mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En sløj kontormakker

Igennem de seneste måneder, har jeg fået et par nye kollegaer her i Andedammen CPH – kontorfællesskabet for bloggere, som jeg startede op sammen med SneglCille for halvandet år siden. Først Louise fra Guldlog.dk, sidenhen Cecilia fra CopenhagenCakes.com og for helt nyligt Mille fra SonomaSeven.dk – tre damer, der på hver deres måder rocker min verden og som jeg klart vil anbefale jer at tjekke ud. Louise er verdens sjoveste og så dygtig til at skrive, Cecilia er verdens dygtigste til at bage (og til at lære det fra sig – se bare den kage jeg engang lavede HER) og Mille har den fiiineste stil og er simpelthen en ørn til boligindretning!

Ingen af dem er her i skrivende stund, ligesom ingen af de “gamle” Andedamer, som vi kalder os, er her. Det er til gengæld Jens, som er blevet sløj. Præ-ferie-sløj, mistænker jeg. Kender I ikke godt dét? Når ferien er ved at være i sigte, så kan man næsten ikke trække sig op til at skulle arbejde mere. Sådan tror jeg Jens har det. I hvert fald har han ingen feber, ingen hoste og ingen kvalme. Derfor tog jeg en hurtig beslutning om ikke at aflyse vores rengøringsmand og i stedet bruge dagen på noget hyggeligt ude af huset. Jens ønskede sig straks at vi tog i Andedammen, hvor han således i skrivende stund sidder i vindueskarmen og kigger på pokemonkort og spiser pølsehorn med ketchup; dem fra 7-eleven, som han elsker så højt, imens jeg er blevet befalet hen på min pind, så han kan lege i fred.

Dét er eddermamer hyggeligt. Så hyggeligt, at jeg næsten har glemt hvordan det var at stå ude i regnen og blive forbipasseret af to fyldte busser her til morgen – og med tanke på, at der ligger en Gorm’s, hvor man kan få nutellapizza, lige rundt om hjørnet, så er bøtten vist forlængst vendt til det bedre!

God dag til jer – jeg håber at den behandler jer pænt! Nutellapizza i sigte, eller ej.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven