Hvordan får man en god fødsel?

hvordan god fødsel

Der findes formentlig ikke én eneste gravid kvinde i verden, som ikke drømmer om at få en god fødsel. Og med god grund, for en fødsel er en usædvanligt stor oplevelse, som man aldrig nogensinde kommer til at glemme. Selv, har jeg haft to – for mig – meget forskellige fødsler, hvor min første fødsel var en fuldkommen fantastisk oplevelse (som I kan læse om den HER, hvis I har lyst) hvorimod min anden fødsel var frygtelig. For mig. Begge fødsler var planlagt til at foregå hjemme, men hvor jeg lykkedes med min mission første gang, blev jeg anden gang overflyttet til sygehuset på en indikation jeg rent fagligt ingenlunde var enig i og jeg endte med at være så forpulet skuffet. Jeg har til stadighed svært ved at beskrive hvad der skete under min anden fødsel, uden at føle et stik i hjertet over at det gik som det gik – selvom det, på papiret, sådan set gik rigtigt fint. Jeg fik veer om eftermiddagen og fødte tidligt næste morgen, uden de store komplikationer hos hverken mig eller min baby, som jeg var lykkelig og lettet over at få i armene da han “endelig” kom ud. Jeg burde jo være glad for endnu en ukompliceret fødsel, men indeni var jeg ked af forløbet.

Det kan næsten føles skamfuldt at berette om en fødsel, der for andre kan virke både ukompliceret og god, når man slutter den af med at fortælle, at man faktisk syntes det var noget lort. Sådan som jeg forestiller mig at kvinder (som for eksempel hende der stod bag sidste uges fødselsberetning) der har født hurtigere end de kunne ønske sig, må have det.

Der er nemlig en ganske velforankret tro på eller mening om, at hurtige fødsler er gode fødsler. Hvis barnet kommer ud i god behold, vel at mærke. Og det kan de også sagtens være, men det er altså ingenlunde et faktum for alle. Hvor god en fødsel er for kvinden der føder, kan slet og ret ikke ses ud fra hendes journal, fordi selve oplevelsen er subjektiv og dermed ikke nødvendigvis har den fjerneste sammenhæng med hvordan fødslen sådan rent fysisk forløber. Nogle kvinder kan ud med et akut kejsersnit og en voldsom blødning til følge, uden at have fået en dårlig oplevelse af dén grund, imens andre kan føde fuldstændigt ukompliceret, men have en helt forfærdelig oplevelse…

Man ved, at noget af dét der giver gode oplevelser (med fødsler og i sundhedsvæsenet generelt, i øvrigt) er, når patienten – altså, den fødende – føler sig velinformeret og tryg undervejs igennem hele forløbet. Når vedkommende har en god forståelse for  hvad der sker, hvorfor det sker og gerne også hvad næste skridt i processen er. Den meget berømte sociolog Aaron Antonovsky beskriver det som at man, for at kunne opnå den gode oplevelse, skal have en følelse af begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Meningsfuldheden kommer i udgangspunktet ret naturligt under en fødsel, fordi det giver god mening at gå igennem en fødsel for sit barn. Til gengæld er det en helt anden sag for kvinden at være i stand til at håndtere sine smerter på en måde, så de ikke tager fuldstændigt overhånd. Det kan for nogle være en stor hjælp at bruge vejrtrækningsøvelser og et dybt fokus indad, imens det for andre kræver lidt tungere skyts med medicinsk smertelindring. Smerterne er og opleves- ved jeg af erfaring – forskellige fra kvinde til kvinde og i tillæg til det, kommer samtidigt en klar forskel i både hyppighed og varighed af pauser imellem smerterne og selvfølgelig udmattelsen, som typisk afhænger af hvor længe vearbejdet har stået på. Derfor kan man altså ikke sige, at det ene er bedre end det andet til at opnå en god fødselsoplevelse; at det er bedre at undgå smertelindring end at få den fulde pakke. Det bedste er, at kvinden har en oplevelse af, at kunne håndtere forløbet. Slutteligt skal det hele give rundes af med en begribelighed og her kommer jordemoderen for alvor på banen, eftersom det er hendes opgave at hjælpe den fødende til at kunne forstå situationen, uanset hvordan den udvikler sig. Jordemoderen skal hele tiden undervejs informere kvinden om hvad der sker og hvorfor – noget, som i den grad kan være en vanskelig opgave hvis den fødende samtidig har svært ved at håndtere situationen, skulle jeg hilse at sige…

Hos de kvinder, som går med veer i dagevis inden livmoderen overhovedet begynder at åbne sig, vil udmattelsen – og utålmodigheden – selvklart træde ind og få en udtalt rolle og give både meningsfuldheden og håndterbarheden trange kår, hvorfor det nærmest kan blive essentielt for kvinden, at få mulighed for at få et “break”, for eksempel med en epiduralblokade og et par timers søvn, hvis fødslen skal ende med at blive en god oplevelse. Som den altså sagtens kan, selvom den måske bliver lang. En god, men hård oplevelse, som dén slags altså er for langt de fleste.

På den anden side kan de manglende – eller meget korte pauser – imellem veerne, være ganske overvældende hos de kvinder som føder meget hurtigt. Den manglende mulighed for at lade veerne udvikle sig langsomt i intensitet, såvel som den manglende mulighed for lige at få et øjeblik til at fatte hvad der sker, kan hos nogle kvinder være så overrumplende, at fødslen – selvom den er hurtigt overstået – ender med at være en dårlig oplevelse, fordi kvinden måske hverken når at begribe eller håndtere situationen som hun kunne have ønsket sig det.

Jeg synes simpelthen det giver så god mening med de tre begreber, begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed som små nøgler til den gode fødselsoplevelse og jeg tror i virkeligheden at det er dét vi allesammen gør allerklogest i at arbejde os hen imod, hvis vi ønsker os gode fødsler. Hvordan den enkelte kvinde kommer dertil er selvfølgelig så forskelligt som opfattelsen af en fødsels forløb, men ikke desto mindre, tror jeg at det er klogt at holde sig for øje, at det i høj grad er dét, der gør sig gældende.

I dag er jeg ikke længere ked af forløbet fra min anden fødsel, hvor det der nok primært gik galt for mig var, at jeg ikke havde en følelse af meningsfuldhed, fordi jeg rent fagligt simpelthen var uenig med min jordemoder. Alligevel kan jeg ikke se mig fri for at være en lille smule ærgelig. Over mig selv og over det forløb, som i mit hoved burde have været helt anderledes – eller som jeg burde have været i stand til at håndtere bedre. Måske havde det hjulpet, hvis jeg i al min skuffelse undervejs, havde afkrævet jordemoderen nogle flere svar, eller hvis jeg havde bedt én af mine fødselshjælpere om at gøre det på mine vegne.

Måske kunne det have været anderledes, hvis jeg inden tiden havde gjort mig det mere klart, hvad der i virkeligheden skal til for at få en god fødsel – eller altså oplevelsen af en god fødsel – for selvfølgelig handler det ikke om det fysiske forløb. Oplevelsen, opfattelsen og hele forståelsen af forløbet sidder trods alt i hjernen…

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. En ting jeg har tænkt meget over siden min fødsel, som var meget, meget lang – og dum, kompliceret og med alt for mange jordemødre-skift osv, er hvor normalt det er med hukommelsestab? Jeg kan nok kun sådan ca huske 20-30% af de sidste 2.5 døgn af fødslen, vurderet ud fra hvad jeg har fået fortalt efterfølgende fra hhv min mand og den sidste jordemoder til stede.

  2. Det er så rigtigt mht meningsfuldhed. På trods af en hurtig fødsel, en masse foranstaltninger pga svangsvangerskabsforgiftning og min babys hjertelyd og en epidural lagt af sikkerhedsgrunde som ikke rigtig blev brugt, da jeg var klar til at presse bagefter, havde jeg en god fødsel. Min jordemoder var så god til at fornemme og guide mig.
    Men – jeg blev overrumplet af noget så simpelt som at få lagt kateter. På trods af at have læst en masse fødselsfredage, hvilket var så rart og hjalp med at forberede mig på lidt af hvert, var jeg ikke rigtig stødt på det med at få lagt kateter. Min krop havde meget travlt (udvidelsesveer) – det samme havde lægen sikkert med at tage skalpprøve – men pludselig mærkede jeg, at der altså også foregik noget andet dernede. Bagefter fik jeg en forklaring af min søde jordemoder, men jeg er altså stadig her næsten 10 måneder efter lidt bitter over at lægen ikke lige sagde til først. I hvert fald hørte jeg det ikke.
    Så skørt at så lille en ting stadig kan fylde. Ellers er jeg så taknemmelig over, hvordan personalet formåede at få mig til at føle mig tryg, selvom det gik noget hurtigere end alle havde regnet med.
    Det blev ikke den rolige fødsel i vand, som jeg havde forestillet mig, men jeg gør det gerne igen.

  3. Jeg har haft det rædselsfuldt med min første fødsel. En ikke at blive mødt med forståelse, da jeg kom ind en tidlig morgen efter en aften og nat med hårde hårde veer, som gjorde, at jeg mistede min ellers så gode kampgejst og endte med at sige ja til en epidural, som gjorde mig intet godt men bare forlængede og gav mig feber. Og for til sidst at få vedrop og endelig kunne føde min dejlige datter. Som havde stået helt skævt i bækkenet og derfor var lææænge om at komme ned.

    Efterfølgende sad jeg tilbage med en skam over at have taget imod smertestillende – især fordi den så ikke engang hjalp mig. Men der var især i den periode en meget stor tendens til at kategorisere kvinder, der fødte uden drugs og havde hurtige fødsler som seje. Og jeg skammede mig over ikke bare at kunne være sej.

    Jeg tror faktisk først, at jeg sluttede fred med den første fødsel, da jeg fødte min anden datter på 4 timer uden nogen form for tid til hverken lavement eller smertestillende. For jeg var da ikke en cm sejere end første gang. Eller end nogen andre kvinder. Ever.
    Min krop gjorde arbejdet, og alt var ude af mine hænder. Jeg var bare along for the ride.

    Nu er jeg gravid med den tredje datter. Og gad vide hvordan min fødsel bliver. Jeg har så en ekstra krølle på halen nu med en epilepsidiagnose oven i hatten, og jeg ved, at sundhedspersonalet gerne vil sætte mig i gang og give mig en epidural på forhånd. Men jeg har lært så meget af min krop, at jeg som udgangspunkt vil takke nej og se, om min krop ikke ved, hvad den skal igen. Jeg stoler på den. selvfølgelig forudsat aktuel situation på dét tidspunkt – det er klart.

    Men jeg nægter at føle skam igen – uanset hvordan min fødsel bliver. Og alene dét gør, at jeg ikke frygter forløbet. (Bortset fra at jeg er kommet i tanke om, at det gør pisse ondt)

  4. Tak for et rigtig godt og brugbart indlæg. Jeg har haft to gode fødsler og har en tredje foran mig inden så længe og læser derfor en masse on fødsler pt. Men jeg er lidt nysgerrig på om det er fup eller fakta at det skulle være nemmere at føde store børn fremfor små børn. Hvad siger jordemoderen til det? – Og hvad er et stort barn egentlig? 🙂