Bordskilte, de første anmeldelser og en bytur

Det var godt nok kun lige på et hængende kussehår, at jeg nåede at få gjort klar inde i Andedammen, inden de første gæster ankom, men ikke desto mindre nåede jeg det (næsten) og vores hyggelige kontorlokaler var for et par timer forvandlet til receptionslokaler, med gave-, slik- og drikkevarebord. Sidstnævnte, efter Jens’ anvisning, da han bestemt mente at det måtte være på sin ret, at man via hans sirligt udførte skilte, kunne se, hvad pokker de enkelte borde gik ud på. Årsagen – til det hele – tadaaaa: 40 Uger Efter – en kærlig håndsrækning til nybagte mødre. 

I modsætning til mit første event omkring bogen var jeg ikke spor nervøs i går, fordi bogen allerede havde været ude i et godt døgns tid, i hvilket jeg allerede havde fået små hint rundt omkring til, at det ikke kun var mig, der syntes bogen var god.

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg jo været smadderbange for, om jeg nu var den eneste i landet, der syntes den var god, men det lader altså til, at jeg har ramt ét eller andet rigtigt. Der er allerede et par gravide kvinder, som har skrevet deres umiddelbare anmeldelse af den HER og HER.

Nuvel, receptionen gik strålende. Alle var så søde, snakketøjs-støjniveauet nåede hidtil uhørte højder, slikket blev spist og champagnen blev drukket og alt var godt.

Efterfølgende havde jeg inviteret en flok af mine veninder ud og ikke fordi dén slags behøver nogen anledning, men jeg følte ligesom jeg skyldte lidt, eftersom det seneste arrangement jeg havde inviteret til, var arbejdsfest i min kolonihave og så faldt det hele naturligvis ganske belejligt sammen med, at jeg både har udgivet bog og er fyldt år i den forgangne uge. Vi slentrede derfor afsted fra slikbuffet og bobler i Andedammen, til cocktails og burgere på Cocks’n’Cows, som meget belejligt ligger ganske få hundrede meter, både fra kontoret i Andedammen og fra min lejlighed på Østerbro.

Jeg har tidligere skældt lidt ud over deres vegetarburger “Treehugger” som alle andre tilsyneladende elsker og som jeg på et tidspunkt blev lidt træt af, men efter at have smagt deres nyere “Kevin Veegan” som er perfekt snasket og spicy, er min begejstring for stedet mere end genvundet! Især altså, fordi de laver nogle mean cocktails også (deraf navnet: cocks’n’cows = cocktails og burgere-ish), som både er gode som apetizer og som dessert. Sidstnævnte, selvfølgelig i form af Espresso Martini, som er én af mine yndlingsdesserter, når jeg er for mæt til chokolade og is!

Desværre skulle det dog vise sig, at der faktisk slet ikke var plads til os alle i cocktailbaren under restauranten, hvorfor vi i stedet besluttede at inhalere vores martinis og drage videre mod Dandy, som jeg tidligere har haft held med at visitere, både om natten og til receptionen for Confetti, for ikke så frygteligt længe siden. Der er simpelthen så overdrevet pænt, cocktailsene er gode og idéen med et (ryger)køkken allerbagerst i lokalet, er intet mindre end genial, synes jeg! Desværre gjaldt dog lidt det samme på Dandy, som på cocktailbaren på Cocks – der var simpelthen kun ringe plads til så mange damer, som vi var afsted, hvis vi gerne ville holde os i samlet flok. På et tidspunkt spottede jeg godt nok et ledigt bord lige midt i det hele, som jeg naturligvis forsøgte at charmere de søde afryddere til at overlade til mig, hvortil de tørt fortalte, at netop dét bord altså var reserveret til Rasmus Seebach… Aaaaalright, jeg kender mine begrænsninger når jeg står over for dem og selvom jeg tidligere har været kendt for, at charmere de optrædende i Vild Med Dans (Thank you, Robbie!), så overlod jeg naturligvis bordet ganske ubemærket til Rasmus. Ganske uagtet dét og den lidt trange plads til større grupper, blev det på alle måder en dejlig aften. Og jeg fik – langt om længe – danset lidt, efter min skilsmisse. Dét var sgu på tide!

Jo jo, det der 31 er måske slet ikke så slemt, omend jeg klart skal øve mig på at (lade være med at) tage billeder når jeg er fuld…