mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – med følelsen af skam

Tænk sig, at en fødsel kan ende med, at den fødende kvinde skammer sig over sig selv. Ikke over sin opførsel eller over hvordan hun måtte have set ud undervejs. Men over sin krops præstation, som ikke blev, som hun havde håbet. Jeg forstår det på en måde godt, men for fanden, hvor gør det mig ked af det at være vidne til, ved at læse en beretning som denne. For alle fødende kvinder er seje. Alle. Selvfølgelig også dem, som får et kejsersnit.

Dec. 2010 – jeg er højgravid og med termin 14 dage før jul, vil jeg virkeligt gerne have gang i fødslen. Egentligt har det været en fin graviditet, men med en 25 kgs vægtøgning føler jeg mig mest af alt, som en elefant efterhånden.

Jeg har et stort ønske om at føde naturligt og i vand, og glæder mig faktisk til den oplevelse.

D. 9.12, vågner jeg tidligt ved en del smerter og jag i lænden, men ikke noget jeg ikke kan udholde. Jeg skal til jordemoder samme dag, og selvom hun kan fornemme jeg har veer, er jeg dog overhovedet ikke åben, ligesom der også er flere cm livmoderhals tilbage. Dagen går og veerne tager til, men er dog meget uregelmæssige.

Min mand kommer hjem sidst på eftermiddagen, og vi lægger os på sofaen og forsøger at hvile så meget som muligt. Ved 22-tiden ringer jeg til fødegangen, mine veer er på ingen måde regelmæssige, men de er kraftige og varer 1,5-3 min af gangen. Selvom jeg kan fornemme på den jordemoder jeg snakker med, at hun ikke helt tror på det, bliver vi tilbudt at komme til tjek. Vi bliver indlagt kort efter ankomst, da de kan se, mine veer er kraftige og meget smertefulde. Jeg får flere forskellige slags smertestillende, kommer i badekar, men intet hjælper. Tidligt fredag morgen er jeg efterhånden så udmattet af veer, der kommer som perler på en snor og som varer ca 2 min af gangen – og indtil videre kun har åbnet mig ca 4 cm. Jeg får en epidural og sover det meste af formiddagen. Til middag bliver jeg igen undersøgt, baby har det godt, men der er ikke sket noget som helst, plus at der faktisk stadig er livmoderhals, der ligger og spærrer. Der bliver sat vedrop og taget nogle blodprøver, for at sikre, at baby er okay.

Nu går nogle timer, hvor de skiftevis skruer op og ned for droppet. Babys hjertelyd dykker når de skruer op, mine veer går i stå, når de skruer ned.

Sidst på eftermiddagen, mere end et døgn efter veerne startede, er jeg udvidet ca 5-6 cm med en kant af livmoderhals, og min krop er ved at være segnefærdig af træthed. Jeg har snart prøvet alle mulige og umulige stillinger, da de har en ide om, baby ikke ligger helt rigtigt, og derfor ikke trykker på de rigtige “knapper”.

Omkring kl 18 tager de endnu en skalp-ph på baby, som begynder og vise lidt stress. Jeg kommer op og sidde baglæns på en stol, hvorefter hjertelyden dykker voldsomt – herfra går det rigtig stærkt. Jeg bliver smidt over i sengen igen, der bliver tilkaldt den læge, som har tilset mig hele eftermiddagen, og det bliver besluttet, at der skal laves akut kejsersnit NU.

I løbet af få minutter er vi 10-12 mennesker på stuen, min mand er iført op-tøj og jeg bliver kørt over gangen til operationsstuen, hvor de meget hurtigt får taget vores datter ud. Hun kommer ud med grønt fostervand, men er ellers helt upåvirket og har det godt. Hun stod i høj lige stand, hvilket gjorde, hun ikke kunne rotere gennem bækkenet og ud. Dette fandt de først ud af, da hun kom ud.

36 timer tog det, og jeg endte alligevel ud i kejsersnit. Det værste efterfølgende var faktisk, skammen over ikke at kunne føde selv. Ikke kunne noget, som burde være så naturligt. Der gik måneder før jeg, uden at græde, kunne fortælle at fødslen endte i et akut kejsersnit. Det forløb var så hårdt både fysisk og psykisk, at jeg lovede mig selv, vi ikke skulle have flere børn. Det kæmpe nederlag, det var, ikke at kunne føde selv, kunne jeg slet ikke overskue at skulle igennem igen. Alligevel får I – i næste uge – lillebrors fødselsberetning, som dog desværre ligner storesøsters temmeligt meget.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Det er så hård en følelse. Jeg følte mig svigtet af min krop, og turde ikke stole på den længe efter. Kan man få professionel hjælp til at deale med sådanne følelser efter en fødsel?

  2. Hej
    Det kan jeg godt forstå…
    Jeg kunne godt føde normalt men alligevel var det en meget hård oplevelse..

    Jeg havde veer i 2 døgn og jeg fik epidural for at hvile mig. Da veerne tog til og jeg var åbnet mig nok fødte jeg min datter efter 4 timer jeg følte bare at det tog endnu længere tid.

    Da jeg fik min datter op på mit bryst kunne jeg høre personalet siger noget på latin og som 18 årige mor blev jeg bange men fik ikke spurgt til det.

    Det vidste sig at jeg var sprækker temmelig meget og blev syet men det gjorde så ondt at de var ved at overveje at jeg skulle i fuld narkose men i stedet fik jeg ekstra epidural så jeg ikke kunne mærke min ben fra hoften og ned.

    Jeg gik til fysioterapeut i ca 9 mdr efter fødslen fordi de mente at jeg havde fået en fødselsskade.

    Min endetarmsmuskel var bedøvet 2 mdr efter så det var derfor at fysioterapeuten ikke kunne mærke at jeg forsøgte at knibe.

    Så jeg ved hvordan det er ikke at stole på sin egen krop.

    I dag er min datter 9 år og det hele fungerer som det skal men har et psykisk ar efter det.

    Jeg har valgt kun at få hende pga at jeg fik en fødselsdepression.

    Men jeg er stolt af hvad jeg har klaret det

  3. Tak fordi du deler din historie! Jeg fik også et akut kejsersnit og har det faktisk helt som dig! Når jeg nævner det for folk, negligerer de ofte hvordan jeg har det. Jeg er nervøs for at få endnu et kejsersnit næste gang og dermed aldrig få lov til at opleve det at føde. Samtidig er jeg også nervøs for at skulle føde og opleve smerten herved, og er nervøs for ikke at kunne klare det.

    1. Jeg har det præcis som dig med tanke på evt. fremtidig fødsel. Og jeg gik endda så fortrøstningsfuld og nysgerrig til den fødsel. Lige lidt hjalp det.

  4. Skam er en skrækkelig følelse. Jeg fik ikke kejsersnit, men jeg har også skammet mig i flere år over min første fødsel.
    Den var lang – startede søndag med regelmæssige plukveer, som fortsatte mandag og tirsdag. Tirsdag aften kom der for alvor skub i sagerne, og jeg var vågen hele natten til onsdag, hvor veerne blev kraftigere og kraftigere.
    Grundet flere ting – træthed og modløshed som følge af en meget dårlig modtagelse af en jordemoder i undersøgelsen, som (helt sikkert uhensigtet) fik mig til at føle mig svag, klynkende og uduelig, fik jeg onsdag formiddag en epidural. Den gode virkning var der i ca. en time, men herefter gik hele lortet i stå. Altså jeg havde veer – i grad. Men jeg udvidede mig ikke og stod i stampe ca 6 cm.
    Jeg fik feber og måtte have vedrop, og da jeg endelig var fuldt udvidet, havde epi’en også taget pressetrangen. Men ud kom den smukkeste lille pige.
    Men shit hvor har jeg skammet mig. For det er sådan en gængs vænning, at kvinder der har født uden smertelindring siger “Ja, så følte jeg mig faktisk ret sej”, og man kommenterer ofte, at “ej hvor er du sej”.
    Jeg følte mig bare så dum og som en dårlig føder. Velvidende at barnet stod skævt, og at det derfor tog så lang tid.

    Da jeg fødte anden gang tog det 4 timer fra start til slut. All inclusive. Uden så meget som en panodil. Og dér stod det klart for mig, at jeg da ikke var en skid sejere af at have født uden epi. Overhovedet.

    Jeg var røv sej begge gange, fordi jeg kæmpede det bedste, jeg har lært. Ligesom dig og ligesom alle andre kvinder, der føder – om det så er med eller uden smertelindring, ved kejsnersnit eller vaginal fødsel, om du føder hjemme eller på hospital eller til vands eller i luften. Vi er alle pisse seje. For det er en motherfucking superheltekraft at kunne gro et barn.

    Ingen skal skamme sig over en fødsel. Ingen.

  5. Hej Cana

    Mangler du fødselsberetninger? Jeg har to, meget forskellige, som jeg hjertens gerne vil dele <3

    Mvh Signe

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven