Fødselsfredag – mit livs mareridt #2

Man skulle tro at det sluttede, da hun fik sin smukke, men kolde og slappe søn i armene, men ak. Fødslen og alt dét den bragte med sig, som kvinden selv kalder sit livs værste mareridt, var på ingen måder slut endnu og det skulle vise sig, at blive nogle usædvanligt hårde måneder. Selvfølgelig psykisk, men i særdeleshed også fysisk, som det altså primært skal handle om i dag, hvor kvinden fortæller om et efterfødselsforløb der heldigvis hører sig sjældenhederne til.

Læs første del af beretningen HER.

Min mand og jeg blev enige om et navn.

Mens jeg var på operationsbordet havde jordemoderen og sygeplejersken tage fod og håndaftryk af vores søn, og klippet lidt hår af til os.

 

Jeg sad længe med ham i mine arme. Vi snakkede længe om og med ham inden han blev kørt væk. Det var ikke gået helt op for mig, hvad der var sket, jeg havde meget dårligt efter operationen. Jeg fik næsten en liter blod, inden vi skulle prøve at sove lidt. Min mand blev og sov hos mig, og vi fik begge noget beroligende at sove på. Kl. var ca. 2, før vi kom på en stue, hvor vi kunne sove. Vi snakkede også lidt med jordemoderen inden vi sov. Det hele var bare så uvirkelig. Jeg vidste heller ikke, hvor slem min bristning havde været.

 

Dagen efter fødslen

 

Jeg havde det ikke så godt efter fødslen/operationen, havde mange smerter, og var meget utilpas, og måtte have mere blod. Min mor og far kom forbi om formiddagen, og kørte da jeg skulle sove lidt. Da var min mand også hjemme lidt. Inden min mand kom igen, var hospitalspræsten forbi, og snakkede med mig, hun havde snakket med min mand, da jeg var på operationsbordet. Vi fik en rigtig god snak. Min mand kom, mens hun stadig var der, og vi snakkede begge med hende. Narkoselægen kom også, og snakkede med mig, da jeg havde sådan en forfærdig oplevelse, da jeg blev opereret. Han oplyste mig, at de under operationen ikke på noget tidspunkt frygtede for min tilværelse – liv. Det var dejligt at høre, men jeg frygtede virkelig for mit liv, det var sådan en grim oplevelse. Det kan jeg slet ikke beskrive.

 

Lidt senere kom min svigermor med vores datter på 2 år, som skulle se sin lillebror. Det var en god oplevelse. Hun syntes dog, at han var lidt ”ad”, idet han var sort om læberne. Det gjorde mig ked af det, da hun sagde det. Han var stadigvæk rigtig fin, og det så ud som om, han sov. Vores datter sagde også; ”lillebror sover”, ja sagde vi, lillebror er død, lillebror kan ikke komme med os hjem. Vi forklarede også, at mor havde ondt i maven, derfor er mor på sygehuset.

Min mor kom også forbi, og hun tog en masse billeder. Vi fik igen snakket lidt med ”lillebror”, og jeg fik kysset ham flere gange. Aftenen før fik jeg slet ikke set hans øre, da han havde en fin hat på, så nu kunne jeg lige se dem, inden sygeplejersken kørte ham væk igen. De fortalte os, at vi til en hver tid kunne bede om at få ham op til os, når vi følte, vi havde behov for at se ham igen.

Det var svært for vores datter, at forstå at jeg lå der på sygehuset, og hun tog afstand fra mig. Det var hårdt.

 

 

Fire dage efter fødslen

Jeg var stadig indlagt, og havde fået mere blod.

 

Bedemanden kom på sygehuset.

Vi snakkede om, hvordan begravelsen skulle være og foregå mv. Det var stadig ikke helt gået op for mig endnu, hvad der var sket. Jeg havde stadig mange smerter, og kunne slet ikke se, at jeg skulle nå at blive frisk til begravelsen. Jeg var dog blevet frisk nok til at kunne komme i mit eget tøj, det trængte jeg til.

Da bedemanden var gået, snakkede jeg med sygeplejersken om, at komme hjem på ”orlov” nogle timer. Det syntes hun, lød som en god ide. Vi pakkede mine ting, og jeg fik smertestillende med hjem. Hvis der blev noget, når jeg var hjemme, skulle jeg bare ringe, dette gjorde mig tryg. Jeg kunne dog stadig ikke sidde ned, pga. bristningen, så min mand havde lagt sædet helt ned i bilen, det gik fint.

 

Da jeg kom hjem sov vores datter i barnevognen, min svigermor passede hende, mens min mand var hos mig.

Det var dejligt at være hjemme. Men havde stadig mange smerter og var utilpas, men jeg tænkte, at sådan var det jo nok.

Vores datter kunne ikke helt forstå, at jeg lå på sofaen, da hun stod op, men hun var glad for, at jeg var hjemme. Jeg lå på sofaen det meste af dagen og aftenen, kunne slet ikke sidde ned og spise, så jeg stod op. Jeg kunne ikke hjælpe meget til, men jeg puttede vores, da hun skulle i seng. Jeg ringede til sygehuset, og sagde, at jeg havde mod på at sove hjemme. Det trængte jeg virkelig til.

 

De fleste af vores søns ting var fjernet fra værelset efter mit ønske. Dog stod tremmesengen, lift og autostol der stadig, men det var ikke så hårdt at se, da det jo var vores datters ting, som vores søn skulle have brugt.

Jeg havde dog en del mareridt den nat.

 

Fem dage efter fødslen

 

Min mand afleverede vores datter i vuggestuen. Efterfølgende tog vi derefter ud på sygehuset til udskrivningssamtale. Vi snakkede med jordemoderen, sygeplejersken og lægen.

Lægen undersøgte mig, inden vi tog derfra, hun syntes alt så fint ud, jeg var dog stadig meget hævet ”dernede”.

 

Det var dejligt at blive udskrevet, så var jeg jo det skridt videre.

Om eftermiddagen skulle vores søn velsignes af sygehuspræsten. Det skulle foregå i Kapellet på sygehuset. Det var en lang eftermiddag. Min mand og jeg ventede bare på, at vi skulle af sted. Jeg havde stadig mange smerter, så var spændt på, hvordan det ville gå til velsignelsen.

 

Velsignelsen gik rigtig fint, vores søn var rigtig flot, han lignede bare en lille dreng som sov. Han havde et blåt sengetøj med elefanter på med i kisten, samt det tøj på, som jeg havde købt til ham. En lille bamse, et stykke legetøj, tegninger, som vores datter havde tegnet til lillebror, og et billede af sin storesøster, mor og far. Det var slet ikke til at forstå, at det var vores søn, som lå der, og han var død! Vi ville ikke få ham med hjem! Det var sidste gang vi så ham. Vi kyssede ham begge farvel, og vi tog nogle billeder.

 

Lidt tid efter vi var kommet hjem, kom svigermor med vores datter, hun var rigtig glad for at se, at jeg stadig var hjemme. Hun reagerede dog en del på, at jeg var kommet hjem. Hun ville ikke høre hvad der blev sagt, hun var sur, og hun ville have mig til at gøre en masse ting, som jeg fysisk ikke kunne. Det var vildt frustrerende, og det gjorde mig rigtig ked af det.

 

Jeg puttede vores datter om aftenen, hun var rigtig bange for, at jeg ville gå fra hende, men jeg forklarede hende, at jeg nok skulle blive og sove hos hende. Hun havde siden, jeg var blevet indlagt, fået lov til at sove i vores seng.

 

Jeg syntes, da jeg gik på toilettet om aftenen, at det lugtede fra mit bind, jeg skiftede det ellers meget tit. Jeg ringede på sygehuset, for at forhøre mig til, om det var normalt. De oplyste mig, det skulle jeg ikke bekymre mig om. Jeg havde dog stadig mange smerter.

 

 

Seks dage efter fødslen

 

Da jeg vågnede, og følte jeg skulle slå en prut, syntes jeg, den ”fløj” ud det forkerte sted, altså at den kom ud af skeden. Jeg tænkte, at det nok var normalt.

Da jeg gik på toilettet, lugtede det stadig fra bindet, og det lignede ikke længere blod, det var mere brunt end rødt. Gammelt blod er også brunt, så jeg tænkte, at det nok bare var derfor, det var brunt, og fordi jeg var ved at stoppe med at bløde.

 

Vores datter ville ikke i vuggestue, for hun var bange for, at jeg ikke var der, når hun kom hjem, forklarede hun. Jeg forklarede hende, at jeg ikke skulle på sygehuset mere, og at jeg ville ligge på sofaen, når hun kom hjem. Så min mand og datter tog af sted til vuggestuen.

Jeg havde ikke rigtig nogen appetit, jeg syntes, jeg fik det værre og værre.

 

Da jeg senere gik på toilettet, syntes jeg, at det lignede afføring der var i mit bind, og jeg fortalte det til min mand, som sagde, at det jo ikke kunne lade sig gøre, og de havde jo dagen før på sygehuset sagt, at alt så fint ud. Så jeg tænkte, at det nok bare var mig, der havde taget fejl.

Senere følte jeg, at jeg skulle af med noget afføring, og at det kom ud det forkerte sted. Jeg gik toilettet, og det var helt brunt i bindet. Jeg syntes, det lignede afføring.

Jeg blev meget nervøs og ringede straks til sygehuset. De syntes, det lød underligt, men de kunne godt høre på mig, at jeg var nervøs, så de syntes, at jeg skulle kigge ud.

 

Min mand kørte mig på sygehuset, og vi var der omkring middagstid. Jordemoderen kiggede på det bind, jeg havde taget med, hun kunne ikke svare på om det var udflåd eller afføring, så hun tilkaldte en læge. – ventetiden var lang, jeg var så bange for, at der var noget galt, det kunne jeg slet ikke overskue nu.

 

Lægen undersøgte mig, det var så smertefuld, og oveni var jeg så nervøs. Jeg havde desværre ret, det var afføring, der kom ud af min skede. Så jeg skulle akut til universitetshospitalet.

 

Vi ventede på, at lægen og jordemoderen ringede til universitetshospitalet.

Vi fik af vide, at jeg ville blive undersøgt, når jeg kom til universitetshospitalet, og så ville de tage en vurdering af, hvornår jeg skulle re- opereres. Enten om aftenen eller tidligt næste morgen, og jeg skulle forvente at være indlagt i 5 dage!

 

Jeg kunne slet ikke overskue det. Havde det ikke været for min datter og mand, så havde jeg ikke magtet det. Følte virkeligt at mit liv var slut, og jeg tænkte, hvad fanden jeg havde gjort, siden jeg skulle alt dette igennem.

Jeg havde virkelig frygtet for mit liv ved den første operation, og nu skulle jeg igennem det hele igen? Og starte forfra. Jeg kunne da slet ikke overskue, at jeg skulle være indlagt på et sygehus så langt væk hjemmefra, og hvad med vores datter?? Nu var det en uge siden, jeg sidst havde sagt farvel til hende i vuggestuen, og ikke var kommet hjem om aftenen, og så sker det igen! Og jeg havde lovet hende at være hjemme, når hun kom fra vuggestuen, så hårdt.!

 

Jordemoderen måtte desværre oplyse os om, at Falck ikke ville køre mig, medmindre vi selv betalte for transporten, idet universitetshospitalet var uden for Region grænsen! Jeg kunne og måtte ikke sidde op. Jeg sagde, at der jo ikke var andre muligheder, end jeg bare lå ned i bilen, så godt jeg nu kunne.

 

Vi ankom til universitetshospitalet ved kl. 18.30 ca. Jeg havde så mange smerter, så jeg ringede til universitetshospitalet, for at høre om de ikke kunne hente mig ved indgangen. De ville sende en portør. Da vi kom ind af døren, havde de heldigvis en ”briks”, jeg lige kunne smide mig på, og min mand forsøgte at finde portøren. Efter nogle minutter kom de efter mig – det føltes dog som timer.

Jeg blev kørt ind på en stue, hvor der var to senge, de oplyste mig, at den ene var til min mand.

 

Kort tid efter kom mine forældre. Vi fik tilbudt kaffe mv. jeg havde ingen appetit, havde ikke spist siden morgenmaden. Jeg var så bange og nervøs for, hvad der skulle ske. Sygeplejersken var så sød, hjælpsom og lyttende.

 

Da lægen kom, startede hun med at undersøge mig, det var en smertefuld oplevelse. Efter lægen havde scannet mig, ville hun komme ind på stuen, og fortælle os hvad der skulle ske, når hun havde studeret billederne, og vidste præcis hvad der var galt.

 

Lægen kom og fortalte at jeg skulle opereres næste morgen, og at der var ”hul” på min tarm fra endetarmen til skeden.

Der ville være en risiko for at der ville gå infektion i såret, så jeg skulle i behandling med antibiotika. Hvis der efter operationen ville gå betændelse i såret, ville jeg skulle igennem endnu en operation, og skulle gå med stomi i 3-4 måneder.

 

Lægen mente, at operationen ikke ville vare mere end en times tid, så hun anbefalede en ”lokal” bedøvelse. Jeg fortalte om den rædselsfulde oplevelse, jeg havde ved operationen efter fødslen, så vi blev enige om, at fuld narkose var det bedste. Jeg vidste godt, at der også var en risiko ved fuld narkose, og jeg var også rigtig bange for, at jeg ikke ville vågne op igen. Men jeg tænkte også, – nu kunne det hele da ikke blive værre.!

I løbet af aftenen fik jeg taget en masse blodprøver, og stillet en masse spørgsmål, så jeg var klar til operationen næste dag.

 

Ny operation

 

Kl. 5.30 vækkede sygeplejersken mig, for jeg skulle drikke noget væske inden operationen. Jeg fik hjælp til at komme i bad, så jeg var klar. Kl. 8 kom portøren efter mig. Jeg græd fordi, jeg var så bange. Jeg var igen så bange for at dø. Bange for at min datter og mand skulle miste mig! Jeg tænkte, at det ikke var til at forstå, at det skulle være så farligt at få børn!

 

Jeg lå i min seng udenfor operationsstuen. Lidt tid efter kom de og hentede mig, og jeg gik selv ind, og lagde mig på operationsbordet. Der var ikke så koldt, som der var på sygehuset hvor jeg fødte vores søn for en uge siden, og alt så meget nyere ud, det gjorde mig mere tryg.

 

Narkosesygeplejersken forklarede mig, hvad der skulle ske. Jeg havde fået af vide af jordemoderen på sygehuset, hvor jeg fødte vores søn, at hvis jeg skulle i fuld narkose, skulle jeg tænke på noget godt, lige inden jeg falder i søvn. Jeg tænkte på vores ferie, vi havde været på sidste sommer. Tænkte på hvor glad vores datter var, vi badede og spiste is.  – Jeg faldt i søvn.

 

Da jeg vågnede op, troede jeg, at lyset i loftet var solen, og at jeg havde været på ferie. Der var også dejligt musik, som lød som havet brusede. Da jeg lige så stille kom mere til mig selv, fik jeg noget at drikke, og meget morfin.

Kl. var blevet 14, og jeg havde lagt på opvågningen i 4 timer.

 

Portøren kørte mig tilbage til min stue, hvor min mor og min mand også var. Det var dejligt at se dem. Jeg var træt efter operationen, og jeg havde det skidt.

 

Dagen efter 2. operation

 

Jeg havde det allerede bedre. Jeg fik fjernet mit kateter, og en fysioterapeut kom og fortalte, hvordan jeg skulle komme ud af sengen mv. Det var smertefuldt at komme ud af sengen, men ikke i samme grad, som da jeg var blevet opereret første gang.

 

Efter en uge blev jeg udskrevet fra universitetshospitalet. Alt så fint ud, men jeg skulle dog komme til kontrol efter noget tid.

 

 

14 dage dage efter fødslen – begravelsen

 

Så var det dagen, hvor vores søn skulle begraves.

Solen skinnede og det var varmt. Jeg lagde mig ud på solvognen, og nød det gode vejr.

Min mand og jeg snakkede om, hvordan vi troede dagen ville gå, og om hvor mange der mon ville komme. Min mand var nervøs for, hvordan det ville gå med at bære kisten, og når den skulle sænkes i jorden. Jeg tænkte mere på, hvor uvirkeligt det hele var. Flaget var hejst på halvt – både hos os og naboer. Det var ikke til at forstå, at det var hejst på halvt, fordi vores barn skulle begraves!!

 

Da vi nærmede os kirken, kunne jeg mærke, at tårerne kom frem. Jeg spurgte mig selv, er det virkelig rigtigt det her!! Er det virkeligheden? Er min søn virkelig død?

 

Der var allerede kommet mange til kirken da vi kom. Min mand og jeg gik ind i kirken. Vi satte os helt foran. Jeg sad i en lænestol, da jeg endnu ikke kunne sidde rigtigt pga. min bristning. Det var mærkeligt at se den lille kiste igen. Den var så lille! Det var ikke til at forstå, at det var min søn der lå der! Jeg havde så meget lyst til, at gå op og kigge, om det nu var rigtigt, han lå der! Der var så mange flotte blomster.

 

Da vi var færdige med at synge mv. gik min mand op og tog kisten sammen med min far, svoger og min svigermors mand.

Det var en underlig følelse! Der var så mange i kirken, også nogen jeg ikke kendte! Og de var alle rigtig kede af det! Kede af at vi havde mistet vores søn! Så uvirkeligt.

 

Jeg syntes, der var rigtig langt vej hen til gravstedet. De sænkede vores søn i jorden, og der blev kastet jord på kisten. Præsten sagde nogle ord, og vi sang en sang.

Min mand og jeg kiggede ned i det lille hul! Stadig ikke til at forstå, at det altså var vores lille flotte søn, der lå der! Der blev kastet rosenblade ned i hullet.

Alle kom og gav os et knus. Jeg ville bare gerne væk derfra.

 

Dagen efter begravelsen

 

Vi tog ned for at se graven med alle blomster! Det var rigtig flot! Der var rigtig mange flotte blomster. Jeg græd, da det jo ikke var til at forstå, at det var vores søn, der lå der under alle blomsterne. Vi havde vores datter med. Vi forklarede hende, at lillebror lå under alle blomster.

Vi har også set billeder af lillebror sammen.

 

14 dage efter begravelsen

 

Jeg troede at mareridtet var slut, og at vi skulle til at bearbejde, det der var sket. Men nej! Jeg var på toiletter, og opdagede, det var galt igen! Jeg ringede straks til afdelingen på universitetshospitalet, og fik en tid med det samme. Lægen konstaterede, at der var et lille hul på min tarm. Jeg skulle til kontrol ugen efter, hvor vi så håbede på, at hullet er groet sammen af sig selv, ellers skulle vi til kontrollen snakke om, hvordan det videre forløb skulle være.

 

Til kontrollen – lidt over en måned efter fødslen


Til kontrollen kunne de ikke se noget hul på scanningen, men der er stadig udflåd af afføring, efter jeg har været på toilettet, og jeg har stadig smerter i maven, skulle jeg undersøges nærmere. De scannede min mave, og faldt ud af, at der enten var en blodansamling eller et hul i min livmoder, ved mit tidligere kejsersnit ar. Det havde de aldrig set før.

Vi aftalte en tid til ny kontrol efter en måned, så ville de finde ud af, hvordan hullet i min livmoder evt. kunne lukkes.

 

Til kontrollen to måneder efter fødslen

 

Til kontrollen kunne man se på scanningen af min livmoder, at ”hullet”/blodansamlingen var blevet mindre, så de syntes, at jeg skulle afvente med et endelig svar vedr. det videre forløb, til der var gået endnu en måned.

 

Samtale på sygehuset angående fødselsforløbet

 

Min mand og jeg vi fik af vide, at de ikke kunne finde nogen årsager, der skulle være skyld i vores søns død. De kaldte det vuggedød inde i maven.

 

3½ måned efter fødslen

Så gik turen endnu engang til kontrol på universitetshospitalet. Denne gang fik jeg dog en positiv besked om, at der ikke længere ses noget hul i min livmoder. Dog kunne lægen se, at min interne Sphincter ikke var helt intakt endnu.

Jeg fortalte at, jeg stadig syntes at, der kommer luft ud fra vagina, og lægen kunne ikke se dette på Ultralyd scanningen, så jeg fik en henvisning til tarmkirurgisk afdeling.

 

4 måneder efter fødslen

 

Så var dagen kommet! Hvor jeg skulle tjekkes på tarmkirurgisk afdeling. Jeg skulle undersøges i fuld narkose.

Undersøgelsen viste, at der var et meget lille hul i min tarm. Så jeg skulle opereres igen.

 

Det videre forløb

 

Jeg blev opereret igen 8 måneder efter fødslen, da tarmen skulle have ro inden de kunne operere mig igen. Denne operation gik dog ikke som forventet, og derfor var hullet ikke blevet lukket. Jeg skulle derfor opereres igen! Dog skulle tarmen igen have ro 3-4 måneder. Så et år efter fødslen blev jeg opereret igen, og denne gang var det en stor operation, hvor jeg fik en stomi for at aflaste tarmen.

På sygehuset mødte jeg tre andre kvinder, som også skulle opereres, fordi de var bristede efter fødslen, og de fik også lavet stomi for at aflaste tarmen.

Efter en uges indlæggelse blev jeg udskrevet fra sygehuset og kom hjem. Jeg kunne igen ikke sidde eller løfte noget i 3 måneder. Det var en meget hård periode.

Jeg var blevet lovet, at stomien fjernes igen efter 3-4 måneder, hvis alt gik som det skulle. Jeg turde ikke tro på noget.

Men til kontrollen to måneder efter operationen viste det, at alt var gået efter planen, og jeg kunne få fjernet stomien. Pga. travlhed på sygehuset, havde de ikke tid til at operere tarmen tilbage, så jeg måtte vente 5 måneder på operationen.

 

Efter jeg fik fjernet stomien var jeg ”hel” igen. Det havde taget mere end 1½ år efter fødslen.

 

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Sikken dog en forfærdelig oplevelse. Jeg håber at kvinden er helet så godt som muligt både fysisk og psykisk.

  2. Øv et sørgeligt og smertefuldt efterfølge ovenpå sit barns død.
    Det er virkeligt synd for hende.
    Jeg har selv arbejdet på børneafd. i mange år og hørt historier om mødre der føder og barnet døde.
    Dengang (20 år siden) var der ikke forståelse for hvad tabet gjorde med moderen, der blev ikke talt om det, ikke taget fod- og håndaftryk, klippet hår af osv. Det var virkeligt hårdt dengang.
    Det er dog heldigvis bedret, men efterfølget kunne hun godt have været foruden, den stakkel.

  3. Barsk læsning som resulterede i mange tåre – hvor er livet dog bare nogen gange så frygteligt uretfærdigt. Mange mange tanker til familien ❤️

  4. Hold da op!!

    Sikker er frygteligt forløb som ingen burde opleve i vores “velfærds” system.

    Mine varmeste og kærligest tanker til den stakkels kvinde og familie.