og jeg er fit for fight. Det krævede ret ihærdig træning at få nogenlunde bevægelighed tilbage i min lænd, som pga. prolaps og de mange nødvendige mcKenzie-øvelser var blevet noget stiv, og jeg mangler stadig det sidste. De aller-nederste hvirvler kommer jeg nok ikke til at kunne krumme igen, men jeg har på de 2 år, der er gået siden prolapsens retræte gennemført endnu en graviditet, født vaginalt (en kæmpe stjernekigger 41+6) og kan da godt mærke at nu hvor han vejer 10+ kg, at jeg skal være obs på min forspænding, når jeg slæber ham omkring, men har derudover absolut ingen mén.

    Så det jeg prøver at sige er bare, at jeg forstår så inderligt din fornægtelse og frustration over netop den diagnose. Men det behøver ikke være en fysisk “dødsdom”. Og ved du hvad, diagnosen er slet, slet ikke ualmindelig hos unge voksne…!
    Om du ender i operation eller ej, er jo ikke til at vide, men baseret på min erfaring og den ret omfangsrige læseliste af videnskabelige studier jeg efterhånden har været igennem, vil jeg blot råde dig til at holde ud. Giv din krop tid. Uudholdeligt lang tid.
    Og mens du gør det, så undgå (så fuldstændigt som muligt) lange bilture, at synke sammen i bløde sofaer samt siddende arbejde. Prøv så vidt muligt at foretage dit computerarbejde liggende på maven (men pas på ikke at få en overbelastning i skuldrene i stedet).
    Hvis du ikke allerede kender McKenzie-øvelserne, så prøv at google dem. Du kan komme ret langt bare med basis-svejeøvelsen, men hvis det virkelig skal batte noget, skal du helt derud, hvor du laver 10-12 gentagelser hver time…

    Det blev lidt langt. Sorry. Om du vælger at godkende eller ej, står dig frit for, men håber du læser. Kommentaren er i hvert fald helt og holdent velment – du er ikke alene ?.

    God bedring, jeg håber det bedste for sit forløb!

    1. Anneli! Jeg elsker dig en lille smule for din besked. Du rammer hovedet på sømmet og selvom det lyder som at min prolaps – heldigvis for mig – er væsentligt mindre omfattende end din, så tror jeg du har fuldkommen ret i, at jeg bare skal have arbejdshandskerne på. Kæmpe, kæmpe tak fordi du har delt din historie og givet mig yderligere blod på tanden for at komme den forpulede prolaps til livs 😀

      1. ?❤️?

        Sådan! Og absolut velbekomme. Er bare så glad for at du kan bruge min historie til noget, konstruktivt. ???
        Hepper på dig!
        – og husk at det er altså også ok, bare at sætte sig ned og tude over det hele, når smerterne og frustrationerne ind imellem alt det gode arbejde bare bliver for store. Det hjælper med sådan en tudetur ?.

  4. God aften Cana,
    det gør mig ondt med din diskus prolaps, det er smertefuldt.
    Dolol er godt som smertestillende.
    Gigthospitalet i Skælskør er dygtige til genoptræning og øvelser i varmtvandsbassin.
    Ønsker dig god bedring.

  5. Det er ikke meget mere end 4 uger siden jeg sad og græd ved min fysioterapeut netop ved udsigten til en diskusprolaps og et smerte helvede af kaliber. Han mener dog (heldigvis) blot at der er tale om et hold i den nederste ryghvirvel der altså påvirker venstre ben, bækken og lænden. Hvor er det hjernedødt udmattende både fysisk og psykisk at være i konstante smerter, ikke at sove ordentligt og ikke vide, hvornår skidtet holder op igen!

    Jeg håber for dig, at du snart ser lys for enden af tunnelen! 🙂
    Kram.

  6. Føj for den! Jeg har selv været igennem det der med diskus to gange. Det er ikke sjovt, men hvis man sætter alle sejl til kan der hurtigt være fremgang. Ting som virkede:
    1) Smertestillende (ikke morfin) hele døgnet rundt 14 dage i streg. Det sørgede for at jeg ikke fik ondt i de led og muskler man kompenserer med.
    2) Intensivt Mckenzie forløb hos fysioterapeut. 3 gange om ugen
    3) Hvile – Hvile – Hvile. Det hjalp virkelig mig. Mange siger at man skal være aktiv for at selvbehandle, men jeg synes virkelig det hjalp at hvile når smerterne var voldsomme.

    1. Tak for rådene! Jeg holder heldigvis hovedet højt og jeg tænker i dag, at jeg er mere kampklar end nogensinde før. Nu skal den prolaps bare se at gå sin vej, skal den 🙂

  7. Lov dig selv, at du skal bede din læge, og holde fast i det at, du skal scannes. Jeggik med ondt i ryggen længe og var enirmt træt. Jeg var lige fyldt 40 år og lægerne troede det enten var pjat eller en diskus.
    Det er for mit vedkommende uhelbredelig cancer i hele ryggen, hele lænden, begge hodter og bækken. Så tror da pokker jeg havde ondt.

    1. Årh nej dog, sig ikke det! Gys. Må jeg spørge hvordan fremtidsudsigterne er for dig med din cancer? Man kan jo, med nogle cancerformer i hvert fald, livsforlænge nærmest svarende til et helt almindeligt langt liv. Please sig, at det er dét, der er på tale hos dig, når du siger at din cancer er uhelbredelig <3

      1. Ja jeg kan leve et godt liv, dog på pension og en masse ting jeg ikke må men livet er godt og jeg og familien er positiv indstillet. Er på kemopiller og antihormonelle indsprøjtninger samt morfin og metadon i store doser som smertelindrende. Men jeg går rundt og er som en hjemmegående mor men mine forholdsregler ❤️☀️

  8. Du kan gøre SÅ meget ved en diskusprolaps hvis du GØR NOGET. Du skal finde dig verdens bedste fysioterapeut og så skal du træne. Mave, ryg, bækken, stabilitet. Det værste du kan gøre er IKKE AT GØRE NOGET.
    Jeg har nu bøvlet med diskusprolaps i 8 år. Siden jeg var 33 år og jeg tog det IKKE alvorligt. Men da jeg i september ikke kunne stå, rejse mig og mit ben gjorde ondt 24/7 tog jeg det alvorligt. Jeg ville ønske jeg havde gjort det tidligere.
    Jeg har de sidste 9 mdr trænet 13 timer om ugen og om lidt skal jeg opereres for den arvæv 2 diskusprolaps og en slidt ryg har efterladt og forhåbentligt forsvinder smerten i benet med det. Jeg har trænet mig væk fra rygsmerter og træning vil altid være en del af mig nu.
    Jeg sad ikke ned i 6 mdr (kun når jeg kørte de 10 km til min gys træning).
    TAG DET ALVORLIGT – jeg havde så meget andet at slås med i den periode at jeg ignorerede det og det gjorde nok også mere ondt i psyken i den periode.
    Nu har jeg i 4 år sat mig selv først og det sidste år med fokus på fysikken.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven