Burgere, cocktails og fest med fremtidens politi

Det er lige før det er helt pinligt at skrive det, men som stor fortaler for at være ærlig, nedbryde tabuer og at rumme både det pæne og det grimme, kan jeg lige så godt skrive det som det er: Jeg har ikke været udenfor en dør i dag. Jeg har ikke engang været i bad. Til gengæld har jeg drukket to glas cola og spist næsten en hel pose chips med havsalt, selvom jeg egentlig synes de smager ret kedeligt uden dip.

Jeg har nemlig haft tømmermænd. På den stride måde. I ved, på jeg-sover-bare-lidt-på-badeværelses-gulvet-så-jeg-er-tættere-på-toilettet-måden. Alt imens min søde og usædvanligt tålmodige far har gået og bygget på ét af de projekter jeg har udskudt, siden vi flyttede ind i lejligheden for lidt over to år siden. Ej men seriøst, dét er fandme forældrededikation, der vil noget. Han kom sågar med både cola og chips til mig og har ikke sagt så meget som et kny til, at jeg er ude af stand til at foretage mig noget som kræver at jeg rejser mig fra sofaen.

Jeg.Kan.Ikke.

Det var en usædvanligt god aften i går. Jeg var sammen med en gruppe dejlige damer inviteret ned på den nyåbnede – og virkeligt fede – Cocks & Cows i kødbyen, hvor både burgere, fritter, chilimayo og grønkålschips flød i store mængder, sammen med champagne, rødvin og (masser af) cocktails. Oh yes, der blev lagt en særdeles god bund i branderten og da forslaget om, at vi skulle til fest med politiskolen kom på bordet, blev der ikke efterladt megen eftertanke til tvivlen, for selvfølgelig skulle vi da det! Og selvfølgelig skulle jeg da, som det nærmest første da vi kom derind, købe en flaske vodka, til lige at spæde den allerede godt kørende syvhestes beruselse vi havde gang i, godt op.

Nuvel, jeg blev i hvert fald fuld og havde en fest udover det sædvanlige og det var først da jeg midt på natten kom i tanker om mine fødder, som var ved at brænde op i smerte over kombinationen af mine næst-højeste stiletter og et live-band, som tydeligvis havde helt styr på at sætte gang i dansegulvet, som mine veninder og jeg ivrigt frekventerede, at jeg fik trang til at sætte kursen tilbage mod Østerbro. Hvor jeg altså sidenhen sov et par timer, inden jeg tog på en lille “hyggelig” badeværelses-date med Ulrik i et par timer…

Heldigvis lader det til, at tømmerdrengene efterhånden er ved at forlade min trætte krop, min far er ved at være færdig med byggeprojektet og jeg har et par pizzabunde fra cofoco i fryseren og et par kartofler og en rulle gedeost i køleskabet, som jeg forestiller mig kommer til at udgøre det for et udmærket tømmermændsmåltid, så snart jeg har gjort alvor af det bad jeg for alvor har trængt til hele dagen.

… Og nårh ja, så skulle man da næsten være et skarn, hvis man ikke efterfølgende brugte en times tid inde på Boozt, hvor man – kun i dag og i morgen kan score (ekstra) 20% på nyheder og udsalg til både børn og voksne, med koden ALL20. Og altså, det gælder selvfølgelig både tøj, overtøj, sko og støvler. I kan komme til hele udvalget til kvinder HER og til børn HER (reklamelinks).

Rigtig god weekend!

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Jeg har forsøgt at kvæle min tømmermænd med cola, søvn , pizza med artiskok og gorgonzola og endnu mere søvn. Det er utroligt, hvordan hvor ringe jeg er blevet til den slags med alderen – men de fleste festlige aftner er jo heldigvis tømmermændene værd 😀

    God weekend!