mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – som et lyn fra en klar himmel

I fredags skete det så. Dét jeg så længe har frygtet, men hidtil heldigvis undgået: Der var gået kludder i mit system (okay, mit ret ustrukturerede system, jeg indrømmer det gerne!) og jeg fik derfor udgivet en fødselsberetning, som allerede havde set bloggen én gang tidligere. Heldigvis var der flere vakse damer på linjen og det var – selvfølgelig -ganske utilsigtet og jeg håber selvfølgelig, at det ikke kommer til at ske igen.

I hvert fald er sagen fuldstændigt klar. Denne uges fødselsberetning har ikke været bragt før og jeg har aldrig i min tid som jordemoder oplevet noget lignende! Den kom som et lyn fra en klar himmel, så at sige…

Det er mandag og jeg er lige gået ind i uge 36, jeg har bestilt tid til graviditetsmassage, da min lænd er ret så øm. På vej til massagen får jeg et par kraftige jag/niven i min venstre side, lige derinde i fedtet eller muffintoppen om man vil. Det gør sygt ondt og jeg nærmest skriger i bilen. Jeg ankommer, får massage og deler min bekymring med hende (hun er jordemoder). Hun påtænker nyregrus. På vej hjem derfra får jeg endnu 2 jag i bilen, og skriger og overvejer at holde ind i nødsporet, men fortsætter hjemad. Jeg beslutter at køre forbi lægen, da det altså ikke føles normalt. Jeg får en tid og kommer ind, men lægen, synes jeg, tager det ikke seriøst og siger det nok bare er ømt der hvor mine muskler hæfter sig ved bækkenet.
Dagen efter er jeg på arbejde uden problemer. Om aftenen får jeg et enkelt jag, der fjerner benene under mig, og jeg vrider mig i smerte.
Onsdag er jeg igen på arbejde uden problemer, men om eftermiddagen kommer der et jag igen, jeg tænker shit det magter jeg bare ikke, og ringer til fødegangen. De vil gerne have mig ind til et tjek.
Min kæreste og jeg ankommer og får kørt en kurve, alt er som det skal være, heldigvis! Bortset fra smerten i muffintoppen. Der kommer en læge ind og kan ikke finde frem til hvad årsagen er, men vil gerne sende mig til en ultralydscanning af nyren, da han påtænker nyregrus/sten. Til slut tager de mit blodtryk som er aaaaalt for højt. Jeg skal så aflevere tisseprøve og får taget blodprøver, men det er negativt for svangerskabsforgiftning. De snakker om at have mig til observation natten over grundet blodtrykket, men pludselig på magisk vis stabilisere det sig og vi får lov at komme hjem, mange timer senere.
Dagen efter har jeg tid til scanning af nyrerne (som i øvrigt intet viser) og skal derefter på fødegangen til kontrol af blodtrykket. Det er stadig alt for højt, efter et par timer bliver jeg sendt hjem med blodtryksmedicin, som jeg skal tage hvis mit blodtryk dagen efter stadig er for højt.
Fredag kommer og jeg er nu 35+5, jeg holder fri fra job og ligger i sengen det meste at formiddagen, mens jeg jævnligt tjekker mit blodtryk. Da det stadig er for højt skal jeg tage en pille og måle en time efter. Det gør jeg, og det er ikke faldet. Fødegangen vil ringe tilbage senere da de pt. har rigtig travlt.
Jeg føler mig noget forstoppet, som om jeg har en bowlingkugle bagi. Men jeg har heller ikke rigtig været på toilet siden tirsdag. Jeg får taget en masse movicol og microlax, dog uden effekt. Det niver lidt bagtil indimellem, og hvor jeg dog ønsker jeg bare kan komme rigtig på toilettet så den forstoppelse gider at gå væk.
Hele dagen trisser jeg bare rundt derhjemme. Da min kæreste kommer hjem ved 14 tiden, tager vi i storcentret for at købe en ny vest til hans jakkesæt, da vi skal til barnedåb dagen efter. Da vi går rundt der, får jeg da lige et enkelt eller to niv omme bagi der er lidt trælse, og jeg går på apoteket for at købe magnesia, i håb om at jeg da så i morgen vil være den forstoppelse kvit. Jeg blev klogere….
Da vi kommer hjem kører vi i Brugsen for at handle til aftensmad, mens vi er der ringer de fra fødegangen, de vil gerne at jeg møder ind til en overnatning kl. 19, da de gerne vil måle mit blodtryk hele natten, så de ved hvordan jeg evt. skal medicineres. Øv øv det var ikke lige det jeg havde håbet på.
Jeg får pakket en taske til en overnatning og kører selv ind på sygehuset, der er jo ingen grund til at min kæreste tager med.
Da jeg møder ind får jeg kørt en kurve og jordemoderen bliver siddende ved mig, da hun ikke har spor travlt. Vi sidder og snakker om løst og fast, og hun forudsiger at jeg nok ikke går til termin. Da kurven er kørt vil hun gerne at jeg laver en tisse prøve. Jeg forsøger men får et ordentlig jag bagtil, heldigvis har jordemoderen lovet mig en klyx pga min forstoppelse. Da jeg kigger i toilettet er der fuld af blod, shit tænker jeg, og tager bukser på og går ud og henter hende. Hun undersøger mig, hun smiler stort og siger: Karina, du skal føde i dag, du er 8-9 cm åben og jeg kan mærke hans hoved!
“SHIT! Hvad? Seriøst? Fuck!” Det er vidst det eneste der kommer ud af min mund.  Jordemoderen er helt oppe at køre, hun kan slet ikke forstå jeg er så langt, uden at hun har opdaget det. Jeg får ringet til min kæreste, kl. er nu 20.00, han tror ikke på mig, og jordemoderen må lige tage telefonen og sige den er god nok.
8-9 cm åben siger du!? A hva!?
Kl. 20.40 ankommer han og vi får en fødestue. Vi er helt rundforvirret og kan ikke forstå at vi inden midnat er spået til at være forældre.
Vi ligger i sengen, hygger, snakker og griner med jordemoderen der trisser rundt og forbereder.
Jeg skal have lagt drop selvom jeg virkelig prøver at overbevise hende om at det skal jeg ikke (HADER nåle) men det skal jeg.
Kl. 22.00 vil hun lige undersøge mig igen, det gør naller og jeg hopper længere op i sengen, JM siger jeg skal komme ned, og jeg får sagt at det kan jeg sku da ik når hendes fingre er i vejen, min kæreste begynder at grine, så griner jeg og så griner JM og pludselig går vandet, og vi griner endnu mere.
Ca. 22.15 kommer den første presse ve, shit det er ikke sjovt. Jeg bruger de første par presseveer på at lære hvordan jeg skal arbejde med dem, og bare give slip, selvom jeg mest af alt har lyst til at klemme sammen.
Men inden vi får set os om, er kl. 23.06 og William bliver født med den ene hånd oppe ved skulderen. Født 35+5, 3100g og 49 cm ren lækkerhed, som straks skreg, så fødselslægen gik med det samme igen, da W ikke skulle have hjælp. Det var det vildeste jeg nogensinde har prøvet!
Jeg ender med at skal syes 5 sting, jeg prøver igen at argumentere for at det altså ikke er nødvendigt eller om de i det mindste ikke kan vente et par dage, det kan de sjovt nok ikke. Jeg panikker lidt og får lidt ilt imens hun syer, shit altså det er ømt der forneden.

Og sådan tog vores fredag en noget uventet drejning.

Tænk sig at være så langt i en fødsel uden at ane det.

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Gik hjemme med veer (åbenbart) i 2 timer og troede det var plukveer… tænkte jeg lige ville tjekkes på Fødemodtagelse, da slimproppen var gået aftenen forinden. Måske de kunne tage mit vand, jeg var trods alt 40+1.
    Vi kører afsted og i bilen begyndte de “plukkeveer” godt nok at gøre nas.
    Op og tjekkes på fødegangen og jeg var så 8/9cm åben. 1,5 time efter lå jeg med min smukke dreng i armene og bortset fra at jeg skulle syes i over 2 timer efterfølgende, da bassen jo kom hurtigt ud. Så var det en super skøn og nem førstegangs fødsel. – Tiden efterfølgende var så noget helt andet og der kunne Canas bog nok have været til hjælp ?

  2. Med min datter – Som er første barn anede jeg heller ikke at hun var lige om hjørnet. 38+5, og troede jeg var begyndte at småtisse her sidst i graviditeten – Viste sig det var vandet der var gået, og jeg var 9,5 cm åben da jeg kom ind på Skejby. For mig havde det bare føltes som plukveer, som jeg ligesom mistet pusten af et kort øjeblik! Så min fødsels var den rene drøm 🙂

    Jeg elsker at læse de fødselsberetninger herinde <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven