Fødselsfredag – en fødsel der synes uden ende

Det er alligevel sjældent at en fødselsberetning tager så meget røven på mig, som det var tilfældet med denne her, som virkelig tydeliggør, hvor uforudsigelige fødsler (uanset hvor forudsigelige de end måtte synes at være) kan være. Tag godt imod den – og dens usædvanlige ejerkvinde.

Det er to dage før termin. 

Jeg har det godt som gravid efter nogle hårde måneder med først en hyperemesislignede tilstand og få måneder efter graviditetssukkersyge, som jeg fik konstateret dagen efter jeg var gået på barsel. Bedst som jeg havde lagt mig tilrette på solbænken med en is. Mine gener kunne tydeligt ikke kapere små 20 kilos vægtøgning. Lidt unfair, følte jeg, taget i betragtning af, at jeg brugte de første fire måneder på at brække mig så snart jeg så, hørte, lugtede eller tænkte på mad. Nu skulle jeg igen til at havde fokus på maden, bare på en anden måde. 

Jeg var ikke, som man tit hører 1. gangs fødende er, utålmodig. Jeg fokuserede på at nyde den sidste alenetid som jeg egentlig altid har sat stor pris på. 

Jeg mødtes med en veninde, og vi gik en lang tur. Noget som jeg i min lille boble ikke havde tænkt skulle sætte noget i gang, men ikke desto mindre var det nok det der skete. I hvert fald mærkede jeg en lille skylle i mine trusser da jeg sætter mig til rette i sofaen ved en 21-tiden. 

Når lige at tænke, at det er for meget at jeg sådan sidder her og tisser og får udbrudt til min veninde “Ej jeg tror lige mit vand gik!” 

Jeg kontaktede fødegangen da babyen ikke stod fast. De mente dog ikke det var vandet og jeg skulle bare afvente. Natten gik med noget. Noget der i bakspejlet var ret regelmæssige veer. 

Jeg tog mig et langt bad, spiste lidt og sagde til min kæreste at han bare skulle sove, da jeg ikke vidste hvad der skulle ske.  

Det var helt sikkert, at der var noget under opsejling, men om det var en fødsel kunne jeg ikke vurdere. Det gjorde ikke særlig ondt. Men jeg havde en følelse af ubehag og jag i underlivet som tog til. 

Jeg var alligevel næsten helt flov over at ringe til fødegangen om morgenen, prøvede faktisk at anstrenge mig mere i telefonen end hvad nødvendigt var. Det var jo helt sikkert bare min krop der spillede mig et puds, tænkte jeg. Men ville alligevel ikke risikere, at de ikke ville tjekke mig, hvilket de heldigvis gerne ville.

Kom kort efter gående stille og roligt til fødegangen, og jordemoderen kom med en bemærkning om, at det helt sikkert ikke var en aktiv fødsel der kom spankulerede dér. 

Få minutter senere måtte hun dog temmelig overrasket konstatere, at jeg var fire centimeter åben, og hun bad os fortsætte til det sygehus hvor jeg grundet graviditetssukkersygen skulle føde. 

Jeg selv var temmelig forundret. 

Det var jo de første 4 centimeter alle sagde var de hårdeste!? 

Jeg ville da komme til at klare den her fødsel uden problemer! Superføder kunne jeg vel nemt betegne mig selv som lige i momentet. 

Vi ankommer til sygehuset lidt i 08. En studerende tager imod os, og jeg ærger mig den dag i dag lidt over min manglende evne til at skjule min “jeg-skal-sgu-ik-føde-ved-en-studerende” attitude. 

Sød var hun dog, den unge studerende og hun formåede måske som den eneste af de forskellige jordemødre at give mig ro og tryghed under fødslen. 

Vi får lidt morgenmad og den kommende far gennes galant ud efter saft så jeg kan klare mit lavament i fred 😉 

Kort efter starter de timer som jeg er så glad for, at jeg på ingen måde kunne forudse. 

Tiden går – langsomt. Jeg åbner mig – langsomt. Det hele går nok lidt i stå, og der er mange skiftende jordemødre inde ved mig, som støtte til den studerende. Jeg havde på forhånd frabedt mig bistik, men på et tidspunkt får en erfaren jordemoder mig overtalt. På det tidspunkt havde hun også fået min højre arm hvis hun havde bedt om det. En helt ufattelig smerte skar igennem hele min krop og jeg græd for første gang, følte mig helt forrådt. Jeg havde jo sagt jeg ikke ville have de skide stik! 

Spørger man min kæreste, var dette det værste øjeblik af hele fødslen for ham. At se mig skrige af smerte og derefter opløst af gråd. 

Måske virkede de dog, bistikkene. I hvert fald var jeg kort sen formiddag fuldt åbent. Jordemødrene sagde til min kæreste at babyen helt sikkert ville være ude inden klokken 13, de trak K -vitamin op, min kæreste var ovre og vælge hue. En sort til en dreng og en lyserød, hvis det var en pige. 

Han ringede til vores forældre og gav samme melding som vi selv havde fået. Alle ventede spændt. Det hele var snart overstået. Jeg skulle snart ikke mere sagde de. Hele stemningen emmende af, at der var en baby lige på trapperne. Jeg klarede det sgu. Jeg overlevede. 

På det tidspunkt vidste jeg gudskelov ikke, at der først ville blive brug for en hue mange timer senere. 

Benstøtterne blev fjernet og alle sagde med opstemte stemmer: “SÅ presser du bare når du har lyst”. Lysten kom bare aldrig. Det hele gik i stå. Veerne kom dog indimellem og havde efterhånden tappet mig for alle kræfter. 

Jordemødrene baksede rundt med mig, varmede mine fødder, sendte mig i bad, kort sagt alle kneb for at få mig ind i pressefasen. Jeg havde som sagt stadig veer, men de var ikke på nogen måde givtige. 

For hver time der gik blev jeg mere og mere opgivende. Jeg var jo blevet lovet at det hele ville være overstået for længe siden!?

Omkring klokken 15 sætter de vedrop til, på trods af de kort forinden havde sagt det ville være synd for mig. Jeg var ligeglad, ville bare have det hele overstået. 

Vedroppet giver veer – men ingen pressetrang. Jeg mindes slet ikke, at jeg på noget tidspunkt mærkede den der urkraft jeg havde hørt om. 

Jeg var under hele forløbet meget klar og bevidst. Holdte øje med uret og hele tiden med på alt. Giv mig nu den der trance alle taler om, tænkte jeg flere gange. Jeg magter slet ikke at være så bevidst om alt. 

Jeg var udmattet, havde ikke sovet et døgn og syntes det hele var noget lort. Giv mig et kejsersnit. Nu. Jeg kan ikke mere. Jeg mener det! Men ingen hørte mig. 

Hen ad eftermiddagen spurgte jeg en jordemoder om hun ikke godt ville love mig at babyen kom ud i dag. Men hun undveg mig i blikket. 

Stemningen var ikke på noget tidspunkt hektisk, babyen havde det fint, det var mere mig der var ved at nå et punkt hvor jeg ikke kunne mere. 

På et tidspunkt skraber jeg de sidste kræfter sammen, presser ALT hvad jeg kan. Selvom jeg ingen pressetrang har. Det var den bedrift der kostede mig op til flere blodsprængninger i øjnene og en nerve der tog skade i det ene ben. Jeg lignede nok lidt én, der havde fået en omgang tæsk. 

Men så. Kl 20.29 føder jeg vores baby. Små 9 timer efter de sagde, at vi ville blive forældre lige om lidt. En lille pige. Helt perfekt. Den lyserøde hat kommer på, og alle forlader stuen. Så er vi bare der. Os tre. Som en hel lille ny familie. Jeg kan slet ikke fatte hun er min, sådan som hun ligger dér lige så stille og kigger på mig. Jeg kysser hende helt forsigtigt. Men kommer i tanke om at hun jo er vores så jeg kan kysse hende lige så tosset jeg vil. 

Jeg tænker tit på, at min fødsel havde været perfekt hvis den var sluttet dér, hvor alle troede den ville. Det lange forløb gjorde mig udmattet ud over alle grænser, og jeg kan stadig undre mig over at de ikke handlede noget før. I tiden efter var jeg vred over det. De havde sikkert deres faglige grunde, men dét at de havde givet mig et tidspunkt for babyens forventede ankomst var helt ufatteligt demotiverende for hver ekstra time der gik.