Ham der bare gør

Han er ét af de fineste mennesker jeg kender. Ét af de mest impulsive, tossede, sjove, søde og hjælpsomme mennesker jeg kender. Hold kæft, hvor han har hjulpet mig meget, min far. 

For eksempel dengang jeg havde taget min lille familie med til Afrika og vi havde indbrud i vores hus derhjemme, som vi stod til at flytte fra, og han, efter ét af verdenshistoriens korteste opkald, lejede en lastbil og kørte den hele vejen fra Sønderjylland til Valby, hvor han pakkede hele (eller altså, resten af – der havde jo været et par tyveknægte før ham) hytten ned og flyttede vores hjem fra den ene ende af landet til den anden. Egenhændigt. Uden overhovedet at blive spurgt, fordi han er sådan én der bare gør. Han gør bare gode ting for andre, som han oplever har brug for ham.

På præcis samme måde som jeg havde brug for ham i sommer, hvor jeg pludselig havde fået kvalme over mit liv som lige-knap-skilt, i en (lige så pludseligt) alt for trang og mørk og by-agtig lejlighed og jeg derfor som en (allermest pludselig) indskydelse købte mig et kolonihavehus. Et kolonihavehus som hverken havde køkken, bad eller toilet, hvor han – som det mest selvfølgelige i verden – rev et par uger ud af sin kalender for at hjælpe mig (eller altså, gøre det meste og lade mig hjælpe til hvor jeg kunne) med at lave tilbygning og installere køkken og bad. Og en trampolin til børnene, selvfølgelig, Bare sådan lige og så vidt jeg husker, uden jeg havde spurgt.
Han gør bare, min far. Og på tirsdag bliver han 60 år gammel og i dag har vi spist kridhvide rundstykker og kagemand og alt har sådan i det store og hele været perfekt. Især fordi han, manden der bare gør, var så glad. Det er han i øvrigt altid, min far, men i dag var det bare ekstra vigtigt.

Hvis jeg kunne, ville jeg give ham hele verden, men jeg vil i denne omgang nøjes med et tak. Tak, for fanden. Tak til jer for at læse med, men især til min far, for at være så skide god.

Skriv din kommentar

Kommentarer (13)

  1. Stort tillykke med din far! Og så vil jeg lige sige, at han godt nok holder sig godt!!! Jeg havde ikke skudt ham til at være 60!

  2. Hvor er det bare et smukt indlæg du har skrevet. Din far lyder til at være det mest omsorgsfulde og elskværdige menneske. Tillykke med ham!
    Måske har graviditetshormoner noget med det at gøre, men jeg tuder altså lidt over dine fine ord. ?

    1. Det behøver slet ikke være graviditetshormoner Catharina. Jeg tuder nemlig også lidt, og min baby er altså 5 måneder. Og apropos det med at blive mor, så er den kærlighed man oplever til sine børn når de vokser op jo helt fantastisk. Ubetinget og fuldstændig ubrydelig kærlighed. Når man så bliver voksen bliver kærligheden en anden, men hvor kan den dog stadig meget og hvor er den dog fin. Dét syntes jeg virkelig skinner ud af dit indlæg Cana. Tak for den reminder – jeg tror jeg vil give min egen far, som vist iøvrigt minder meget om din far – et kald og lidt ekstra taknemmelighed ❤️

  3. Åh nu kan jeg virkelig mærke hvor meget jeg savner min far og alt det han kunne. D. 27. er det 20 år siden han døde… da jeg var 17. Dvs ar han ikke nåede at se mig blive voksen, gift og få børn.
    Min far var super dygtig til håndværk. Selvlært endda. Han byggede garager og skure på vores hus og jeg hjalp ham altid med at holde ved, save, grave, køre trillebør og hente værktøj til ham. Jeg mangler ham virkelig idag. Jeg har ingen af den slags mænd i mit liv, som lige kan hjælpe mig med at bygge et skur i haven, ny havelåge, en skillevæg eller andre ting jeg efterhånden desperat mangler men ikke har råd til at hyre håndværkere til. I dag ville han ha været næsten 82 og selvom han dengang havde overlevet blodpropperne i hjertet, tvivler jeg på at han ville have haft kræfter til at hjælpe mig idag. Men tanken, ikke? Måske han bare kunne ha skrevet ned hvad jeg skulle gøre, så tror jeg faktisk at han fik lært mig nok håndværk til at jeg selv ville kunne. Det er bare ikke nemt at stole på egne efter uden en god guide og rygstøtte. Tillykke med din far, han lyder skøn!

  4. Han lyder godt nok som en fantastisk far! Du kan jo lige hilse og sige, at han ikke ligner en, der er en dag over 50 ? Stort tillykke med ham!

  5. Jeg læser ALTID med, men får ikje altid skrevet en kommentar til dig.
    Idag husker jeg det

    Tillykke med din far. Hans lykke stråler langt ud af hans øjne.
    Nyd hinanden imens i kan ♡
    Jeg vil ønske mit forhold til min far var ligeså.

    Knus til dig du inspirerende kvinde

  6. Det er bare det dejligste indlæg, jeg længe har læst.
    Min far, er også min hverdagshelt nr. 1.
    Og han gør det altid, helt helt naturligt, uden man skal bede ham om hjælp.

    Som jeg altid siger: Står jeg kl. 4 om natten en skønne dag, med et lig, jeg skal skaffe af vejen, er der ikke tvivl om hvem jeg ringer til. Det er ham der far <3

    – A