Fødselsfredag – en fødsel jeg ikke var parat til

“Fødslen jeg bestemt ikke var forberedt på eller parat til”. Sådan skrev kvinden om sin fødselsberetning fra en fødsel, der gik igang allerede i uge 34 – ovenikøbet med et barn i underkropsstilling. Heldigvis endte alt godt og nu er det bare om at krydse fingre for, at kvinden “holder lidt længere” på lillebror, der er på vej.

Søndag d. 15 nov 17, vågnede jeg tidligt om morgen da jeg troede jeg skulle tisse, som i virkelig tisse, – og tænkte det kan simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan holde på vandet til jeg er ude på toilettet.. Jeg rejste mig op og det sagde SPLASH.. Min vand var gået! – Var i 34+4 og var bestemt ikke klar til det skulle være nu..

Min mands reaktion i det øjeblik, glemmer jeg ALDRIG.. Han fore op af sengen og var SIKKER på at nu var vores akvarie i køkkenet gået i stykker. Men nej det var skam “bare” vores datter, der tilsyneladende ikke ville være et julebarn… Efter han fandt ud af at det var mit vand der var gået, gik der lidt stress i ham – Vi skal afsted nu og vi skal have vækket Matias… – Vores nevø på 9 år, på det tidspunkt, var på ferie ved os.. Selvom mit hoved var ved at eksplodere af bekymringer om, hvad der skulle ske og den samme sætning kørte på repeat – “Det her er ALT for tidligt”. Så fik jeg ham til at slappe af og sagde vi lige skulle vente og høre fødegangen af, hvad næste skridt skulle være, og at jeg lige skulle på wc…

Jeg havde to store frygt i det her øjeblik – 1: Det er alt for tidligt, der jo laang tid til min termin. 2:Jeg var så sikker på vores datter lå med hovedet op ad, også skulle jeg jo nok have kejsersnit. Hvilket virkelig var min store frygt. Da jeg ikke var længere henne end jeg var, og jeg havde haft en forholdsvis ukompliceret graviditet, havde jordemoderen og jeg endnu ikke haft den snak om hvad skulle ske, hvis hun nu ikke vendte sig om: Skulle jeg ud i et vendingsforsøg eller kejsersnit? – og vil lige sige begge dele skræmte mig lige meget!

Vi fik ringet op til fødegangen og fortalt det hele, de bad mig straks om at blive liggende, hvis hovedet nu skulle være op ad som jeg mente det gjorde, og fordi det var for tidligt. Så selvom jeg rigtig gerne ville have været i tøjet, så måtte jeg blive liggende i nattøj, og vente på at ambulancen kom og hentede mig.. Det var en rigtig sød jordemoder jeg snakkede med og sagde jeg bare skulle være glad for jeg i det mindste, var noget så langt i min graviditet inden vandet gik.

 MEN intet kunne berolige mig, mine tanker, og min frygt for hvordan min datter skulle “komme ud” – pyhh. Tankerne fore rundt i hovedet på mig.. Men prøvede stadig at bevare roen, havde jo min nevø ved min side, som min mand nu havde fået vækket, så han var klar over hvad der nu skulle ske, og han altså lige måtte en tur med os på sygehuset inden mormor kunne hente ham. (Vores familie bor 1 time væk)

– Han tog det hele så cool og hjalp min mand med at blive klar, så de kunne køre efter ambulancen. Han var vidst lidt skuffet over, han ikke måtte komme med i ambulancen. – Er glad for det var det som fyldte i hans hoved!

Ambulancen kom og jeg blev taget godt imod, iført kun mit nattøj og jogging bukser, kom jeg nu med ambulancen, hvor det stadig fosset ud med fostervand, da jeg skulle rejse mig for komme op på båren. Den søde ambulance-mand gjorde sit for at berolige mig og sige alt nok skulle gå, men jeg kunne slet ikke finde ro i hele situationen om hvad der nu skulle ske.

Der gik ikke længe før vi var ved sygehuset og jeg blev modtaget af personalet. De fik hurtigt konkluderet at min antagelse om hovedet lå op ad, var korrekt og der snart ville komme en læge og snakke med mig. Inden længe kom min mand og nevø, og derefter gik der hellere ikke længe efter før min mor og hendes mand kom og var klar til at hente vores nevø og også blive der (hvis de måtte). – Men det kunne jeg slet slet ikke overskue. og det var først da de var ude af døren, jeg gav mig selv lov til, at slå lidt mere løs for de følelser der var inde i mig…

Der gik ikke længe så kom veerne – føj for den lede en omgang, det gjorde det endnu svære for mig at kunne håndtere hele situationen og kunne slet ikke rumme alt den smerte og bekymringer der fløj ind over mig..

ENDELIG kom der en læge og fortalte mig om de muligheder jeg havde – Kejsersnit nu eller vi prøver og se jeg kunne få en “normal fødsel”, som muligvis kunne blive til kejsersnit – hvis det ikke går som det skal. Jeg var bange for begge dele, intet var jeg parat til at tage stilling til, og når jeg tænker tilbage ved jeg egentlig godt hvad jeg helst ville – Inderst inde tænkte jeg “ bare giv mig det kejsersnit” men både pga. min ide´ til hvad en “normal fødsel” er og fordi jeg virkelig frygtet det indgreb det er at få kejsersnit, kunne jeg slet ikke få det over mine læber. – Heldigvis var lægen god til at se, hvor rundt på gulvet jeg var over hele situationen, og sagde “lad os give dig det kejsersnit nu, med de smerter omkring veer du har og så lidt som du har åbnet, plus vi ikke kan vide om det ender i det alligevel så er det mit bedste forslag.” Jeg fik sagt ja til det, og derfra gik det ellers bare rigtig hurtigt..

Jeg fik ve-stop, min mand blev iført de hvide klæder, så han måtte komme ind på operationsstuen. Der gik ikke længe så kom jeg ind og fik “den store sprøjte i ryggen”, som jeg har hørt så meget om…. Min mand var nød til at holde om mig, så de kunne stikke, så meget rystet jeg af frygt for den. Jeg fik det overstået og fik noget beroligende oven i tror jeg, for lige pludselig slappet jeg en lille smule af og begyndte at forberede mig på, at om lidt skulle jeg møde vores smukke datter for første gang.

Der var kun gået 4 timer siden mit vand gik, og lige pludselig kunne jeg høre en baby skrige bag forhænget, og jeg tænkte – Kan det virkelig passe at det min datter! – Og JA det var det.. Jeg nåede lige at se hende, og hun strakte sin lille søde hånd ud til mig, inden sygeplejersken stod klar til at tage sig af hende, og sikre sig at alt var ok og hun selv kunne trække vejret mm.

Inden kejsersnittet startet fik jeg sagt til min mand, ligegyldigt hvad skulle han bare følge med vores datter.. Og det gjorde han også.. Mens jeg blev lukket sammen og ført op til opvågnings opgang, var min mand fulgt med sygeplejersken op på neonatal, der fik de lavet de tjek de skulle målt og vejet hende. En dejlig stor pige på 2700 gram og 47 cm. (Stor pige af at det var i uge 34).

Min mand var den heldige, der fik lov at holde hende i hans arme og nyde de første timer med vores nyfødte datter helt selv. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, det var sådan det endte med at blive. – At mit liv som mor skulle starte med at vi skulle være adskilt. Men hvor er jeg glad for jeg har en mand der, var så god til at tilpasse sig de uvante situationer og bevare roen – når jeg bestemt ikke gjorde.

Imens lå jeg og skulle vågne op, og fik at vide jeg først måtte se min datter når jeg kunne mærke min ben. – Så i sekundet jeg kunne vrikke med mine tæer, så fik jeg kaldt sygeplejersken ind og blev kørt med portør op til vores lille datter.

Endelig havde jeg hende i mine arme, og det hele blev mere roligt inde i mig, og jeg kunne trække vejret lidt nemmere da jeg kunne se hun var helt okay og var en lækker lille en.

3 uger efter blev vi udskrevet fra neonatal da vores datter nu havde lært at amme selv, og vi kunne for alvor starte at nyde vores tid som lille nybagt familie sammen. Nu er vores datter lidt over 2 år, skudt i vejret og blevet en høj pige, som er en meget social og glad pige, som man aldrig vil gætte på var for tidligt født…

Nu venter vi lillebrors ankomst i marts, og jeg krydser alt hvad jeg kan for at, han bliver derinde lidt længere tid og for alt i verden at jeg kan prøve slappe mere af i de uventet situationer når de kommer – for ligegyldig hvad så kommer de forhåbentligt bare lidt tættere på termin denne gang.