mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – da baby pludselig fik kramper

Man kan aldrig vide hvad fremtiden venter og dét altså heller ikke når man har født et barn og er blevet genforenet efter mange timers adskillelse. I sidste uge læste vi (HER) om en langtrukken fødsel, som endte med far og barn på barselsgangen, imens mor lå på operationsbordet. Familien blev gudskelov godt genforenet, men dagene efter, viste sig desværre ikke at gå helt som forventet.

Søndagen gik for os selv, vi havde frabedt besøg fordi lillepigen primært bare sov, spiste og skreg (vandødemer giver hovedpine, og at sluge grønt fostervand giver kvalme forklarede sygeplejerskerne). Jeg skulle også lige vænne mig til at jeg på grund af min 4. grads bristning, var noget besværet med nærmest alt. Måtte ikke sidde op, så alt foregik stående eller liggende…

Mandag gik i samme stil, dog med lidt besøg fra familien. Tirsdag var vores datter ved at være oven på efter den hårde omgang, min kæreste skulle på noget kursus tirsdag, og vi blev enige om at det kunne han jo sagtens, for jeg havde sygeplejerskerne til at hjælpe mig. Det gik faktisk rigtigt fint, og på trods af mine begrænsninger, var det ret afslappet dag. Min kæreste kom “hjem” (på hospitalet) til os sammen med svigerfamilien, der selvfølgelig også skulle se deres nye familiemedlem, og alt var så dejligt efterhånden. Onsdag fik vi at vide, at vores datter i princippet kunne udskrives, og at vi kun ventede på at jeg blev klar, så vi regnede meget stærkt på at komme hjem om torsdagen og var efterhånden noget spændte (og lidt trætte af at være på sygehus selvom alle var søde).

Onsdag aften vil vi give lillepigen mad. Hun har meldt sig kort forinden, og vi får bikset mig ned i sengen med hende ved siden af (det var igen noget med det der med at jeg kun måtte ligge eller stå på grund af min bristning). Men hun når kun at spise meget lidt, før hun virker træt og blinker med øjnene. Vi snakker ganske kort om at det godt nok er meget rytmisk hun blinker, og er enige om, at vi da lige tjekker med sygeplejersken på vagt. Hun stod tilfældigvis nærmest lige udenfor vores dør da vi hev i snoren, og var derfor hos os få sekunder efter vi kaldte. På vej hen til sengen hvor vi ligger, siger sygeplejersken glad at det da nok bare er en træt og glad baby, men da hun ser lillepigen, går hun helt i stå i (hvad føltes som en evighed, men kun var) et par sekunder, og siger “er det i orden at jeg lige tager hende med over til vores kontrolstue?”.

er det i orden at jeg lige tager hende med over til vores kontrolstue?

Selvfølgelig var det det.

Hun bad os følge med og imens vi gik derover, sagde sygeplejersken at det lignede kramper, så hun ville lige tilkalde en læge. Ikke engang 5 minutter efter vi havde hevet i snoren, stod der 2 læger, 3 sygeplejersker og os to fortvivlede forældre rundt om vores datter og der var kontrolleret kaos i rummet.

Det var kramper.

Resten af aftenen gik med at lægerne fyldte krampestillende medicin på vores datter, som nu lå i en kuvøse. Vi stod forvirret og forstummet og så på, mens hun fik taget blodprøver, fik lagt drop osv. Da hendes krampeanfald var ovre, fik vi at vide, at der ville være en sygeplejerske hos hende fast, og at vi var velkomne på stuen når vi havde lyst, men at de også anbefalede os at få noget søvn. De ville kalde hvis der skete noget nyt. Vores datter sov pga den kraftige medicin, så hun registrerede heldigvis intet mere. Inden vi gik ned på vores stue for at prøve at sove (!), skulle lillepigens sengetøj i kuvøsen skiftes, i alt kaoset havde hun tisset gennem bleen, og her fik jeg lov til at sidde/ligge i en stol med hende i mine arme mens de skiftede hendes lagen og dynebetræk. Det var så utroligt hårdt, men samtidigt også dejligt at have hende i armene igen, selvom man lige pludseligt var nærmest panisk for at gøre  noget forkert. Hun havde EEG målere på hovedet (16 stk), hjerterytme og SAT målere sat til på henholdsvist bryst og fod, samt to drop, et på det ene håndled og et på foden.

Her sad jeg, med min datter der mere af alt lignede en skuespiller klar til at være med i en eller anden futuristisk film, mens jeg forsøgte at suge sekunderne til mig; lyden af hendes vejrtrækning, følelsen af hendes hud mod min og tyngden af hendes vægt i mine arme. Min kæreste stod lige ved siden af og gjorde vist noget lignende, for der blev ikke sagt et ord i alt den tid. Vi gik ned til vores stue igen, som lige pludseligt føltes helt fjern og “efterkrigs-agtig”. Hendes ting lå der jo endnu spredt rundt omkring, og her skulle vi så forsøge at sove lidt, uden hende hos os.

Min kæreste var så udmattet at han nærmest bare faldt om så snart han ramte sengen; en evne jeg mange gange i den efterfølgende tid, misundede ham for at kunne. Jeg kunne ikke sove, så efter lidt halvhjertede forsøg, listede jeg ned til vores datter igen. Det lille stykke vej ned ad gangen fra vores stue til traumestuen (som vi fandt ud af at det egentligt er), kunne jeg høre andre babyer græde, og endnu engang blev jeg misundelig… Denne gang på de forældre der “fik lov til” at få deres søvn brudt af deres barns behov og gråd. Vores datter var helt dopet og fik mad gennem sonde. Jeg faldt heldigvis i søvn efter at have været nede hos hende et par gange, sygeplejersken der holdte øje med hende, sad konstant og kiggede på enten lillepigen eller alle målerne, hvilket gjorde mig lidt tryg.

Torsdag morgen viste det sig at hun havde krampet 3 gange siden, og lægerne ville derfor forsøge noget andet medicin. Det hjalp heldigvis, og kl 15.11 den torsdag, havde hun sin sidste krampe. Vi brugte noget af torsdagen på at ringe til vores familie og fortælle hvordan det stod til, hvilket var utroligt svært, for vi vidste jo intet. Min mor tog fri fra arbejde og tog ned til os, så vi ikke var alene. Det var på sin vis rart, for så kunne vi fokusere på lidt andet, men det var også hårdt at se hende så ramt som hun jo selvfølgelig også var. Vores datter lå stadig i kuvøse, og vi kunne blot holde hende forsigtigt i hånden eller hviske lidt til hende. Hun sov, men hun var også meget følsom for lyde  og berøring kunne man se på alle målerne. Nu skulle vi bare vente på at lillepigen var stabil nok til at komme i MR-scanner (medicinen havde dopet hende så meget at hun flere gange glemte at trække vejret, og lægerne ville være sikre på at hun kunne trække vejret selv i de ca 30 min en scanning ville tage), hvilket først blev om fredagen; hun havde haft hjerneblødninger, som var årsagen til kramperne.

Svaret kom først fredag aften, da der var læger fra et andet (større) sygehus der skulle gennemgå scanningsbillederne før vi kunne besked. Da lægen og vores sygeplejerske kom ind i rummet for at give beskeden, så de begge ud til at være på nippet til at græde, så vi var helt paniske for beskeden, og lægen tog bare en evighed om at komme til pointen.

Hjerneblødninger.

Jeg tror at det var fordi lægen selv var mor, for det var tydeligt at hun havde svært ved at abstrahere fra hendes egne følelser, og de blev hurtigt det største i rummet, før vi overhovedet vidste besked om hvad der var galt. At tid er relativt, fandt vi i høj grad ud af i den samtale, jeg nåede nok at gennemtænke flere hundrede forskellige scenarier, mens jeg prøvede at analysere hvad det helt præcist var, at lægen forsøgte at sige til os. Da ordet hjerneblødninger (flertal) dukkede op, brød min verden sammen, og en følelse af at alt luften blev presset ud af mit bryst ramte mig. Sygeplejersken bad lægen gå, trøstede så både mig og min kæreste – som selvfølgelig også var helt knust – og tog derefter snakken med os igen, hvor alt blev forklaret. Hun understregede at hjerneblødninger hos spædbørn på ingen måde behøver at have samme betydning som hos voksne, da babyers hjerner er meget plastiske (fleksible); de skal jo først til at skabe mange af forbindelserne gennem læring og udvikling. Om lørdagen var lillepigen så stabil at hun kunne komme ind til os, dog stadig i kuvøse og med alt muligt måleudstyr på. Men nu var hun hos os igen <3

Vi endte med at være indlagt i ca en måned, vi var på forskellige hospitaler, og lige præcis vores datters tilstand krævede lidt ekspertise fra udlandet, vi ramte flere forskellige komplikationer i vores forløb, og skulle alt beskrives, ville det tage mig flere dage at skrive ned. Flere gange ramte to følelser mig; følelsen af at jeg ikke længere kunne huske hvordan jeg trak vejret og følelsen af en uendelig styrke, det handlede jo ikke længere om os, men om hende, og så var der bare ikke anden løsning end at dykke dybt ned og finde styrken frem til at gå igennem hvad end måtte ramme os.

Vi er hjemme nu, og det er noget tid siden alt dette skete, vores datter skal følges af flere læger, fysioterapeuter osv de næste mange år, for man kan ikke vide hvad hjerneblødningernes konsekvens er (hvis de altså får nogen – det ved vi heller ikke), før hun vokser op. Men vi har det alle tre godt på trods, og hold nu op hvor føler jeg mig priviligeret at blive vækket midt om natten fordi lillepigen er sulten, eller når hun falder i søvn liggende ind til mig. At få lov til at følge hendes udvikling, er alt, intet mindre.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Sidder her med tårene trillende ned af kinderne – sikke en fødselsberetning. Har så meget medfølelse for denne familie og hvad de må gå igennem. Har selv haft to fødsler med efterfølgende indlæggelser med begge børn og hvor er det bare rigtig beskrevet af denne mor. Held og lykke i fremtiden til familien❤

  2. Åhhh.. Det her indlæg var mere end mit 4 måneder gamle moderhjerte kunne bære. Pyy.. Sikke en forfærdelig oplevelse for den lille familie. Alt det bedste til dem alle tre❤️ Varme tanker herfra

  3. Puha.. arbejder endda selv på neo- og barsel. Men det giver godt nok alligevel tåre nedad kinderne at læse det her.. mine tanker går til familien ❤

  4. Puha, Cana.
    Den ramte mig lidt, den her.
    Havde nemlig selv en hjerneblødning ved min fødsel for 35 år siden – så det har fået tankerne i gang i forhold til, hvordan mine forældre nok havde det.
    Levede med epilepsi som en følgesygdom fra jeg var 6 til jeg var 14 – og har NÆSTEN ingen komplikationer i dag. Kun lidt besvær med min højre arm, som jeg lever fint med.
    Hvis forfatteren læser med her, vil jeg gerne give hende en ordentlig krammer og sende hende og familien de allerbedste tanker <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven