mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Jeg tænker på #29 (en delebørnsedition)

… Hvor overdrevet søde børnestemmer er. Det har nærmest føltes som at blive kysset i ørerne, at sidde i sengen og sludre med først den ene og sidenhen den anden, her til aften.

… At det virkelig er dejligt, at have drengene hjemme igen. Lejligheden roder og opvasken flyder, men mit hjerte er ved at sprænges over mine børn. Når de krammer (mig). Når de griner. Når de leger. Når de fortæller røverhistorier. Og okay, også når de sover og jeg sidder i sofaen med et glas vin (som nu) og tænker på dem. (Jeg er trods alt single-mom).

… Om man nogensinde vænner sig til det? Det her med at skulle undvære sine børn i ret mange dage dage ad gangen, hver anden uge.

… At det helt klart er værst på afleveringsdagen. Og dagen inden, som altid føles som en slags dommedag over den forgangne periode. Sætninger som: Var jeg nærværende nok? Har vi hygget alt det vi skulle/ville/burde/kunne? Har jeg – gud forbyde det – skældt for meget ud? står altid parate til at slå én i hovedet, når man skal til at undvære sine børn.

… At ovenstående måske mere præcist kan koges med til at man får verdens dårligste samvittighed, typisk forårsaget af nogenlunde ingenting. Og af tanken om at børnene kan komme til at savne én. Det er det værste.

… Hvorfor ingen til gengæld havde fortalt mig hvor dejligt det faktisk føles, at have fået er decideret behov for nærvær med sine børn. Sådan grundlæggende. Sådan som jeg altså ikke havde det (hver dag i hvert fald) da jeg boede sammen med drengenes far, hvor hinandens selskab ligesom blev taget mere for givet. (Og svært, selvfølgelig, de dage de ikke er i nærheden).

… At jeg er blevet markant bedre til at lege. Og til at slukke skærme. Og til at være nærværende. Til gengæld er jeg blevet dårligere til at lave mad, som ikke sjældent er den slags, det tager under 10 minutter at tilberede.

… Min ambivalens omkring det faktum, at jeg ikke har taget ét eneste billede af mine børn siden d.22.november, hvor jeg (på deres befaling i øvrigt) tog billedet I kan se i indlægget HER.

… Ensomme aftener. Som klart kan være mest ensomme, når børnene er hos deres far. Også selvom jeg på de dage, oftest ikke er alene om aftenen.

… At jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til lige at snuse dem i nakken en sidste gang, inden jeg går i seng. Glad. Rolig. Ikke-ensom. Lykkelig. Altsammen lige indtil engang i næste uge, når vi igen siger “på gensyn”.

… At jeg ikke tror at jeg kommer til at vænne mig til det. Ikke sådan helt i hvert fald.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Kære Cana. når jeg læser dine spørgsmål: “Var jeg nærværende nok? Har vi hygget alt det vi skulle/ville/burde/kunne? Har jeg – gud forbyde det – skældt for meget ud?”, så vil jeg som farmor til 3 skilsmissebørn bare sige: Vær mod dine børn, akkurat som du var inden skilsmissen. Alt for mange skilsmisseforældre konkurrerer om børnenes gunst, hvem der kan give dem de største oplevelser, hvem der kan “elske” dem mest, og hvem der i det hele taget kan give dem mest. Selvfølgelig skælder du ikke for meget ud. Børn kan lide grænser og opdragelse. Alt for meget af det andet, gør dem til spolerede børn, som ingen vil være kammerater med. Jeg er helt sikker på, at du gør det rigtige. Savnet af dine unger må du lære at leve med. Det er skilsmisseforældres lod (og undskyld, eget valg). Alt godt din og drengenes vej.

    1. Kære Mariann,
      Jeg tror du misforstår mig. Det handler ikke om at jeg vil forkæle mine børn og faktisk gør vi langt mindre ud af store oplevelser nu, end tidligere, fordi vi alle har så tydeligt mere behov for nærvær. Det handler om, at jeg – når jeg er sammen med børnene – er meget bevidst om, at nyde dem, fordi jeg véd at jeg kommer til at savne dem.
      Selvfølgelig er det mit eget lod (og valg), men måske særligt derfor, vil jeg gerne gøre det så godt som overhovedet muligt for mine børn – fordi det ikke er deres valg.
      KH

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven