mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En uventet kærlighedshistorie

Billedet er lånt herfra

Det er ikke andet end små to timer siden jeg indfandt mig, og alligevel er jeg allerede ret forelsket. Det startede så småt, da jeg kørte ind ind forbi skovsøen igennem Læssøegade, med alle de mange store, gamle murermestervillaer og videre ind til bymidten, hvor jeg i et snuptag fandt mig en parkeringsplads, som kun koster det under det halve af, hvad jeg er vant til, hjemme fra København.

Jeg er ankommet til Odense og selvom her regner en smule, så er jeg pjattet med byen. Gågaden er stuvende fuld på den behagelige måde, hvor hver stadig har sin plads, folk smiler, pigen i 7/eleven var mere end bare almindeligt venlig, selvom hun ikke kunne hjælpe mig med de panodil min nagende hovedpine havde sendt mig derind for at købe – og kaffen, på dét sted jeg netop har slået røven i sædet, er kun overgået af den ganske fremragende juice, som den bliver akkompagneret af.

Okay, måske er mit grundlag for ligefrem at erklære mig forelsket i byen, lidt rigeligt tyndt efter bare to timers selskab, men jeg er vitterligt positivt overrasket over mit indtryk, i forhold til de gange jeg ellers tidligere har besøgt byen, som enten har været for at besøge venner og veninder, eller den næsten obligatoriske tur i zoo, når man har børn. Begge dele noget, der har været helt fint, i øvrigt, men altså ikke sindsoprivende på bystemningsbarometeret.

I ved, jeg tror altid jeg har haft den lidt snobbede tanke, at Odense var en by der “prøvede for meget”. En landsby, som gerne ville være stor, uden at være det. Lidt på samme måde som jeg forestiller mig at New Yorkere måtte tænke det, om en by som København. Bevares, selvfølgelig kan man aldrig prøve for meget og jeg er all about at have store tanker om sig selv, så længe man gør det med charme og ordentlighed, men jeg har ligesom bare aldrig rigtigt været imponeret.

Og så sidder jeg her, på “Den lille smalle” og kigger rundt på det blandede klientel og føler mig hjemme. Her er rart. Hyggeligt og urbant. Nærmest københavnsk på den sønderjyske måde, sådan som jeg i virkeligheden ville ønske at man altid kunne kombinere landsdelene. Det er vanvittigt fedt at opleve, og selvom det var ganske uventet og fornemmelsen muligvis bare eksisterer i et lille glimt med en hovepine på retur, så tror jeg altså, at Odense kan noget virkelig, virkelig godt.

Om ikke andet, så kan grønkålsjuicen, på trods af dens nærmest frastødende navn, virkelig anbefales.

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Odense er bare skøn ? Det er min by – født og opvokset og er ret sikker på jeg aldrig flytter herfra ❤️

  2. Jeg blev hovedkuls forelsket i Odense da jeg flyttede hertil for 5 år siden og kan nogle gange godt have svært ved at se mig selv bo andre steder.
    Og ja læssøegade og kvarteret omkring det er så fint. Nogle dage cykler jeg igennem bare for at kigge på huse og drømme om en dag at komme til at bo der.

  3. Jeg er født i Odense og har boet der i 24 år. Det er en dejlig by og jeg elsker den! Men nu bor jeg i Kbh, og har gjort det i et par år – og pludselig er Odense lige lidt kedelig haha. ? Men hvem ved, måske jeg en dag flytter tilbage igen….

  4. Fra én, der har boet 30 år i Odense men de sidste seks i KBH. Odense ér byen, der prøvede for meget, det ér byen, der tror alt kan shines op med HC Andersen, det ér byen med den uskønne blanding af mindreværdskompleks og storhedsvanvid, og det ér byen, hvor alt er lidt sødt, aldrig rigtig RIGTIG fedt men altså virkelig meget blød mellemvare – ja, det er hyggeligt, men undskyld, meget… og det er jo altså sådan det er, provinsielt. Jeg har det med Odense, som man har det med familie: Andre skal ikke sige noget ondt om den, men jeg må godt selv. Fynboer er generelt reddi, reddi søde – behandl dem nu pænt:-) Kram fra FynboenS

  5. Jeg er også nytilflytter til Odense. Har boet her 2 måneder, og jeg elsker det. Elsker byen. Jeg er også usikker på om jeg nogensinde kommer herfra igen?

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven