Fødselsfredag – en tåreperser!

Heldigvis er det ganske sjældent det sker, men ind i mellem ender en fødsel med, at mor ikke er til stedet i andet end fysisk form, når barnet fødes, fordi hun er lagt i fuld bedøvelse. Det sker kun når det enten ikke er muligt at lægge en spinal bedøvelse eller hvis det skal gå usædvanligt stærkt, fordi man – altså, lægerne – er bekymret for om baby kan tåle at være i maven de minutter ekstra det tager, at anlægge blokaden, frem for at lægge kvinden i fuld bedøvelse. Desværre skete det for kvinden, som har skrevet denne uges fødselsberetning og som sidenhen har haft noget af et forløb, som i hvert for mig, fik tårerne til at presse sig usædvanligt meget på!

Hun fortjener verdens største og blødeste kram <3

Jeg blev gravid tidligt i 2014 og kløede på med arbejde og motion, som om intet var hændt, og var nok lidt hård ved mig selv i perioder. Mit ugentlige break var graviditetsyoga med flere indslag om fødslen; det var bare så godt. For en kontrolfreak som mig, der nu nok mente at jeg burde kunne klare sådan en fødsel, men som samtidig frygtede både fødslen og den første del af moderskabet lidt, var det lige sagen. Og da vi nåede terminen i december 2014 følte jeg mig så klar til at arbejde med vejrtrækning, aktive fødestillinger og alt det andet i de mange timer, det jo nok ville komme til at vare. Jeg så med stolthed frem til at føde ”selv”. Både min mor og min søster havde fået kejsersnit. Ikke noget jeg på nogen måde har set ned på, men med min sundhedsfaglige baggrund kendte jeg godt til alle fordelene ved naturlig fødsel, og jeg glædede mig usigeligt til det øjeblik, hvor det hele var overstået og min lille dreng kunne komme op på mit bryst. Og sammen glædede min mand og jeg os til de første dage på hospitalet med fuld forplejning og god tid til hinanden, og ikke mindst til ”fødselsdagsbakken” med saftevand og ristet brød, som vi havde hørt så meget godt om.

19.december forlod jeg strikketøjet og juleradioen på sofaen og tog til jordmoder, tre dage efter termin. Alt så fint ud, og hun tilbød at lave hindeløsning. Jeg var da 3-4 cm åben, hindeløsningen blev lavet, og jeg blev sendt hjem med besked om, at det godt kunne nive og bløde lidt, men at vi sagtens kunne nå om på den anden side af julen før der skete noget.

Ganske rigtigt nev det i dagens løb, men det føltes ikke som veer… eller som de kraftige plukveer jeg havde døjet med de sidste måneder af graviditeten.

Da min mand og jeg gik i seng samme aften mente jeg nu nok, at noget måtte være i gang, men tænkte, at det kunne jeg selv lige ligge og arbejde med, så min mand kunne få noget ro og søvn. Jeg tog tid på veerne; uregelmæssige og korte, men de gav mig ingen søvn, så jeg lå og praktiserede yogavejrtrækning og forsøgte at slappe af i kroppen. Ved vel omkring 6-tiden om morgnen syntes jeg, jeg begyndte at bløde en del, så jeg vækkede min mand og ville ringe til fødegangen for lige at høre. De ville gerne se os, og da vi begyndte at gå rundt og pakke vindruer og juice og de andre småting, der manglede, gik veerne helt agurk. De kom hele tiden, og jeg kunne ikke længere holde den gode yogavejrtrækning. Jeg blev vist lidt ynkelig, og guderne må vide hvordan jeg fik skrabet mig selv op og ud i en taxa.

Det var en lettelse, da vi kort efter trillede ned i p-kælderen på hospitalet. Humøret dalede igen, da der ikke var en ledig kørestol til mig, og den lange gang måtte tilbagelægges med hyppige hvil opad væggen. Da vi endelig nåede fødegangen og jeg blev undersøgt, var jeg 8 cm åben og kom straks på en fødestue. Jeg glemte alt om at frabede mig studerende på stuen, lukkede øjnene og forsøgte bare at trække vejret, slappe af i kroppen, og glædede mig til at få fødslen overstået, lykkelig over, at jeg med 8 cm vel ikke kunne have langt igen. CTG og skalp-ph så ikke optimale ud, og relativt hurtigt blev akut kejsersnit besluttet. Lidt skuffet var jeg vist allerede der, men sådan var det; skulle lillemanden ud nu, for at have det godt, var det jo bare sådan det skulle være. Da vi kort efter kom ned på operationsstuen, var jeg 10 cm åben, men man vurderede at der ville gå for længe, og gik videre med kejsersnittet. Man forsøgte at lægge epiduralblokade, men den virkede ikke, og jeg blev lagt i fuld bedøvelse……

….. og vågnede op mere groggy end nogensinde før i mit liv, og så stod min mand med lillemanden i armene. Den lille mand fik straks tøj og dyne af og kom over til mig og jeg vågnede langsomt op.

Det viste sig, at jeg havde været ualmindelig svær at vække af narkosen. To timer var der gået, fra lillemanden kom ud, til jeg endelig vågnede. To lange timer for min mand, der havde været alene med alle oplevelserne og vores lille baby, og som givetvis har været bekymret for mig, der ikke vågnede… og som trods alt også var vågnet for knap 4 timer siden til nyheden om, at veerne var i gang, og at vi snart ville blive forældre. Men så hurtigt og voldsomt havde han vist ikke forventet, det ville gå.

Fødselsdagen forløb med barselsbesøg af familien og pludselg var det aften, tid til lidt mad og lidt søvn.

Dagen efter vågnede min mand med angst. Han havde haft angst nogle gange før i årene før, begge gange noget han kom over i løbet af uger til måneder med medicinsk behandling og psykologhjælp, men forpint så længe det stod på. Naturligvis. Så hele den her dag henstår i tåger. Han kørte lidt rundt med lillemanden i vuggen på gangene på hospitalet, mens jeg hvilede mig; han var nød til hele tiden at holde sig i gang, for at kunne holde det ud. Og han ringede til venner og fik dem til at køre ham lidt rundt i bil for at få tiden til at gå. Og jeg lå alene og fortvivlet på stuen med lillemanden og blev bekymret for den kommende tid. Jeg kan næsten ikke huske den dag. Dum dum kombination af noget meget lykkeligt og noget meget ulykkeligt. Vi spurgte forsigtigt personalet på barselsgangen, om der var nogen hjælp at få til en far med hvad der vel må være en akut efterfødselsreaktion, men der var intet. Ikke engang et telefonnummer til psykiatrisk skadestue kunne de formidle.

På en eller anden måde kom vi igennem aftenen og natten, og da lillemanden om morgenen vægtmæssigt lå næsten lige akkurat på grænsen for, at det var ok, at vi blev sendt hjem, tog vi hjem. Jeg havde sådan en lyst til at bede om en dag mere på hospitalet, men turde ikke spørge. Jeg havde behov for at blive passet lidt på, og for i det mindste at have muligheden for hjælp og støtte ved behov, vel vidende at min mand ikke ville kunne rumme meget andet end sig selv, når vi kom hjem. Jeg var nervøs for, om vi ville få noget at spise; min mand mister fuldstændig appetitten, når han har angst, og jeg kunne huske fra fødselsforberedelserne hvor vigtig hvile, ro og mad og drikke var for at etablere amningen.

Dagen efter, dagen før juleaften, fik vi besøg af sundhedsplejen, som tog sig god tid til at tale med mig. Min mand havde på ganske mirakuløs vis fået en akut psykologtid, og med samtidig opstart af medicin igen, fik vi humpet os igennem de første dage, der skulle have været så anderledes. Jeg er klar over, at man næppe kunne have forventet lyserøde skyer og evig lykke og ingen bekymringer, men akut angst havde vi ikke just forventet. Min mand endte med at få lov til at holde 4 ugers barsel i stedet for 2, da han blev sygemeldt i de 2 første. Så vi endte med at have en god første måned med lillemanden og fandt stille og roligt vores egne ben.

Angsten kiggede frem igen, da  min mand 9 måneder efter startede sine 3 måneders barsel og jeg startede på job igen. De store skift i livet og hverdagen kan virkelig være en udfordring for psyken… men det er en helt anden historie.

Først lidt senere kunne jeg mærke min egen reaktion på det hele ifm fødslen og de første dage. Én ting var min mands angst og at han dermed ikke kunne tage sig af mig og lillemanden den første tid, som jeg havde forventet og ønsket. Han skulle jo have været den, der sørgede for at jeg fik mad og drikke, og ham der skulle have sørget lidt for hjemmet og et fyldt køleskab, så jeg bare kunne ligge hud mod hud med lillemanden. En anden ting var alt det omkring kejsersnittet og den langvarige narkose.

Jeg har det helt ok med, at det blev et kejsersnit, men jeg ville nu gerne have oplevet at føde. Det er mere det med, at jeg ikke var med, at jeg ikke var der. Jeg fik ikke lillemanden op til mig med det samme, jeg hørte ikke da han græd, jeg var ikke med da han blev målt og vejet, vi lå ikke hud mod hud før flere timer efter fødslen … jeg gik glip af de første to timer! Det er så længe. Jeg føler mig så snydt. Det gør jeg stadig den dag i dag. Jeg genser de små filmstumper af den første undersøgelse på operationsstuen med min lille helt nye baby, som min mand optog, igen og igen og ville ønske, jeg havde været der.

Og jeg bliver så ked af det ved tanken om alt det, der gik skævt i dagene på hospitalet, og at de dage næsten er glemte. Det kan jo skyldes mange ting, men den manglende helt tidlige hud-mod-hud kontakt og alt uroen i de første dage og uger, tænker jeg, spiller uden tvivl en rolle ift den amning, der gik i vasken efter få uger.

Jeg skrev om forløbet, primært vedr. min mands angst, men også den lidt voldsomme fødsel vi ikke fik talt ordentligt igennem med personalet på barselsgangen, til hospitalet. Ikke for at klage, men for at gøre dem opmærksomme på hvor fortvivlede man føler sig, når man er helt nye forældre og har akut brug for psykiatri- eller psykologhjælp, men der ikke er hjælp at hente. Vi blev kaldt til en rigtig fin samtale med afdelingsledelsen; det var rigtig rart at blive hørt og taget alvorligt. Vi lærte, at vi en anden gang nok også selv skal stille flere krav og være mere åbne om vores problemer og behov… være bedre til at bede om hjælp og kalde på personalet. Så må vi se, om der bliver en anden gang.

Så det var selve fødselsberetningen. Efterhånden gik alt jo fint. Lillemanden er vokset fint op som flaskebarn. Han var ikke en særlig sovende baby, men ellers nem, og jeg nød min barsel med en dejlig mødregruppe. Jeg fik flere besøg af sundhedsplejersken end normalt, pga lidt problemer med lillemandens vægtøgning og nok også fordi sundhedsplejersken kunne mærke, at jeg havde brug for at læsse af om forløbet. Min tidligere yogalærer var også vældig sød til at lytte til mig og give mig gode råd i det tidlige forløb via email, og min søster var en god instruktør ift at finde den helt rigtige sutteflaske og få dét til at fungere.

Så undervejs, også i årene efter, har der været hjælp nok at hente ved behov. Man kan jo altid spørge. Men der er én person, som jeg så gerne ville have kunnet spørge til råds, som jeg ikke har kunnet spørge.

I årene før jeg blev gravid stod det klart for hele familien, at min mor var ved at blive dement. Hun fik først sin diagnose året efter jeg blev mor, men det var tydeligt at noget var galt længe før. Noget af det eneste hun sagde til mig under graviditeten var, at hun håbede jeg fik kejsersnit ligesom hende, så jeg slap for at føde. Hver gang jeg forsøgte at spørge til, hvordan det hele havde været, da jeg selv var lille, var der intet svar. Hun kunne ikke huske det. Her de sidste år er det gået støt nedad bakke. Hun udtrykker ingen glæde ved at være på besøg hos sit barnebarn, og irriterer sig højlydt over næsten hver en lyd han laver. Hun kan ikke finde ud af at lege med ham. Alt sammen en del af symptombilledet ved hendes relativt sjældne demenstype. Men min far fortæller, at hun efter besøg giver udtryk for at være glad for at have set os.

Det går mere og mere op for mig, hvor meget jeg savner min mor, og hvor meget jeg har savnet hende ift selv at blive mor. En ting er jo alle de dage og timer, man havde set for sig, man skulle tilbringe under barslen med både sin søn og sin mor, og hvordan hun og min far skulle have haft lov at passe og aflaste lidt…. og jeg er flov over den jalousi, der vokser i maven på mig, hver gang jeg ser en kvinde med barnevogn og sin mor ved siden af. En anden ting er hele historien om dengang jeg selv var lille, og hvordan min mor oplevede moderskabet, som vi ikke kan dele. Jeg husker en god barndom, men jeg ville så gerne have hørt hendes råd og oplevelser om de tidlige år. Jeg ville så gerne have taget ved lære fra hende. Og jeg ville så gerne kunne have givet min og oplevet hendes oprigtige glæde ved endnu et barnebarn.

”Historien” kan man jo stykke sammen på anden vis, via den øvrige familie, min fantastiske far, min gamle dagplejemor, min søster, svigerfamilien, samt erfaringen fra venner, kolleger og mødregruppen. Men dét ikke at have adgang til sin egen mors støtte og fortælling, mens man selv lærer at være mor, gør ondt.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Ens mor må ikke blive/være syg når man selv lige er blevet mor. Jeg sidder her i sofaen og tuder, og sender masser af kærlighed til skribenten…

  2. Jeg forstår din sorg over din mors demenssygdom især ift. Dit barn. Jeg mistede min mor for nogle år siden og det gør så ondt indeni og min mor ikke kan gå lange ture med barnevognen sammen med mig, at jeg ikke kan ringe til hende for at få gode råd, at jeg aldrig kommer til at høre hende sige: det gjorde du også som lille! Det er den største sorg at miste sin mor og den største kærlighed selv at blive mor. Og det er når kærligheden er størst at sorgen er dybest. Jeg ved godt din mor stadig lever, men der kan godt følge en sorg med når et menneske tæt på får demens. Fordi man kan føle man mister dem på et plan. Jeg sender dig masse af kærlighed, glæde og lyse stunder.