Hjem er vel bare der, hvor kærligheden er?

Vi har prøvet det mange gange, hjemme hos os. Det der med at flytte. Jens, min ældste, havde i løbet af sine fire første leveår haft fire forskellige adresser og senest er han – og lillebror med, selvfølgelig – gået fra at have ét hjem, til at have to (som jeg skrev om forleden). Erfarne flyttere, kunne man vel nærmest kalde os og alligevel har det været med lige dele spænding og nervøsitet i maven hver gang. For det er fandme ret stort at flytte – især når man har børn. Nogenlunde det samme gennemgår én af mine søde veninder og allerbedste kollegaer, SneglCille, lige nu, hvor hun og hendes usædvanligt lækre familie står for at flytte fra København til Hornbæk, som jeg har overtalt hende til at fortælle lidt om imens – og i anledning af – at jeg er med Danmarks Indsamling og SOS Børnebyerne i Somaliland i denne uge.

Jeg tænker meget på det for tiden. Om vores, de voksnes, valg om at rykke os alle op med rødderne og rykke ud af byen og dermed væk fra alt det børnene (og jeg) kender bedst.
Vi har boet tre steder i København igennem de sidste ni år. Alle flytninger (to for den ældste, en enkelt for de yngstes vedkommende) har børnene taget uden så meget som et løftet øjenbryn, men det har jo også bare været først 500 meter, hjem til noget den ældste kendte, nemlig da vi flyttede sammen med hans far, efter fire års adskillelse, og senest for et år siden, da vi rykkede skaldede fire kilometer længere ind i byen, fra Kbh V til Kbh K. Denne gang tager vi et noget større spring. 46 kilometer nord fra al det vante.
De siger de glæder sig, dem der kan tale altså, og selvfølgelig gør de det. Men selvom beslutningen om at rykke ud og væk er taget for dem og os, er det alligevel med et mikroskopisk snert af tvivl… Er det den rette beslutning? Hvordan kommer de til at reagere helt ægte, når virkeligheden rammer, og det der sted vi besøger og går og hamrer lidt på i weekenden pludselig er der vi bor, og lejligheden i Store Kongensgade er nogle andres hjem. … Og ja, jo, jeg indrømmer gerne af en del af tvivlen handler om min egen usikkerhed, som en der aldrig har boet I hus og slet ikke forbinder huslivet væk fra storbyen som et ‘rigtigt’ barndomshjem. Det kender jeg kun fra Tv-serier, bøger og film. Der hvor jeg voksede op, var der narkomaner i gården og gang i gaden altid, men det var alligevel trygt og varmt og rart, for det er jo ikke kun rammerne, men det der er fyldt i dem, som er med til at danne et hjem.

Jo mere jeg tænker over det, over den ændring vi står overfor om en måneds tid (!)  jo mere rolig bliver jeg. For det handler jo ikke om hvor vi er, eller om vi har eller ikke har en have, om børnene har hver deres værelse, eller om der er varme i gulvet, og om hvor langt, der er til det vi kender –  For vi kommer jo til at kende noget nyt – Og i virkeligheden er det vigtigste jo bare, at der er kærlighed, der hvor vi er, om det så er i velkendte larmende og hurtige København eller rolige Hornbæk, eller noget tredje, er bedøvende ligegyldigt.

Mine børn får haven, gulvvarmen og legehuset, som jeg ikke selv havde da jeg i sin tid opvoksede på (dengang knap så børnevenlige) Vesterbro, men det er hverken bedre eller værre, for mit barndomshjem var som sagt fyldt med kærlighed, ligesom deres er det, og det er sgu det vigtigste… Og jeg vænner mig nok også til roen og det der friske luft.

… og I guder, hvor er det privilegeret og fuldstændigt fantastisk, at det er det, der er mit og mange andres dilemma her i Danmark, når det at have et hjem andre steder, som Cana lige nu er vidne til på første række, ikke engang er en realitet –  Heldigvis er kærlighed ikke hæmmet af landegrænser, og jeg håber at I vil være med til at støtte op om Danmarks Indsamling, på lørdag d.3.februar, på DR1 ♡

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg har boet over 30 steder i mit 34 årige liv og gået på 5 folkeskoler. Hvis jeg selv skal sige det, så syntes jeg ikke at jeg har taget “skade” af det. Jeg husker at jeg som barn, altid syntes at det var spændende og nød at der skete noget nyt. Jeg tror ikke du har noget at bekymre dig om mhs. til dine børn, de skal nok falde hurtigt til. Det gør børn for det meste. Og som du siger, hjem er jo bare der hvor kærligheden er. ?

    1. Det tror jeg du har helt ret i. Jeg er også selv flyttet mere end 30 gange, men derfor forstår jeg nu alligevel godt SneglCilles bekymring 🙂 Alt man “pådutter” sine børn af store beslutninger er jo altid forbundet med en masse spekulationer, som heldigvis for det meste, bliver gjort til skamme 🙂