mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En 31-årig kliché

Jeg skal gerne bede om to mere. Ja, også med rom, tak!

Når man er vokset op i Sønderjylland, helt tæt på den tyske grænse, er man som noget af det mest naturlige i verden solidt opflasket med de tyske julemarkeder, som – i hvert fald for mig – er noget af det hyggeligste jeg kan komme i tanker om. Især når man en sjælden gang imellem kan være heldig, at ramme dem på en dag i solskinsvejr.

Den danske pendent til de hyggelige julemarkeder til gengæld, mjah… Det er i alle tilfælde ikke helt det samme, de steder jeg er kommet indtil nu. Alligevel indfandt jeg mig i går eftermiddag på julemarkedet på Højbro Plads, hvor den søde bartenderinde løftede sløret for mig for hvad forskellen på gløgg og glühwein er. Gløgg er den vi alle kender herhjemme – den varme, kanelagtige rødvin med mandler og rosiner, hvorimod Glühwein altså er en slags varm saft lavet på bær, som serveres uden fyldet, men til gengæld med en alkoholprocent der ligger væsentligt højere end den gør ved den danske gløgg. Desværre, tænker jeg i dag.

Selvfølgelig skulle jeg have glühwein frem for gløgg – ikke på grund af alkoholen, men for at slippe for de gennemvædede rosiner, som jeg simpelthen ikke kan klare presset af – og selvfølgelig skulle det være “mit schuß”. Altså, et skævt rom. I en i forvejen rigeligt stærk drik, som smager af saft og som luner så dejligt på en kold gråvejrsdecemberdag. Og selvfølgelig skulle jeg ikke kun have én. Selvfølgelig skulle jeg ikke det.

Klip til mig der hænger ind over mit toilet, nærmest grædende, og kaster op. Hold kæft, hvor jeg kastede op, mand.

Halle-fucking-lujah. 31 år gammel, nogens mor, rimeligt succesfuld blogger, bestsellerforfatter, jordemoder og åbenbart så stiv, at det halve kunne have været mere end rigeligt til at underholde selv den mest triste revisionsafdeling til bristepunktet. På en onsdag, hvor jeg ellers havde planlagt at jeg ville bruge min aften på at skrive et fagligt indstik omkring dobbeltdonation, som netop er blevet tilladt her i landet. Men ak.

Nogle gange, ik’? Så tænker jeg sgu at der nærmest er gået lidt for meget kliché i den her i mit lille liv, men ikke desto mindre, er det åbenbart sådan det er. Jeg er blevet skilt og jeg drikker mig (åbenbart alt for) fuld, når jeg er børnefri.

Hvad der til gengæld aldrig nogensinde går kliché i – det er jer. For en god måneds tid siden skrev jeg en lille note om, at jeg sådan ønskede mig nogle hjemmehæklede vaskeklude og kan I gætte hvad der lå i min postkasse i dag? Ja, sgu! to hjemmehæklede vaskeklude og det sødeste kort fra en læser, Mette i Esbjerg. Arghmen ved I nu hvad – det er jo fuldkommen ligesom dengang jeg fik den der t-shirt – og så ovenikøbet på en dag hvor jeg, selvom solen har skinnet, som skulle man tro nogen havde gjort sig særligt fortjent til det, har følt mig sådan en lille smule ussel.

Det er simpelthen den vildeste følelse at få noget fra nogen man ikke kender – bare fordi de synes man har fortjent det. Og se dem lige – er de ikke fine?

Tømmermændene er heldigvis – fordi de blev solidt opbygget af en eftermiddagsbrandert – ved at være på retur, jeg har lige bestilt mig en ordentlig omgang snask fra den lokale mexikaner og mon så ikke netflix kan komme op med én eller anden film, som kan få mig tilbage på sporet mod den julestemning, som ligesom langsom er ved at indfinde sig.   Det er i alle tilfælde planen og så håber jeg at I får en smadderdejlig aften, uanset om den står på gløgg, glühwein, netflix eller noget helt, helt andet.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

      1. Nååå – nej ikke så juleagtig… altså min yndlings julefilm er jo absolut den der med Kate Winslet, Cameron Diaz osv. Hvor de bytter hus. Og ellers er alene hjemme filmene jo ret hyggelige ??
        Men altså mange julefilm er jo nok liiiiidt kvalmende ???

  1. The holiday tror jeg du tænker på Kira ? Ellers er der Arthurs julegaveræs, men det er nok mere sammen med dine drenge du skal se den…

    Ellers er der Stepmom, men den kan måske ikke rigtig betegnes som en rigtig julefilm.

    Glædelig jul her fra i hvertfald. ????

    1. Ja the holiday – så fin ❤️? og julet, men på
      En meget kærligheds agtig måde…
      Arthurs julegaveræs er virkelig også hyggelig – den kan jeg godt finde på at se selvom det ikke er jul ?

  2. Det kunne have været mig der skrev det for 4 år siden. Nyskildt enlig mor til to og så studerende, hvilket gjorde, at jeg jo tit havde “fridage” på en hverdag. Har ofte tænkt over, at jeg var nogens mor, når jeg i en brænderet bestående af grøn gajol blandet op med vodka, midt på Vesterbro og tilmed på en tirsdag, hvor mine søde små børn jo lå og sov i deres senge hjemme hos deres far. Ugen efter stod den på madlavning, tøjvask osv. . Szitzofrent liv altså.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven