mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Jeg tror det.

Jeg prøver at komme i tanker om, hvornår jeg senest, sådan helt frivilligt og uden invitation, har indfundet mig på et lignende sted. Det er flere år siden. I hvert fald. Hvis egentlig nogensinde. De gange det er sket, har det i alle tilfælde været med ønsket om en kulturel indsigt til grund.

Det er kirker det handler om.

Kirker, som jeg siden jeg var barn har haft det ganske svært med. Jeg har ligesom aldrig rigtigt følt mig hjemme, fordi jeg vidste, at jeg ikke var én af dem. Dem, der troede på Gud.

Det gør jeg stadig ikke, men i dag, indfandt jeg mig alligevel – helt frivilligt og uden anden agenda end at nyde livet – i én af Københavns formentlig allersmukkeste kirker. Og selvom jeg da skal være ærligt at sige, at nogle af skrifterne på væggene ikke just faldt indenfor min naturlige forståelsesramme, så var der så skønt, at jeg endte med at sidde der i timevis. Jeg så lyset ændre sig i det store rum, i takt med at solen gik ned ude i det virvar jeg véd der huserer, i København på en mandag eftermiddag, alt imens lyden af stilhed og reflektion fyldte mit hjerte.

Dén havde jeg sgu alligevel ikke set komme, men altså, ikke desto mindre, så var det helt rart. At gå i kirke på en helt almindelig mandag eftermiddag. Især fordi der var så stille, at jeg end ikke nænnede at trække min telefon op af lommen for at tage et billede. Det må blive en anden gang, for én ting er sikker og dét er, at jeg er nødt til at vende tilbage. Også selvom jeg stadig ikke er en del af dem. Dem, som jeg håber vil lade mig nyde lidt af dét de tror på, selvom jeg ikke tror. Jeg tror det 😉

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg har det på præcis samme måde. At gå ind i En af Københavns store kirker- væk fra larmen og menneskemyldret, ind i det store kølige rum der indeholder en eller anden ubestemmelig stemning af ro og eftertænksomhed- det er noget jeg sætter rigtig meget pris på. Og nej man behøver ikke være udøvende religiøs for at kunne sætte pris på kirken som rum.

  2. Jeg føler en form for ro i en kirke og hvis orglet starter så tuder jeg simpelthen. Det er så smukt. Til mit eget bryllup tudede jeg hele vejen op ad kirkegulvet ? men der foregår også en masse følelser i mig da jeg er forholdsvis ung (43 år) og uhelbredelig ramt af brystkræft som har spredt sig rigtig meget. Mange ting er pludselig ikke så vigtige og nu, hvor canceren rører på sig igen så stiger frygten. Inden i min mave er en lille hård kugle som frygter, at min rejse med forskellige kure for at holde mig i live, er gået igang. Jeg har tænkt på at tage i vores kirke og bare sidde. Jeg er en af dem som normalt kun kommer i kirken hvis jeg er inviteret eller selv har holdt noget kirkeligt men, jeg har brug for roen og nuet og glemme alt i den tid jeg vil sidde på bænken.
    Jeg vil leve ❤️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven