mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en senabort af et misdannet barn

Allerførst vil jeg starte med at sige, at det godt kan være, at du gør klogt springe denne beretning – som handler om en senabort / fødsel i uge 21, af et svært misdannet barn – over, hvis du er særligt sart eller udpræget bekymret i din graviditet. En gudskelov meget sjælden form for misdannelse, men dog én som af og til forekommer. Beretningen er skrevet af en norsk læser, som bad mig vurdere hvorvidt den skulle oversættes, og selvom der er nogle enkelte ord og vendinger der er anderledes end de danske, så tænker jeg altså at det går an på norsk. Den er velskrevet, fuld af følelser og lige dele forfærdelig og fantastisk at læse.

senabort
Jeg var gravid med barn nr to, og hadde samme symptomer som forrige svangerskap. Jeg var kvalm, sliten, sulten som en ulv, med luktesans som et rovdyr- bekkenet var så smått begynt å krangle, og hormonene holdt fest, men vi gledet oss til å bli foreldre igjen og til å få et søsken til vår lille gutt. Denne gangen valgte vi bort tidlig ultralyd fordi jeg var så hinsides kvalm og ikke orket mye annet enn å ligge sidelengs og spise isbiter og drikke kald eplejuice (i Norge er første ordinære ultralyd først ved uke 18, dersom alt ellers er normalt med mor og barn). Det kom vi til å angre på senere. Vi ble innkalt til ordinær ultralyd til da jeg var omkring uke 17, og hadde ingen mistanker eller bange anelser.
Jordmor kjenner jeg litt fra før, våre mødre har vært omgangsvenner hele livet, og det føltes trygt og godt å vite at noen kjente skulle følge oss gjennom siste halvdel av svangerskapet. Den lille babyen vår var velskapt, jeg hadde kjent liv og spark noen uker, og  var aktiv på ultralydskjermen, hjertet banket som det skulle. På tidligere kontroller hos jordmor ved helsestasjonen var alt fint. Jordmor kunne ikke se noe unormalt, men baby lå med hodet langt ned i bekkenet, og hun satte meg tilbake noen dager og ba oss komme tilbake tre uker senere, så hun kunne måle hodeomkretsen, som sier mye om utviklingen på dette tidspunktet. Hun var temmelig sikker på at det ble en gutt, det var vi også.  I ventetiden til neste ultralyd var jeg en tur hos legen og han så heller ingenting unormalt, men presiserte at han ikke hadde nok kunnskaper til å uttale seg om eventuelle mangler eller sykdommer og derfor ikke kunne si noe om annet enn hjerterytme og liv, men at alt så fint ut-det var liv, han sparket og sprellet.
I uke 20 dro vi tilbake for ny ultralyd, ubekymrede og glade, og håpte at vi skulle kunne se helt sikkert om det var en liten gutt eller ei jente vi ventet. Jeg la meg på benken, vi spøkte med alle putene jordmor måtte hente så jeg skulle få puste (å ligge på ryggen med barmen om halsen var virkelig kvelende). Jordmor var høygravid og måtte ha en krakk å sitte på, så vi lo litt av de slitne gravide. Med en gang apparatet ble tent, ble jordmor stille og sa hun var litt i tvil og gikk for å hente overlege og en sykepleier. Da skjønte jeg med en gang at alt håp var ute, jeg kunne se det på ansiktet hennes at noe var galt, men også på skjermen at noe ikke var som det skulle, uten at jeg kunne sette fingeren på hva det var-hodet var litt ujevnt og jeg tenkte nok at det så litt lite ut. Mannen min forsøkte å være positiv, men jeg begynte å gråte og hjertet sank som en stein ned i magen min. De kom hurtig inn, kikket ganske raskt på bildene og fortalte at babyen vår hadde akrani og anencefali – ikke sammenvokst hodeskalle, og manglende hjerne. Ingen muligheter for liv, og jeg måtte i nemnd for fødsel. Jeg satte meg opp på benken, det kjentes som at jeg ikke fikk puste og gråten kom i hysteriske hulk, der og da ville jeg ikke leve. Jeg ville bare ha babyen ut, nå!
Vi satte oss sammen med overlege, jordmor og et menneske til som var en av dem som satt i abortnemnd (i Norge må en abort etter uke 12 behandles i nemnd, dette er kun en formalitet når slike abnormaliteter som anencefali oppdages, men må likevel godkjennes i samtale med to personer som får dette ansvaret ved sykehuset). Samtalen på kontoret minnes jeg ikke mye av, annet enn at de var veldig opptatt av å fortelle at vi hadde valget om å fullføre svangerskapet om vi ønsket det, og at de var omsorgsfulle og svært berørte av det som hadde fremkommet. Vår lille ville sannsynligvis dø før eller under fødsel, og garantert kort tid etterpå. Vi orket ikke tanken på det. Ei uke ventetid i sorg, sjokk og ble det før vi fikk snakke med abortnemnd, som man er pålagt ved senaborter (baby kom i uke 21). Den uka er den verste jeg har vært gjennom i hele mitt liv. Vi fikk all info omkring fødselsforløp, medisiner og hva som ville skje i etterkant, det var merkelig nok en god samtale og de var omsorgsfulle, kjærlige og vi hadde til og med et par øyeblikk der vi spøkte og lo. Vi vurderte ulike muligheter, men endte opp med minnelund (felles grav uten navnesten). Dette har vi angret på i etterkant, men vi er glade for å ha et sted å gå til og minnes vår llille gutt.
Samtalen i abortnemnd var en fredag, og jeg tok de første cytotectablettene lørdag morgen, og søndag ettermiddag kjente jeg de siste sparkene, og at noe skjedde i magen, som en bølge som skyllet gjennom meg, og som noe slapp, og etter det var det stille. Jeg var kvalm og uvel, og måtte spise noen smertestillende tabletter. Heldigvis- og merkelig nok-sov jeg som en stein hele uka, utslitt etter alle vonde følelser. Vanligvis har jeg slitt med søvnen i stressende perioder, men dette slo meg ut som en sten. Det verste var at jeg visste at tablettene sannsynligvis ville ta livet av babyen min, og det kjentes så grunnleggende galt å ta livet av baby når det ikke var ønsket, selv om vi visste at han aldri kunne leve noe fullverdig liv, eller i det hele tatt overleve utenfor livmoren. Det å gå og vente på det et helt (halvt) svangerskap til var uaktuelt.
Mandag morgen møtte vi på sykehuset, det var ren tortur å sitte på venterommet og vente på å bli hentet, jeg gråt og håpte ingen andre gravide kom inn akkurat da (det kom ei da vi gikk ut, men da orket jeg ikke forsøke å beherske meg en gang). Jeg ble satt i gang og fikk smertestillende og beroligende. Vi fikk et rom langt nede i gangen på fødepoliklinikk, og en sykepleier som skulle følge oss hele dagen. Hun er et av de varmeste og fineste mennesker jeg noensinnne har møtt, og tydelig berørt av det som skulle skje. Alle mennesker vi møtte denne dagen og i etterkant har vært ytterst omsorgsfulle og det er jeg så glad for.
Morfinen var nødvendig, for ingen kunne forberedt meg på at veer i uke 21 var like helvetes vondt som ved forrige fødsel, den gang i uke 37 og med en frisk og nydelig gutt som resultat. Vi gikk litt rundt i gangene for å sette i gang prosessen og der møtte vi en kollega av min mann og hennes mann, mine beroligende medisiner virket godt, for jeg kunne fortelle om hva som skulle skje, temmelig uberørt og flat i humøret – og de var på vei til innskrivningssamtale, fire uker før termin for deres del. Etter den lille lufteturen trengte jeg  å legge meg nedpå litt, jeg var svimmel og kjente at noe var i gjære.
Da vi kom inn på rommet igjen måtte jeg hive ut mannen fra toalettet, og så skjedde det ting. Var redd baby var født der, men heldigvis var det kun slimproppen (ved min første fødsel ble denne fjernet av jordmor, beklager grafiske detaljer, men dermed husket jeg ikke hvordan det føltes rent fysisk, og var hysterisk redd for å ha født babyen min i toalettet-jeg visste jo heller ikke hvor stor han var, eller hvordan det ville kjennes når han var mye mindre enn forrige baby jeg hadde født). Mer smertestillende, og på det tidspunktet bad jeg om epidural (den rakk jeg aldri å få, det gikk hurtig herfra). Jeg nektet å sitte i fødestol, ville ikke føde barnet mitt i et metallbekken, så det bar opp i sengen og så er resten en grøt av døsighet og smerter, før han kom kl 11:45.
Jeg ville se han før de vasket og stelte han, og måtte gi veldig tydelig beskjed til sykepleier at hun ikke måtte ta han med ut før jeg fikk se han – vanligvis ville de ta med baby ut og tørke bort blod, dekke til hullet i hodet osv, men for meg var det viktig å få vite alt som skjedde, og få se hvert ledd i prosessen. Mannen min ville ikke se før de kom inn igjen med han.
Han var så liten og så fin, og så utrolig lik sin bror, både i ansiktstrekk og kroppsbygning. Vi var litt redde for hvordan det ville se ut uten hodeskalle på toppen av hodet, men det var ikke ekkelt. Fra øyenbrynene og opp var det flatt og litt ruglete, mens han hadde et hull på størrelse med et kronestykke i bakhodet. Helt tomt inni, bare toppen av ryggraden kunne skimtes. Lys i huden, men nokså rød og blålilla enkelte steder. Han hadde bittesmå øyevipper, negler og fingre-helt ferdig og så alt for liten. Han var 26 cm lang og veide bare 135 gram, og burde på dette tidspunktet ha veid rundt 400 gram, men dette ble forklart med at hjerne og hodeskalle ville ha veid mye mer om det hadde vært intakt. Morkaken ville ikke ut, samme hvor mye jeg presset, så til slutt kom en annen sykepleier inn og dro den ut av meg. Det var ikke smertefullt, men nokså surrealistisk. Den var frisk og fin, heldigvis. Vi fikk også vite at tilstanden anencefali kun rammer noen få tilfeller hvert år, og at det er mindre enn 3% sjanse for å oppleve det igjen. Jeg hadde spist folsyre siden før forrige svangerskap (ca siden 2012), og det var heller ikke noe vi kunne ha gjort for å forhindre skaden. Det var en fattig trøst, men likevel godt å vite at vi sannsynligvis ville få oppleve nye og friske graviditeter og kunne få friske babyer senere. De fant ellers ikke noe unormalt ved baby under obduksjon, organer og resten av kroppen hadde utviklet seg som normalt-han var litt tynn, men dette hadde de ikke noen forklaring på-annet enn at babyer vokser i utakt. Vår andre sønn har også alltid vært lang og smal, så det kan også bare ha vært hans kroppsbygning.
Vi fikk stelle han, pynte litt i den lille eska han skulle begraves i og fikk ha han hos oss så lenge vi trengte. Vi fotograferte, kjente, koset og betraktet den bittelille gutten vår som var så fin. For å kunne se ham ordentlig, la vi han på siden og fotograferte fra alle vinkler. Det var som å se en miniatyr av storebror, de var fullstendig like i kroppsfasong og bygning. Han var helt fin og ferdig, bortsett fra over nesen og i bakhodet, og skulle bare vokst og vært frisk.
Vi dro fra sykehuset rundt kl 16:00, men dro tilbake dagen etter for å ordne litt til og si et siste farvel. I løpet av uken vi ventet på å komme inn på sykehuset, strikket jeg en bitteliten lue (på størrelse med en eggevarmer) og et lite teppe som han skulle få med seg, og vi kjøpte den aller minste bamsen på størrelse med en fyrstikkeske i sykehuskiosken. Damen i kiosken ville gjerne pakke den inn, jeg hadde ikke hjerte til å si at hun ikke trengte det, for den skulle bare legges i en kiste. Han fikk også med seg en koseklut etter storebror som han ble pakket inn i, og en mindre koseklut å ligge på, i stedet for det sterile tisselakenet fra sykehuset. Det hele var forferdelig tungt og fint på samme tid. Han ble hentet på sykehuset onsdagen og lagt i jorda ved minnelunden på kirkegården. Dagen etter var vi der med en liten stein med navn og fødselsdato, og lys.
På ettersamtale hos sykehuset, fikk vi vite at tilstanden til lille E ikke var uvanlig, men at det ikke rammet mange likevel- og at disse babyene oftest ble oppdaget tidligere i svangerskapet, eller spontanabortertes. Månedene som har gått har vært et stort kaos, det går sakte bedre og storebror er en stor trøst og glede oppi alt det vonde. Han var lei seg, og var redd for at vi hadde den døde babyen med oss hjem fra sykehuset. Han ville likevel gjerne se bilder, og syns lillebror var fin, men litt rar- og liknet litt på en apekatt. Det hadde han forsåvidt rett i, barn er herlig ærlige sånn sett.
I dag, fem måneder etter, snakker han lite om sin døde lillebror, men stadig mer om babyer, og at han ønsker seg en ny lillebror og spør stadig om når vi skal få en baby. Min redsel for at noe skal skje med han er større enn tidligere, selv om det ikke er rasjonelt. Livet er skjørt, og vi prøver å gå videre og sørge om hverandre. Men det er noe som er helt feil, og det er å besøke babyen sin på kirkegården og ikke ha han i magen. Termindato var 5. juli, den dagen besøkte vi minnelunden og la ned blomster, tente lys og leverte hånd- og fotavtrykk til innramming hos den lokale galleristen. Vi bestilte også smykker med navnet hans på, så de to navnene på de to barna våre får henge nærme hjertene våre.

Skriv din kommentar

Kommentarer (38)

  1. Jeg sidder med tårer i øjnene, og en lyst til at gå ind og kramme lidt på min sovende baby. Av, det var en beretning der gik lige i hjertet. Det var barsk læsning, men det, synes jeg, der også skal være plads til i ‘Fødselsfredag’.
    Tak fordi hun ville dele sin historie.

    1. Tusen takk for de fine ordene. Historien er min, og jeg var i tvil om det var smart å dele. Men åpenhet er viktig, og jeg er glad for at Cana vurderte det på samme måte.

  2. Puh ha, en klump jeg sidder med i halsen. Jeg måtte tage mig gevaldigt sammen for ikke, at lade tårerne trille ned ad kinderne. Det må være noget så frygteligt at opleve! Det er virkelig flot at dele herinde. Jeg ønsker al mulig lykke på familiens vej fremover 🙂

  3. Puh, den historie rammer mig lige i hjertet.
    For 2,5 år siden fik jeg nemlig samme besked om den baby der lå i min mave – intet kranie, ingen hjerne, ikke levedygtigt barn! Føj det er en skrækkelig besked at få! Jeg var dog så heldig at det blev opdaget ved Nakkefoldsscanning, så jeg slap for at føde barnet og kunne få en udskrabning samme dag. Men nøj hvor var det en hård omgang!

    Til den søde modige mor som har delt denne forfærdelige oplevelse vil jeg fortælle at efter det hele blev bearbejdet, så besluttede vi os for at prøve igen. Det har resulteret i at jeg lige nu ligger og ammer vores tre måneder gamle datter❤️ Der er håb forude! Også selvom den næste graviditet muligvis bliver præget af angst og ekstra bekymringer. Mange Knus og kram til dig!

    1. Så leit å lese at du har opplevd det samme, men så godt at det har gått fint med dere og babyen deres <3

  4. ……… De allervarmeste tanker til kvinden og familien…. Jeg sidder med tårer i øjnene og mindes vores lille Halfdan. Vi var igennem det samme. At skulle tage et ubegribeligt valg for vores lille ufødte søn, der med svære misdannelser ikke ville kunne klare livet her på jorden. At skulle føde ham, sidde med ham, synge for ham, svøbe ham, kysse ham og lægge ham i en lillebitte kiste. 25 cm og 340 g. i uge 21+.

    Det er det hårdeste og mest ubærlige, vi nogensinde har været igennem…. Halfdan vil altid mangle! Hans hånd- og fodaftryk minder os dagligt om, at han VAR her….. Vi HAVDE ham og han vil altid være med os. Det er vigtigt, at de her historier bliver fortalt! Jeg er glad for vores samfunds muligheder for at give gravide så mange informationer som muligt for at forberede evt. udfordringer fremover, men jeg må også bare konstatere, at når beskeden efter en scanning er så alvorlig, at forældre bliver stillet spørgsmålet: “Vil I afbryde graviditeten?”- så bliver de stillet i et dilemma, som vi som mennesker slet ikke er i stand til at befinde os i. Det er jo vores lille barn, der rumsterer rundt derinde i maven…. Hvordan bliver man nogensinde i stand til at tage det rette valg?? Det vil altid sidde i mig- at jeg tog den ultimative beslutning på mit barns vegne. Jeg ved, at det var det rette, men det eksistentielle i det, vil jeg aldrig kunne begribe.

    Sender tonsvis af støtte og kærlighed til de mange kvinder og mænd, der står i disse dilemmaer. Det gør så ubeskriveligt ondt!

    Når man er i det, føles det ikke som om der er et liv forude… Alt stopper ligesom. Heldigvis havde vi vores Bertil at komme hjem til- og idag løber Georg på 1 år rundt <3 Halfdan blev født d. 14. juni 2015….. Det er et liv fuld af kontraster.

    Tak Cana, for at bringe ovenstående fødselsberetning. Det hjælper faktisk at høre andres beretninger, når man selv har været det igennem.

    TAK!

  5. Så smukt, så hjerteskærende… Det gør ondt helt ind i hjertekulen!
    Sender en masse tanker til jer der står med sorgen, og frygten.. Det bliver ikke let at starte en ny graviditet, men hvis systemet i Norge er som her, vil du blive fulgt hele vejen igennem af specialister. Du vil være i trygge hænder!

  6. Jeg sidder med tåre i øjnene og kan slet ikke finde ord. Vil egentlig blot smide et kram til din norske læser og alle andre, der har været så forfærdelig en ting igennem ❤️❤️❤️

  7. Puha, der triller tårer nu!
    Sikken en forfærdelig besked at få – det føles så forkert!
    Cana, tak fordi du lige skriver en lille advarsel. Det synes jeg er meget hensynsfuldt.

  8. Stærk læsning og tankene går til familien i Norge!

    Vi har selv oplevet det i 21 uge da vores datter havde en kromosomfejl, blev vi nødsaget til at stoppe hendes liv. Mange etiske overvejelser var vi igennem og vi kunne ikke forlige os med at vores datter ikke kunne leve udenfor min livmoder. Det var ufatteligt barskt.
    Vi fik støtte igennem foreningen for spædbarnsdød i den svære tid. Hvilket gjorde det knapt så ensomt at komme igennem sorgen.

    Siden har vi heldigvis få et 3 sunde børn og savnet til vores datter vi mistede, er blevet til at leve med.

    1. Så leit å lese at dere har vært gjennom det samme. Godt at dere nå har flere barn. Sorgen vil alltid være der, men en kan leve med den.

  9. Det er godt nok hård læsning og samtidig virkelig godt skrevet. Jeg håber det er de færreste der kommer til at opleve noget lignende men forestiller mig at dem der gør finder trøst i beretninger som denne. Godt valgt, ikke at oversætte fortællingen og tak for advarslen i toppen af indlægget.

  10. Jeg har været dér.. Vores “første” havde også acrania, det blev opdaget på aller-sidste mulige dag for nakkefolds-scanning (egen læge havde glemt at indstille mig til nakkefolds-scanningen, så det var under en café tur med 2 gravide veninder, de gjorde mig opmærksom – og jeg selv ringede til sygehuset og bestilte tid til dagen efter!).
    Han lå så fint og vinkede til os, men hele hjerne-skallen manglede (det område med hår på hovedet manglede), det var bare en bobbel.
    Men da abort-grænsen var overskredet, skulle jeg selv føde ham. Og dét er jeg glad for, for jeg så ham bagefter – så lille og fin (ca 12-14 cm) og med lille bitte klæde over hjerne og køn.
    For vi ville ikke vide kønnet. Men da vi skulle have svar på obduktionen, sagde lægen: “Ja altså, han var jo…”. Så nu hedder han Thorkild, når vi snakker om ham (fra Blinkende Lygter: “der er noget galt med dét æg, Thorkild” )

    1. Så godt dere fikk vite, men så fælt å oppleve. Jeg tror fødselen er med på å hjelpe mye i sorgarbeidet etterpå. Fint navn, og morsomt med referansen fra Blinkende lygter, en av de morsomste danske filmer 🙂

  11. Puha så barskt og så fint skrevet. Jeg mistede også mit første barn – født alt for tidligt pga. vandafgang og hans lunger var for umodne til han kunne overleve. Så hårdt og surrealistisk at fejre hans terminsdag på en kirkegård.
    Søde norske mor – jeg er i dag mor til tre fantastiske unger – tre graviditeter fyldt med angst, men er det norske system som her i Danmark så får man alt det hjælp man vil have. Alle døre var åbne for at hjælpe os over på den anden side med et levende barn i armene ???❤️

  12. Tårerne løber ned, og jeg er tom for ord. Tak for den rørerende historie, som er fantastisk skrevet, og så et kæmpe knus til den norske supermom. Jeg håber, at du får masser af børn, fordi du lyder som en helt igennem stærkt, fantastisk person og mor <3

  13. Så stort at du vil dele din sørgelige, og stadig rørende historie. Jeg har heller ingen ord, og tårerne løber ned ad mine kinder. Jeg er selv blevet mor til en lille dreng og han får et ekstra klem og kys i aften. Hvor er du en stærk kvinde! Og må al lykke ramme dig og din familie i fremtiden.

  14. Tak for at dele din historie.
    Jeg venter pt på en senabort (i uge 21), da jeg bærer tvillinger og det skulle være det mindst risikable tidspunkt. Den ene har den værste hjertefejl man kan få, den anden er rask og fin. Hun bliver nødt til at ligge i min mave til den anden bliver født, og det synes jeg er svært – at jeg ikke får mødt hende og sagt farvel. Det er ‘rart’ at se på kommentarerne at det bare er svært, for jeg mødes meget med et ‘fokuser på den raske!’ – men den syge er jo også min lille pige, som jeg desværre ikke kan gøre noget for. Så tak for at dele din historie❤️

    1. Kære Karen,
      Tusind varme tanker til dig!
      Jeg håber at I kommer igennem resten af graviditeten og jeres døtres fødsel på bedst mulige måde.

      1. Så trist å høre, Karen. Og all mulig lykke til med det forestående. Så godt at din andre tvillingpige er frisk og fin, men så leit med den lille som ikke kunne. Det er viktig å gi plass til alle typer fødselsberetninger syns jeg, selv om noen kan virke skremmende og være sorgfulle. Livet er fullt av nyanser og sånn er det dessverre også med det å få barn. Sender deg mange gode tanker og en klem <3

  15. Sikre en flot men meget barsk fortælling! Kærligheden til jeres baby skinner tydeligt igennem din meget fine skildring af jeres babys alt for korte liv!
    Tusind tak fordi du ville dele den.
    Mine tanker går til alle I som har mistet det dyrebareste man kan bære under sit hjerte ❤️

    1. Tusen takk, navnesøster 😉 den er hard ja, men også god. Vi fikk jo ha han en liten stund og det er verdt alt.

  16. Puha det går lige i hjertet…
    Hvor er det godt fortalt og ikke mindst beskrevet skridt for skridt.
    Uha jeg føler med dig – og alle jer andre i samme situation…

    Vi oplevede det i september sidste år, bare med en Trisomi 13 kromosomfejl,
    En kromosomfejl der også er uforenelig med liv.

    Det var ubeskriveligt hårdt på alle måder, chokket, de bristede drømme, accepten af det, at skulle tage pillerne, veerne, fødslen og tiden efter.
    Aabenraa sygehus og personalet var simpelthen guld værd, de følte med os og støttede os.
    Vi glemmer aldrig vores lillebitte dreng og er glade for at vi valgte at se ham. ?

    Han skal i øvrigt være storebror til en sund og rask lille pige til november <3

    1. Takk for det, og så leit å høre at du har vært gjennom det samme, du kjenner gangen i det. Det er viktig å få sett baby tror jeg, det var bare gode minner for oss-og en fin stund, tross alt-det lille vi fikk ha han hos oss og holde han. Det er jo det samme hva slags feil som ligger til grunn for en senabort, når det ikke er forenlig med liv, dessverre. Så godt at dere får en liten jente i november, tillykke med det 🙂

  17. Årh det gør ondt helt ind i modersjælen.
    Da jeg var 15 år, fik jeg selv senabort i uge 22. Jeg var ikke klar til at være mor, og slet ikke da det viste sig at hun ikke var rask og vidste hvilken barndom hun skulle igennem.. hun havde nemlig samme symptomer på sygdomme, som min daværende kæreste altid havde kæmpet med.
    Det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, men Næstved sygehus var så søde og kompetente. Nu har jeg lige fået en sund og dejlig datter, og mødte ved flere jordemoderbesøg samme jordemoder der hjalp min første datter til verden. Hun kunne huske mig og situationen, som var det dagen forinden det var sket. Det var meget rørende.
    Det er bare sådan et tabubelagt emne, især min alder var for nogle endnu en måde og dømme mig på. Men jeg ligger ALDRIG skjul på min historie og min første datter ♡

  18. Kære FrkSnupp

    Mange mange tak for at dele din historie. Jeg har af flere omgange, forsøgt at finde beretninger, erfaringer og lign med netop akrani, men der findes ikke meget på internettet. Jeg har selv båret et barn med akrani og de etiske overvejelser, tanker, samvittighed og sorg har jeg følt mig alene med. Heldigvis har en god psykolog hjulpet mig med at få ryddet op i det. Men tak! Tak for at dele og for at jeg nu føler mig mindre alene!
    Jeg håber jeres vej fører et godt sted hen og at gode tider er i vente.

    Mange hilsner Pia

  19. Smuk beretning – jeg er storesøster til en lillebror født 1979 med samme misdannelse. Det har altid været en del af vores fortælling, men dengang gemte man det væk, nok fordi man ikke vidste bedre og året efter fik vi en rask og fin lillebror. Men da jeg for 22 år siden blev gravid, var jeg bange for at få et barn uden hjerneskal og blev heldigvis tilbudt en ekstra scanning i uge 12-13, det gav mig ro. Men det var nærmest umuligt at finde info om misdannelsen, jeg kendte ikke navnet og min læge var ikke klar over hvad jeg mente, men da jeg kunne fortælle at både min mor og min oldemor havde født sådan et barn, sendte han mig til ekstra scanning.
    Så endnu en gang tak for den smukke om end barske beretning.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven