mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – fødselsdepression

Det er måske nok den mest særegne fødselsberetning jeg nogensinde har delt på bloggen. I virkeligheden er den måske også ligeså meget, eller endda mere, en beretning om det spæde forældreskab. Om fødselsdepression. Og for fanden, hvor jeg synes den er stærk. Og barsk. For første gang vistnok nogensinde i bloggens historie, stillede jeg mig – sådan helt ægte og i fysisk form – til rådighed over for kvinden her. For at give hende én at læsse af på og for at fortælle hende, at det hele nok skal gå og at verden med tiden kommer til at ligne en udgave hun engang kendte og holdt af. Måske på en ny og anderledes måde, men solen står stadig op hver eneste morgen og det hele skal nok gå.

fødselsdepression fødselsfredag

Førstegangsfødende. 12 dage over termin. Igangsættelse. Baby har det godt. Jeg er endnu ikke utålmodig. Har ikke følelsen af at “nu må det godt ske, jeg er klar”. Dag 12 over termin – piller. Dag 13. Det samme. Da jeg rammer dag 14, kan vandet stadig ikke tages. Ballonkateter. Av for satan. Veer. Veer. Veer. Noget vand bliver taget. Veer. Ikke flere veer. Epidural. Ve-drop. 2 timer efter skal jeg presse. Det går alt for stærkt. En 4,5kg baby kommer ud efter 10 minutters pres. På én ve. 15 dage over termin. Op på min mave. Fuld fokus på bristning. En stor en af slagsen. Bedøvelse. Mere bedøvelse. En jordemoder, to jordemødre, en læge, en mere, en studerende, en læge. Sy sy sy. Efter 1,5 time – syet sammen. Først her kigger jeg rigtigt på min baby. Mit fokus har været på smerterne. På alle de mennesker, øjne og hænder på mit underliv. Mørkt hår, mørke øjne. Babytis på min mave. Tårer i min mands øjne. Jeg var ikke klar. Kan vi gøre det igen?

Han går til lægen. Fødselsdepression siger han. Han kan ikke overskue det. Jeg overskuer det. Selvom jeg ikke kan. Det går. Lige indtil det ikke går mere. Fødselsdepression siger sundhedsplejersken. Nå. Fuck. Jeg smiler til baby, krammer baby, skifter hans ble, varmer hans flaske, snakker med ham, smiler til ham. Græder når baby sover. Han kan ikke overskue det. Han går tur med sovende baby i barnevogn. Det kan han. Jeg får ikke klaret opvasken, vasketøjet, rengøringen. Græder når de er væk. Ulykkelig. Jeg skulle græde af glæde. Det blev jeg lovet.

Jeg betaler for mange psykologtimer. Det hjælper. Hun er sød. Og jordemoder. Tatoveringen “Erstatningsmor” forsvinder fra min pande. “Mor” opstår lige så stille. “Flaskebarn” bliver til “Barn”. Det hjælper. Amning er ikke alt. Kærlighed er alt. Gråden stopper. Anti-kolik. Han smiler. Han ligner mig. Tosomhed. Hvor er trekløveren? Han arbejder på det. Mange psykologtimer. Depression. Angst. Vrede. Bekymring. Mere vrede. Vrede som jeg aldrig før har set. Vrede over at baby er krævende. Det er babyer. Jeg tager over. Hver dag. Hver gang. Græder ikke mere over mig, men over ham. Bliver det bedre? Det gør det. Nogle dage. Andre dage ikke. Lunten er kort. Det ligger lige under overfladen. Vreden. Utålmodigheden. Utilstrækkeligheden. Brugen for ro. Ro. Ro der ikke er der med en baby. Vi elsker hinanden. Men det er hårdt. Hårdt at vrisse. Hårdt at skændes. Hårdt ikke at være lykkelige. At græde af glæde. Jeg har ikke prøvet endnu. Snart. Snart vil jeg. Snart skal jeg. Håber jeg.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Av! Den rammer lige i hjertet. Håber alt bliver godt og I finder hinanden og lykken. Ville gerne skrive en masse. Fortælle at det nok skal gå. Men føler ikke mine ord er de rigtige. Fantastisk at du også deler denne slags beretninger Cana. For det er sgu ikke lutter lagkage det hele.

  2. Tak – til jer begge fordi I deler denne historie, selvom den er hård! Jeg har brug for historier, der fortæller at det hele ikke er pastel… er uge 15 nu – og har slet ikke de følelser, jeg læse om alle andre har.. er bange for, hvordan det skal gå os.. men det skal nok gå 🙂 det er et ønskebarn – helt med vilje – men Gud, hvor følger der mange ikke så rare tanker med; i hvert fald i mit tilfælde.. tak, fordi I tilbyder et fællesskab for os, der ikke lever med barn/graviditet i lyse-rød/blå…

    1. Vi syntes bestemt heller ikke der var noget rosenrødt ved hverken ventetiden eller den første tid med baby. Vi blev så overvældede og forskrækkede over omverdenens reaktion på at vi blev forældre, at vi fuldstændig mistede lysten til at få flere børn-men det er en længere historie.
      Men al det “magiske” og “mirakuløse” alle fablede om, det mærkede vi ikke rigtig. Det hele var lidt hårdt og meget omvæltende og overvældende. Det var der bare aldrig nogen, der fortalte.
      Det hele gik fint og vi har det godt og er glade alle tre. Men ih, hvor ville jeg gerne have vist, at det var en mulighed, at man ikke bare automatisk blev voldsomt lykkelig og overvældet af kærlighed. Men at det var noget der langsomt blev bygget op med tiden.
      Pøj, pøj med det hele til jer.
      K.h. Marlene.

  3. Min kæreste havde også en fødselsdepression. Egentlig begyndte det flere måneder før jeg fødte. Han endte ekstremt vred. Han var en kæmpe belastning oveni vores baby, der stort set ikke sov de første 6 måneder. Og som jeg var alene med, fordi han sket ikke magtede opgaven. Da vores baby var et halvt år fik jeg ham indlagt. Det hjalp mig meget, at han ikke var hjemme. Vi har kæmpet siden, begge med lange sygemeldinger for angst, depression og stress. Vi har kæmpet, og vi har været lige ved at få fra hinanden – men er blevet sammen. Efter næsten 4 år er det hele mest godt. Det er ikke, som vi havde håbet, og det er slet ikke som før. Det er noget andet, men det er godt. Så kære du, som så modigt har delt din historie. Du er sej. Jeg turde ikke dengang, og jeg tør for så vidt stadig ikke. Og jeg lover dig, at alting kommer til at gå – for det gør det altid. Fordi det skal det. Jeg håber, du får den støtte af venner og familie, du har brug for. Alt kærlighed i verden til dig!

  4. Er mændenes “vrede” noget helt andet, end når kvinder får fødselsdepressioner? Eller er det en anden måde at udtrykke, at man ikke føler, man slår til?
    En kvinde vil jo kigge på sig selv og sige “jeg magter ikke det her” eller “jeg er ikke god nok som mor”, Omverdenen vil så hjælpe hende med at forstå, at det hun præsterer faktisk matcher meget godt op med det, der kan forventes, og det andre præsterer, og at hun i langt højere grad, end hun tror, slår til som mor. Man vil også sige til hende, at det er ok at have brug for at være sig selv ind imellem.
    Hvad siger man til de vrede mænd? Når de giver udtryk for, at barnet eller familielivet er for krævende, er det en anden måde at sige, at de ikke magter opgaven eller føler de slår til? Får de at vide, at de er gode nok? Hvad siger lægen, deres familie, deres venner og jer – deres koner til dem?

    1. Mænd reagerer ofte med vrede, når de får depressioner. Det er enormt svært som pårørende at håndtere, og for mig også sværere end de dage, der var sorg. Da min kæreste havde det værst, skældte han ud, råbte, brokkede sig, væltede møbler, sov til midt på dagen. Mens jeg prøvede at tage vare på vores barn. Jeg ved ikke, hvad de professionelle siger – forhåbentligt noget, der kan give selvværd og selvtillid. Og det gør man som pårørende forhåbentligt også nogle gange. Men jeg tror næsten, at det er umuligt hele tiden, når man selv er så berørt af situationen, så magtesløs og så viklet ind i det hele.

    2. Det er selvfølgelig forskelligt hvordan man reagerer, når man har en depression, men det er ret “typisk” at mænd er mere udadreagerende end kvinder under en (fødsels)depression. Typisk vil kvinder nok mere holde følelserne inde, og måske reagere med gråd og nedtrykthed end egentlig vrede. For min mands vedkomme var vreden helt klart en måde at udtrykke hans følelse af utilstrækkelighed på. Han var vred over at han ikke kunne overskue situationen – og han blev derfor vred på baby og på mig, for det var det eneste han følte han kunne gøre. De fleste dage var han også vred, over at han var vred… Hvilket jo bare eskalerer situationen yderligere.

      Det er svært at blive “behandlet” for fødselsdepression – også som kvinde. Det hjælper ikke (altid) at omverdenen bare siger at man er god nok i forhold til det forventede. Det kan faktisk nogle gange gøre det hele værre – “kan jeg nu ikke engang fatte at jeg gør det godt nok???” Man skal jo til bunds i enten hvorfor depressionen har udviklet sig, eller hvad der kan gøres for at man får det bedre. For min mand var vreden præcis “en anden måde” at sige at han følte sig utilstrækkelig, utålmodig og faktisk bare ikke kunne overskue det hele.
      Det er pisse svært hvad der skal siges! Jeg ved at en psykolog har hjulpet min mand meget. Og tilgengæld har det været rigtigt svært for ham at få hjælp hos venner, for det er så svært at sætte sig ind i følelserne, hvis man ikke selv har oplevet det. Jeg har vekslet mellem at råbe af ham nogle dage, og ikke sige noget andre dage…. Det er så svært! Og det gør det svært at have et “normalt” kærligt forhold til hinanden, når man ikke kan kommunikere ordentligt. Det er pisse svært.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven