En threenagers bekendelser

Man siger at børn i to-års-alderen er trodsige. “Terrible twos” på engelsk. Og bevares, det kan da også godt være at de er dét, men det er jo INTET at sammenligne med den tilstand de søde små engle møder, når de bliver threenagers. Jøsses, altså!

Efter en lang og trættende (sidstnævnte nok mest for mig) putteseance, hvor jeg har haft rigeligt med tid til at sidde på et mørkt værelse og tænke livet over livet som (småbørns)mor, har det i alle tilfælde slået mig, at min yngste lige for tiden er helt særligt… ahem… selvstændigt tænkende.

Jeg tænker nu, om jeg mon er alene om at have opfostret sådan en lille (vildt nuttet og i øvrigt enormt elskværdig, hvis nogen skulle være i tvivl) anarkist, eller om der er nogen af jer, der kan nikke genkendende til nedenstående bekendelser fra en threenager.

Threenagers

En threenagers bekendelser

“Jeg bestemmer over mig selv!!!” når jeg beder barnet om at vaske hænder efter toiletbesøg.

“Jeg sagde at du IKKE måtte skære i min lasagne!!!” råbt med fråde om munden og vildskab i øjnene, halvandet sekund efter at jeg er blevet bedt om at skære lasagnen ud.

“…!!!…” når vi skal ud af døren og barnet drillende gemmer sig under sin seng, for at slippe for selv at tage overtøj på. (Og for at teste moderens tålmodighed, føles det som om).

“Jeg kan godt SELV!” når jeg forsøger at hjælpe med at give de støvler på, som barnet lige har grædt over at de var såååååå svære at tage på.

“JEG ville jo børste tænder først!” efter at have gemt sig, imens jeg har børstet halvdelen af storebrors tænder.

“Slik!” når jeg spørger hvad han helst vil have til aftensmad. “… Og is!”

“Jeg HADER spaghetti” når jeg siger at slik og is ikke er en mulighed – hvorefter barnet med største naturlighed skovler tre portioner lige ned i løgnhalsen.

“I dag er det mig der cykler med dig” med et henkastet blik på min turkisblåt cykel med to hjul, tårnhøj sadel og verdens mindste (til mig) Jepp-sæde. Well, bare nej.

“Jeg kan OVERHOVEDET IKKE bære så meget!” når jeg beder ham om at tage sin tallerken ud fra bordet, efter aftensmaden.

“Mor er den sødeste mor i verden” som han ofte siger om aftenen, lige inden vi siger godnat. Okay, og når har har fået slik, selvfølgelig. Han er trods alt threenager i fuldt flor!

Skriv din kommentar

Kommentarer (13)

  1. Det er jo mit barn, du beskriver 😀 Livet med en 3-årig er en fest på godt og ondt, og til tider kan det være svært at lade være med at grine af det, som har fået temperamentet godt op at køre. Fx at vi har gået hele vejen hen til børnehaven og han så finder ud af, at han har gået i den forkerte side og derfor gerne vil gå turen om igen…

  2. Det lyder helt som min 3-årige Marie!!
    “Du bestemmer ikke her!”
    “Mine venner siger at jeg godt må!!” (Når man får nej til noget)
    “Jeg ville jo selv!” (Efter gentagne forsøg på at få hende til noget, hvorefter jeg selv gør det)
    “Jeg eeeeeelsker dig mor…. og min far…. og storebror….. og begge mine Lumaer (kattene Lumar og Lumar)….. og min grisling… og min zebra…. og min dukke…. og sådan kan det fortsætte, især ved puttetid <3

  3. Oh Yes lyder meget bekendt! Og jeg har dobbelt op på fornøjelsen med et sæt twins på samme alder som din Peter ? ALT kan man konflikte over – eks at man ikke må få et løg med i børnehave, at man ikke må tørre bordet af med en fiskefrikadelle og at man ikke må skylle søsters lort ud… #suk

  4. Synes min snart tre årige er godt på vej til det du beskriver … og jeg som troede det var en to års selvstændigheds ting – gab!
    Ikke at forglemme “Miin tur”!!!! Og at hun det ene øjeblik elsker alt og alle (heriblandt vaskemaskinen, et tilfældigt puslespil etc) og det næste øjeblik er man en dum mor!
    Men lækker og fantastisk er hun heldigvis langt det meste af tiden❤️

  5. Jep, det lyder særdeles bekendt!!
    At jeg så er midt i både Terrible Twos OG har en threenager gør det altså ikke bedre ?
    Men godnatsætningen her er “mor, du er min allerbedste ven” og så er det hele pludselig godt igen ❤️

  6. Det lyder såmænd ganske genkendeligt. ? Selvom vi både har været igennem twonager og nu snart threenager, må jeg dog sige, at jeg stadig synes, det er langt nemmere end en baby, der skriger. Bevares, en treårigs skrigeri kan også være anstrengende, men for mig hjælper det, at jeg nu for det meste har en idé om, hvad der er i vejen. Om de treårige reaktioner så er passende i forhold til situationen kan så diskuteres – men jeg forstår, hvad det drejer sig om. ?

    1. Jeg er SÅ enig. Bare det at de kan fortælle hvad der e galt. Når min søn er helt oppe i det røde felt, så siger han nogen gange pludselig “det er bare fordi jeg er ked af der”.
      Så har man ligesom noget at arbejde med

  7. “Jamen jeg GIDER ikke mor”. “JEG bestemmer”.”JEG BLIVER VRED GØR JEG”. “NEEEEEEEEEEEEEEEJ.” Altsammen ting der bliver sagt/råbt meget herhjemme.

    Men heldigvis også: jeg elsker dig. Du gør mig glad. Du er min bedste ven ❤️

  8. Story of my life ! “Nej mor, det er min leg. Det er mig der startede legen” (Når man er startet i børnehaven og bliver bedt om at flytte sine maskiner fra køkkenet)

  9. Hehe, det lyder bekendt. Men vi er trænede, for det kører på tredje år med en særdeles, selvstændig var det? ung dame på snart 5… Jesus C, man kan blive træt…

  10. Hvad kalder man det så, når de er godt over de fire? ? Jeg bad min fireårige om selv at prøve at nå toiletpapiret i går frem for, at jeg skulle gå derud og række ham det, når han så udmærket kunne selv. Det blev han så indigneret over, at han fra tønden råbte “så kommer jeg ikke til at elske dig mere, mor!” ? Oh, the drama.
    Det gør det i øvrigt heller ikke mindre komisk, at han er tosproget, så jeg skal finde den rette grimasse til udbrud som “mor, jeg blev sur fordi du hurt my feelings” og “mor, det er ikke nice ikke at ville help somebody”. ?