Fødselsfredag – presseveer på stuegulvet

 “Hvorfor kommer I først nu? spørger jordemoderen med en anelse undren i stemmen. Jamen, det fik vi besked på. Sådan starter – eller, ja – næsten slutter min fødselsberetning.

Efter at have øvet og øvet på det der med at blive gravid i lidt over to år uden de to nødvendige streger, bliver vi af vores læge sendt til en fertilitetsklinik. Vi starter i behandling, men efter to forsøg er der stadig intet resultat. Vi beslutter derfor at holde en kort pause, da vi har en rejse til London, og jeg ikke ser nogen idé i at proppe mig med de satans hormoner, der gør mig et eller andet meget dårligt ved en babyhungrende kvinde. Vi har en fantastisk tur uden tanke på baby-lavning, og da vi kommer hjem, er min menstruation for sent på den. De to streger viser sig, og et langt og opslidende forløb er nu slut: Jeg er endelig gravid.

… Sådan starter kvinden, der har skrevet denne uges fødselsberetning sin fortælling ud og jeg lover jer – den bliver kun bedre <3

For sjette gang rejser jeg mig fra sengen for at tømme blæren. Urets viser fortæller mig, at klokken er 03.00. Efter at have rendt i pendulfart mellem sengen og toilettet siden jeg gik i seng, går der pludseligt et lys op for mig: Der må være et eller andet i gang. Det har ellers ikke været unormalt, at toilettet har været mere besøgt end Hovedbanegården i de sidste ni måneder, og selv om jeg nu er gået ni dage over termin, slår det mig først efter sjette toiletbesøg, at det muligvis ikke kun er min blære, der skal tømmes. Nej, måske jeg skal tømmes. Det er nu, min datter kommer til verden.

Min kæreste vågner og spørger, hvor jeg skal hen, da jeg tager min dyne og er på vej ud af soveværelset. Jeg har en mistanke om, at min fødsel snart går i gang, siger jeg, så du må hellere sove videre. Min nat går med skiftevis at blunde på sofaen og tage lidt tid på de veer, der på nuværende tidspunkt kun er små jag. Jeg får ikke sovet meget den nat, for lige dele spænding og angst spreder sig i min efterhånden utålmodige og trætte krop.

Solen viser sig på vores stuegulv, og min kæreste vågner. Er det nu, tror du? Ja, det er jeg slet ikke i tvivl om, men tag du bare på arbejde. Det her går nemt indtil videre. Det er ikke værre end menstruationssmerter. Jeg bliver klogere.

Klokken 11 meddeler jeg min kæreste, at han godt må begynde at vende snuden hjem. Ikke fordi jeg er overvældet af smerte endnu – veerne tager til, men jeg kan mærke, at tryghedsgraden vil stige, hvis han kommer hjem.

Der går nogle timer, og der bliver kortere og kortere tid mellem veerne. Samtidig begynder de at gøre mere og mere ondt. Klokken 13.30 ringer vi på sygehuset – smerterne tager til, og jeg har brug for at vide, hvor langt jeg er (og hvor meget mere ondt det her kommer til at gøre!)

Vi ruller ind på sygehusets parkeringsplads kort efter, og vi bliver mødt af en meget ung (og meget pæn) jordemoder. Hun undersøger mig: To cm åben. I må hellere tage hjem igen. Jeg bliver sendt hjem igen med to panodiler og verdens største bind. Satans og røv (og det, der er meget grimmere!), tænker jeg.

Vi er næsten ikke nået ind i lejligheden, før slimprop og vand sjasker ud. Det her er virkelig klamt, når jeg at tænke, stående på alle fire hvilende med armene på kanten af vores seng. Det begynder efterhånden at gøre meget ondt, og jeg skal virkelig koncentrere mig om min vejtrækning.

Brændte toast og tredje opkald til sygehuset

Min kæreste giver sig til at lave toast, lige da vi rammer lejligheden. Det sidste jeg får brug for, tænker jeg, er at han bliver sulten. Bare tænk på Sneakers-reklamerne. Indtil videre har jeg beordret ham til at hvile mest muligt, og det viser sig lynhurtigt at blive et godt træk.

Jeg begynder at bløde rigtigt meget, og min kæreste løber til og fra soveværelset, hvor jeg befinder mig, til toilettet i pendulfart med toiletpapir og håndklæder for at holde styr på griseriet. Mit vand går, og midt i grønt fostervand, en slimprop og en lettere panikken fødende kvinde, glemmer min kæreste sine toast. Det utænkelige sker, og toastene brænder på. Det skulle blive det helt store samtaleemne på fødestuen – og for øvrigt også hver gang vi har fortalt om fødslen til venner og familie.

Fordi vandet går, og fostervandet er en anelse grønt, ringer min kæreste ind til fødegangen. Det er vores tredje opkald derind. Første opkald står jeg for: Jeg vil informere dem om, at der er en fødsel på vej. Anden gang vil vi høre, om vi må komme ind. Noget med en fødende kvinde, der har brug for at vide, hvor meget mere ondt det her kommer til at gøre. Tredje opkald bliver modtaget af den samme unge (og meget pæne) jordemoder, der undersøgte mig kort forinden. Da jeg lige har været til tjek, tager hun os ikke seriøst (tænker at den meget pæne jordemoder var pænt træt af mange opkald fra hysteriske fødende kvinder og deres stakkels bedre halvdele), og vi får derfor besked på først at komme ind klokken 18.00, altså tre en halv time efter. Jeg har virkelig ondt, og veerne skyller ind over mig. Min kæreste pointerer, at vandet jo altså lige er gået, og at jeg altså har rigtigt ondt, og vi hører heldigvis afdelingsjordemoderen i baggrunden korrigere det til klokken 17.00. Fedt, nu skal jeg bare klare et par timer mere herhjemme.

Jeg kæmper med veerne og prøver at styre min vejtrækning. Veerne tager til i styrke, jeg bløder en del, og vi løber snart tør for toiletpapir og håndklæder til at tørre op. Vi når at spørge hinanden, om det er normalt at bløde så meget. Jeg forsikrer min kæreste om, at det da må være helt normalt. Jeg skifter mellem at stå på knæ med armene på sengekanten – og på alle fire i brusenichen. Min kæreste har nu taget tid på veerne i et godt stykke tid, og det får mig til at fokusere lidt på dét. Det får mit fokus lidt væk fra smerterne. Ikke meget – for det her gør virkelig ondt nu.

Det føles nu, som om mit bækken er ved at eksplodere. Min kæreste er fysioterapeut, og han kan tydeligt se, hvordan mit bækken og krop gør klar til at føde. Pludselig føler jeg trang til at presse. Jeg kan ikke holde igen. Lidt nervøsitet kan jeg nu spore hos min kæreste, og det får også mig til at blive lidt urolig. Pressetrang – og jeg er ikke fuldt åben, tænker jeg. Dét kan ikke være noget godt tegn. I hvert fald ikke når vi stadig står hjemme på vores stuegulv. Alt imens jeg prøver at berolige min kæreste med devisen, at det her har vi da fuldstændig styr på (læs: mit hoved skriger bare fuck fuck fuck!!!) ringer han til sin mor for at bede hende køre os på sygehuset til aftalt tid kl. 17.00. At min svigermor nu skal tage del i den her fødsel, har umiddelbart ikke førsteprioritet (eller anden, tredje, fjerde eller syvogfirsende) men nogen skal jo parkere den bil midt i myldretrafik og parkeringshelvede.

Klokken er endnu ikke 17.00, og vi vil ikke igen ringe til fødegangen og informere dem om, at nu presser den stakkels fødende kvinde altså. Vi gør derfor, som vi har fået besked på. Bliver hjemme. Jeg bliver stadig mere og mere utryg, og det gør min kæreste også. Jeg bløder stadig, og jeg har presseveer. Jeg prøver, så godt jeg kan at holde igen – men jeg ved bare ikke hvordan. Fandme ikke nogen der har sagt til mig, at man skal gispe, når der kommer presseveer. Note to self: Måske jeg alligevel skulle have hørt efter til fødselsforberedelse.

Nu skal den baby presses ud

Klokken nærmer sig 17.00, og min svigermor ruller ind i p-kælderen. Alt imens jeg kæmper med at få tøj på, får min kæreste samlet vores ting sammen. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle have makeup på og flot hår, når vi træder ind på fødegangen. Dumme, naive førstegangsfødende, der har set lidt for meget The Kardashians.

Lidt før 17.00 rammer vi fødegangen, og vi bliver vist ind i et undersøgelsesrum. Vi bliver nu taget imod af endnu en ung (og meget pæn) jordemoder, som jeg beder til ikke at sende mig hjem igen. Hun kan høre, at jeg har presseveer og tager os derfor med direkte ind på en fødestue. Jordemoderen undersøger mig, alt imens jeg tigger hende om ikke at sende os hjem igen. Du skal ikke nogen steder, Sandra. Du er jo 9 centimeter åben!! Efter en kunstpause spørger hun os, lettere uforstående, hvorfor vi først er kommet nu, og hvordan vi har klaret at være hjemme så længe. Tja, det slår os først der, at vi egentlig ikke har en god forklaring på det. Vi fik jo at vide, at vi først skulle komme klokken 17.00. Det er også det svar, jordemoderen får.

Jordemoderen, der for øvrigt viser sig at være fuldstændig fantastisk, går i gang med at undersøge mig. Vi fortæller, at jeg har haft pressetrang en lille time. Jeg står nu med armene hvilende på sengekanten og arbejder med mine presseveer. Endelig kan jeg gispe mig igennem mine presseveer. Efter en times tid er jeg nu udvidet til 10 centimeter. Hell yeah, nu må jeg presse. Pludselig slår det mig, at jeg ikke har fået det berygtede klyx, der sætter gang i mine tarme. Det eneste, jeg har sagt til mine veninder, jeg bare skulle have. Stakkels jordemoder når jeg at tænke.

Jeg har meget kraftige presseveer, og det er en lettelse, at jeg nu må presse. Jeg føler nu ikke længere smerte, og jeg er fyldt med overskud: Nu skal jeg satme vise, at jeg kan presse min baby ud. Som tidligere elitesportsudøver går der lidt konkurrence i det der med at presse, og hver gang jeg får en presseve, får den da også én over nakken. Min kæreste pacer mig i bedste Piotr Wozniacki-stil, og jeg føler stort overskud. Det hele kører på skinner, indtil monitoren viser, at min datters hjerterytme stiger. Hun er stresset af den hurtige udvidelse. Der kommer derfor et helt arsenal af jordemødre og læger ind på stuen (det føltes det i hvert fald som), og min datter får en måler på hovedet. Min kæreste bliver lidt urolig, men jeg forsikrer ham om, at det sker tit. Noget med at have set lidt for mange fødselsprogrammer på TLC. Samtidig mistænker de, at jeg har feber, hvilket jeg egentlig godt kan forstå, da jeg nok mest ligner én, der har siddet i en sauna i lidt for lang tid. Mistanken er heldigvis ubegrundet, og jeg fortsætter min jagt på en ny hvem-kan-presse-sin-baby-ud-hurtigst-Guiness World Record. Min kæreste er god. Virkelig god, og han afkøler mit rødkogte og svedige ansigt med kanden med iskoldt saftevand.

Efter tre kvarters pressen siger jordemoderen, at min datter er stjernekigger. Hendes hoved kommer til syne næste gang, og det kommer til at gøre ondt det her, for hun fylder meget på den måde, siger hun. Jeg er fast besluttet på, at det ikke skal gøre ondt. Jeg tænker mere på, at mit underliv gerne skal slippe ud af det her uden alt for mange skrammer. Jordemoderen spørger, om jeg vil mærke hendes hoved, og jeg stikker hånden ned og mærker på min datters isse. Det mest mærkelige men også mest fantastiske min hånd nogensinde har rørt ved. Et kvarter senere, efter en times pressen (og uden at komme i Guiness Record-bog, tsk) kommer en baby ud, vores datter, med horn i panden. En virkelig grim – men alligevel perfekt – stjernekigger. En, to tre… ti fingre og tæer tæller jeg. Hornet i panden forsvinder i løbet næste dag, forsikrer jordemoderen, og vi bliver forældre 16. oktober 2017 kl. 18.59 til Klara. 54 cm. og 3.870 kg.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Hej Cana!

    Først og fremmest tak for en skøn blog – nyder at læse med!
    Jeg har eg spørgsmål til dagens fødselsberetning… Hvis man ringer ind og siger at vandet er gået, det er lidt grønligt og man bløder en del, er det så normalt at man ikke bliver kaldt ind til undersøgelse med det samme? Har nemlig hele tiden haft den opfattelse, at det er nogle tegn man skal tage ret seriøst.

    Go’ weekend!
    Hilsen Sidsel

    1. Nej, normalt ville den beskrivelse klart betyde at man ville blive inviteret ind til et tjek 🙂