mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Blød kost i to uger, blev der sagt!

Som rigtigt mange bemærkede – og gættede, hvor er I gode! – på instagram i går, så stod menuen hjemme hos os i går aftes på risengrød. Til min store overraskelse, så var der faktisk temmeligt mange af jer, som tilkendegav at I skulle have nøjagtigt samme menu, hvorfor man næsten kunne formode at månen stod på én eller anden særlig risengrødsvenlig måde, som fik os alle til at få samme tanke på en i øvrigt okay-varm dag her i august.

Men ak, hos os var det ingenlunden månens skyld. Det var derimod Jens’ tænder, som han – ved et i øvrigt fuldkommen udramatisk styrt i vores gård mandag eftermiddag – desværre slog ret hårdt. Èn mælketand (som heldigvis allerede rokkede lidt) blev slået ud og hans ene, helt nye, blivende fortand blev slået løs.

“Jeg faldt bare ned af en skraldespand” sagde Jens, der tappert forsøgte at smile til mig efter styrtet.

Av, altså! Det gør så ondt i mit hjerte, når min børn kommer galt afsted, omend jeg – gudskelov – har fået noget mere hår på brystet, siden dengang jeg for første gang blev ringet akut op til børnehaven til et blødende barn, som jeg engang skrev om HER.

Grundet den løse fortand holdt jeg selvfølgelig Jens hjemme fra skole dagen efter, for i stedet at have masser af tid til hygge i Andedammen (hvor jeg fik den dér fantastiske gave) og selvfølgelig for at konsultere den lokale tandplejer, som gudskelov, efter røntgen og inspektion, kunne fortælle, at der var rigtigt gode prognoser; vel at mærke, hvis vi kunne være rimeligt konsekvente omkring hans kost. For sagen er altså den, at for at den lille (eller store, i en 6-årigs mund) tand kan sætte sig godt fast igen, så må han ikke bide med den. I to uger.

Blød kost, blev der sagt! Eller i hvert fald mad, der ikke kræver, at det bliver bidt over.

Bum. Så det blev til et: “Skal vi ikke pise risengrød, skat?”. En løsning som begge mine børn naturligvis var ellevilde med!

Jeg tænker egentlig at det er forholdsvist uproblematisk derhjemme, hvor han jo til enhver tid kan skære sin mad ud i bidder; til gengæld er jeg altså en lille smule på herrens mark i forhold til madpakken, som han jo skal have med, de kommende uger. Det oplagte ville selvfølgelig være at give ham alt muligt andet end rugbrødsmadder med; pastasalat for eksempel. “Problemet” er bare, at Jens igennem de sidste to år har fået maden serveret i børnehaven, hvorfor han nu synes det er noget af det mest eksotiske i verden, når han kan få to klapsammenmadder og et par grøntsagsstave med i madpakken.

[Et halvsløjt forsøg på at lave ikke-bide-venlige madder, som stadig helst skal være til at pakke ind, til madpakken]

I morges endte det med en variant, hvor jeg simpelthen skar hans madder ud i stave, men ærligt, så tænker jeg ikke at det er særligt holdbart. Jeg forestiller mig i alle tilfælde, at det bliver en værre smattet omgang efter en tur i skoletasken på en løbe-, hoppe-, danse- og fjolleglad seksårig, som naturligvis selv fragter sin skoletaske med dertilhørende madkasse rundt.

Derfor: Hvis du har nogle gode idéer til mad der ikke skal bides over til madpakken, så fyr løs. I need inspiration! 

… Og til jer der stadig måtte sidde med hjertet oppe i halsen over tænder der bliver slået ud og dén slags, så bare rolig; drengen er glad, han har ikke ondt og der er ingen grund til bekymring – tanden skal bare liiige sætte sig fast. Ingen ko på isen der <3 Det er i hvert fald hvad jeg fortæller mig selv, når jeg går i selvsving over, hvor synd jeg i virkeligheden synes det er for ham.

Skriv din kommentar

Kommentarer (28)

  1. Hej,
    Pågen (kan fx købes i Føtex) har noget rugbrød som er meget (!) blødt. Det kan vel egentlig knap nok kaldes rugbrød, det minder mest om en blanding af rugbrød og franskbrød. Men jeg tænker det i de to uger kunne være en god løsning når han gerne vil have rugbrød med. Det kommer ikke til at belaste tænderne og der er ikke rigtig kerner i. Og må stadig være bedre end rugbrød med kerner der skader tanden eller helt hvidt brød.

    God bedring med den lille tand.

  2. Pasta salat mm?
    Lækker smoothie
    Selvfølgelig med en masser haps ting til.
    Pøj pøj m tanden.
    PS tak for en fed og dejlig blok og cool t-shirt du fik?

    1. TAAAK <3 Jeg har bare lige ét spørgsmål - hvordan transporterer man en smoothie i skoletasken? #rookiemor

      1. I en drikkedunk- du ved uden suttetut? El en vandflaske- du bare sådan en 1/2 L m skruelåg..
        Rigtig nemt og den mætter jo smager skønno????God fornøjelse?

  3. Dengang jeg havde togskinner spiste jeg tit yoghurt når jeg lige havde fået rettet tænderne. Hvis de har et køleskab kan du give ham det .ed og en masse frugt og frø han kan komme i 🙂

  4. Jeg ved godt at han var glad for rugbrødsmadder osv, men HVIS han nu en enkelt dag eller 2 vil have kold havregrød med frugt i (eller noget andet, næsten flydende), med, så ville jeg bare lige sige at IKEA har nogle VIDUNDERLIGE “madpakker” af glas, der lukker totalt hametisk, så det ikke løber ud.. måske ville jeg (just in case) tage en pose om, men stadig.. Det er bare fordi jeg selv er totalt vilde med dem, og bruger dem til alt (også i køleskabet) og i nogle ret gode størrelser.. Det var bare lige det.. God bedring til Jens og til moderens nerver.. ?

  5. Min søn slog sine tænder i efteråret. Og der måtte han heller ikke bide maden. Vi skar simpelthen dem i hapser og så en lille gaffel med i madkassen. Og kun blød frugt/grønt som haps. Det blev ikke smattet. Og hans tænder sidder der da også endnu i øvrigt 🙂

    1. Hvor er det dejligt med sådan en succeshistorie. Jeg er nu heller ikke som sådan bekymret for tanden – den skal nok blive hvor den er (eller forhåbentligt rykke sig tilbage til sin oprindelige plads, nærmere), men det irrationelle moderhjerte forstår ikke altid det samme som min hjerne <3

  6. Selvom du sikkert har helt styr på den del, så siger jeg det lige alligevel: husk at melde det til forsikringen. Hvis der nu skulle blive noget med den der tand senere. Faktisk så sent som når han er over 18 og selv ville skulle betale. Så kan man slippe, hvis man har husket forsikringen 🙂

  7. Husk at melde det til forsikringen. Ikke fordi der skal ske noget nu og her. Men hvis han som voksen får problemer med tanden/tænderne, så skal der være oprettet en hændelse nu her.

    Mht mad, så ved jeg det er usundt, men sådan nogle yoghurt med drys, eller risifrutti eller frugtmod med mysli fra netto. De kan være et pladser på såret i et par uger. Pøj pøj.

  8. Føler med dig. Herhjemme står den også på blød kost for min 3 årige pige efter et fald i børnehaven i mandags – der blev den ene fortand slået ind og en anelse løs. Heldigvis med minimal risiko for skade på den blivende tand.
    Kender godt følelsen – det gør helt ondt inden i, når hun smiler sit skønne smil til mig, og jeg ser den nu skæve tand…
    Hun får grov toastbrød og yoghurt med i madpakken i nogle dage.
    Held og lykke med tanden.

