mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En dejlig date og en dårlig aften

Det er ikke just fordi jeg har verdens største sammenligningsgrundlag, når det kommer til gode dates, men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at den date jeg var på her til eftermiddag, med en helt særlig fyr, var en særligt god én af slagsen! Jeg havde nemlig inviteret min 6-årige på en efterhånden sjælden alenetidsdate, som vi, vejret taget i betragtning, hurtigt besluttede os for at bruge på en tur i biffen.

Noget af det jeg oplever som det allersværeste ved at være blevet solo-mama er helt klart, at det kræver temmeligt meget logistik at få tid med mine drenge på tomandshånd, som både de og jeg sætter stor pris på at gøre, ind i mellem. Med Peter er det heldigvis stadig ikke den store udfordring, fordi han går i børnehave, men til gengæld er det virkelig svært at få brikkerne til at passe sammen, hvis jeg gerne vil give Jens lidt alenetid med mig.

I dag var det dog ganske anderledes let, fordi Peter var inviteret hjem til en ven fra børnehaven, hvor imens Jens og jeg altså med god samvittighed kunne tage en eftermiddag udelukkende i hinandens selskab og for fanden, hvor var det tiltrængt!

Vi blandede slik, købte sodavand og så “Den Utrolige Historie om den Kæmpestore Pære” som både var sjov og sød og klog og fin, imens jeg nød ikke at skulle tage hensyn til andre end min kæmpestore, lillebitte førstefødte, som ovenikøbet sluttede daten af med at give mig både et knus og et kys, inden vi satte kursen mod Østerbro.

Østerbro, hvor virkeligheden ramte som en stenhård mur, der bød på sukkerhypet seks-årig,  overtræt tre-årig og en mor der endte med, i en lidt rigeligt hård tone, at befale børnene at stoppe skænderierne, sætte sig foran det fjernsyn de havde plaget om at få lov til at se og så i øvrigt at tie stille. Bare lige i to minutter.

For fanden, mand. Alle er selvfølgelig gode venner igen. Børnene sover og jeg sidder i skrivende stund og overvejer om jeg gør klogest i at tage mig en varm kop the eller er solidt glas rødvin…

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Cana! Jeg vil bare lige sige, at du virker som den dejligste mor. Og selvom du måske kom til at snerre ad dine børn, så skal du vide, at vi alle gør det af og til. Du er god nok – og du fortjener helt klart det glas hvidvin jeg så på Instagram at du endte med at vælge ?

  2. Kan varmt anbefale den tradition jeg har med mine børn. De får en gang om året (hvis de passer deres skole) en pjækkedag hvor vi råhygger og gør lige det de har lyst til. Sådan en dag er bare så godt givet ud. Og så har jeg endda deres lærers velsignelse til det?

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven