Fødselsfredag – årets sidste!

Det har kørt i to år nu, FødselsFredag, som jeg med tiden er kommet til at holde umanerligt meget af. En enkelt gang i løbet af i år, har jeg – som I måske har læst om HER – haft mit hoved så dybt begravet under egen arm, at jeg ikke har fået udgivet en fødselsberetning, men ellers er de troligt kommet fredag efter fredag og jeg elsker det. Diversiteten, kampene, glæden, frygten, styrken og selvfølgelig og allermest den helt store lykke, det i langt de fleste tilfælde er, at få et barn. Her er plads til alle slags beretninger og jeg elsker, at I tager så godt imod dem alle og sender kærlighed til de kvinder, som har krænget deres personlige historier ud til os.

Flere beretninger kan som altid sendes til mig på mail: canabuttenschon@gmail.com

Til at slutte året af, kommer her en vidunderlig, opløftende og helt vildt skøn fødselsberetning, hvor jeg da ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke godt gad at have assisteret manden, da han tog imod baby.

Jeg vågnede kl. 7, en onsdag morgen i August. Jeg var gået 4 dage over terminen, så jeg var træt og sur.

Jeg vågnede vist egentlig mest fordi mit bækken gjorde ondt. Jeg kunne ikke holde ud at ligge ned mere.

Min bedre halvdel, Simon, var ved at vække vores datter, så jeg listede på badeværelset og derefter tilbage i sengen.

Jeg nåede kun lige at sætte mig på sengen, før jeg måtte en tur på toilettet igen. Da jeg kom ud igen, mødte jeg vores datter i gangen. Hun var ellevild for at vise mig sin nye bluse med giraffer på. Hun var meget morgenfrisk og jeg måtte virkelig koncentrere mig for at høre efter. Mit bækken gjorde altså mere ondt her til morgen. Jeg havde nok ligget forkert og sovet.

Simon skulle køre vores datter i vuggestue, og da de gik, blev jeg enig med mig selv om at det nok faktisk var små veer jeg havde. De nev lidt.

Jeg sagde ikke noget om det, men Simon havde godt på fornemmelsen at der var noget på vej, for han så mig stå og støtte mig til køkkenbordet, da de gik ud til bilen. Han snakkede også med pædagogerne om det, men havde alligevel snakket sig selv fra det igen.

Jeg begyndte at tage tid på veerne da klokken var 7:30. De var allerede regelmæssige og der var kun 2,5 og 3,5 minut imellem.

Jeg var helt rolig i kroppen. Jeg var SÅ klar til at føde!

Jeg gik i et varmt bad. Veerne begyndte at gøre så ondt, at jeg skulle koncentrere mig om at trække vejret ordentligt. Det brandvarme vand var så dejligt!

Det blev dog ikke til et særlig langt bad, for jeg kunne godt mærke at der ikke var ret langt imellem veerne.

Jeg tjekkede min app igen. De varede ca. 1-1,5 mint og kom nu med 2-3 minutters mellemrum.

Jeg var lige kommet ud af badet da Simon kom hjem.

“Jeg har veer” sagde jeg og smilede lidt anstrengt til ham. De gjorde altså ondt.

Han blev helt paf og spurgte om jeg havde ringet til min far og fødegangen?

Jeg nåede ikke at svare, før han var forsvundet ind i stuen og jeg kunne høre at han snakkede med fødegangen.

Jordemoderen i telefonen sagde at vi selvfølgelig var velkommen, men at vi også sagtens kunne vente lidt med at komme, for jeg havde jo kun haft veer i en lille time. Simon sagde til hende, at vi var på vej!

Jeg foreslog at han lige kunne hoppe i er hurtigt bad, og så kunne jeg gøre mig færdig imens.

Det syntes han var en rigtig dårlig idé. Vi skulle bare se at komme afsted. Tossede mand. Kunne han ikke godt slappe lidt af? Jeg blev lidt irriteret på ham.. Jeg havde jo kun lige fået veer!

Jeg fik tøj på og Simon pakkede bilen.

Veerne blev hurtigt kraftigere og jeg måtte stoppe op og læne imod noget, imens jeg trak vejret helt ned i maven. Det hjalp at bevæge mit underlig fra side til side. Det kunne jeg huske fra min første fødsel.

Køreturen i bilen gik bedre end forventet. Vi havde 35 minutter til Næstved, men det føltes slet ikke som om vi kørte særlig længe. Jeg fandt senere ud af hvorfor..

Jeg fortsatte med at tage tid på veerne i bilen. Ikke så meget fordi jeg ville vide hvor ofte de kom eller hvor længe de varede, men mere fordi jeg så havde noget at lave. Det distraherede mig lidt i forhold til veerne.

Jeg var midt i en ret strid ve, da jeg pludselig mærkede et “plop” indvendigt og mit vand gik. Lige midt i bilen!

Simon har grint meget af mig bagefter, for min reaktion på at vandet gik var “ÅRHHHH, dét lettede! Det var rart!!”

Mine veer var simpelthen så intense inden, og det var som om det hjalp lidt da vandet gik. Så gjorde de knap så ondt.

Heldigvis er jeg kæreste med en ambulanceredder, som selvfølgelig havde tænkt på at ligge et stort vådestykke på mit sæde, inden vi kørte hjemmefra. Så gik det i det mindste ikke udover vores bil.

Vi ankom til Næstved sygehus kl. 9:15. Simon kørte om bagved, så vi kunne gå direkte fra vejen og ind på fødeafdelingen ad bagindgangen.

Det var jeg ret tilfreds med, for mine bukser var drivvåde og mine sko svuppede når jeg gik. (Ja, det har med garanti været et kønt syn!)

Simon gik ind og meldte vores ankomst. Jeg havde lige en ve der skulle overståes, inden jeg var klar til at gå ind på afdelingen. Jeg blev mødt i døren af to smilende jordemødre, der viste mig ind på en undersøgelsesstue.

De våde bukser kom af og jeg blev undersøgt stående. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at ligge ned. Det hjalp at bevæge sig.

Jeg var 4 cm. åben. Hvad? Ikke mere? Så siger søde Simon “Ej hvor flot, skat! Du føder nok allerede om 3-4 timer!”

Jeg kunne have kvalt ham, men jeg sagde ikke noget. I stedet bad jeg om en epidural… NU!

Jeg husker ikke præcis hvad jordemoderen sagde, men svaret var i hvertfald at der nok ville gå noget tid før lægen kunne komme. Hun kunne tilbyde mig noget andet, men dér var jeg allerede holdt op med at høre efter. Jeg var pigesur og tænkte “så kan det fandme også være ligemeget!”

Det er som om jeg når et punkt under mine fødsler, hvor jeg ikke kan overskue det mere og bare gerne vil have noget smertestillende. Selvom jeg jo egentlig gerne vil føde uden.

Vi skulle over på en fødestue og selvom der kun var meget få meter derhen, endte det med at jeg blev kørt derover i en kørestol. Veerne blev ved med at rulle indover mig, hver gang jeg tog et skridt.

På fødestuen hoppede jeg direkte op på briksen og bad om at få løftet ryglænet så jeg kunne hænge indover det. Det hjalp mig meget i min første fødsel.

På dette tidspunkt gik jeg ind i mig selv, for jeg kunne slet ikke styre min krop mere. Jeg følte at veerne styrede mig. Vejrtrækningen hjalp mig ikke mere og jeg begyndte at blive bange.

Følelsen af at være bange nåede dog kun at strejfe mig, for pludselig var der noget der pressede!

Jeg sagde det til jordemoderen, men hun var meget rolig og viftede mig lidt af med at “Nej, det er ikke endnu, men jeg kan godt tjekke om du har åbnet dig lidt mere.”

Hun prøvede at undersøge mig, men det kunne jeg slet ikke holde ud. Væk med de fingre!

Mig: “Jeg skal altså presse!!!”

Jordemoder: “Så prøv at presse lidt forsigtigt med.”

Jeg fik hurtigt vendt mig om og kastet mig ned på ryggen. Benene i vejret og så pressede jeg alt hvad jeg kunne. Yes! Dét var rart! NU kunne jeg være med igen. Nu var al frygt ude af kroppen, og den vidste lige præcis hvad den skulle.

Jeg kunne mærke at hovedet kom længere og længere ud for hvert pres.

Jeg kan huske at jeg spurgte om, hvorfor jeg skulle presse så længe. Jordemoderen svarede at jeg ikke havde presset særlig længe, og at en pressefase ofte varer lidt længere tid end det her. I næste vepause fortalte jeg hende, at jeg kun pressede i 11 minutter ved min første fødsel.

Nu kan jeg mærke at det spænder godt forneden og jeg kan gætte at hovedet næsten er ude. Endelig.

Pludselig siger jordemoderen “SÅ gisper du!”

Hovedet bliver født, og jeg når lige at trække vejret i 10 sekunder inden jeg presser ham ud i næste ve.

Min kæreste tager selv imod ham, præcis ligesom med vores datter. Simon lægger vores smukke søn op på brystet af mig og alt er perfekt.

Lille Holger blev født kl. 10:05, kun 2,5 time efter første ve.

Vi blev udskrevet et par timer efter, og nåede hjem og hente vores store pige i vuggestuen. Det var virkelig en helt fantastisk fødsel!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Åh jeg er altså en sucker for de her fødselsberetninger. Der falder altid et par tårer, når jeg læser dem og jeg tænker stolt og glad til mine fødsler for hhv. 3 måneder og 3 år siden.

  2. Åh så fint :-* Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at jeg ikke skal føde igen (altså – nok ikke…). Har tre fødsler bag mig. Fantastiske på hver deres måde. Godt nytår!