Bare perfekt.

Jeg ligger i min sofa og hører Jack Johnson synge sange om kærlighed. Jeg har vidstnok en dims fra en bey-blade i ryggen, som jeg er for tyk – eller i hvert fald for mæt – til at orke at fjerne. Den røde og i øvrigt alt for store dug ligger stadig på bordet. Der er kommet stearin på den. Og tomme glas. Her roder. Ovre i hjørnet står et tårn af nyt legetøj til drengene, lige ved siden af et par sweatre til mig, sammen med verdens fineste håndaftryk og malerier fra mine drenge, som ligger bag den åbne dør og sover.

Det har været en virkelig dejlig jul. Den dejligste jeg kan mindes faktisk. Måske fordi jeg var så bange for at det hele ville blive så mærkeligt. Måske bare fordi alt i virkeligheden er lige akkurat som det skal være. Altså, lige bortset fra den der bey-blade, selvfølgelig. Den virker bare så fuldkommen ligegyldig målt op med alt det andet i dag har budt på. Verdens lykkeligste drenge og god stemning, for eksempel.

Tak, juleaften 2017. Du har i sandhed været god ved mig. Og nu går jeg i seng. I hvert fald så snart jeg finder ud af hvordan jeg kan trille ned fra sofaen og ind i sengen, i én og samme bevægelse. Med en tandbørste i munden imens, eventuelt.

(Scroll ned for at læse hvordan vi holdt jul)