Fødselsfredag – klip, klip!

“Der er mange der er nervøse for saksen, men jeg håber, at der er nogen der vil læse med, og blive lidt mere rolige. Det er jo ikke så slemt 😉 Heller ikke at føde en stor basse!” skrev hun til mig, kvinden bag denne uges fødselsberetning. Og altså, jeg giver hende helt ret – der er ingen grund til at frygte saksen. Med dét sagt, så er det efterhånden ganske, ganske sjældent den kommer i brug og altså udelukkende når jordemoderen (og evt en læge) har vurderet at baby skal ud NU.

Jeg var gået 6 dage over termin, da jeg d. 30. december var til endnu en jordemoderkonsultation. Jeg var temmelig besværet af meget vand i kroppen, og kraftige plukkeveer, og var ca. 1 cm åben. Jordemoderen tilbød at lave en hindeløsning, som kunne sætte gang i veerne. Jeg blev informeret om, at enten ville det virke indenfor 24 timer, ellers ville den ingen effekt have. Jeg bad til at den ville virke, for jeg var temmlig presset over, udsigten til at gå ind i 2015 uden en baby. Det var ikke min plan.
M og jeg gik positive derfra. NU måtte der ske noget! Den aften gik vi tidligt i seng, i håb om at der ville ske noget i løbet af natten…

Klokken 5 vågnede jeg og skulle tisse. Det var ikke usædvanligt, at jeg vågnede på dette tidspunkt, og ikke kunne sove mere. Jeg stod op og gik på toilettet, og lagde mig ind i seng for at forsøge at sove lidt mere. Men jeg kunne ikke finde ro, og et par minutter efter, kunne jeg mærke at jeg skulle på toilettet igen. Jeg nåede at gå på toilettet et par gange, hvilket jeg er glad for skete helt naturligt, så jeg slap for klyx. Jeg lagde mig derefter ind i seng igen, men blev pludselig ramt af en ve. AV! Det var NU! Jeg var ikke i tvivl. Jeg stod op og fandt min vetimer app frem på mobilen, og begyndte at tage tid. Knap 10 minutter senere kom endnu en ve. Den varede 1-1½ minut. Derefter kom de helt regelmæssigt med ca. 10 minutters mellemrum. Det gjorde ondt, og jeg kunne slet ikke overskue selv at time veerne, så kl. 6.00 vækkede jeg min kæreste, og gav ham meget nænsomt beskeden om, at dagen var kommet, til at fejre fødselsdag 😀

Min kæreste hjalp med at time veerne. De kom nu med ca. 8 minutters mellemrum og varede stadig 1-1½ minut. Jeg ringedesnart til fødegangen, og talte med en sød jordemoder, som lyttede med under en ve. Hun var meget positiv over, at en førstegangsfødende havde så flotte lange veer, på så kort tid, og hun sagde, at der nok ikke gik mange timer, før hun ville se os. Jeg skulle ringe igen når der var gået et par timer.

Jeg havde ikke haft andet fødselsforberedelse, end den hospitalet tilbød. Havde læst en masse fødselsberetninger, og skimmet lidt til mamaprofylax, men jeg var af den overbevisning, at min krop vidste hvad den skulle, og jeg i samarbejde med jordemoderen, ville få en fremragende fødsel alligevel.

Jeg tacklede veerne med vejrtrækningsøvelser, mens jeg støttede mig til væggen. Jeg havde forsøgt at lægge mig ind i sengen, men det kunne jeg slet ikke. Det gjorde SÅ ondt, og det føltes forfærdeligt i bækkenet at ligge ned, så op at stå igen, rokkende fra side til side. Omkring kl. 7.30 gik jeg i bad, i håb om, at det varme vand, ville lindre smerterne lidt. Min kæreste blev sendt ned i bilen med taske og autostol, for at gøre klar til, at vi kunne komme afsted på et tidspunkt. Under bruseren blev mine veer voldsommere, og jeg følte, at de kom væltende ind over mig uden pause. Jeg kom ud og fik tændt min ve app igen, og pludselig var der kun 3-4 minutter mellem veerne. Min kæreste kom op fra p-kælderen, men mente at jeg havde glemt at stoppe app’en, for der kunne da ikke være så kort mellem veerne allerede. Men jo, den var god nok. Jeg fik kluntet taget noget tøj på og tørret hår (tænk at jeg kunne overskue det), og jeg ringede igen til fødegangen. Jordemoderen gav os besked på, lige så stille at køre til fødeafdelingen.

Turen ned til bilen, ind af bildøren, og de 8 minutters kørsel til Hvidovre Hospital, var overvældende. AV det gjorde ondt at sidde i bilen. Det mindste sving og bump, gjorde smerterne endnu værre.

Vi ankom til Hvidovre ca. kvart i 9 og vi blev modtaget med det samme, og anvist et undersøgelsesrum. Jeg var allerede 7 cm åben, så jeg blev sendt direkte hen på en fødestue. Desværre var der ikke et badekar ledigt, det havde jeg ellers ønsket.

På fødestuen blev vi mødt af jordemoren. En erfaren kvinde med knaldrød læbestift og langt løst hår.

Vi talte om forskellige typer smertelindring, samt at jeg ønsker at føde så naturligt som muligt. Jeg har virkelig ondt, så hun forslår, at jeg forsøger at sidde på en pilatesbold. Det kan åbenbart hjælpe på bækkensmerterne. Det gør det bare ikke i mit tilfælde, og hver gang jeg får en ve (hver 2-3. minut) så må jeg have hjælp til at stå op, da jeg ikke kan holde ud at sidde under veen.

Så prøver vi TENS elektroder på lænden. Det er ok, og jeg kan selv styre styrken. De virker dog mest bare ved at irritere og tage lidt fokus på det der egentlig gør ondt. De kommer af efter ca. 30 min.

Jeg har vildt ondt, og ingen pause i veerne, men vandet er endnu ikke gået. Jeg vil virkelig gerne have en plan, men jordemoderen er ikke særlig informativ. Da jeg spørger ind til fx at tage vandet, er hun afvisende, da det kan gøre veerne voldsommere. Nej tak til det. Kan dårlig nå at trække vejret mellem veerne, der bare kommer rullende. Jeg bliver undersøgt og jeg er stadig kun 7 cm åben. ØV! Men vandet sidder som en kæmpe boble, og hun håber at den vil springe selv.

Klokken er blevet over 12. Jeg har ondt, og jeg er frustreret over, at der intet er sket siden ankomst. Jeg klager min nød til jordemoderen og jeg får hende overtalt til at hun skal tage mit vand. Jeg skal nok klare den ekstra smerte, og jeg tænker, at det da ikke kan blive meget værre…
Jeg kan på nuværende tidspunkt også godt overveje noget smertelindring, men jeg bliver overtalt til at lade være, da det jo var mit ønske, at føde naturligt uden epidural. Jeg nøjes med ilt i masken.

Ved 13-tiden tager jordemoderen mit vand. Det ser fint ud. Derefter aftaler vi, at hun vil gå til frokost, og imens kan jeg genoverveje smertelindringen. I løbet af de næste 10 minutter, bliver veerne så voldsomme, at jeg ikke kan holde det ud mere. Jeg har stået op siden kl. 5.00 i morges, og mine ben ryster og giver efter. Jeg støtter mig til sengen under veer, men jeg er træt. Jeg beder min kæreste tilkalde jordemoderen. Jeg KAN ikke mere. Jeg hører mig selv sige, at jeg vil have epidural. NU! Jordemoderen forsøger at berolige mig, men jeg er ikke lydhør. Det gør ondt, og jeg kan ikke fortsætte dette smertehelvede i flere timer endnu. Hvis hun ikke kan give mig en tidshorisont, så vil jeg have en epidural. NU! Jordemoderen fortæller, at der vil gå lidt før det kan blive klar, og at hun skal forberede et bord, og derefter tilkalde en anæstesilæge. Jamen, hvad venter du så på kvindemenneske, tænker jeg (højt?).

Hun forlader rummet for at gøre klar, og jeg får endnu flere veer, alt imens jeg beder til, at den baby snart kommer ud. Jeg ønsker jo ikke riiiiigtig den epidural, men jeg er afkræftet nu. Der går så lang tid, at jeg til sidst udbryder ”Hun er langsom med vilje!!!”. Det hører jordemoderen, og kommer ind på stuen. Jeg brokker mig lidt, og hun forklarer, at det tager tid. Den dag i dag tror jeg stadig, at hun trak tiden, da hun vidste, at jeg godt kunne klare det.
Mens hun er på stuen, fornemmer jeg en ændring i veerne. Et pres jeg ikke har mærket før. Jeg føler at jeg skal på wc. Hun beder mig gå ud at prøve, men det kan jeg ikke. Jordemoderen ville ikke undersøge mig, da der er infektionsrisiko ved at gøre det. Hun mener ikke det er presseveer. Jeg insisterer, lægger (okay, bakser) mig op på briksen, og hun udbryder overrasket, at der ikke er tid til en epidural, klapper mig på låret og smiler at jeg næsten er 10 cm åben, og snart skal vi fejre fødselsdag. HURRA!

Jeg er lettet over at ”slippe” for epiduralen, og glad for at der nu er fremgang.

Anton er vurderet til at være en stor baby på ca. 4100 gram, hvilket betyder, at jeg skal føde liggende. [Det er der altså ingen evidens for, red.]. Selvom det er svært at ligge ned under veerne, skal jeg blive liggende på briksen. Jeg har CTG kørende via elektrode på min mave, men der er uregelmæssigheder, og en læge bliver tilkaldt. Anton får sat en elektrode på sit hoved, og de tager blodprøver på ham.
Der er ved at være tid til vagtskifte, og jeg bliver præsenteret for den jordemor der skal tage imod mit barn. Mens vagtskiftet står på, er min kæreste og jeg alene på stuen, mens de forsikrer mig om, at de kan holde øje med Antons værdier fra deres kontor.
Pludselig begynder det hele at bimle og bippe, og læge samt jordemoder styrter ind, jeg føler pressetrang, men skal holde igen, da der stadig mangler en kant. Jeg bliver beordret om på siden for at få stabiliseret Anton, men da jeg er midt i en ve, kan jeg ikke rykke mig. Det ender med, at lægen giver mig et skub, og får mig om på siden. Antons hjertelyd stabiliseres.

Jeg får voldsom pressetrang, og briksen bliver gjort klar til fødeleje. Jeg får endelig lov at presse forsigtigt med. Hvilken befrielse! Der mangler stadig lidt kant, så jeg bliver guidet af jordemoderen. Antons hjertelyd dykker igen, og lægen kommer igen. Jeg presser, gisper, presser, og jordemoderen beder mig trække hagen ned til brystet og presse uden lyd. Antons hjertelyd er uregelmæssig, og jeg får besked på at presse endnu mere. Jeg gør alt hvad jeg kan, men Anton er en stor baby, og han skal ud nu. De beslutter at klippe mig, og da jeg presser endnu en gang, lyder der et skvulp, et svup og et vræl. Anton er født, på årets sidste dag klokken 15.29 <3

Anton kommer direkte op på min mave. Han er så smuk, helt fin og lækker, og kigger på mig med de smukkeste øjne. Jordemoder, læge og endevæggen er våde af fostervand. Han kom surfende ud i en kæmpe skylle. De tjekker om Anton er okay, hvilket han er, og så forlader de stuen og giver os lidt tid, til at hilse på vores søn.

Anton viser sig at være noget større end antaget. 4690 gram for at være præcis, fordelt på 56 cm. Jordemoderen er overrasket, og jeg er bare glad for at jeg ikke vidste det (jeg er ikke selv ret stor). Jeg bliver syet med utrolig mange sting, men det er slet ikke så slemt. Klippet mærkede jeg ikke rigtig noget til, det sved en smule, men hellere et klip end at briste voldsomt.

Grundet Antons størrelse, bliver hans blodsukker tjekket. Det er 2,7 og han skal  tilbydes early feeding. Derefter søger han mit bryst, sutter lidt og falder i søvn i mine arme. Vi køres derefter til patienthotellet, hvor vi blive indskrevet og får tilbudt en nytårsmenu. Vi kan sidde og nyde fyrværkeriet fra vores værelse, mens vi ligger og kigger på vores lille stjerne. Han valgte den helt rigtige dag at komme på, vores lille nytårsraket <3

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Åh så fin en beretning og så skønt en lille søn:-)
    Jeg blev selv klippet, gjorde ikke av, men lød ikke så godt, som at klippe en kylling eller gås op.
    God weekend.

  2. Sikke en fin beretning!

    Jeg er gravid og i dag 17+1. Er begyndt at tænke i fødsel, og vil rigtig gerne føde hjemme, fordi jeg ganske enkelt ikke føler mig tilpas på et hospital. Samtidig føler jeg, at alle andre er gæster til min fødsel – og ønsker derfor ikke at være ‘gæst’ på sygehuset på den mest sindssyge dag i mit liv. I stedet vil jeg bare gerne være hjemme i mine egne omgivelser med min kæreste, en jordemoder jeg har haft mulighed for at møde før dagen, og måske en veninde som praktisk gris. Det gør mig rigtig glad i maven at forestille mig en fødsel i et fødekar hjemme i stuen med ro og kendte omgivelser omkring mig.

    Men! min kæreste tøver rigtig meget. Primært er hans argumenter at det sviner, og at han synes det er fjollet at vi skal bøvle med fødekar og plastikindpakning af lejligheden ‘når der nu er et sygehus, hvor der er folk til at spule væggene bagefter’. Jeg har rigtig svært ved at rumme, at han siger nej på dét grundlag – men både læge og jordemoder synes at man skal føde på sygehuset, hvis ikke begge er enige om hjemmefødsel. Det kan jeg SLET ikke forstå, og det gør mig faktisk lidt ked af det – for er det ikke mig, der skal føde, og min tryghed, der er afgørende for, hvor nem fødslen er?

    Du føles lidt som min jordemoder-veninde, så nu spørger jeg dig: What to do, for helvede altså?