Første tur i frisørstolen i 2017. Gys!

Da den søde kvinde som det mest naturlige i verden spurgte mig, hvor længe siden det da var, at jeg havde været hos frisøren, blev jeg nærmest helt flov. Eller ikke nærmest. Jeg blev bare straight up så flov, at jeg med fuldt overlæg løj og sagde at det måtte være er halvt års tid siden. Det er det ikke. For et halvt år siden lå min hjerne i alt for megen skilsmisselage til at jeg kunne drage dén slags omsorg for mig selv og virkeligheden er vist nok, når jeg tænker rigtigt over det, at jeg ikke har været ved frisøren én eneste gang i 2017. Altså, indtil i dag.

På den gode side var mit hår blevet så langt at det snildt kunne sættes i både fransk og hollandsk fletning, i hestehale og med lidt god vilje også en ikke-alt-for-høj knold. På den lidt ringere side, er det blevet gråt, mit hår. Shit mand, hvor har jeg fået mange grå hår det seneste års tid. Særligt den første halvdel af 2017 gav mig dagligt nye grå strithår, hvorimod jeg faktisk fornemmer at udviklingen igen er blevet sat lidt på stand-by. Ellers er der bare så mange nu, at jeg ikke længere opdager nye.

Jeg er glad for længden. Og egentlig også for de grå hår, som har fået mig til at drømme om at blive all grey inden jeg bliver fyrre – noget min nye frisør lovede at hjælpe mig på vej med, hvis nu naturen skulle glippe til den tid 😉 Derfor blev det også en beskeden omgang årets-første-klipning (her små to uger inden det næste årsskifte), hvor jeg sørensusme slap med at lade et par næsten ubetydelige centimeter falde til jorden, selvom jeg bad frisøren om at “tage hvad hun skulle” for at gøre mit hår sundt igen. For altså, selvom jeg var glad for håret (og elsker alle jer der både skriver til mig og stopper mig på gaden og fortæller mig at I har fået “min” frisure eller “mine” krøller!) så var det altså blevet noget tørt tjavs.

No wonder, efter et år. Jeg fatter simpelthen ikke hvor tiden er faldet hen, men dén må vi lige tage en anden gang.

Håret ligner næsten sig selv. En lille my kortere, men meget, meget sundere og selvom jeg godt ved at dén slags er forbistret at tænke på i en måned fuld af sukker, så minder det mig faktisk om, at det også er ved at være længe siden jeg sidst har været hos tandlægen. Sådan virkelig længe…