mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – Det hårdeste var at være adskilt fra far og barn

Jeg har, siden jeg blev gravid, læst flittigt om andres fødsler (blandt andet her på siden) og særligt dem der ikke gik som forældrene havde forventet, har på en eller anden måde givet mig tryghed. Måske fordi forældrene jo stadig fik sit skønne barn med hjem… Hold nu op en overraskelse vi selv fik da vi stod i det dog; for vi fik netop én af den slags fødsler.

En tirsdag aften i september på vej hjem i bilen, fra et skønt besøg hos et vennepar, fik jeg virkeligt ondt i lænden. Tænkte ikke videre over det, før det på nærmest magisk vis gik væk – og kom igen 20 min senere. Jeg var i 38+, så det var helt okay med veer nu, men jeg vidste også at det nok godt kunne tage noget tid, så jeg undlod at fortælle min skønne kæreste om det, før vi kom hjem (og han ikke sad bag et rat).
Da vi kom hjem, gik vi direkte i seng, men jeg fik ikke meget søvn den nat, da veerne tog til i styrke og interval. 6-8 minutter mellem og ca 40-50 sekunders varighed. Vi havde en tid ved jordemoder dagen efter, og jeg tænkte at det var ret smart timet. Men så snart jeg stod op og var aktiv, aftog veerne lidt igen, så der var 12-15 minutter mellem og de kun varede ca 30 sekunder. Jordemoderen konstaterede da også at det næppe var den dag jeg ville føde.

Veerne fortsatte i samme stil de efterfølgende dage; når jeg slappede af var de intense, og når jeg gik rundt aftog de, så da torsdag aften kom og jeg endnu ikke havde sovet reelt siden det startede, kom vi ind på sygehuset og fik udleveret en sovecocktail til at tage med hjem. Den gav 2.5 times søvn og det føltes fantastisk at kunne sove bare lidt. Jordemoderen havde bedt os ringe ind fredag morgen, så den vagthavende jordemoder kunne tage stilling til om vi skulle sættes igang pga den lange latensfase, men da jeg ringede ind fredag morgen, blev jeg nærmest skældt ud over at have ringet ind med så lange intervaller, og jordemoderen havde mere travlt med at smide på igen frem for fx at spørge til cprnummer eller hvordan jeg havde det. Slukøret lyttede vi til hendes anvisninger om at vente på at veerne gik i sig selv igen – hvilket hun var overbevist om.

Fredag aften omkring midnat, kunne jeg ikke holde det ud længere og vi ringede igen ind til fødegangen og blev hurtigt bedt om at komme ind. Da vi ankom omkring midnat, blev vi anvist til et værelse hvor vi kunne få lidt søvn og jeg fik et skud morfin i låret, der dog kun virkede en times tid. Resten af natten var lang for os begge og ved 6-7 tiden om morgenen fik vi af vide at vi måtte komme over på fødestuen, og at fødslen endeligt skulle sættes igang. Vi fik en fødestue og vandet begyndte at sive i cirka samme tidsrum. Jeg var ret lettet over at der nu begyndte at ske noget, for jeg havde været noget udfordret mht at kunne “være” i veerne, ikke fordi de var særligt slemme endnu, men fordi de bare hverken ville stoppe eller komme rigtigt i gang.

Lørdag og timerne gik. Forskellige ting blev prøvet, bl.a at komme i karbad, med det resultat at veerne gik i sig selv igen… I min journal står der her noteret, at jeg burde være sat igang med noget ve-stimulerende på dette tidspunkt, men at der ikke var hænder nok til alle fødende, og jeg derfor blev nedprioriteret.

Omkring middag tog veerne til i styrke og jeg kunne ikke længere holde dem ud, så en epidural blev bestilt. Havde oprindeligt tænkt at jeg ville have en fødsel uden smertestillende, men på det her tidspunkt havde jeg nærmest taget imod hvad som helst… -også epiduralen som hidtil havde skræmt mig meget; en nål i ryggen? Ej vel… Ved 14-15 tiden fik jeg en epidural (THANK GOD) – skulle have haft den før, men ak – travlhed. Blokaden gav mig en tiltrængt pause, imens der så blev sat skub i veerne gennem drop.

Omkring kl 3, natten til søndag, var jeg endeligt helt “udslettet” [livmoderen var helt åben, red.] (og udmattet), og i løbet af de næste par timer var min datters målingerne så småt også begyndt at indikere, at hun var ved at være træt derinde. Vistnok derfor blev der skruet ret meget op for det ve-stimulerende, jeg kan svagt erindre, at jeg også blev rusket af to jordemødre (noget med et klæde, og så blev maven trukket fra side til side), og så alle de pokkers målere der skal spændt rundt om maven pga epiduralen. De forsøgte et par gange at sætte nogle elektroder på min datters hoved, så jeg kunne slippe for nogle af målerne, men det ville ikke rigtigt fungere – den ene gang blev den sågar sat fast på mig i stedet.

Kl 6.30 og 4-5 jordemødre senere, begyndte de reelle presseveer (min datter havde åbenbart indtil da stået lidt forkert) og med sugekop og vildt mange mennesker omkring mine ben (!), blev hun født kl 7.28 søndag morgen på 4. “træk”. Jeg havde været så udmattet, at jeg hverken rigtigt kunne snakke, ej heller holde mine egne ben oppe.

Min datter havde slugt grønt fostervand, fået vandødemer pga den lange “seance” og var også selv lidt træt, så hun og hendes far kom op på barselsgangen (havde hende liiige to minutter hos mig inden de forlod stuen) og så skulle jeg ellers vente på at kunne komme på operationsbordet (men på grund af ventetid kom jeg først derned 2 timer senere, og fordi der var for få hænder på barselsgangen turde de ikke lade mig komme op til min datter og kæreste i ventetiden, for så havde de ansvaret for mig deroppe). Det var markant hårdere at blive liggende der uden hverken kæreste eller barn, end selve fødslen.

Jeg havde tabt 1.2 liter blod, var blevet klippet og havde fået en 4. grads bristning, så der skulle lige laves lidt, hehe… Kirurgerne var søde, selvom det var en mærkelig oplevelse at høre nogen småsnakke mens de syede mit private område. På et tidspunkt dukkede den kvindelige kirurg glad “op derfra” og sagde “Ej! Det bliver bare SÅ flot!” (hvad end det så skal betyde). Omkring kl 14 – mere end seks timer efter fødslen – var jeg endeligt oppe hos min kæreste og datter igen, og kunne nu begynde livet som helt almindelig nybagt familie <3

… Det var i hvert fald hvad jeg troede, men virkeligheden viste sig nogle dage senere, at være ganske anderledes.

Læs om hvad er skete i den lille familie i næste uges fødselsfredag, som altså bliver en lidt særlig én af slagsen. Stay tuned.  

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Fødte også selv min datter med sugekop og blev også klippet (uden bedøvelse). Trods dette slap jeg med en anden grads bristning, men alligevel havde jeg en meget traumatisk oplevelse med at blive syet pga. manglende smertedækning og fordi det blev syet forkert, pillet op og syet igen. Det er faktisk det jeg frygter allermest ved at skulle føde igen – at blive syet (forkert). Tænkte på om det måske var et emne du kunne tage op og skrive lidt om, Cana? Det betyder jo så meget, at det bare fungerer bagefter.

  2. Puha nu har jeg også læst næste del, og sidder med tårer løbende ned af kinderne. Minder mig på mange måder om min egen fødsel af min søn for lidt over 7 mdr siden. Den adskillelse efter en fødsel er bare så hård at man slet ikke kan forstå det. Min søn havde vejrtrækningsproblemer ved fødselsen og måtte derfor overflyttes til et andet sygehus med det samme og grundet min egen tilstand måtte jeg først blive overflyttet 8 timer efter fødselen. Der gik over 9 timer før jeg så min søn igen og der skær i mit hjerte bare at tænke den tanke, heldigvis var min dejlige kæreste ved ham hele tiden.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven