mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Som en del af et hold

Der findes dage, hvor de dystre tanker rammer hårdt – og så findes der dage som i dag, hvor jeg føler mig inkluderet i et fællesskab på lige fod med alle de andre.

Når alt kommer til alt, har jeg altid tvivlet på mig selv og min position i forskellige sociale relationer. Jeg får ofte en fornemmelse af ikke at være sød nok, sjov nok eller i det hele taget godt nok selskab i forhold til de mennesker jeg omgås og det er – kan jeg vist roligt sige uden at træde nogen over tæerne – en virkeligt lorteagtig følelse.

Jeg prøver selvfølgelig at fortælle mig selv, at det primært er inde i mit eget hoved det foregår og at jeg formentlig er den eneste som tydelige ser det skilt “jeg passer ikke ind i selskabet” jeg imaginært har hængende på ryggen, men alligevel kan jeg ikke holde den lille, møgirriterende “du er ikke god nok til de andre – og du er i hvert fald slet ikke ligeså god som dem”-stemme indeni på afstand.

For er jeg nu egentlig også god nok? tænker jeg nogle gange.

Hvis én af mine veninder der spurgte mig om det samme, ville jeg ikke tøve et sekund med at fortælle hende, at hun er mere end god nok. Selvfølgelig er hun det. Det er vi allesammen. Jeg selv inklusive, selvfølgelig…

Alligevel tvivler jeg på mig selv – og den lille pige fra min barndom, der altid har haft en følelse af at stå en lille smule udenfor fællesskabet, stikker ikke sjældent sit lille fregnede ansigt frem og minder mig om min usikkerhed.

På en måde ville jeg ønske, at jeg kunne hægte den op på noget konkret, min usikkerhed. Hvis det nu handlede om at jeg følte mig for dårlig til at læse, skrive eller at lægge make-up, så ville det i alle tilfælde være nemmere at håndtere, forestiller jeg mig. Men det er ikke der den ligger. Jeg har aldrig betvivlet mit intellekt eller min evne til at udføre en given opgave og hvis der er noget jeg ikke kan finde ud af, er jeg ikke bleg for at rubbe neglene og sørge for at få det lært.

Men jeg arbejder bedst alene.

Ja, jeg tør sådan set ikke rigtigt andet, fordi jeg er bange for at jeg kommer til at træde ved siden af i de sociale relationer.

Måske derfor passede det mig så godt, at være jordemoder. En fuldkommen fantastisk funktion, hvor jeg kunne bruge mit intellekt og udføre en given opgave til punkt og prikke. En funktion hvor jeg kunne “gemme” min personlighed bag min professionelle facade, som hvilede i sig selv, både fagligt såvel som menneskeligt.

Måske derfor passer det mig også så godt at være blogger. En knap så livsbekræftende men altså stadig ret fantastisk funktion, hvor jeg får lov til at bruge min evne til at skrive åbenhjertet og ærligt, til forhåbentligt at kunne give bare én af jer der læser med, en lidt bedre dag. En funktion hvor jeg kan gemme mig efter forgodtbefindende og kun lukke op i det omfang jeg føler mig tryg og overbevist om, at I der læser med, har min ryg. At I ikke skubber mig udenfor det selskab som jeg så gerne vil føle jeg er en del af.

Jeg arbejder godt alene.

Og alligevel har jeg ofte – måske endda oftere end jeg vil indrømme – savnet fællesskabet.

Skide ofte, faktisk. Bare ikke lige nu.

Lige nu har jeg nemlig fået en følelse af, at være en del af et usædvanligt dejligt fællesskab med min “kollegaflok” i Confetti CPH. Bevares, vi har været i kollegaer i lige knap et år og hvis man lige ser bort fra det faktum at vi står hinanden væsentligt mere nær end vi gjorde for et år siden, er der sådan set ikke sket så meget på fællesskabsfronten siden. Altså, lige indtil i dag, hvor min – vores – søde agent, havde fået lavet de fineste og sjoveste halskæder til os allesammen, med en lille konfetti-emoji indgraveret som et symbol for os. For vores fællesskab, vores hold og for dét vi kan, når vi er sammen.

Hold kæft, hvor var det dejligt, mand. Så dejligt at jeg har besluttet mig for, at den lille fregnede pige indeni simpelthen må klappe kaje ugen ud, for lige nu, skal jeg sådan set bare nyde, at være en del af et hold – og dét ovenikøbet på lige fod med nogle af de sejeste damer jeg overhovedet kender.

Hah, lille fregnede pige. Du sidder nok derinde et sted, men du får altså ingen slik på fredag for lige i dette sekund, tror jeg faktisk på, at jeg er god nok!

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Jeg holder af dine små klummer ,og mon ik,næsten alle pige har det, el haft det som dig ,god aften ????

  2. Årh, Cana, hvor rammer du et ømt punkt hos mig. Ja, faktisk triller tårerne, fordi jeg kan genkende min egen usikkerhed og lille fregnede pige fuldstændig i dit skriv. Du har formået at sætte ord på det, der har naget mig i adskillige år og blot er blevet slået hen som noget værre vås eller taget som et tegn på bekræftelsessøgning blandt mine vennekredse. Tak for dine ord. De ramte hårdt, men godt. Du er mere end god, det er vi alle sammen.

  3. Kære Cana
    Jeg tror vi er rigtig mange der har det som du og hvor er det bare spild af energi og negative tanker.
    Jeg har det mht mit erhverv.
    Jeg føler mig ikke go nok- fordi min uddannelse ikke er en bachelor eller en universitets udd.
    Jeg har bare ej overskud eller råd til, at videruddanne mig.
    Og egentlig elsker jeg mit arb. Det er bare den skide titel der driller- inde i mit hoved!
    Ha en dejlig dag. Og mht din blog kan jeg som læser sige.
    Du klarer det super godt og er til stor inspiration.
    Kh jannie

  4. Hip Hip hurra, for din fine halskæde, og især betydningen af den…
    Jeg tror at de fleste kvinder kender følelsen af ikke at passe ind,
    og jeg tror at rigtig mange af os stadig har den lille pige boende inden i,
    der ikke hører til nogen steder.
    Måske det i virkeligheden bliver mere og mere udtalt, fordi vi lægger større
    og større vægt på sociale kompentencer, og hvis vi ikke fungere i store grupper
    eller tilbringer det meste af vores tid med “vennerne” så er vi ikke rigtig velfungerende.
    Vægten af at nyde sit eget selvskab, har mistet sin værdi og den respekt det fortjener

  5. Først tillykke med den fine halskæde, den er så sød.
    Jeg tror, som andre også nævner, at rigtig mange tvivler på sig sig. Hos nogle er det ofte hos andre knapt så meget. Men ingen af kan vist sige sig fri fra den lille pige med rottehalerne som huserer i krogene. Måske handler det bare om at acceptere at hun er der

  6. Jeg kender dig ikke rigtig Cana, men jeg må bare sige, at jeg virkelig får lyst til at kende dig. Du virker så sød og sympatisk – og egentlig bare en som man vil holde af.
    Er sikker på du er helt god nok og mere end det.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven