Et karmamarked der åbnede mine øjne

Det var ikke just min plan, at jeg skulle tilbringe størstedelen af dagen hjemme i lejligheden, i selskab med først ét og sidenhen to syge børn – som i øvrigt gudskelov ikke var mærkbart syge, herhjemme. Særligt ikke, fordi det rent faktisk var meningen, at børnene skulle være hos Thomas og ikke hos mig. Alligevel endte de her. Thomas og jeg har nemlig besluttet, at vi i så vid udstrækning det er muligt her i de første måneder efter vores brud, vil tilpasse os børnene, som altså i morges ringede bad om at være lidt hos mig. Bevares, det vil vi selvfølgelig altid, men vi giver den alligevel en ekstra skalle nu.

Jeg aflyste mine møder, kastede en kop kaffe i hovedet og tog imod drengene, som gudskelov havde en fest. Peter blev efter en times tid afleveret i børnehaven, imens Jens og jeg besluttede os for at lave dét, som nærværende indlæg i virkeligheden skal handle om, for det har givet mig så gevaldigt optur, at det i dén grad fortjener lidt spalteplads.

Vi lavede – efter opfordring fra min søde venindes mand (som i øvrigt, vist nok var dén i min daværende føljeton Ugens Mand, som fik allerflest positive tilbagemeldinger for sine vanvittigt fine svar på mine spørgsmål, som I kan læse HER) – et “karmamarked”. Et lille gadesalg, hvor vi slet og ret lagde noget af drengenes aflagte legetøj ud på et tæppe, på fortorvet foran vores bygning og satte et skilt op med teksten “tag hvad du vil, betal hvad du vil” med et telefonnummer til mobilepay og en lillebitte smiley. Og så gik vi op for at hente Peter, som blev ringet hjem, bedst som vi var færdige med at stille op.

Da vi efter ganske kort tid returnerede til adressen, lod det til at der allerede var forsvundet lidt legetøj og efter et hurtigt kig på mobilen, var der også gået nogle penge ind på kontoen.

Jens var lykkelig! Og jeg, på én eller anden udefinerbar måde, det samme.

Det mindede mig om dengang jeg lavede saftevandssalg på gaden som barn og de mange små vejbredskiosker med nye kartofler, friske æg og solmodnede bær i alle afskygninger, der fandtes alle steder vi kom hen. Dem, hvor man stoler blindt på sine medmennesker. Dem, som jeg tror, primært befinder sig på landet. Derude, hvor det stadig er rimeligt normalt, at lade sin cykel stå ulåst hen, imens man henter et par liter mælk og en kanelstang i Brugsen. Der, hvor jeg kommer fra.

Her i København, fornemmer jeg, at vi har helt anderledes svært ved at stole på hinanden. Vi låser vores cykler og passer på vores ejendomme, som var de allesammen små skatte. “For tænk nu hvis nogen kom og stjal dem”. Vi kender ikke alle dem vi møder i gadebilledet og slevfølgelig giver det en øget form for usikkerhed, når alle ikke kender alle, som det i hvert fald var dér hvor jeg voksede op, men for fanden, vi er jo allesammen mennesker.

Og dét altså, skulle det vise sig i dag, efter et par timers karmamarked, også ærlige og redelige mennesker. I hvert fald her på Østerbro, hvor jeg og min lille familie holder til. I ved, Østerbro, der faktisk kun ligger ganske få kilometer fra Nørrebro, som I formentlig hører om i nyhederne på daglig basis, når bandemedlemmer render rundt og skyder på hinanden til gru og rædsel for masser af mennesker – ikke bare i de berørte områder, men i hele Danmark, formoder jeg.

Jeg ved af gode grunde ikke om der er nogen, som har snuppet et stykke legetøj eller to, uden at betale, men i dét tilfælde formoder jeg, at de ikke mente at legetøjet var reelle penge værd – eller at de slet og ret ikke var i stand til at betale. Dog ser det for mig mest af alt ud som om, at dem der har fundet noget de gerne ville have med hjem, har lagt en mønt i den virtuelle bank, hvor drengene altså i dag har scoret lige knap 500 kroner fordelt på små 20 salg.

Det gør mig simpelthen så glad at vi alligevel – her i København, med mere end 1 million indbyggere og en bandekonflikt som ingen ende synes at have – kan stole så meget på hinanden, at vi rent faktisk kan stille vores ejendele ud på gaden, uden nogen stjæler dem. Vi kan handle med karma som eneste lov, hvor reglerne ikke er andre end “det du selv synes”, sådan som jeg tænker at verden – ideelt set – burde være overalt.

Her er trygt og sikkert og dejligt og for fanden, hvor er jeg glad på mine drenges vegne over alle de penge de på en eftermiddag – ganske uden indsats – har tjent sammen til erhvervelsen af nyt legetøj og på mine egne over at være blevet bekræftet i, at mennesker er gode og at København, selvom den er stor, ikke behøver at være så meget anderledes, end alt det gode jeg kender “hjemme” fra Sønderjylland.

Drengene og jeg – og alle vores fremmede handlende – har i dag præsteret bæredygtigt og medmenneskeligt forbrug, om man vil og dét synes jeg knag’me er sejt.

Heja, København! Drengene er tilbage hos Thomas, solen skinner, min far har meldt sin ankomst om ganske få minutter og jeg tror måske jeg skal se om ikke jeg kan overtale ham til, at vi skal ud og have os en lillebitte drink, inden solen går alt for langt ned.

Skriv din kommentar

Kommentarer (12)

  1. Ej hvor er det sejt! Har aldrig hørt om et karmamarked før, men hvor er det genialt.
    Det giver en følelse nede i maven, at trods al den uro der er i verden, i DK, i København for tiden, så er vi alligevel et (forhåbentligt) flertal, som er gode mennesker.
    Sejt! Jeg håber dine drenge finder nogle gode nye (brugte?) ting, for den mønt de tjente.

  2. Sikke en god idé! Jeg hørte på et tidspunkt at én af grundene til at man tit har snakket om Danmark som ‘et lykkeligt land’ er fordi vi har enormt meget tillid til hinanden. Man lavede testen med at ‘tabe’ en pung på et befærdet sted, og 20 ud af 20 gange blev punget samlet op og afleveret til sin ejermand. Det er selvfølgelig meget forsimplet, men jeg synes det var ret fint alligevel. Og jeg tror man bidrager til den ‘stemning’ ved at lave karmamarked som I har gjort – ‘hey, jeg stoler på jer medmennesker, smid bare lidt penge på nummeret her og tag hvad i kan bruge’. Jeg tror det betyder noget. Godt gået❤️

  3. Sikke skøn aftenlæsning ❤️ Det varmede altså også mit hjerte en smule. Og fik smilet lidt på gled, for det mindede mig om forleden dag, da min kæreste fortalte, at han, som barn, havde lavet en lille bod foran huset, hvor han solgte æbler. 8liters poser fyldt med de lækreste havemodne æbler, til en flad femmer. Det han huskede bedst, var vist, at nogle havde hapset en pose eller to, uden at betale ?? Godt dine drenge fik lidt til sparegrisen, og at der stadig findes ærlige mennesker ❤️

    1. Nuuuuurhh, man kan lige forestille sig det lille menneske, som skuffet har set at nogle har hugget hans æbler <3

  4. Hvor er det en fin oplevelse;-) Tak fordi du delte den.

    Jeg spørger altså med stor sandsynlighed dumt, men jeg vidste ikke, at du og Thomas er gået fra hinanden – har du skrevet om det tidligere (det har du jo nok…).

    Jeg håber, det bliver rigtig godt for jer allesammen i jeres nye liv;-)

    Mange gode hilsner

    Susanne

  5. Ej, hvor er det en fin idé! Jeg elsker idéen om, at ting ikke bare bliver smidt ud, fordi man ikke længere er interesseret i dem (og de stadig er brugbare – selvfølgelig). For der sidder jo helt klart nogle andre rundt omkring, som kan bruge det i stedet. Jeg er derfor også stor fan af såkaldte ‘Gives bort’ grupper på Facebook, som jeg selv benytter mig meget af. Både til selv at få ting (hvilket er super rart, når man er på SU) men ikke mindst også til selv at give ting væk. Senest har jeg f.eks. lige ryddet ud i de små størrelser af min søns tøj, og det vi ikke har haft lyst til at gemme, det er røget videre til en anden heldig dreng. Og faktisk er tøjet noget, som vi havde fået gratis af nogle andre, som ligeledes også havde fået det af andre 🙂

  6. Hvor modigt og alligevel så selvfølgeligt, karmamarked. Skønt at det lykkedes og at drengene var glade. Jeg bli`r helt glad indeni, tænker om vi kan gøre det samme her hos os herude på bøh-eren . Måske man bare skal turde. Du er modig Cana.