Fødselsfredag – “det gjorde kun ondt i 8 minutter”

Nogle gange, ik’? Så bliver jeg simpelthen så imponeret over de mange fødselsberetninger jeg modtager (på mail: canabuttenschon@gmail.com) og hvadenten det handler om lange, seje, barske, svære, hurtige, overfusende, gode eller ligefrem vidunderlige fødsler, så vidner de allesammen om seje kvinder, som kommer igennem det hele med skindet på næsen. I denne uge er det en kvinde, som med to hurtige – og meget smertefulde – fødsler i bagagen havde valgt at føde sit tredje barn hjemme, ved en fødsel, som på ganske imponerende vis endte med kun at gøre rigtigt ondt i otte minutter. Ja, minutter!

Her er beretningen om min 3. fødsel og 1. Hjemmefødsel.

En helt fantastisk uventet fødsel! Min første fødsel tog 5,5 time fra første ve, og de der veer gjorde så ondt at jeg aldrig skulle føde igen. Det gjorde jeg så lidt over 2 år senere, en igangsættelse der tog én sølle time. 3. gang besluttede vi derfor at føde hjemme, vi var trygge ved tanken, især hvis nu fødslen gik stærkt.

Min jordemoder havde udskudt hindeløsning og akupunktur 2 gang pga andre fødsler og møder. Jeg var meget plaget af mit bækken, og hun ville gerne hjælpe det hele lidt igang – det nåede vi dog aldrig. Hele min terminsdag, d. 29/1, rendte jeg på wc og havde noget der mindede om milde veer. Meget optaktsagtigt og ulig min første fødsel, der bare startede uden nogle tegn (og nr 2 der var igangsættelse). Jeg fik dog hentet børn kl 15 og bestilt noget pizza. Min mand kom hjem kl 17:20, og der havde jeg, efter hjemkomst, haft nogle flere milde veer, stadig med 20 minutter i mellem, de varede alle omkring 20-30 sek og jeg kunne uden problemer snakke med mine børn og spise min pizza. Jeg tømte endda opvasker. Veerne kom dog efterhånden lidt hyppigere, og til sidst ringede jeg til min jordemoder omkring kl 19:45. Hvis ikke andet så for lige at snakke om min mærkelige krop, der troede den skulle føde. Jeg kunne jo netop ikke genkende min krop i det hele, jeg var ret forvirret og stresset over pasning mm. Hun ville til min store overraskelse komme og tjekke mig en time senere, og så kunne hun jo lige så godt tage udstyret med. Hun sagde godt nok at jeg ikke lød til at skulle føde overhovedet, men at hun ville hellere komme ud en gang for meget med en 3. gangs. Jeg synes det var overkill uden lige, de veer jeg huskede gjorde uendeligt meget mere ondt. Vi skyndte os at putte børn, men A på 2,5 kunne nok fornemme min uro. Jeg ammede hende, men hun blev IKKE søvnig, og jeg fik en hel masse veer af amningen, og jeg havde pludselig veer på 40 sek med 2-3 minutter imellem. Jeg gav op på at putte hende omkring 20:45, hvor jordemoderen også ringede på.

Hun så et par veer, men jeg kunne stadig snakke undervejs, og der var igen 7 min imellem. Jeg var 4 cm åben, og hun sagde at hun var 90% sikker på at jeg skulle føde nu. Lad os bare sige jeg var lidt skeptisk. Jeg fik hidkaldt pasning af de store og skrevet til fødselshjælperen. En times tid senere – stadig med ultra milde og uregelmæssige veer – kom fødselshjælper, E, der selv er gravid, og min mor der skulle hente børn. A gik rundt og hyggede sig helt vildt og viste sine dukker til jordemoderen. K på 5 sov, og var ret upåvirket af at komme ud i bilen.

De næste timer lå jeg på sofaen og slappede af under en dyne. Jeg fik lidt saft, og blundede lidt mellem veerne, der stadig var milde. Jeg begyndte omkring kl 23:30 at bruge min smertefri fødsel vejrtrækning. Ikke fordi det var super nødvendigt, men jordemoderen mente at det var godt lige at komme ind i rytmen. I denne fase var det 5-7 min mellem alle veer, de varede dog omkring 1 min. Jordemoderen skiftede mellem at pakke ud, blunde lidt i en stol og hyggesnakke. Imellem veerne snakkede jeg med og følte mig klar i hovedet, helt upåvirket. Vi havde faktisk en ret hyggelig aften. Jeg blev ved med at sige det ikke kunne passe. Det gjorde virkelig ikke ondt. E sagde også bagefter at hun sad og tænkte “hvad satan”, for jeg lignede ikke en i fødsel. Jeg følte aldrig at jeg var i aktiv fødsel med veer der kom “som perler på en snor” som jeg huskede fra mine andre fødsler, veerne blev aldrig på nogen måde uoverskuelige. Men, lige pludselig skete der så noget mærkeligt imens min mand sad og spiste lidt pizza ved min side. Plop sagde det. Og så gik mit vand midt i den første, virkelig kraftige ve. Jeg var sikker på at mit vand ikke kunne gå sådan uden videre, hvilket jeg nævnte mellem hver ve herfra ? Vandet gik kl 01:22. Jeg har nogle ret trælse oplevelser med overgangsfasen, så jordemoderen holdt fast i “kanten” af livmoderhalsen og bad mig presse under næste ve, der blev jeg 10 cm. På næste ve pressede jeg igen, og han gled helt ned. Jordemoderen ville have jeg skulle mærke efter selv, hans hoved stod lige inden for udgangen, men det magtede jeg slet ikke lige der. Faktisk tænkte jeg bare “hvorfor fanden gør jeg det her igen!”, jeg har pinagtigt bevidst om hvad der skulle ske nu. På næste ve fødte jeg hovedet (bare av). Og på sidste ve listede hun ham halvt ud (inkl den hånd han insistererede på at have med ud ved kinden!). Jeg hev ham selv det sidste stykke ud og op på brystet. Jeg var så til stede, jeg forstår slet ikke hvor det overskud kom fra. Præcis kl 01:30 kom en lille skønhed på 3550 g og 51 cm, med kulsort hår og et tykt lag fosterfedt ❤️ De sidste 4 veer blev leveret med brøl. Av for helvede og pokker og fuck da også hvor gjorde det bare ondt! Jeg tænkte at det skulle overstås. Så jeg pressede og brølede og råbte fuck. Men jeg synes faktisk det er ret godt gået at jeg “ikke gad mere” i 8 min ud af hele fødslen.  Noget af afdækningen på sofaen gled ned undervejs, det fik jeg også rettet, til stor morskab for resten af holdet ?

Han var sværere at presse ud end de andre. Virkelig mærkelig ting at sige, det gik jo hurtigt, men jeg skulle virkelig ligge kræfter i! Jordemoderen sagde bagefter til E at man normalt presse liiiiiidt længere end 8 min.

Årsagen til at det tog “så lang tid” (sammenlignet med mine andre fødsler forståes ?) at udvide mig  var at han stod helt tosset i mit bækken. Jordemoderen troede faktisk han ville komme som stjernekigger, men da hun holdt kanten og bad mig presse roterede han helt rigtigt. Det var på alle måder en drømme fødsel, alt det jeg ikke turde håbe på gik i opfyldelse. Så gudskelov for at han stod mærkeligt i mit bækken! “Hvor længe tog fødslen?” Spørger man så. Tjaaaa, jeg var nok i latensfasen fra om formiddagen. Og det gjorde ondt i 8 min.

Pga hånden fik jeg en lille hundafskrabning. Moderkagen kom efter 25 min med lede efterveer, der faktisk var kraftigere end dem under fødslen ?

Vi kom hurtigt ind i sengen, hvor vi spiste rundstykker, og den lille suttede og suttede. Til sidst målte og vejede jordemoderen ham, så hun kunne komme hjem i seng. Og hold nu kæft det var lækkert bare at være derhjemme, ingen kold bil, bare hud mod hud i dobbeltsengen og nogle helt uforstyrrede timer.