Fødselsfredag… Og så kom Uma

Set udefra var fødslen i sidste egentlig ret ukompliceret og fin, men for kvinden der gennemlevede den, var den alt andet end dét, hvorfor hun ved sin anden fødsel traf beslutningen om at føde hjemme – og altså, uden at virke fordomsfuld omkring hverken det ene eller det andet, så forstår jeg hende til fulde!

… Og så kom Uma

Som sagt (HER) var mødet med sundhedsvæsnet ved min første fødsel ikke det mest positive. Da graviditetstesten sagde positiv sagde jeg: FUCK – så skal jeg jo føde igen. Jeg gik nogle uger og tænkte over det. Jeg blev bekymret for fødslen og jeg kunne mærke at det ikke var det at føde som bekymrede mig, men at det var følelsen af kontroltab og følelsen af slet ikke at blive set eller hørt i processen. Så efter en del overvejelser spurgte jeg min mand hvordan han ville havde det med hjemmefødsel. Det var han i første omgang ret afvisende over for, men han lovede mig at læse lidt om det og så først beslutte sig derefter. Efter et par måneder spurgte jeg igen – han havde selvfølgelig ikke læst noget som helst og sagde stadig at det var han ikke tryg ved. Efterfølgende fik jeg indlagt ham til at se nogle udsendelser der kørte på tv2 om hjemmefødsler. Det hjalp lidt på det og jeg tror især det at alle sagde at de jo bare var mere trygge hjemme var udslagsgivende for at han godt kunne se hvordan det gav mening for mig – som elsker vores hjem og generelt trives bedst i trygge rammer. Så efter lidt tid var Dennis altså med på ideen.

Når man skal føde hjemme i Aarhus kommune kommer man ind under ”kendt jordmoder – ordning”. Så hele graviditeten blev jeg mødt at de samme 3 meget søde jordemødre. Der var bedre tid til alle konsultationer og der var desuden et hjemmebesøg på 60 minutter. Det var et helt andet forløb end første gang. Med min søn gik amning rigtig skidt og dette var et kæmpe nederlag for mig, da jeg meget gerne ville amme, så denne gang sagde jeg mange gange at det var vigtigt for mig at de havde fokus på dette og hele vejen igennem følte jeg mig set og hørt. Desuden blev jeg hver gang bekræftet i at min oplevelse af fødslen af min søn var helt okay, og at det havde været helt uacceptabelt dét jeg oplevede sidste gang. Det var enormt befriende da jeg nok tit har tænkt at jeg da også bare var lidt pivet og så slemt var det jo heller ikke.

Nå, men da det var aftalt, at det skulle være hjemmefødsel gik jeg i planlæggerhumør og fik købt håndklæder, lagner og klude i en genbrugsbutik – så de kunne ryge i skraldespanden bagefter. Jeg ville helst føde i vores seng – så vi skulle ikke ud og leje kar. Denne gang gik jeg ikke til fødselsforberedelse men genlæste lidt og øvede vejrtrækningen et par gange.

Natten til den 11.02.18 – 3 dage over termin vågnede jeg som, fuldstændig som sidst. Jeg går på toilettet og synes jeg er meget våd i trusserne. Jeg kalder på min mand og siger at nu tror jeg vi skal have en lillesøster. Jeg ringer til fødegangen da jeg er i tvivl om mit vand måske er gået – men jordemoderen synes ikke det lyder sådan og jeg går i seng igen. Fra nu af kan man nærmest kopiere forløbet fra min første fødsel. Jeg har små veer hele natten, og i løbet af morgene tager de lidt til. Min søn har sovet i mellem os og jeg kan huske at vi sidder og ser et eller andet youtube-klip på telefonen i sengen og min søn spørger meget entusiastisk ind til monstertrucks mens jeg forsøger at trække vejret gennem en ve.

Vi får ringet til farmor, som skal passe min søn og aftaler at vi ringer lidt senere når veerne er lidt mere regelmæssige. Jeg ringer også til min mor som skal være med til fødslen for at sige at det nok bliver i dag – men ikke endnu. Ved 10-11 tiden går alt veaktivitet pludselig i stå. Jeg er gået 3 dage over termin og er allerede sikker på at hun aldrig kommer ud (en lille smule overdramatisk gravid) så jeg beslutter mig for at rydde og gøre lidt rent. Efter en times arbejde sender min mand mig i seng, så jeg kan slappe af. I samme omgang putter han vores store dreng til middagslur.

Nærmest med det samme jeg har lagt mig i sengen går veerne i gang. Denne gang meget regelmæssige og ret heftige. Efter 30 minutter i sengen med denne type veer går jeg ud til min mand og siger at nu skal farmor kontaktes så vores søn kan blive hentet. Jeg ringer selv til min mor og hun gør sig klar til at komme, da de har en lille times kørsel. Min mand kommer ind og siger at Farmor kan være der kl 14 og beder mig ringe til jordemoderen. Hun må desværre meddele af hun har været på 10 timers vagt og derfor kommer der en anden jordemoder ud til mig. Den anden jordemoder ringer kort efter og spørg til hvordan jeg har det og om hun kan nå forbi Skejby efter sin taske eller om hun bare skal komme direkte. Vi bliver enige om at hun godt kan nå at smutte forbi Skejby. Farmor henter Ollie kl 14 og min mor kommer kl 14.30. Nu er veerne så heftige at jeg ikke registrere ret meget. Jeg ved godt at min mand og min mor er ved mig, men jeg arbejder mest af alt bare med vejrtrækning og afspænding. Kl 14.45 kommer jordmoderen og tager en snak med min mand inden hun kommer ind til mig. Da min mand og jeg var meget alene først gang, har min mand et klart billede af, om hvor langt jeg er og siger at det er oppe over nu. Og ganske rigtigt – 45 minutter senere har jeg min lille Uma i armene. Jordemoderen er utrolig god til at aflæse hvad jeg er for en type og hun siger kun korte konkrete anvisninger – nu må du presse – hold igen osv. Uma bliver født mens jeg ligger på siden, min mand holder mit ben og jeg tager selv min lille pige op. Jeg har ønsket sen afnavling og haft et ønske om ikke at få syntocinon. Ved første fødsel var der ingen der spurgte og grundet kaos fik jeg ikke sagt noget, så der blev navlesnoren klippet og jeg blev stukket. Denne gang var der ro på til at snakke om det og total forståelse for mine valg. Jordemoderen var meget tydelig i instrukser omkring amning hvilket jeg havde ønsket og da Uma var lagt til, var min mand og jeg og vores lille pige alene i soveværelset i omkring en time. Det var skønt og trygt og ligesom jeg gerne ville have det. Her efter blev jeg syet, med hjælp fra en ordentlig omgang lattergas og efter et par timer tog jordemoderen hjem og det samme gjorde min mor.

Umas fødsel har været fuldstændig anderledes og på mange måde præcis ligesom min første. Den helt store forskel har været ro, tryghed og overskud. Uma er 6 uger nu og modsat min søn køre amning 100 %. Ved min søns fødsel havde jeg en kraftig reaktion efterfølgende i 3-4 uger med gråd, manglende overskud og jeg havde svært ved at knytte mig til ham. Både fordi amning gjorde så dumt ondt, men også fordi jeg var træt og ked af det. Denne gang har alt ting været anderledes. Vi har nydt hinanden som familie, min mand og jeg har grinede sammen – og Uma har det godt. Det er svært at sige om Ollies fødsel og min sindstilstand havde været anderledes hvis hans fødsel havde foregået på samme måde som sin søsters, men det er jeg ret sikker på at de havde.

Det blev en lang smøre – men min mand og jeg er helt sikker blevet ”et af de der par” som anbefaler hjemmefødsler til alle på vores vej.   

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Smul beretning!

    Jeg troede ikke, at lattergas var en mulighed ved hjemmefødsel, Cana? Jeg skal føde for anden gang til oktober, og vi overvejer hjemmefødsel. Vi er tilknyttet Herlev, hvor jeg havde en fantastisk fødsel med min datter for to år siden, og jeg havde stor glæde af lattergas som eneste smertelindring. Det skifter måske fra kommune til kommune, om det er tilgængeligt ved hjemmefødsler? 🙂

    1. Hej! Ja, det vil jeg også godt vide, går nemlig med præcis samme overvejelser. Der står på deres hjemmeside at det kun er på hospitalet de har lattergas, men jeg kan læse mig til at nogle private jordemodere tilbyder det ved hjemmefødsel

    2. Mig bekendt udbydes lattergas ikke som mulighed i offentligt regi særligt mange steder, desværre 🙂

  2. Det kommer an på hvor i landet man bor. Jeg brugte ingefærklude i stedet. Det lyder ret hippieagtig, men virker altså 🙂

  3. Dejlig fødselsberetning. Men er det den rigtige fødselsberetning, der er lagt ind som den tidligere og ubehagelige oplevelse? Der fødes en lille Klara, men i herværende beretning refererer kvinden flere gange til den søn, hun fødte sidst, og hvor fødselsoplevelsen var ubehagelig. Er det mig, der har misforstået noget?

  4. Til dine læsere højere oppe: Jeg fødte hjemme (nær Århus) i juli sidste år, og jeg fik lattergas ?