mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – Når en stor bristning (grad 4) bliver en realitet

Selv for mig, som jordemoder og dermed overordentligt velinformeret kvinde når det kommer til fødsler, var bristning dét jeg – udover et fatalt udfald for baby, naturligvis – frygtede allermest ved at føde, dengang jeg var garvid. Jeg frygtede ikke en hvilken som helst og slet ikke en helt “almindelig” bristning (som jeg fik), men jeg frygtede en stor bristning. Èn af dem, hvor endetarmsmusklen – og nogle gange i virkeligt grelle tilfælde også en del af tarmvæggen – bliver revet over. Sidstnævnte har jeg gudskelov aldrig oplevet, men frygten sad i mig, under begge mine graviditeter. Heldigvis kan man, med god guidning fra sin jordemoder oftest komme udenom disse store bristninger, men det sker altså af og til på trods. Som det gjorde det, for kvinden der har forfattet denne uges fødselsberetning. Hun fik en kæmpe stor bristning; hendes verden faldt nærmest fra hinanden – og alligevel er hun kommet ud på den anden side. Det er en fantastisk beretning, som udover at være rørende og godt fortalt, også er relativt lang, så jeg vil anbefale dig at sætte dig tilbage og nyde de næste 4-5-6 minutter i selskab med en overordentligt sej kvinde.

Vandet gik aftenen før terminsdagen, jeg fik regelmæssige veer 2-3 timer efter, og jeg udvidede mig helt efter bogen. Vi blev spået en hurtig fødsel, og jordmoderen, som var tilstede kl. 13 (15 timer efter vandafgang), var overbevist om, at hun ville tage imod barnet i løbet af hendes vagt, der sluttede kl. 15. Men sådan gik det ikke.

Jeg kom i pressefase omkring kl. 13 og pressede på livet løs, men fasen varede ved. Klokken blev 14, den blev 15, og den blev 16 – jeg var udmattet. Fuldstændig færdig! Jeg husker ikke meget fra de timer, men jeg husker, at jeg flere gange spørger, om vores barn er okay, og jeg sagde flere gange ”Nu kan jeg ikke mere” – og jeg troede vitterligt ikke, jeg kunne mere. Der blev mere og mere hektisk på stuen, og det endte med, at der bliver tilkaldt læge og mere personale. Jeg husker, at jordmorderen informerede mig om, at hun ville lægge en lokalbedøvelse, og lægen informerede os om planen: 2 forsøg med sugekop, og ellers ville det blive et akut kejsersnit. Vi samtykkede naturligvis. Jeg husker ikke så meget andet end, at jeg var udmattet, som jeg aldrig har prøvet før, men fik besked på at presse og holde presset. Jeg husker ikke smerte, kun at det var uendelig hårdt. Men det lykkedes! Vores datter var ude og lå nu på min mave. Det var fantastisk. Lægen forklarede, at jeg lige skulle undersøges på lejet, så han kunne få et overblik over eventuelle skader. Jeg var ligeglad, han kunne gøre, hvad han ville. Jeg havde ingen smerter og var bare forelsket i det lille nye væsen. Han fortalte os, at jeg var bristet og at han gerne vil have mig over på en operationsstue. Jeg husker ikke, at jeg tænkte noget særligt omkring informationen om, at jeg var bristet, fordi jeg havde jo læst, at rigtig mange førstegangsfødende brister i mere eller mindre grad. Jeg tænkte mere på, at jeg så skulle køres væk fra min datter og kæreste.

Vores datter kom i armene på hendes far, og jeg lå ret hurtig i en seng på vej mod en operationsstue. Jeg husker ingen smerte, bare eufori over at have født vores datter og iver for at komme tilbage til fødestuen. Jeg fik anlagt en epiduralbedøvelse, og den næste time gik med at lægen syede mig. Jeg begyndte da at have spørgsmål til, hvad den bristning, jeg havde fået, havde af betydning, og hvor meget jeg var bristet. Lægen fortalte mig helt roligt, at han vil informere os, når han er helt færdig, og vi er tilbage på fødestuen. Endelig retur på fødestuen og gensynsglæde. Jeg lå i sengen med vores datter ved brystet og flag på bordet. Nu fik vi besked om, hvor meget jeg var bristet. Grad 4. Grad 4? Ud af hvor mange mulige grader? Grad 4 –  ud af 4 mulige. Det var svært at forstå, at jeg var bristet i sådan grad, at selv min ringmuskel og tarm havde taget skade. Jeg var stadig bedøvet, havde et urinkateter og havde ingen smerte. Men det var sikkert og vist, at jeg var bristet i en alvorlig grad – en kæmpe stor bristning – og forklaringen kunne være flere og en kombination. Vores datter havde en kampvægt på 4150 gram (jeg er 165 cm høj og slank af bygning), hun havde haft en kraftig, men kort navlesnor, som var viklet rundt om hendes hals 2 gange og derfor havde holdt hende lidt tilbage, hun havde en hånd op foran sit ansigt på vejen ud og havde desuden stået skævt i mit bækken – alt sammen medvirkende til en meget lang pressefase, der endte med en anlæggelse af sugekop.

Jeg tror ikke, jeg endnu helt havde forstået, hvad han havde fortalt os. Jeg havde jo læst om bristninger og vidste, at mange bristede og især ved første barn. Men jeg mindes ikke at have læst om bristninger i grader. Måske et par sting og svie ved vandladning. Men på barselsgangen gik det for alvor op for mig, hvad en bristning i den grad ville få af betydning på kort sigt og muligvis langt værre ting på længere sigt. Personalet, der tog imod os på barselsgangen, informerede om, at der den følgende dag ville komme en fysioterapeut og fortælle mere og medbringe en pjece. Men det endte med at de ret hurtigt fik hentet den pjece, selvom det var midt om natten. Jeg havde så mange spørgsmål og havde behov for at have det på skrift, så jeg kunne læse det igen og igen. Jo mere jeg fik at vide eller læste – jo mere knust blev jeg. Men jeg ville vide det hele. Kun sidde/gå/stå i begrænset omfang i 4 uger, undgå at bukke mig ned, muligvis smerter ved afføring og vandladning, skulle forvente uheld, hvor jeg ville få problemer med at holde på urin, luft og afføring, ikke bruge toiletpapir første 14 dage ved vandladning og 4 uger ved afføring, ikke presse ved afføringstrang, ikke løfte mere end mit barns vægt, helst rulle ud af sengen for at skåne syningen, tage afføringsmiddel for at skåne syningen for pres. Det var mange ting at forholde sig til, og især hæftede jeg mig ved, at jeg ikke skulle sidde for meget, fordi så kunne jeg ikke amme mit barn, som jeg havde forestillet mig – siddende. Jeg skulle ligge ned og amme. I dag kan det virke helt tåbeligt, at jeg blev så ked af, at jeg ikke kunne sidde og amme mit barn, men det var en illusion, der bristede for mig, og jeg kunne slet ikke huske, at jeg nogensinde havde set andre amme deres barn på andre måder end siddende. Jeg græd det meste af den nat. Jeg græd, fordi jeg slet ikke kunne overskue, hvad den bristning ville få af betydningen, og græd jeg ikke over det, så græd jeg over, at jeg tillod mig selv at være så ulykkelig på den første nat med vores baby.

Morgenen efter fik jeg fjernet det urinkateter, de havde anlagt, og jeg skulle nu tisse. Men jeg turde ikke engang sætte mig på toilettet, da jeg jo havde læst, at jeg skulle sidde i et begrænset omfang. Men hvad er et begrænset omfang? Og hvordan sætter man sig på et toilet, når man er bange for, at hver og en af de syninger, der er lavet, vil springe op? Jeg ville bare hele. Jeg tissede stående i badet, og det skulle jeg snart blive helt vant til – desværre. Jeg turde slet ikke tænke på afføring og havde egentlig ikke lyst til at spise særlig meget, da det jo ligesom skulle ud igen.

De få gange, jeg var ude af sengen og ude på gangen på barselshotellet, blev jeg ikke mindre ked af det. Jeg var misundelig. Jeg var så misundeligt på alle de andre nybagte mødre, der sad med deres børn i armene og ammede. Der sad og spiste morgenmad. De sad da de fik barselsgæster. Jeg ville også sidde. Jeg ville også føle mig mere normal og ikke sengeliggende – ikke føle mig handikappet og bange for konsekvenserne. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville sidde den næste måned. Vejledningen hed at jeg ikke måtte gå/stå/sidde for længe – men hvor længe er for længe, og hvad kunne konsekvensen være? Jeg turde ikke tage chancer og dermed risikere, at jeg helede dårligt, hvorefter jeg så ville kunne bebrejde mig selv, fordi min adfærd måske kunne være skyld i det.

Vi blev fortalt, at jeg havde gode forudsætninger for heling – aldrig røget, i god fysisk form og ikke overvægtig. Jeg kunne også allerede på hospitalet stoppe min urinstråle, og det var et positivt tegn om, at min bækkenbund var stærk, men det jeg huskede mest var beskeden om, at jeg skulle forvente uheld i form af at lække urin eller afføring, og at dette kunne være forventeligt i tiden efter.

Vi blev udskrevet 2 dage efter fødslen, men hvordan kommer man hjem i bil, når man er angst for at sidde ned i frygt for at ødelægge helingen. Det var som om, at der bare hele tiden kom ting, der ikke lige var så let. Jeg hadede det. Jeg var ked af det og frustreret. Dagene gik naturligvis med at beundre og lære vores datter at kende – men dagene gik også i sengen. Dagene gik med mange knibeøvelser – rigtig mange. Dagene gik med at gå i brusebad efter hvert toiletbesøg. Dagene gik med, at jeg tog tid på, hvor længe jeg kunne holde mig fra jeg fik afføringstrang til jeg blev nødt til at gå på toilettet. Dagene gik med at læse den udleverede pjece igen og igen og igen. Jeg havde lovet mig selv og min kæreste, at jeg skulle lade være med at google emnet – men det løfte kunne jeg ikke holde. Jeg googlede i øst og vest. Indland og udland. Jeg ville vide ALT, og mest af alt ville jeg bare gerne læse, at det kunne ende godt. Men jeg skulle have holdt mig til mit løfte, fordi google gjorde mig ikke godt. Jeg blev blot bekræftet i, hvor mange mén, konsekvenser og risici, der er forbundet med en bristning i den grad. Jeg frygtede mest af alt ikke at kunne holde på min afføring, og det var ikke en selvopfunden tanke. Det var en reel risiko. Jeg frygtede, at jeg måtte droppe alt socialt liv af frygt for, at jeg skulle opleve uheld, og jeg forestillede mig, hvordan mit og vores liv så ville være. Jeg havde forberedt mig på, at der er mange følelser og tårer i spil, når man bliver nybagt mor. Men jeg havde ikke forestillet mig eller forberedt mig på det, jeg var havnet i, og jeg følte bare at alt den bekymring kvalte min lykke.

Min kæreste skulle jo på arbejde 14 dage efter fødslen, og jeg anede ikke, hvordan det skulle gå. Man hører tit om mødre, der end ikke når et bad i løbet af en hel dag, og der lå jeg og vidste, at jeg skulle i bad efter hvert toiletbesøg. Endnu en grund til at græde, så det gjorde jeg. Jo mere jeg græd, jo mere dårlig samvittighed fik jeg overfor vores datter. Hun fortjente ikke en mor, der var så ked af det. Der var lange dage i sengen, hvor min verden var brudt fuldstændig sammen til trods for, at jeg var lykkelig over at være blevet mor.

Jeg tog smertestillende de første par dage og stoppede derefter, da jeg egentlig ikke oplevede smerte, men jeg meget hævelse, og tyngdefornemmelse kom ret hurtigt, hvis jeg ikke lå ned. Jeg oplevede dog ingen uheld, jeg kunne holde på både urin og afføring, men jeg var også kun ude af lejligheden en håndfuld gange de først 4 uger og det i meget kort tid, hvor der ikke var toiletbesøg – fordi det jo krævede et bad efterfølgende. Det var jo positivt, men jeg frygtede, hvordan det ville gå, når jeg igen skulle ud i virkeligheden og dermed ikke havde et toilet to værelser væk. Jeg var sikker på, at det kun var en succes hjemme i sikre rammer. Jeg slappede aldrig rigtig af. Min hjerne kørte på højtryk.

Jeg kunne ingen sting eller tråd se, hvor jeg var bristet. Jeg tjekkede dagligt med et spejl, fordi jeg var så bange for, at noget var forkert, at der var infektion eller dårlig heling. Så da vi var på hospitalet til vores datters høretest ugen efter fødslen, bad jeg om at blive undersøgt, og bookede derudover aftale hos egen læge ca. 3 uger efter fødslen. Jeg havde brug for, at fagfolk gav mig en vurdering, til trods for at jeg selv er sundhedsfagligt uddannet. Jeg stolede ikke på min egen fornemmelse. Ved en af undersøgelserne omtalte den undersøgende jordemor, at det på sigt også var vigtigt, at min kæreste og jeg kunne genoptage et sexliv, og mit svar var, at det var fuldstændig lige meget. På det tidspunkt var jeg fløjtende ligeglad med et sexliv på sigt – jeg var bange for, at jeg intet socialt liv ville kunne opretholde, ikke turde gå på arbejde eller bevæge mig ud af vores hoveddør af frygt for, at jeg bogstavlig talt ville skide i bukserne.

Ugerne gik, vi havde få barselsgæster de første uger, fordi jeg var for ked af det og oveni det ikke kunne overskue gæster, når jeg lå ned. Men vi var åbne om bristningen over for de nærmeste, selvom det var ret grænseoverskidende og tabufyldt at tale om underliv, urin, luft og afføring i omgangskredsen, men det fyldte for meget til, at jeg kunne overskue at tie om det.

Min kæreste var tilbage på arbejdet, og der var nedtælling til, at de første 4 uger skulle gå, da der så kunne trækkes en streg i sandet, og jeg turde begynde at genoptage et mere almindeligt liv. De 4 uger gik – men langsomt – og det føltes som en evighed med restriktioner, utrolig mange bekymringer og tårer på grund af bristningen oveni lykken over vores datter. Men ligeså svært det havde været at aflægge sig det at sidde, ligeså svært var det pludselig at skulle sidde igen. Pludselig kunne jeg dårlig huske, hvordan man sad behageligt, og det var en stor overvindelse at sidde afslappet igen. Jeg var så bange for, om det var bedst at vente lidt mere. Jeg havde en kontroltid 5 uger efter fødslen hos en specialiseret fysioterapeut, og det blev et vendepunkt, fordi jeg der blev undersøgt og fik af vide, at jeg nu bare skulle sidde, gå og stå, som jeg kunne holde ud, at jeg var helet godt og faktisk havde en bækkenbund, der var rigtig god. Det var helt vildt, og vi var lykkelige over den besked – det var faktisk gået meget bedre, end vi overhovedet havde turde håbe på. Knap 5 uger efter fødslen gik jeg den første tur med vores datter i barnevognen – og det var stort.

Nu er der gået 9 måneder, og tiden efter fødslen føles som om, det er 100 år siden. Bristningen er noget, vi i dag omtaler som ”kan du huske dengang”, og vi er lykkelig over, at det gik så godt, som det gjorde. Jeg har i dag ingen mén. Jeg kan holde på urin, luft og afføring uanset om jeg løber, hopper, danser eller nyser, og vi har et godt sexliv – til trods for at jeg også har en 4. gradsbristning på CV’et. Og som en veninde har sagt til mig: ”Du har måske den bedst bækkenbund af os alle, når vi er 60 år, fordi du har været så opmærksom på din bækkenbund efter fødslen” – Jeg tror, hun har ret!

Der er dog én ting, jeg i dag fortryder, og det er, at det fik lov til at fylde så meget i den første tid med vores datter. Jeg ville ønske, at jeg havde turde håbe på et godt udfald, havde holdt fast i det positive, at jeg havde kunne finde gode historier om bristninger i 4. grad på google – og ikke kun dem, der indeholdt re-operationer, forfærdelige mén og utallige risici. Men sådan er det nok ofte. Man hører og læser om alle de gange, hvor noget går galt, og knap så meget om alle de gode historier. Men det vil jeg rigtig gerne være med til at ændre, selvom min historie blot er en lille en. Jeg har et håb om, at bare én anden kvinde, i samme situation som jeg var i, falder over min historie i den der farlige google søgning, og så bare får et lille håb om, at det faktisk kan ende rigtig godt.

 

 

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (13)

  1. Det kan faktisk ende godt. Det gjorde det også i mit tilfælde.

    Tak for din beretning. Det rørte mig meget at kunne genkende så mange ting. For mig gik alvoren først for alvor op for mig til fælles genoptræning med andre kvinder med 4. grads bristninger. Flere havde slemme men. Jeg slap heldigt – og jeg troede måske det var fordi min bristning var ret atypisk. Jeg havde nemlig nærmest kun én bristning og det var på den indre ringmuskel.

    Nu står jeg overfor endnu en fødsel og jeg ed så nervøs for at gennemleve det igen. Alle bekymringerne, smerterne og alt det der med ikke at måtte sidde ned – det frustrerede også mig voldsomt. Især i forbindelse med amning og måltider. Nøj, hvor var jeg ked af det.

  2. Tak for din historie. Jeg oplevede ikke en 4. grads bristning ved min første fødsel, men gik både i stykker i mellemkødet og ringmusklen (en lille smule). Men der skulle en specialist/læge til at sy mig, og jeg fik også som det første tilbudt smertestillende, da jeg havnede på barselsgangen senere på aftenen.
    Jeg kan genkende det med at være bange for at gå på toilettet – have afføring. Det frygtede jeg i den grad også den første uge, var sikker på alle syningerne ville gå op – briste så snart jeg pressede.
    Heldigvis gik det hele godt-også uden nogle smertestillende overhovedet, og jeg har i da ingen men:)

  3. Tak for den beretning!
    Jeg havde nærmest samme forløb, som ovenstående, og det fyldte også uendelig meget i den første tid, hvor det egentlig mest skulle handle om baby. Jeg følte mig især berøvet den der tid, hvor man sidder med baby, får besøg, går turer og er i den lykkelige barselsboble. Jeg var også meget ked af, at jeg ikke havde kunne nyde de første minutter med baby på maven, fordi jeg allerede der havde fået beskeden om 4.gradsbristning og hurtigt blev kørt til operation.
    Men kroppen er sej, og jeg helede fint – thank god for knibeøvelser, de betyder alverden i den situation, og jeg har aldrig før eller siden være så disciplineret med “træning”.
    Da jeg skulle have vores andet barn tre år efter, kom alle de gamle følelser og sorgen op igen. Jeg var bange for at skulle føde, bange for at gå i panik undervejs og rædselsslagen for, at det skulle ske igen. Vejledt og rådgivet af virkelig forstående fødselslæge og jordemoder, endte jeg med at vælge kejsersnit ved min anden fødsel. Jeg havde virkelig ikke lyst til planlagt kejsersnit, følte det var falliterklæring, men jeg blev overbevidst om, at det var det rigtige. Og jeg havde en virkelig god oplevelse med kejsersnit. Allerede en uge efter kejsersnit, havde jeg det bedre, end jeg havde 4-5 uger efter fødsel med bristning.

    Når jeg ser tilbage, savner jeg råd og vejledning lige efter bristning. Jeg fik en brochure og to tjek hos en fysioterapeut, og det må, vi sgu gøre bedre i vores sundhedssystem. 4. Gradsbristning er så potentielt invaliderende, at der burde være et bedre genoptræningsforløb og opfølgning.

  4. Tusind tak for din beretning ❤️
    Sikke mange tanker og bekymringer som jeg kan genkende fra mig selv.. Frygten for, hvordan det ville hele, ville jeg kunne holde på det hele..
    Jeg fik også en slem 4. Grad bristning.. Hele mellemkødet, indre og ydre ringmuskel, 2 bristninger i skeden og 2 i endetarmsvæggen ?
    Min søn vejede 4500 g og blev taget med sugekop.

    Jeg havde heller aldrig uheld, eller var i nærheden af det. Jeg var godt smertedækket, og kunne ret nemt holde det rent. Men ja, meget fokus på bækkenbunden ?

    Jeg kunne heldigvis ret hurtigt sidde op, men bekymringerne lå længe i baghovedet.. Jeg følte ikke, jeg havde en ordentlig forbindelse til vores søn, og det har krævet MANGE snakke med både familie, venner og fagpersoner, inden jeg kunne hvile i min rolle som mor..

    Jeg har overrasket mange, fordi jeg spurgte, under 24 timer efter, hvornår jeg måtte få nr. 2, og om jeg kunne føde vaginalt ? Jeg synes bare, det var det fedeste at føde, og gjorde der gerne 1000 gange endnu, bare helst uden bristning ?

    Min søn er 16 måneder nu, jeg har næsten en stærkere bækkenbund end før, jeg styrketræner, løber, hopper og danser, UDEN problemer ??
    Jeg er den i min mødregruppe, der kom sig hurtigst over fødslen og havde færrest gener.

    Så ja, selvom det da var en pisse træls start på mor-rollen, kan det ende rigtig godt alligevel ?
    Jeg har kun en lille bitte frygt for næste fødsel, når den engang kommer ?

  5. Åh der har jeg også været. 4.grads bristning, endetarm, ringmiskel, skeden, det hele var et stort krater der tog næsten to timer at lappe sammen. Føj det var stygt den første måned, men jeg er heldigvis sluppet uden for mén 🙂 det værste for mig var klart bekymringerne om hvordan jeg skulle klare baby og min 2,5 årige datter i kombi med ikke at måtte sidde, stå eller gå. Heldigvis reddede min mor os og boede hos os mere eller mindre den første måned, så vi kunne opretholde et stort set normalt liv for vores ældste. Hip hurra for gode mormødre 😀

  6. Åhhh, hvor sidder jeg bare med en klump i maven efter at have læst dette indlæg. For 7 år siden fødte jeg min første søn og oplevede desværre også en 4 grads bristning. I mit tilfælde blev vi dog efter fødslen alene med en læge/jordemoder studerende der UDEN anden bedøvelse end lidt lattergas prøvede at sy mig sammen. Aldrig i mit liv har jeg oplevet sådan en smerte. For en lille time senere at høre at hun opgav og jeg blev således sendt til operation. Min mand havde vores lille søn – og jeg vågnede op med kateter osv kl 20 om aften. Min søn er født kl 10!!!

    Nå men det var en virkelig hård tid. Nøjagtig som du beskriver med frygt og en masse bekymringer der tog plads for ens første tid med sin lille bebs.

    1. Hov. Glemte lige succeshistorien oveni. 4 år efter min første fødsels fødte jeg igen. Efter flere undersøgelser og overtagelse fra min side kunne det ske vaginalt. Det endte ud med et par enkelte sting efter en virkelig dygtig jordemoders arbejde.

      I dag mærker jeg intet til min tidligere bristning. Andet en lige når der skal hoppes på trampolin – men hva’ pokker, hva’ gør det at sjat tisse en smule når det har resulteret i to sunde og raske børn 🙂

  7. Min første fødsel endte også med en grad 4 bristning, fordi lillemanden synes hånden skulle ligge ved hovedet og en relativ lang pressefase.
    De tog tre timer at sy sammen i fuld narkose og jeg var fuldstændig dopet hele natten, hvor min mand blev sendt hjem og jeg krampagtigt lå og holdt fast i krybben min søn lå i, fordi jeg ikke kunne have ham på maven, da jeg var vind og skæv af smertestillende og bedøvelse. Og puha det gav en skæv start. Intet fagpersonale kunne hjælpe mig med hvordan man lå ned og ammede. Min søn fik ikke nok mælk og endte med gulsot og den første uge blev brugt på hospitalet hvor jeg sad op og ammede og havde aå mega ondt når jeg sad på arret. Ikke det fedeste.

    Nå men her til succes historien i det hele – jeg klarede den og da jeg næste gang skulle føde blev jeg vejledt i at få et planlagt kejsersnit. Jeg mødte op til før samtale om det 4-5 uger før termin og under informationsmødet med læger og narkose rejste jeg mig op og proklamerede at jeg ikke ville have et kejsersnit – alle prøvede at overbevise mig om det modsatte pånær min mand – og efter at have underskrevet at det var mit eget valg fik jeg lov til at have en normal fødsel.

    Og jeg har født to børn siden ved vaginal fødsel – ingen bristninger overhovedet – jordemødre der vidste hvad de lavede og mig der lod mig guide af dem. Jeg panikkede begge gange lige da barnet stod allerlængst nede i bækkenet, men blev hurtigt talt til ro og intet skete. Er så glad for jeg valgte at føde naturligt og at der intet skete.

  8. Puha, sikke en omgang.. SÅ sejt at dele og kæmpe! Megaprops!

    Cana, har du – eller vil du – skrive et indlæg om at undgå bristninger? Jeg er selv førstegangsgravid og det er helt sikkert også min store frygt!

  9. Ben there, done that-krydret med en stomi i 1 år….jeg var også panisk over at gå på wc, men det skulle jeg jo. Efter 3 døgn forsøgte jeg at forklare lægen(jeg var blevet genindlagt pga urinretention) at jeg var sikker på, at der kom afføring ud, det forkerte sted. Lægen undersøgte mig. “Nej, det er puds” var svaret. (Jeg fik dog ike antibiotika eller noget af den grund). Om natten måtte jeg grædende ringe efter sygepl. Jrg havde været på wc, aå nu viste jeg hendes, hvordan mit papir så ud, når jeg tørrede mig. Megaydmygende. Men jeg var helt sikker-der kom afføring ud af min skede og ikke der hvor det skulle. Hun troede mig heldigvis. Næste dag blev jeg undersøgt af en ny læge. Og for at gøre en laaaaang historie kort-jeg blev overflyttet til nyt hospital og efter en re-operation som sprang op igen, fik jeg stomi. Og efterfølgende et par operationer og rekonstruktion af min skedebagvæg., og så endelig efter 1 år blev stomien ført tilbage. Jeg troede aldrig det skulle blive godt. Men det gjorde det:-)

  10. Er rørt over at læse det og jeg fødte for 2 måneder siden så jeg står midt i alle bekymringer. Det er så hårdt :(.
    Cana- tror du der er mulighed for at jeg kan kontakte kvinden? Jeg føler mig nemlig meget alene i min situation.
    Mvh. Julie

    1. Kære Julie,
      Jeg er forfatter til ovenstående indlæg – men ser desværre kun din kommentar nu. Jeg håber du er kommet godt igennem dit forløb og har du behov at at tale om noget af det, så skriv endelig her igen – så er jeg klar!
      Vh Marie

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven