mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – med et valg hun selv traf

Kan I huske i sidste uge, da vi kunne læse om en kvinde som sådan skammede sig over sin krop, fordi hun endte med at føde sit barn ved et akut kejsersnit? Hun lovede jo at fortælle videre, om sin fødsel nummer to, som desværre lignede storesøsters fødsel en del. Alligevel endte den med, at kvinden følte sig glad og stolt og dét synes jeg simpelthen er så sejt!

Vores store piges noget turbulente fødsel (som I kan læse om HER) og måneder efterfølgende med en meget sur og vred baby, der kun sov ganske lidt i dagtimerne og slet ikke om natten, tog nærmest modet fra os begge. Hun var konstant sur, skreg det meste af dagen og var generelt aldrig helt tilfreds. Der var kun meget få mennesker, der kunne tage hende, uden hun skreg og opstarten i dagpleje var et mareridt, da hun slet ikke kunne holde til forandringer. Først som 2,5 årig kunne fremmede henvende sig til hende, uden det udløste gråd og efter børnehavestart gik hendes udvikling for alvor i den gode retning. Hun blev stemplet som særligt sensitiv, men faktisk er jeg overbevist om, at den noget kaotiske fødsel, har gjort noget ved hende. Derfor fik jeg også med det samme en tid til før-fødsel samtale, da jeg blev gravid igen, hvor der skulle lægges plan for næste babys ankomst til verden.

Jeg ville ligesom sidst, hvor det endte i akut kejsersnit, rigtig gerne føde selv, men var indstillet på, at kejsersnit meget muligt kunne komme på tale. Ved midtvejsscanningen, var vi til lægesamtale, men denne læge var dog på intet tidspunkt tilhænger af kejsersnit og havde jeg ikke prøvet helle møllen før, havde hun helt sikkert skræmt liver totalt af os.

Igen havde jeg termin i december, og i starten af måneden er vi til vægtscanning og derefter samtale om det videre forløb, hvor vi sammen med lægen beslutter at give lillebror en uges tid mere, og ellers får vi tid til planlagt kejsersnit en uges tid før termin.

D. 14.12 vågner jeg tidligt, (de næste mange linjer er nærmest copy paste af storesøsters fødsel), jeg har veer, men de er uregelmæssige og bider ikke ordentligt til. I løbet af eftermiddagen kommer der mere gang i den, stadig meget uregelmæssigt, men de er lange og gør ondt. Ved 21-tiden ringer jeg til fødegangen, hvor jeg faktisk er ret opgivende, da det er totalt flashback og jeg tydeligt fornemmer, at det her blir præcis som for 6 år siden. På grund af min fødeplan med tid til planlagt kejsersnit får vi lov til at blive indlagt, og efter en undersøgelse kan jordemoderen konstatere at jeg ikke har åbnet mig så meget som en millimeter og der stadig er godt med livmoderhals tilbage. Der falder jeg helt sammen. Klokken nærmer sig midnat, jeg har snart haft veer et døgn og min dumme, dumme krop kan endnu engang ikke finde ud af det her.

Jeg tager, helt enerådigt, beslutningen om, at lillebror skal ud nu, så vi bliver gjort klar og kommer på operationsstuen. Stemningen er så fin, det er blevet d 15.12, operationsholdet er et gammelt, garvet team, der synes det er fantastisk at skulle modtage en ny verdensmand sådan en decembernat.

Kl 02.23 er vores lillebror ude, han har lidt væske i lungerne, men er ellers sund og rask….. Jeg er i dag SÅ glad for den beslutning jeg tog den nat, modsat storesøster har lillebror ikke været presset og stresset, hans ankomst til verden blev rolig og vi har i dag den gladeste og mest tilfredse dreng på 9 mdr.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Sådan – så sej beslutning for dig og din søn (og sikkert også for far)??
    Jeg havde også en voldsom og lang fødsel med min datter. Veer fra fredag eftermiddag til mandag formiddag og med en pressefase på 2 timer og en slem 3. grads bristning og alt hvad der følger derefter. 3 forskellige jordmødre og total udmattelse gav mig den største følelse af afmagt og usikkerhed. Det turde jeg ikke risikere at prøve igen. Så under graviditeten med lillebror, traf jeg beslutningen om planlagt kejsersnit, selvom jeg af fødselslæge, blev forsikret om, at det ikke ville gå så galt igen.
    Men vi fik en rolig og god fødsel ved kejsersnittet, med fødselsdagssang af den søde jordmoder der var med ved kejsersnittet??
    Så fødende kvinder skal, ligesom dig, turde stole på sin intuition??

  2. Hvor er det dejligt at læse om en positiv kejsersnitsoplevelse! Jeg fik selv akut kejsersnit, efter 46 timer hvor hverken epidural eller fødespinal kunne tage smerterne, og synes det var den bedste beslutning der blev taget overhovedet ☺

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven