Forhåndssovning og 90’er-fest

Det er lige akkurat en uge siden jeg sidst sad i sengen, i en komplet lydløs lejlighed og skrev blogindlæg. Om morgenen, imens børnene sov, vel at mærke. Sidst blev klokken 9:45 inden nogen stod op. HALLELUJAH! Nu ved jeg selvfølgelig godt – lært af benhård lektie – at man ikke gør klogt i at jinx’e den slags, så mon ikke de vågner lige om lidt og hele det her sove-længe-om-lørdagen bare var en fase? 😉 (I sure hope not!)

Jeg burde nok mest af alt bare lægge mit til at sove igen. De seneste uger har været ret heftige og med tanke på, at jeg skal til julefrokost sammen med en gruppe damer, som simpelthen kalder sig for “Dillerbanden” i aften, ville det nok i hvert fald være smart at få lidt ekstra søvn. Forhåndssøvn, om man vil. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er ligeså effektivt som søvn, når man faktisk er træt, men jeg brugte det altså ret meget dengang jeg arbejdede som jordemoder – med nogenlunde succes. Problemet er bare, at jeg for længst er kommet til at gå på Instagram. Og nu har min telefon lyst mig ind i fjæset så tilpas længe, at jeg godt kan skyde en hvid pil efter mere søvn.

Og så var det også at jeg kom til at tænke ret meget på den der julefrokost med Dillerbanden. Alene navnet får mig til at mistænke, at det kommer til at stikke helt af! Dertil kommer, at det er en julefrokost med 90’er-tema, hvor jeg fornemmer at de fleste (altså: alle) går ret meget all-in og vi ved jo allesammen godt, at des mere man går all-in på en temafest, des mere stikker det af. Især, tænker jeg, når det er 90’er tema og nu skal jeg fortælle jer hvorfor. Sagen er nemlig dén at jeg vist nok går blandt de alleryngste i selskabet i aften og jeg nåede lige akkurat at blive teenager i 90’erne. Jeg kender al musikken og nåede måske endda lige at forbinde den med drenge og mit livs første ungdomsfester. De andre damer nåede lidt mere. De var jo “de store” dengang. Dem, som lærte mig at drikke alkohol og at lægge den helt perfekte kohl-eyeliner. Dem, som for alvor udlevede (nogle af) deres teenageår i 90’erne. Måske er jeg bare dramatisk, men jeg forestiller mig faktisk, at vi mere eller mindre resolut bliver kastet fluks tilbage til livet, som det var engang, fra dét sekund vi træder ind over dørtærsklen og med dét i tankerne og alle “de store piger” jeg får lov til at feste med for en aften, ja, så havde det sgu nok været smart at forsøge at sove lidt på forhånd.

Nu vågnede Peter, det er lørdag, jeg huskede til alt held at købe kaffe i går og for så vidt jeg kan se fra hvor jeg sidder, så tegner det også til at blive en helt fin dag, rent vejrmæssigt, hvilket passer umanerligt godt til de net-leggings jeg har tænkt mig at iføre mig i aften. Wuhuw!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)