mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Sønderjylland og surprisefødselsdag – for mig!

Jeg ved ikke helt om det skyldes sukkerchok eller den mest stillesiddende weekend længe, men jeg sidder foran min computer med opknappede bukser, fuldkommen ude af stand til så meget som at lette bagdelen for at lave mig den kop kaffe, som jeg i virkeligheden rigtigt godt kunne drikke nu. For ja, jeg er altså sådan én, der sagtens kan drikke kaffe inden jeg går i seng.

Vi har været i Sønderjylland, drengene og jeg. Mest for at hilse på min storebrors yngste (og deraf klart mest nuttede) datter, som fandt sin vej til verden for små tre uger siden, men selvfølgelig også for at nyde godt af det øvrige selskab dernede (i den by, hvor jeg ganske snart ikke længere kan kalde mig husejer). For ikke at underkende det faktum, at min mor er usædvanligt god til at sørge for andre, hvorfor jeg blandt så meget andet “ingenting” har tilbragt tid i hendes hængekøje, som ganske snedigt er placeret i en lille skyggekrog ude af syne fra trampolinen, hvorfor man, når man placerer sig i dén, holder “helle”.

Sammen med alt det der “ingenting” havde min mor, i ledtog med børnene, planlagt en lille surprise-fødselsdag for mig. I går, 11 dage før min faktiske fødselsdag. Og som den første gang, siden jeg flyttede hjemmefra for usandsynligt mange år siden, at nogen rent faktisk har bagt mig en kage på min fødselsdag, blev jeg simpelthen så glad og rørt.

Jeg havde aldrig troet om mig selv, at jeg skulle stå der, som næsten-31-årig og få tårer i øjnene over en omgang salte lakridser, chokolademuffins og en æblekage pyntet med m&ms og alt for få (og et helt perfekt antal) lys, men ikke desto mindre, så var det altså sådan det var.

Kærlighed i en kage, i salte lakridser og i paptallerkner af guld. Det er fuldkommen på linje med dén gave jeg fik af min far for nogle dage siden, som i dét øjeblik jeg fik den, ikke just gav mig tårer i øjnene, men som jeg sidenhen har tænkt, er én af de bedste gaver jeg nogensinde har fået. Hvis man trækker dem fra mine børn, ud af ligningen, forstås. Dem er der jo ikke nogen, der kan slå. Men altså, dén kræver næsten et indlæg for sig – og i hvert fald nogle billeder der er bedre, end dem jeg kan præstere, imens jeg jo stadig sidder her, med åbne bukser og en bagdel der føles usædvanligt hårdt limet til stolen under mig.

Gad vide, om jeg overhovedet kan komme over til sofaen?

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven