Den første date efter den der nytåraften…

Det var med en lille klump i halsen, at jeg sendte indlægget ind til debatredaktøren hos BT, hvor jeg de seneste måneder har fungeret som én af deres faste debattører. Klumpen kommer, fordi jeg så nødigt vil virke som en bagklog idiot. Jeg har nemlig skrevet om datingmarkedet, som jeg siden årsskiftet (heldigvis) ikke længere har været en del af. Eller altså, i hvert fald har jeg kun datet én, siden årsskiftet. Ham, der endte med at stjæle mit hjerte, som jeg skrev om HER.

 – Find kjolen HER (reklamelink) – 

Jeg lå brak hele nytårsdag, hjemme i min sofa. I løbet af dagen kom min – ligeså brakliggende – veninde, som jeg havde været sammen med aftenen og natten forinden og selvom der var rigeligt at snakke om, ovenpå en begivenhedsrig og i øvrigt ret fantastisk nytårsaften, så lå vi mest af alt i hver sin ende af sofaen, med ligegyldigt flimmer i fjernsynet og hver vores skærme sporadisk placeret foran ansigterne. Jeg scrollede nærmest taktfast imellem facebook, instagram og bloglovin’ og pludselig så jeg det. En ny følger, som umiskendeligt lignede ham, jeg havde stået overfor aftenen forinden. Ham, som jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde fået givet mit nummer, fordi vi havde den vildeste kemi jeg nogensinde har oplevet.

“… Fik du styr på din butterfly?” skrev jeg klokken 20.54. Præcis to timer senere havde vi aftalt at tage på date. Dagen efter.

Shit mand, jeg var pludselig nervøs. Skrev til et par veninder, som var henrykte over, at jeg havde scoret, sådan i virkeligheden og ikke på tinder, som jeg hidtil havde haft lidt blandede erfaringer med.

Vi mødtes på en kaffebar tæt på trianglen og som noget af det første meldte han rent ud: “Jeg kan se du har to børn” sagde han og smilede. Bum. Lige til stålet. Jeg blev et øjeblik slået lidt ud af kurs; ikke fordi jeg på nogen måder er flov over eller ked af at være mor til to, men jeg tænkte heller ikke ligefrem at jeg havde udstrålet husmor, som jeg vimsede rundt med min dybe udskæring og høje stiletter to dage forinden. Han havde selvfølgelig set det på min instagramprofil og jeg lærte hurtigt, at det er noget af det allerbedste ved ham: at han siger tingene som de er, når de er. Der er ikke så meget pis med ham. Overhovedet, faktisk. Snakken gled og da kaffekopperne var tomme spurgte jeg om ikke han ville med ud at gå. Det ville han heldigvis gerne, så vi slentrede over krydset og gik en tur ind i Fælledparken og snakkede videre.

Han var så sød. Og så god. Han fik mig til at tænke, til at grine og – vigtigst af alt – til at føle mig tryg.

Vi endte med at gå tre runder inden klokken nærmede sig at mine børn ville komme hjem og vi gik tilbage mod trianglen, hvor vi pludselig stod der igen. Helt tæt på hinanden og kiggede hinanden dybt i øjnene.

“Du må ikke kysse mig her” sagde jeg og jeg kunne mærke at han blev forvirret over at jeg – igen – befalede ham ikke at kysse mig. Jeg ville i virkeligheden gerne kysse ham, men jeg kunne pludselig ikke overskue det på åben gade og ovenikøbet i mit eget hood. Tænk nu, hvis nogen fra børnehaven så mig stå der og kysse på en så godt som fremmed mand. Vores første kys skulle være godt og ét jeg kunne være hundrede procent tilstede i og ikke et halvhjertet ét på trianglen med åben øjenkrog og et hamrende hjerte.

Vi krammede intenst imens sommerfuglene fløj rundt i maven på mig og der var ingen tvivl. Vi skulle ses igen. Som vi altså gjorde dagen efter. I et ludkoldt regnvejr, som blev fuldstændigt underordnet, da vi kyssede for første gang og lod hinanden usagt vide, at vi nok havde gang i noget helt, helt særligt…

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Hej Cana

    Shit et dejligt indlæg! Jeg nåede lige at tænke at det egentligt var hurtigt i er blevet kærester, indtil jeg kom i tanke om at vi lige er gået ind i maj! Tiden går aaaalt for hurtigt lige nu! Kæmpe skål for kærligheden ❤️ Knus!