Alderskrise, anti-age og smuthuller til under en hund

Først og fremmest en kæmpe tak til jer. Tak for alle de fine, søde og kærlige kommentarer til mit forrige indlæg. De varmer mere end I aner og jeg suger til mig af alle jeres kloge ord. For i dag skal det dog handle om noget ganske andet. På en måde, i hvert fald.

Da jeg blev tredive, spurgte mange mig om hvordan jeg havde det med at skulle indtræde i et nyt årti og jeg forstod det ærligt talt ikke. Jeg blev jo bare tredive og jeg syntes desuden at jeg befandt mig på et udsædvanligt godt sted i mit liv. Jeg var færdig med uddannelse, havde fået børn, var (dengang) lykkeligt gift og havde et job, som jeg elskede – og som jeg i øvrigt stadig elsker. Jeg var jo indbegrebet af én på tredive, tænkte jeg.

Men nu. 31. Det lyder pludselig ganske anderledes forpligtende end 30, synes jeg. Jeg er (om to dage) officielt i trediverne. To ord, som ikke definerer andet, end at jeg er et sted imellem 31-39 år. Ikke at det ene behøver at være anderledes eller bedre end det andet, men jeg har nu engang alligevel pludselig fået klaustrofobi over at ældes. Det er måske en smule paradoksalt, eftersom jeg på mange måder også elsker min alder. For alt dét den har gjort for mig igennem tiden; jeg er vokset som menneske, har lært, erfaret, oplevet, set og mærket alt muligt, som kun har været muligt i kraft af den tid jeg har haft til rådighed – og dermed min alder – men jeg har på den anden side altså ikke spor lyst til at være ældre end jeg er. Ligesom jeg faktisk heller ikke har lyst til at se spor ældre ud!

Derfor, som det første lille håndgribelige tiltag på min forsinkede tredive-års-krise, er jeg nu begyndt at se mig om efter hudpleje, der rent faktisk passer til sådan én som mig, med begyndende rynker i panden og et usædvanligt – hvad skal vi kalde det – karismatisk smilende ansigt, med huden lagt i masser af glade folder. Som jeg så ofte gør, når jeg skal begive mig ud i den slags hudpleje-eventyr, startede jeg selvfølgelig med at gå en tur på apoteket, hvor en sød ekspedient anbefalede mig apotekerens anti-age creme. Hun fortalte, at man for de bedste resultater kan bruge den både morgen og aften, men at virkningen i cremen faktisk skulle vare helt op mod 24 timer, hvorfor jeg altså har ræsonneret mig frem til, at det er en helt udmærket begyndelse, at jeg nu er begyndt at bruge den hver morgen, efter at have vasket mit ansigt – og så af og til om aftenen, når jeg husker det. Jeg er nemlig en skovl til min aften-skønhedsrutine, skal jeg sige jer. Jeg har indtil for ikke så længe siden altid gået i seng med make-up på og selvom jeg ville ønske, at jeg i dag kunne sige, at jeg flittigt rensede mit ansigt hver eneste aften, så er det altså stadig noget jeg skal minde mig selv om, bedst som jeg står dér, helt træt, med tandbørsten i munden, hvor påmindelsen af og til glipper.

Jeg er i alle tilfælde allerede blevet rigtigt glad for cremen, som i øvrigt har en smart pumpefunktion, der udover at gøre doseringen let også holder hygiejnen helt i top; noget jeg vægter ret højt, når det kommer til ting jeg skal smøre i ansigtet.

Apotekets creme findes også i en helt almindelig version, uden anti-age, til dem, der måtte kunne klare sig med det 🙂

Og det bedste af det hele? Cremen stod mig ikke i mere end 89,95.- (på tilbud – normalt koster den 119,95.-) som jeg altså snildt, udsalg eller ej, kan overkomme at kaste efter mit ansigt engang hver anden-tredje måned, hvis bare den bliver ved med at føles så skøn, som den gør lige nu.

Måske behøver det slet ikke at være så slemt, at blive 31 – jeg tænker bare, at det er nu, jeg skal begynde at sætte ind og finde de små smuthuller der er, så jeg kan blive ved med både at ligne og føle mig som dén jeg er.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

    1. Åhhhh ha ha ha, ja, det er det sgu da også! #fail!
      Jeg napper lige et friskt billede af den rigtige creme i morgen 😀