  9. Hej Cana
    Jeg slog som barn mine mælketænder på en sådan måde, at de lavede skade på de bagved liggende (blivende) tænder. Hvis mine forældre havde meldt det til forsikringen dengang, havde fået dækket den første behandling af tænderne, da jeg blev myndig.
    Så bare et råd om at undersøge, om det er noget, der lige skal meldes. Det skader jo ikke at få det gjort.

  10. God bedring med Jens, hvad med at lave nogle lækre æggemuffins evt med spinat, soltørrede tomater og bacon? Det smager hammer godt og er da rigtig hyggeligt at have med i madpakken. Måske kunne pizzasnegle og små pølsehorn også være godt? De er typisk ikke så hårde at bide i ?

  11. man kan få masser af brød der er god næring i, som også er blødt ? Bla bondebrød, næsten alt pågen brød er super godt. Rugklapper er også dejlig bløde at bide i(dem uden tænder kan også spise dem?)
    Aftensmaden kan evt være boller i karry eller andet hakker kød, uden alt for hård skorp på , evt frikadeller i ovnen, farsbrød(forloren pindsvin, hare, skildpadde you name it). Kartoffelmos, almindelig kogte kartofler (også gode på en mad i madpakken), pasta, ris..
    jeg kunne blive ved ? Arbejder som ergoterapeut og har ofte patienter med dysfagi(spiseproblemer) og som er på blød kost inden de kan få almindelig kost ?

  12. Æv, sikke et styrt ❤️
    Rul rugbrød ud m. en kagerulle, kom flødeost, ultra tynde agurkstrimler og lak i.
    Rul hele mulividen sammen og skær i små hapser – basically; rugbrødsushi ?
    Hvis han ikke kan lide laks, er leverpostej m. agurk (i samme udskæring), også et hit. Fyldet er kun begrænset af lyst og fantasien ?
    xxx

  13. Hvad med grove sandwich?? Lidt fint hakket salat og finthakket skinke eller hønsesalat?? De kan laves aftenen før, og lægges imellem to fugtige køkkenrullepapire, så bliver de nemlig ikke tørre på køl? (Lidt “svampet” men IKKE på den trælse måde☝?)

  14. Jeg er også et af de børn, der brugte 4-5 år med nakketræk (inkl. det skide abebur) og togskinner… jeg har ikke spist yoghurt siden, TRAUME at man dengang nærmest kun kunne vælge mellem jordbær og den forbandede peach Melba. Føj!
    Nå, men du kan overveje at lave lakseroulade eller hvad Jens nu kan lide. Denne nemme måde er jo, som du sikkert ved, bare en tortilla og noget fyld, og så helt ind bagerst i munden med det 🙂

  15. God bedring med ham. Vores datter på tre har netop været i samme situation og hun lærte super-hurtigt selv finder ud af at passe på ikke at bide med fortænderne. Vi brugte blødt brød til at brække i små bider og “stoppe ind” i kinderne og så pålægget ved siden af (frikadelle, kartoffel, æg osv). så blev det ikke smattet. 🙂

  16. Godt at tanden kan sætte sig fast igen!
    Det minder mig om, da jeg havde bøjle på som 7-8 årig. Jeg havde plastik på tyggeflader, og kunne derfor ikke tygge, så jeg levede at blød kost i omkring et år – jeg fik kødboller, jordbærgrød, øllebrød og uendelige mængder af yoghurt. Juleaften fik jeg også kødboller, hvilket jeg ikke var helt tilfreds med dengang.

  17. Man kan få sådan nogle ‘yoghurt kopper’ med låg og ske, hvor der kan være yoghurt i selve koppen, og topping i låget, hvilket kunne jo evt. være bær, havregryn eller andet ‘blødt’.
    Faktisk er jeg næsten sikker på, at jeg så, at disse var på bud til blot 10 kroner i Kvickly, i denne uge.
    Håber i finder ud af det!

    Søndagssmil fra mig

    nouw.com/lillelyng

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven