Fødselsfredag – mit livs mareridt

Det er alle gravides værste mareridt, at få beskeden om, at baby – helt fremme omkring terminstidspunktet – ikke længere er i live, inde i maven. Heldigvis sker det meget sjældent, men ikke desto mindre sker det for nogen. Her, for en kvinde som var gravid med barn nummer to og som med denne hjerteskærende beretning tager os med helt tæt på, igennem dét der viste sig at blive hendes livs værste mareridt. Med til historien hører en længere beretning om efterforløbet, men den må I vente med at læse til næste fredag <3

Det var en dejlig dag, jeg var endelig nået til uge 36+0 i graviditeten. Jeg fødte vores datter i uge 35+6, så det var en sejr, at jeg nu var det længere henne i graviditeten.

Jeg var til jordemoder om morgenen, og alt var perfekt, hjertelyd, mit blodtryk og urin mv.

Jeg havde det rigtig godt trods bækkenløsning. Jordemoderen skønnede vores søn til at veje ca. 2900 gram, og til at have sat sig fast – klar til at blive født. Vores datter vendte forkert, altså med numsen nedad, så hun blev født ved kejsersnit. Dette ønskede jeg ikke denne gang, idet jeg gerne ville hjem fra sygehuset hurtigst muligt, samt gerne ville kunne løfte vores datter på to år efter fødslen.

Jeg gik fra jordemoderen og var rigtig glad, og skrev til min mand, at vores dreng nu var klar til at komme ud, og han havde sådan en fin størrelse. Jeg håbede dog, at han ville vente med at komme ud til jeg var fulde 37 uger henne…

Næste dag

Jeg startede dagen med at aflevere en urinprøve til lægen, idet jeg troede, jeg havde blærebetændelse, da jeg havde haft mange plukveer om natten.

Jeg skulle spise frokost med en veninde, og jeg havde købt en slush ice. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg mærkede nogen aktivitet fra maven; baby i maven plejede ellers altid at være meget aktiv, når jeg spiste/drak noget koldt.

Jeg tog af sted til akupunktur ved jordemorcentreret, og der plejede jeg at ligge på maven, så jeg tænkte, at der måtte baby jo være lidt aktiv. Men jeg mærkede intet. Jeg fortalte jordemoren om den manglende aktivitet, da jeg jo var bekymret, men jeg vidste også godt, at jo længere henne man var i graviditeten, jo mindre liv ville man mærke pga. pladsmangel, og jeg havde jo ikke prøvet at være så langt henne i en graviditet før. Hun sagde, at jeg måtte love hende, at hvis jeg var i tvivl om noget, eller bekymret, så skulle jeg kontakte fødeafdelingen.

Jeg gik fra jordemodercentreret ca. kl. 15.30, hvor jeg satte mig i bilen, og ringede til min mand, og fortalte ham om min bekymring. Han sagde, at jeg jo lige så godt kunne tage forbi fødeafdelingen, nu hvor jeg jo var så tæt på. Han kender mig, og ved at jeg bare vil tænke på det hele tiden, hvis jeg ikke lige fik det tjekket.

Jeg ringede til fødegangen kl. 15.35 ca. og de sagde jeg var velkommen, men at der ville være lidt ventetid. Jeg var ved fødegangen ca. kl. 15.40. Jeg meldte min ankomst, og sad og ventede på en stol udenfor. Tiden var lang! Jeg forsøgte at drikke noget vand, og nusse min mave, men der var ingen aktivitet. Jeg blev mere og mere nervøs, jeg begyndte at svede, og blive utilpas. Jeg skulle sådan tisse, men turde ikke forlade min plads i tilfælde af, at det ville blive min tur, og de troede, jeg var gået hjem. Heldigvis kom der en dame forbi, som skulle besøge en på sygehuset, jeg spurgte, om hun ville holde øje for mig, om der kom nogen og spurgte til mig, mens jeg gik på toilettet, og det ville hun gerne. Der var stadig ingen der spurgte til mig.

Gangen hvor jeg sad og ventede var tom, tiden gik langsomt! Der kom dog en læge forbi, og sagde, at jeg havde en enorm smuk mave, – det havde jeg også. Den var fin rund og tung. Ja børnene i min datters vuggestue havde ret, det lignede, at jeg havde slugt en fodbold.

Endelig blev det min tur – kl. var vist lidt over 17. Jordemoderen spurgte mig, hvorfor jeg kom, og jeg fortalte om min bekymring. Hun ville køre en strimmel, som de kalder det. Da hun satte apparatet på min mave, var der ingen aktivitet – Jeg blev meget nervøs! – Jordemoderens telefon ringede hele tiden, så hun forlod mig. Da hun kom tilbage, prøvede hun at lytte hjertelyd med en doptone, men kunne ikke finde noget.  Hun spurgte til, hvor jordemoderen havde lyttet dagen før – stadig ingen hjertelyd – jeg blev mere og mere nervøs, kunne mærke at mine kinder brændte! Jordemoderens telefon blev ved med at ringe, så hun forlod mig igen! Jeg lå helt alene, og var rigtig nervøs og bange. Hun kom tilbage med en scanner, den tog lang tid om at starte op, så hun forlod mig igen, igen.

Jordemoderen kom tilbage og ringede efter en fødselslæge, som så kom og scannede mig. Jeg kunne på scanneren se en rigtig stor dreng. Uden hjerteaktivitet!! Der var intet der blinkede. Det kunne ikke være rigtigt! Ventede bare på at lægen ville sige, at alt så fint ud. Men hun klappede mig på benet og sagde: ”ja det er desværre slut”. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, 1000 tanker fløj gennem mit hoved.

Lægen spurgte, om der var nogen, jeg kunne ringe til, og jeg sagde, jeg kunne ringe til min mand.

De forlod mig, både jordemoderen og fødselslægen. Jeg ringede til min mand, og han var helt i chok. Han kunne ikke rigtig forstå det. Men ville komme med det samme. Han var alene hjemme ved vores datter, så han fik ringet efter sin mor, som kunne tage sig af vores datter, og hans søster som kunne køre ham på sygehuset, da jeg jo havde bilen.

Jeg ringede til min mor, hun kunne ikke forstå, hvad jeg sagde, idet jeg græd så meget. Hun ville komme med det samme, men de bor 200 km væk! Hun foreslog mig, at ringe til min moster, som bor tæt ved, og som også skulle med til fødslen. Min moster kunne heller ikke helt forstå situationen, men hun ville komme med det samme, hun boede ca. 20 minutters kørsel fra sygehuset, hvor vi boede 30 minutter der fra.

De 20 min var et helvede!!! Der var ingen der kiggede til mig, kun én gang, jordemoderen spurgte lige, om jeg ville have en tår saft.!! Ellers var jeg helt, som helt alene!!

Endelig kom min moster!! Hun trøstede mig, selvom det ikke helt var gået op for mig, hvad der var sket, og hvad der skulle ske. Noget tid efter kom min mand og hans søster, de var begge rørt.

Der gik lang tid før jordemoderen kom. Da hun endelig kom, forklarede hun, at den normale procedure var, at man går hjem, og snakker om, hvad der var sket, og skulle man komme næste dag og få en stikpille, som ville sætte fødslen i gang, men at det kunne tage op til tre dage før der skete noget. Jeg kunne mærke, at jeg ikke vil kunne klare at komme hjem til min datter, og skulle gå og være ked af, at vi havde mistet vores barn, som oveni købet lå død i min mave!! Han skulle bare ud så hurtigt som muligt, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Jeg ville sættes i gang med det samme! Imens var jordemoderen gået igen, da hendes telefon ringede – igen, igen.

Jeg fortalte min moster og min mand, hvordan jeg havde det, og at jeg bare ville have vores søn ud nu! Vi snakkede om, at jeg tidligere havde fået kejsersnit, og det ville jeg ikke denne gang, da jeg jo gerne ville hjem fra sygehuset så hurtigt som muligt.

Når man tidligere har fået kejsersnit, havde jeg læst, at man typisk vil blive sat i gang med et ballonkateter. Så da jordemoderen kom igen, foreslog vi dette. Hun tøvede noget, men ville prøve at forhøre sig, så hun gik igen.

Da hun vendte tilbage oplyste hun, at det var en mulighed, men så skulle jeg indlægges og indirekte sagde hun, at de ikke havde tid og plads til mig. Jeg spurgte direkte, om det var derfor, og det ville hun ikke rigtig svare på. Hun sagde, at hvis det blev nødvendigt måtte de jo finde en stue til mig. Jeg spurgte, om det så ikke var muligt, at de kunne sætte mig i gang på nabo sygehuset, nu hvor de havde så travlt på dette sygehus. Hun ville forsøge at se, hvad hun kunne gøre.

Det tog så lang tid, så det endte med at min moster ringede til nabo sygehuset, for at forhøre sig. De ville gerne tage imod mig, vi skulle bare komme. Vi prøvede at få fat i jordemoderen, men hun var i fuld gang med et eller andet. Min moster fik fat i en anden jordemoder, som gjorde mine papirer klar til nabo sygehuset og ca. kl. 19.30 tog vi af sted til nabo sygehuset.

Da vi ankom til nabo sygehuset, kom der en sød jordemoder og tog i mod os. Vi fortalte hende alt, hvad der var sket  og vores oplevelse på det tidligere sygehus. Vi forklarede hende, at jeg gerne ville sættes i gang med det samme, med et ballonkateter og det accepterede de.

I mellemtiden kom mine forældre, og det var dejligt for mig. Jordemoderen serverede kaffe og saftevand for os, og var rigtig god til at lytte. Jeg følte virkelig, at hun kunne forstå den svære situation jeg var havnet i, og tog sig godt af mig.

En fødselslæge og jordemoderen sørgede for, at jeg fik sat et ballonkateter op. Kl. var ca. 22. Jeg skulle blive og sove på sygehuset, så min mand og min far kørte hjem for at hente noget tøj mv. Min mand blev og sov hos mig. Vi fik begge noget beroligende at sove på. 

Næste morgen

Der var kommet en ny jordemoder på vagt, som også var meget sød og god til at lytte. Vi fortalte om vores oplevelse mv. og hun fortalte, at det nok var hende der skulle tage imod barnet. Hun forklarede hvordan det hele skulle forløbe – vandet ville blive taget, og hvis der ikke skete noget, vil jeg skulle have et ve-drop.

Lægerne tog en fostervandsprøver og prikkede bagefter hul på fostervandet. Der var masser af vand, blev helt våd i nakken af alt det vand. Men vandet var fint og klart.

Vi gik alle ned og spiste lidt frokost – min mand, jeg, min moster og mine forældre. Det var svært at skulle spise noget, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at have kræfter til at kunne føde. Imens vi spiste, kunne jeg mærke, at der begyndte at komme veer.

Vi blev vist ind på en fødestue, og jeg fik lidt smertestillende. Veerne tiltog og jeg ønskede en epiduralbedøvelse. Narkoselægen kom, og jeg fik lagt bedøvelsen omkring kl. 14.30. Det var en dejlig følelse, jeg kunne ikke længere mærke nogen smerte.

Da jordemoderen tjekkede mig, fandt vi ud af, at jeg ikke udvidede mig nok, så vi blev enige om, at jeg skulle have lagt ve-drop. Det hjalp. Jeg kunne ikke mærke så meget, men fik presseveer. Jeg fortalte jordemoderen om min frygt for at briste under fødslen, så jeg vidste, at samarbejdet med jordemoderen var vigtigt.

Jeg syntes også, at vi begge var gode til at samarbejde, og jeg gjorde alt for at lytte til hende, og vi havde god øjenkontakt til hinanden.

Jordemoderen mærkede på min mave, hvornår jeg havde presseveer, og hun guidede mig godt igennem, hvad jeg skulle gøre. Min mand sad ved min side og min moster hjalp sygeplejersken med at holde mine ben. Min mor og min mands søster sad og ventede udenfor.

Jeg kunne pludselig se hovedet komme ud, og nogle presseveer efter kom resten af kroppen, jeg lagde mig ned, og det føltes som om noget fløj ud af mig, og det var moderkagen der kom ud. Jordemoderen undersøgte mig, og på daværende tidspunkt oplyste hun mig, at jeg var helt intakt – altså at jeg ikke var bristet. Kl. var ca. 19.30.

Vores søn var 52 cm, og 2990 gram.

Jeg ville ikke se vores søn, før jeg har helt klar. Jordemoderen var stadig i gang med mig. Hun oplyste, at jeg blødte meget, og at hun gerne ville have en læge til at se på mig. Da lægen kom, oplyste hun, at hun gerne vil have mig på operationsbordet, så hun kunne gøre sit arbejde godt. Puha tænkte jeg, da jeg aldrig har prøvet at blive ”opereret” før, dog havde jeg fået et kejsersnit.

Jeg ville stadig ikke se vores søn, før jeg kom tilbage fra operationen, idet jeg så ikke ville kunne ”overskue/klare” operationen. Jeg troede jo ikke, at det ville tage så lang tid.

Det var rigtig koldt på operationsstuen og jeg fik derfor nogle varme tæpper over mig. Jeg rystede og rystede, og de prøvede alle at berolige mig. Jeg fik også noget beroligende i droppet op til flere gange. Jeg kiggede på klokken, og den var nu 21. Jeg turde ikke kigge på klokken mere. Jeg følte at det sortnede for mine øjne, og at jeg var fjern. Jeg blev mere og mere nervøs. Jeg kunne ikke klare at høre på maskinen, der bippede hele tiden, og spurgte, om de ikke kunne skrue ned for lyden, hvilket de gjorde.

Jeg var helt tør i halsen, og de var så søde at ”fodre” mig med nogle isterninger. Jeg turde ikke åbne mine øjne, da det hele drejede rundt, når jeg åbnede dem. Dem der var til stede snakkede om, at jeg havde mistet meget blod, og at de skulle veje servietterne, for at følge med i hvor meget blod jeg mistede. Jeg havde ikke en høj blodprocent i forvejen, så jeg var rigtig, rigtig bange. Jeg tænkte hele tiden på, om det nu var slut, og at vores datter og min mand så også ville miste mig. Jeg troede virkelig jeg skulle dø.

Jeg spurgte flere gange, om jeg ikke skulle have noget blod, men de oplyste mig, at de havde styr på det, og at jeg havde en blodprocent på 5, og den måtte komme helt ned på 4,5 før det var kritisk. Det syntes jeg jo ikke, der var længe til. Så jeg begyndte at snakke med narkosesygeplejersken, bare for at sikre mig selv om, at jeg stadig var i live. Jeg spurgte, om de ikke kunne ringe og informere min mand om, at jeg havde det godt, idet jeg syntes, det hele tog så lang tid. Omkring kl. 23 var jeg endelig færdig.

Jeg blev kørt op på fødestuen igen. Her ventede min mand og min mor. Min mor havde vasket, og givet vores søn tøj på. Hun snakkede lidt med mig, inden hun tog derfra.

Da min mand og jeg var alene, fik jeg vores søn over til mig i mine arme for første gang. Han var en rigtig flot dreng, som lignede vores datter, da hun blev født. Det lignede at han bare sov, men jeg kunne godt mærke, at han var kold og slap…

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Puha for en grim/sørgelig historie…Sidder og græder en smule. Hvis bare man kunne trøste denne familie på nogen måde :,(

  2. Ej jeg græd hele vejen igennem . Hvor må det være forfærdelig mareridt!
    Jeg er selv gravid og venter en dreng og har en pige i forvejen så mine tårer væltede bare ud :,(

  3. Jeg har flere gange haft tårer i øjnene (heldigvis også af glæde) over disse historier, men jeg har aldrig tudet over en, som jeg gør det i dag. Hvor må det have været frygteligt ar opleve.
    Sender masser af tanker afsted og håber inderligt, at næste uges fortælling kan afsløre, at familien fik hjælp til at komme gennem oplevelsen.

  4. Hvor er det rørende. Sad jeg ikke i bussen, er jeg sikker på at tårene var trillet ned af kinderne på mig 🙂

    P.s. Jeg vil godt lige ‘rose’ dig Cana (eller hvad man siger) for også at bringe nogle af de fødselsberetninger, der gør ondt.

  5. Åhr det er hård læsning, når man selv er i ige 36. Hvor må det være svært at forstå hvorfor sådan noget skal ske ;-(

  6. Fantastiske beretninger du har med om fredagen. Som mor til 3 (på 28, 31 og 35) har jeg selv oplevet lidt af hvert og er LYKKELIG for at alle mine graviditeter endte godt og derfor smerter det så meget mere at læse og høre om de gange, hvor det gik skidt. Det er frygtelig, men vigtig læsning, så tak fordi du deler med os alle, så vi kan blive mindet om livets skrøbelighed:-)