Beskidte fødder og masser af mening

Støvet hvirvler om fødderne på mig, for hvert skridt jeg tager. Jeg har ikke strømper på i skoene og jeg overvejer nu, om det var en god eller en dårlig beslutning. Der var nok kommet sand ind imellem tæerne på mig alligevel og med tanke på varmen fra den bagende sol, tænker jeg at det var ok. I virkeligheden er det vinter og somalilænderne siger, at her er køligt, men jeg sveder under min lange mørke kjole. Og under tørklædet, åh, lad mig ikke komme igang med at fortælle om, hvor varmt der bliver under sådan et.

Vi er kommet til ét af de fattigste områder i Hargeisa, hvor husene er byggede af grene og gamle tekstiler og tørken, som i dén grad hærger landet, er til at få øje på i det knoldede landskab af sand og sten. Det er helt tydeligt, når jeg ser mig omkring, at menneskene der bor her, må være svært udfordrede.

En kvinde, hvis mand for nyligt er død af tuberkulose, byder os indenfor i sit hjem. Et lille hus med to rum, hvor hun bor sammen med fire af sine ialt seks børn. De har én madras at sove på og kun et enkelt tæppe, som de kan varme sig under, når nattens kulde vinder ind. De andre børn bor i nabohuset, sammen med kvindens tre brødre. Sådan gør man nemlig hernede; hjælper hinanden hvor man kan. Hun er glad for at se os. “Jeg håber at I kan hjælpe mig” siger hun, imens hun fortsætter: “Siden min mand blev syg, har min ældste bror forsørget mig og mine børn, men når han snart gifter sig, kan han ikke længere tage vare på min familie også”. Hun har vitterligt ingenting og alligevel byder hun mig få minutter senere på en skål ris, som hun har forberedt til familien.

Kæft mand, hvor må det være vildt, at sidde i en virkelighed, som denne kvinde. Det er selvfølgelig tydeligt, at hun aldrig har haft meget at gøre med, rent økonomisk, men at hun så samtidig har mistet sin mand, som ellers hidtil havde forsørget familien, imens hun skal tage vare på seks børn (som hun selvfølgelig ikke har råd til at sende i hverken børnehave eller skole) og et hjem der skal fungere, gør det næsten ubærligt.

Jeg afslår høfligt risene, griber hårdt sammen om mit hjerte og går ud og leger med nogle børn.

Børnene jeg legede med var gudskelov, som børn nu engang er; glade, nysgerrige og helt vildt søde. Vi pustede sæbebobler i ét væk, indtil vi takkede af for besøget i det fattige område og kørte videre, for at besøge en kvinde, som var ganske anderledes og mere heldigt stillet. Hun har nemlig fået hjælp.

Kvinden – hende den mere heldige, altså – blev allerede som 15-årig forældreløs, efter hendes far ganske tragisk slog hendes mor ihjel mor ihjel, inden han selv døde kort tid efter, i fængslet. Hun var den ældste i en søskendeflok på otte, uden nogen nærtstående familie omkring sig og hun blev dermed den primære forsørger af sine små søskende. Som 15-årig med sorgen over at have mistet sine forældre. Puha, altså! Da jeg var 15 år gammel, var jeg lige startet på gymnasiet, hvor mine største bekymringer handlede om irriterende matematikopgaver og om jeg nu kunne komme ind på diskoteket i weekenden, hvor jeg så gerne ville imponere ham den søde fra 2.G, som forhåbentligt ville være der. Kvinden her, skulle tage vare på syv yngre søskende. Og sig selv, selvfølgelig.

Det var – ganske givet – nogle hårde år for hende, og alligevel sad vi nu i en stor hjørnesofa med fødderne placeret på et stort tæppe, som lå henover klinkegulvet, hvor kvindens ældste datter gik legende rundt, i sin formentlig allerfineste kjole.

For tre år siden, kom kvinden og hendes familie ind i SOS-Børnebyernes familieprogram (som er ét af de projekter som i år bliver støttet af Danmarks Indsamling), hvor hun, sammen med en donation på 500 dollars, modtog træning i at køre en forretning, som hun sidenhen havde stablet på benene. Hun havde købt sig to køleskabe, som, sammen med en portion hårdt arbejde, skulle vise sig, at udgøre en ganske solid investering. Forretningen var langsomt vokset og hun sad nu stolt og kunne fortælle hvordan hun havde mulighed for både at brødføde familien og sende yngre søskende og børn i skole.

Sjældent har jeg mødt så sejt et menneske, som denne kvinde. En ægte power-kvinde, som jeg vist ganske akavet flere gange fik fortalt hende.

Arghmen altså, jeg kan slet ikke få armene ned over hvor fedt jeg synes det er! Tænk sig, at en hel familie kan komme så langt for 3.000 danske kroner. Èt er jo, at de alle får mad på bordet både morgen og aften, men noget andet er jo også, at alle børnene rent faktisk får mulighed for at tage sig en uddannelse, således de forhåbentligt ender ud langt bedre stillede, end det er tilfældet for størstedelen af befolkningen her i Somaliland. Det er måske lige at presse citronen, men det føles næsten på sin plads at sige, at man med så lille en donation har reddet flere (kommende) generationer af lige akkurat dén familie.

Det nytter virkelig noget at hjælpe og jeg håber sådan at vi, på lørdag når det store indsamlingsshow løber af stablen på DR1, kan få skrabet en hulens masse penge sammen, som vi kan sende ud til familier som dém jeg har mødt i dag. Til dem, hvor det for alvor gør en forskel. Dét giver eddermamer mening.

Ligesom det – selvfølgelig i en helt anden skala – også giver mening at lege med børnene, selvom det giver beskidte fødder.

(… Og hvis nu nogen af jer tænker, at I gerne vil være med til at støtte den gode sag, men at I simpelthen ikke kan/gider/orker at indfinde jer foran flimmerkassen på lørdag, så kan I selvfølgelig også give jeres bidrag via mobilepay ;-))

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. I december var mine elever meldt til SOS Børnebyernes omvendte julekalender, hvor vi fik samlet knap 5000 kroner ind – og når jeg så læser om de familier her, bliver jeg stolt over at mine elever, der har så meget selv, var så opsatte på at få samlet penge ind til dem.