Fødselsfredag – med en dårlig jordemoder

Det giver mig næsten kvalme, at være med på sidelinjen under denne fødsel, hvor den fødende i dén grad føler sig overset – ja, nærmest overgrebet – af en jordemoder, der desværre ikke var i stand til at fornemme kvindens behov, der ellers, for mig at se, virker klokkeklare. Det er selvfølgelig ikke standarden at jordemødre er på denne måde og det svier ganske voldsomt i mit hjerte, at det rent faktisk overhovedet finder sted. En kvinde i fødsel er aldrig hysterisk. Hun er i krise og skal have hjælp på en god og omsorgsfuld måde.

Da jeg skal føde mit yngste barn har jeg på baggrund af en kompliceret første fødsel med akut kejsersnit, fået lagt en fødselsplan. I den plan er der rimelig nøje beskrevet, hvad der skal til for at jeg føler mig tryg ved min anden fødsel. Jeg er gået med til at prøve at føde naturligt her anden gang, fordi der angiveligt ikke skulle være nogen grund til at jeg ikke skulle kunne føde naturligt. Min første baby var stjernekigger, jeg blev aldrig mere end 9 cm åben og fødslen gik, efter knap et døgn trods vedrop i stå og så havde jeg oveni lige fået en infektion og endte altså derfor i et akut kejsersnit. Jeg var derfor lidt nervøs for at skulle føde vaginalt og deraf altså fødselsplanen. I min plan er der et punkt, hvor der står beskrevet, at jeg har mulighed for at bede om kejsersnit, hvis jeg af forskellige årsager ikke magter fødslen mere. Det beroliger mig.

Jeg går over tid og bliver, på grund af mit første kejsersnit, sat igang med ballonkateter om aftenen. Måske er jeg sart, men det gør virkelig ondt og mine lår er helt blå og sorte, hvor de har presset mine ben åbne for at lægge den op. Efter en nat med ve-lignende smerter falder ballonen ud af sig selv og den sødeste jordmoder tager vandet. Der kommer dog ingen veer, men ventetiden er hyggelig og hun gennemgår min plan, som hun har sat sig ind i og vi snakker mit første fødselsforløb igennem. Jeg begynder for første gang sådan virkelig at tro på projektet. Efter nogle timer får jeg akupunktur for at sætte gang i veerne og får et vedrop. Det virker. Veerne kommer og de kommer tit, men vi snakker, min søster kommer og holder min mand og mig med selskab (hun skal være med ved fødslen) vi spiser vingummier og tiden går hurtigt.

Jeg får lagt to epiduralblokader, først af en nyuddannet læge, der ikke havde så meget erfaring og lægger den forkert og derefter af overlægen, som gør det helt fantastisk.

Efter 4-5 timer er jeg faktisk 10 cm åben og vi får at vide, at der snart skal holdes fødselsdag. Jeg er meget positivt overrasket og helt klar og glæder mig over hvor nemt og hurtigt det er gået. I mellemtiden er der jordmoderskifte, og hvor jeg virkelig hyggede mig med de første jordmødre, virker hende her som en dame fra en anden tid. Hun synes at jeg skal have nogle kraftigere og mere effektive veer og skruer op for vedroppet. Samtidig skruer hun næsten helt ned for epiduralblokaden, da hun er usikker på, om jeg kan mærke presseveer med blokaden. Det gør hun, selvom jeg gør hende opmærksom på, at jeg sagtens kan mærke pressetrang. Det er første gang jeg føler mig overhørt og ignoreret. Der går så nogle timer, hvor jeg presser og presser. Til sidst kan jeg ikke selv løfte mine ben når jeg skal presse, men må have min søster og en jordmoderstuderende til at hjælpe mig. Min mand kan på nuværende tidspunkt ikke holde til at se på det mere. Han føler sig magtesløs og kan ingenting gøre. Det minder ham om min første fødsel og han kan ikke holde ud at se mig i smerter. Vi aftaler at han tager en lille pause. Af jordemoderen får jeg at vide, at jeg skal lade være med at klage og være hysterisk. Det gør ondt at føde og sådan er det. Min søster er nyuddannet læge og undrer sig meget over, hvor afvisende og dårlig til at kommunikere og lytte jordmoderen er.

Jeg beder om et kejsersnit. Siger at det står i min fødselsplan. Jeg fortæller hende, at jeg tror han sidder fast, at jeg ikke kan presse ham ud, men hun lytter ikke til mig. Jeg begynder at græde, for det ligner en gentagelse af mit første fødselsforløb, hvor jeg dog udelukkende havde søde og forstående jordemødre.

Hun henter fødselslægen, der mener vi lige skal give det lidt mere tid, da jeg jo har presseveer og ellers skal vi prøve med sugekop.

Jeg presser videre. Vedroppet falder ud. Jeg vil ikke have det i igen, da jeg bedre kan mærke hvornår jeg skal presse med mine egne veer. Men jordemoderen lytter ikke og holder min arm fast og sætter det i igen. Jeg græder og græder og vil ikke mere. Jeg beder igen om et kejsersnit.

Jordemoderen siger, at vi kan aftale, at vi giver det et kvarter mere, og så henter hun fødselslægen. Det går jeg med til. Der går et kvarter og der går tre kvarter og jeg spørger hvorfor fødselslægen ikke snart kommer? Jordemoderen svarer, at jeg jo ikke er den eneste fødende i verden og at jeg skal stoppe med at klage. Min søster ser bestyrtet ud, men den jordmoderstuderende er virkelig sød og holder mig hånden og siger at det nok skal gå.

Da fødselslægen endelig kommer går det hurtigt. Baby skal tages med kop, men jordmoderen har glemt at slukke for suget inden koppen kommer på og den suger sig fast til mine kønsdele. Jeg skriger for det gør virkelig ondt. Fødselslægen bliver vred på jordmoderen. Det bliver til tre forsøg med koppen, men baby sidder fast i bækkenet og jeg bliver kørt til akut kejsersnit. Min mand når ikke at være med til kejsersnittet, da det pludselig går meget stærkt.

Narkoselægerne undrer og irriterer sig over, hvorfor jordemoderen nærmest har slukket for epiduralblokaden, da de så bliver nødt til at lægge en ny bedøvelse og bruge tid på det – når nu hun vidste at der var risiko for at det ville ende i kejsersnit. De kigger også på mine ben, som ligner en slagmærk af blå plamager. Det var næsten det hårdeste ved hele fødslen at have veer, ikke måtte presse og skulle ligge helt stille imens de lagde ny bedøvelse. Fødselslægen fra før er med til kejsersnittet og han sidder virkelig godt fast. Der bliver hivet og skubbet for at få ham ud og det er en lettelse da hun undervejs fortæller mig, at jeg på ingen måde kunne have født ham. Mit bækken er for smalt. Baby får klippet navlestrengen af min søster, han er heldigvis fuldstændig upåvirket, vejer 3800 g og fordi han er så fin kommer han op til mig med det samme, selvom det egentlig ikke er proceduren.

Umiddelbart efter er jeg egentlig ret afklaret med situationen, jeg har jo prøvet det før, men jeg er virkelig vred og vil, selvom jeg bliver spurgt, overhovedet ikke snakke fødselsforløbet igennem med jordmoderen. I ugen efter er jeg til efterfødselssamtale hos en anden jordemoder og hun er bestyrtet over mit forløb. Det hjælper mig meget at få at vide, at det ikke er mig, der er noget galt med, og hun beskriver fødslen som et overgreb. Nu, et år efter, kan jeg stadig godt få en klump i halsen ved at tænke på fødslen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Puha. Sikke en omgang. Føler med kvinden hele vejen. Cana, må jeg spørge dig: Jeg troede, at lægen efter et akut KS kunne sige med stor sikkerhed, om man har plads i bækkenet til at føde vaginalt en anden gang. Mem det lyder til, at man ikke kan vide sig helt sikker på sådan en vurdering?

    1. Det er et godt spørgsmål! Man kan ikke ud fra kejsersnittet alene sige om der er plads i bækkenet, medmindre lægerne der har udført kejsersnittet har målt bækkenets størrelse, som i nogle tilfælde kan have anormal størrelse eller form som umuliggør en vaginal fødsel af et barn ved terminstidspunktet.

  2. Som en anden også skriver: Puha. Skulle virkelig kæmpe for ikke lade tårerne løbe frit her midt i bussen. Hold kræft en behandling at få, hvor er det bare ikke i orden. Håber jeg selv får en bedre behandling og oplevelse om et halvt års tid, når det er min tur…

    1. Jeg krydser i hvert fald fingre for dig og er overbevist om, at du kommer til at møde både søde, dygtige og empatiske jordemødre 🙂

  3. Pyh, sikke en oplevelse.
    Min nr.2 fødsel var også et mareridt med en jordmoder der på ingen måde var i øjenhøjde med mig.
    Det var en utrolig traumatisk oplevelse, hvor jeg på ingen måde følte jeg blev hørt .
    Efter fødslen kom hun dog hen og sagde, at hun havde vidst hvor stor han var, havde det været et anderledes forløb?
    Han vejede så 1,5 kg mere end han var skønnet til ?

  4. Hvis jeg var hende, ville jeg klage til Styrelsen for Patientsikkerhed over den behandling.
    Jordemoderen fortsatte vedroppet uden hendes samtykke, og respekterede ikke hendes fødselsplan.
    Det kan desværre ikke ændre på den oplevelse, hun har haft, men måske forhindre jordemoderen i at opføre sig sådan overfor andre fødende i fremtiden. For den tanke er da næsten ikke til at bære…
    Jeg sender lige en virtuel krammer ❤️

  5. Enig med Anne, jeg håber også hun får overskud tilm at klage over det forløb. Det har slet ikke været en værdig behandling.

  6. Sikke en frygtelig oplevelse. Jeg har termin om 1 måned og kæmper meget med angst for selve fødslen, så for mig er det meget vigtigt, at jeg kan føle mig tryg ved jordemoderen. Hvilket også står i min fødeplan.
    Cana, har du nogle råd til hvad man gør, hvis man skulle ende med at føle sig utryg og overset af sin jordemoder?

    1. Du kan altid bede om en anden jm. Det er ikke så rart, men hvis du føler, det er et helt skævt match, så sig fra (eller få din partner til det).
      Og så tror jeg heldigvis chancen for at møde sådan en her er minimal. Jeg har udelukkende mødt søde og dygtige jm til mine fødsler. Held og lykke med det:)