Et telefon-trick du skal kende!

At jeg ikke er kommet på idéen noget før, kan næsten være mig en gåde, for de følges sådan set ret tid ad, i dametasken, de to ting nærværende blogindlæg handler om; mine solbriller og min telefon.

Det er sådan hjemme hos os, at mine drenge kun sjældent har tålmodighed til at være med i køkkenet til tilberedningen af et helt måltid, hvorfor jeg ofte ender med at stå derude palle-alene og lave mad. Nogle gange hører jeg podcasts eller lydbøger imens og andre gange, ja, jeg kan nok ligeså godt være ærlig, så ser jeg tv på min telefon.

Vi kom først hjem fra legeplads klokken 17.30 her til aften, hvor drengene kastede sig over hver deres aktivitet på værelset – Jens byggede LEGO og Peter tegnede og jeg så derfor mit snit til at begynde på DRs dokumentar om Kundbypigen, imens jeg lavede en omgang tøm-køleskabet-mexikaner-gryde.

… Og så var det jeg opdagede det smarte trick, I simpelthen bliver nødt til at kende!

Jeg brugte mine solbriller som mobilholder.

Var det bare det, tænker du, måske? Og ja, det var det. Det virker totalt som en no-brainer, men helt ærligt, det er sgu da smart! Normalt går jeg og er nødt til at bøje hovedet ned over telefonen for ordentligt at kunne se, når den ligger på bordet (fordi jeg af bitter erfaring ved, at det er dumt “bare” at lægge den på noget skråt, hvorfra den ender med at dratte på gulvet med et pissedyrt smæld). Og nu – voila: En telefon i perfekt vinkel, som jeg ikke skal være det mindste bekymret for.

Bevares, jeg ved selvfølgelig godt at der allerede findes et væld af holdere til vores telefoner og jeg har da også selv engang købt én, på posthuset til en billig penge, men jeg kan simpelthen ikke holde styr på den slags og hvis der er én ting der er så sikker som amen i kirken, så er det at jeg aldrig har den ved hånden når jeg skal bruge den. Til gengæld har jeg stort set altid et par solbriller, som kan præcis det samme.

Kald mig bare komplet tosset her, men jeg tror altså at jeg har gjort én af sommerens allerbedste opdagelser her! Min telefon og mine solbriller skal i alle tilfælde med på ferie og jeg tænker, at de kommer til at gøre sig ret godt – både hver for sig og sammen 😀

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Vil lige fortælle dig, at i Tiger kan man få en holder til mobilen så den kan stå op. Den er formet som to ?? Og er super fantastisk. Jeg havde min med på sygehuset da jeg lige har været indlagt og den blev meget beundret ?