mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en hård start

Hun sluttede sin oprindelige fødselsberetning af med at skrive “derefter gik det dog lettere”. Det havde være en hård start, som kvinden nu, fordi hun savner mere åbenhed omkring at man kan føle og opleve mange forskellige ting efter fødslen, gerne vil åbne endnu mere op for. Hun skriver, at hun selv har savnet at have nogen at tale med om det og at hun har følt sig meget alene – selvom hun er overbevist om, at der er mange der har, eller har haft det, som hende.

Det kan være møghamrende svært at blive mor og jeg oplever at rigtigt mange føler sig alene og at det alligevel stadig er et kæmpe tabu – fordi vi jo allesammen bare gerne vil være gode, glade og overskudsagtige mødre. Virkeligheden forholder sig hos rigtigt mange dog ganske anderledes, især i de første måneder af barnets liv og for fanden, hvor ville jeg dog ønske at jeg – til en kvinde som hende her – kunne have stukket hende et eksemplar af min bog. Ikke fordi den kan udrette mirakler – slet ikke – men fordi den giver plads til alle slags følelser, gode råd med på vejen til den første tid og en “medsammensvoren”, at dele det svære/gode/sjove/hårde oplevelser med. Vi skal af med tabuerne omkring moderskabets begyndelse og jeg er så stolt over, at kvinden her tør dele historien om hvordan moderskabets begyndelse føltes for hende. Tag godt imod hende. 

Der gik ret lang tid fra Allan var født, til han viste interesse for at sutte. Ikke noget problematisk så vidt jeg ved (måske en 8 timers tid), bare nok til at personalet på barselsgangen sagde “Nu skal det snart til at være” og det gik vist også nogenlunde de første par gange, da han begyndte at være interesseret. Om aftenen på 2. dagen spurgte jeg om hjælp, for jeg syntes ikke han fik ordentlig fat, og her sagde sygeplejersken noget i stil med, at det så ikke rigtig ud til at det lykkedes særlig godt, men hun kunne ikke hjælpe mig, så jeg fik en lille kop med erstatning, som Allan spiste med stor velbehag. Dagen efter kom en sygeplejerske og sagde (jeg husker det ikke ordret) at selvfølgelig kunne jeg amme jeg skulle bare gøre det. Med (fysisk) hjælp fra hende og min mand fik Allan spist, men det var ret ubehageligt for mig, og jeg havde hverken kontrol eller føling med situationen, og det gjorde skide ondt, men jeg var primært glad fordi mit barn fik mad. Det var frustrerende at jeg mødte meget forskellige holdninger til hvordan jeg skulle amme. Sidstnævnte sygeplejerske spurgte jeg også om hjælp til at få gang i maven igen, hvor hendes svar var “Du kan da nok se, at jeg ikke kan give dig klyx nu” selvom det slet ikke var det jeg bad om.

Vi blev en dag ekstra, vist nok fordi den første sygeplejerske ikke mente at amningen gik, og på 4. dagen skulle vi hjem. På denne formidddag skulle jeg også både have min jordemodersamtale, Allan skulle have taget blodprøve, og jeg skulle have min bristning undersøgt, fordi jeg var noget i chok over hvordan det så ud efter syningen (en 1. grads bristning). Da alle disse ting var gennemført, lå den næste nybagte mor allerede ude på gangen, klar til at overtage min stue, mens personalet snakkede om, om vi mon var ved at gå. 

Alt i alt en ret kaotisk formiddag, og jeg stortudede på gangen da vi gik derfra, men gik ned og hilste på den jordmoder der havde taget i mod Allan, og det hjalp vist lidt på humøret (hun var god!!).

Vi kom hjem torsdag eftermiddag, og vores sundhedsplejerske har weekend fredag-søndag. Jeg havde talt i telefon med hende onsdag (måske også torsdag, det husker jeg ikke), hvor jeg havde givet udtryk for at det gik ok, hvilket det jo egentlig også gjorde, fysisk ihvertfald. I weekenden havde jeg ret mange smerter i forbindelse med amning og min bristning (som jeg fik undersøgt igen – og fik at vide at den var som den skulle være) og jeg kunne ikke komme igennem på den ammetelefon, som jeg ellers havde fået lovning på. Jeg kender en gammel sundhedsplejerske privat, så jeg havde en telefonsamtale med hende, som hjalp lidt. Jeg kom vistnok igennem på ammetelefonen på et eller andet tidspunkt i løbet af søndag efter omkring 30 forsøg, det husker jeg ikke rigtig.

Om mandagen, 7 dage efter fødslen, kom sundhedsplejersken og hun var ret overrasket og ked af hele situationen, som vi snakkede igennem den dag og flere gange efterfølgende. Jeg fik vist et ekstra besøg eller to, og hun (og min mand) var meget opmærksomme på fødselsdepression. Så vidt jeg ved, er hun gået videre med min historie, for efter hendes mening var der mange ting på barselsgangen der burde være håndteret anderledes. 

Efter 14 dage havde jeg ikke ondt ved bristningen længere, og jeg kom igennem aftenens amning med en god cocktail af ipren, panodil og suttebrik. Dagene gik bedre og bedre. Jeg fuldammede Allan, som ikke har virket til at få for lidt mælk på noget tidspunkt. Generelt har han været sund, glad og tilfreds nærmest altid.

Jeg tror jeg startede til efterfødselstræning efter 5 uger, samme sted som jeg havde gået til fødselsforberedelse. Jeg fik en god lang snak med instruktøren om min situation og de ting jeg var ked af, og det hjalp meget!! Derfra gik det ret godt. 

Jeg var stadig ked af syningen efter bristningen, for det var ikke kønt. Vi talte også om det til efterfødselstræningen, for igen mødte jeg holdningen “Det er bare dig der skal tage dig sammen” når jeg henvendte mig til læger. Det tog det mig et års tid og et besøg hos en gynækolog, der skar lidt overskydende hud væk, at komme mig mentalt over.

Nu når jeg her 2 år efter tænker det igennem, tror jeg ikke der har været fysiske problemer med amningen ud over det forventelige, men min psyke kunne slet, slet ikke følge med de første mange uger. Dét forventer jeg går væsentlig bedre denne gang! Og har også en aftale inden fødslen, med sundhedsplejersken, hvor vi snakker det igennem igen og lægger en plan for denne gang. Kombineret med fødselsforberelse har jeg en følelse af, at jeg gør hvad jeg kan for at få en god start denne gang. 

Ovenstående historie er skrevet da Allan var fyldt 2 år. 3 måneder senere kom lillebror til verden. 

Jeg insiterede på at komme hjem med det samme denne gang, og hvis en indlæggelse var nødvendig (sidst havde jeg fx saltsvandsdrop natten over) så ville jeg ikke forvente noget som helst af personalet på barselsgangen. Fødslen gik godt og hurtigt, og efter gentagne gange at have forsikret flere jordemødre om at jeg havde det godt og virkelig gerne ville hjem, tog vi hjem. Jeg fik et tidligt besøg af sundhedsplejersken, der gav lidt råd til amningen og efter et par dage fik jeg besøg af en jordemoder. Det tog et par dage med smertestillende før amningen kom rigtigt igang og underlivet ‘kom til sig selv’ igen, men generelt havde jeg, lillebror og resten af familien det virkelig godt. Efter 14 dage lagde jeg et billede på Facebook med teksten “Barsel er skønt når både mor og barn har det godt!” og sådan havde jeg det! I over 2 år var jeg overbevist om at mødre, der gjorde noget som helst andet end at overleve de første par måneder løj om det eller ihvertfald pyntede kraftigt på sandheden. Men denne gang, på trods af en søvnfornægtende kængurubaby, har det været så skønt med barsel. Selvfølgelig har der været dage hvor jeg næsten ikke kunne hænge sammen pga. søvnmangel, men i det store hele betyder det intet for mig.

Det var min historie om 2 meget forskellige oplevelser.

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Jeg bliver altid så ked af det når jeg læser beretninger der ikke går som de burde. Og et eller andet sted er der nok flere svære oplevelser end lette. Min fødsel og tid på barselsgangen var svære, og jeg bliver stadig ked af hvad jeg skulle igennem. De her beretninger er så vigtige, for de sætter fokus på det der er svært, og i den her beretning, på at der er for dårlig vejledning og hjælp på sygehuset.
    Jeg håber at alle der arbejde med fødsler og på barselsgange rundt om læser med her.

    <3 Helle

  2. Tak for den fine indledning Cana, og kommentarene her under. Jeg snakkede den gang med min sundhedsplejerske om, at det er virkelig svært at forberede sig på den omvæltning det er at blive mor. Hvis din bog havde fandtes dengang ville jeg helt sikkert have købt den! Alt hvad jeg har set af uge-for-uge bøger/apps om tiden efter handler nærmest udelukkende om baby, og det er ikke dét man har brug for når det hele er lidt svært og alt bare gør ondt mentalt og fysisk. Jeg overvejer at læse den, selvom jeg er FÆRDIG med babyer, fordi jeg stadig bliver ked af det når jeg tænker tilbage. Tak fordi du er begyndt at tage emnet op på en blog med mange læsere:)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven