Ugens (kødfri) madplan

Nogle gange går dagene hurtigt, imens mine børn er hos deres far, hvorimod de andre gange snegler sig afsted som en 1-årig der har fået øje på en bunke sten i vejsiden, når man har allermest travlt. Denne gang har det sidste været tilfældet og jeg gætter på at det falder naturligt sammen med, at min kæreste samtidig har været (og er) i New York, så jeg har savnet til flere sider. Men i dag er det skiftedag og drengene kommer hjem til mig igen og jeg GLÆDER mig! Som jeg tidligere har fortalt om HER er én af de bedste vaner jeg har tillært mig, at få lavet en madplan og få handlet stort ind, op til dagen hvor drengene kommer hjem, så jeg ikke skal bruge tid og energi på det, imens jeg er sammen med mine børn. Det virker måske banalt, men det gør altså en verden til forskel for mig.

Fordi der sidst var en del efterspørgsel på en madplan fra min side, har jeg i denne uge derfor besluttet at dele den med jer – og hvis I så synes det er interessant, kan det være at vi skal gøre det til en tilbagevende ting. Om ikke andet, så måske bare anden uge 🙂

Min madplan er selvfølgelig kødfri, eftersom jeg helst ikke spiser andet kød end dét der kommer fra havet. Det er min måde at forsøge at passe på naturen og så synder jeg til gengæld andre steder, men dén snak må vi hellere tage en anden gang. Mange spørger om jeg oplever nogle problemer med børnene i forhold til at leve kødfrit og det gør jeg faktisk ikke. De får begge to kød i børnehave og skole og herhjemme plejer de at være gode til at spise hvad der bliver serveret – og altså, lasagnen, som vi skal have i aften ik’? De ELSKER den!


Ugens kødfri madplan

Tirsdag

Lasagne med bechamelsauce. Lasagnen er lavet på linser og masser af grøntsager og så kan jeg se i kommentarfeltet under opskriften, at den altså også falder i god jord hos nogle af de meget kødglade mænd derude.

Onsdag

Chili sin carne. Det er super nemt at lave, smager super godt og så kan man med fordel lave en dobbeltportion, så der også er til en omgang burritos senere på ugen, hvis man har travlt.

Torsdag

Rispapirsruller. Jeg plejer at stille små skåle med forskellige grøntsager, æg, fisk og dyppelse på bordet og så spiser vi ellers efter rul-selv-konceptet og mine drenge elsker det!

Fredag

Tarteletter med svampe. Mit ene barn elsker tarteletter, mit andet barn elsker svampe og jeg elsker kombinationen. Det er let at lave og lægger en perfekt bund inden vi formentlig skal gøre en god omgang fredagsslik i skrutten.

Lørdag

One pot pasta med rester af ugens grøntsager. Det er måske den nemmeste måde i verden at få ryddet op i sit køleskab og så smager det glimrende og giver stort set ingen opvask. Perfekt til en lørdag aften hvor man hellere vil være sammen med sine børn end at stå i køkkenet, tænker jeg!

Søndag

Bananpandekager. Onde tunger ville måske påstå at det her ikke er rigtig aftensmad, men det er det altså hjemme hos os og mine børn ELSKER når de er på menuen.

Mandag

Cacio e pepe, eller bedre kendt som den lækreste pastaret i verden-ish. Jeg ved ikke helt hvad det er, men jeg er altid ekstra sulten om mandagen og til dét er denne fyldige pastaret altså helt perfekt. Den er så nem at lave og smager så englene synger!


Til alle retterne bruger jeg stort set udelukkende ingredienser fra Levevis® og rigtigt mange af dem ligger simpelthen altid som basisvarer i mit køleskab. Jeg har for eksempel stort set altid et lille lager af økologiske svampe (både champignon, portobello og kejserhatte), øko-æg og økologiske courgetter fra Levevis® fordi det, når man lever kødfrit, er madvarer som er super nemme at integrere i stort set hvad-som-helst for at få ekstra smag og protein.

Det er nu omkring 2,5 måneder siden jeg startede op på mit samarbejde med Levevis® og jeg tænker derfor, at det er et godt tidspunkt at gøre status. Fordi jeg ofte handler i føtex (som sammen med Bilka står bag Levevis®) og i forvejen går ret højt op i kvalitet og økologi, kendte jeg allerede mange af produkterne i forvejen, men jeg må sige, at min horisont alligevel er blevet udvidet gevaldigt i løbet af de forgangne måneder, hvor jeg efter bedste evne har brugt Levevis®-madvarer i så vid udstrækning som muligt.

I ved, det har sgu lidt været som man nogle gange har set i de der mad-programmer, som handler om at ændre folks vaner, så de kommer til at spise både sundere og billigere, for mig, fordi det er gået op for mig hvor præget jeg faktisk har været af andre mere “kendte” mærker. For eksempel har jeg aldrig tidligere brugt Levevis® tortilla-wraps, selvom de har ligget og været helt fine og økologiske – lige ved siden af dem jeg ellers har taget, fordi jeg ofte har været præget af mine vaner i højere grad end min hjerne når jeg har handlet ind. Dumt, I know, men heldigvis for mig er jeg efter mit samarbejde med Levevis® blevet opmærksom på det.

Varerne er gode i kvaliteten og til helt fine priser, synes jeg. Særligt i de uger hvor jeg får handlet stort ind enten tirsdag eller torsdag kan det rent prismæssigt i særdeleshed godt svare sig for mig, at gå efter Levevis®-varer, fordi jeg handler ind i føtex-food, som giver 20% rabat på al økologi de to dage om ugen. Det er altså noget en single-mama med økotendenser som jeg kan bruge til noget! 😀

Henover de seneste uger og måneder er det, i kraft af mit samarbejde med Levevis®, blevet til en hel del flere opskrifter her på domænet end sædvanligt og hvis I skulle få lyst til at kigge på nogle af dem igen, kan I bare klikke på billederne herunder. Jeg kunne for eksempel godt være fristet til at kaste mig over min gateau marcel snart igen…

gateau marcel nemme boller sunde bounty børnevenlige opskrifter