mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Regnvejrsglæde, alligevel

Vinduesviskerne hamrede frem og tilbage over den konsekvent drivvåde forrude. Vi var lige kørt af motorvejen, hvor jeg (ligeså konsekvent) kørte temmeligt meget langsommere end det tilladte, fordi sigtbarheden nærmest var som på en mørk landevej, hvor bilens lygter er gået i stykker (ikke at jeg nogensinde har prøvet dét) og man kunne ikke se mere end et par meter frem, før luften blev sløret af millioner af regndråber, som bilernes baghjul ihærdigt kastede op mod bagvedkørende – nærmest uanset afstand, virkede det som om.

Det virker så voldsomt, sådan noget regnvejr, og alligevel faldt det mig ind at smile over det. Først, fordi jeg kom i tanker om at jeg tidligere i dag havde hørt et interview med en dansk æbleavler, som fortalte at de danske æbler ville blive alt for små, hvis ikke snart de fik en masse vand og siden, da det gik op for mig, hvor søde vi rent faktisk bliver ved hinanden, når det står ned i stænger, som det i hvert fald gjorde det her i København i dag.

Min lille hverdagsåbenbaring gik op for mig, bedst som jeg holdt dér, for rødt lys ved Trianglen, med fuld knald på vinduesviskerne, bag en anden bil, som venligt holdt tilbage for en ældre herre der, fordi han ikke nåede hele vejen over krydset førend det blev rødt for ham og grønt for os, vinkede med sin paraply og stavrede over med et smil om læberne og bukser der var gennemblødt i hvert fald op til knæene.

Midt inde i København. Bilen holdt selvfølgelig tilbage for manden, til trods for at der var en fin fortovssats midt på vejen, som manden kunne have ventet på, indtil hans lys igen blev grønt. Det var jo regnvejr. Og manden var udenfor og bilisten sad inde. Punktum.

Den slags er måske nok kutyme alle mulige steder i (og især på) landet, men midt inde i København oplever jeg altså en tilnærmelsesvist aggressiv jeg-vil-gerne-komme-først-hjem-så-jeg-kører-når-der-er-grønt-attitude i trafikken, hvorfor det virkelig slog mig, da bilen holdt og manden smilende gik over for rødt.

Vi bliver en lille smule mere solidariske i regnvejr; holder tilbage for fodgængerne, rykker lidt tættere sammen i bussen og smiler overbærende til de unge piger (og dem på 30, som endnu ikke har lært at bruge vandfast makeup) når de kommer gående med mascaraen hængende langt ned ad kinderne. Og det kan jeg faktisk virkeligt godt lide.

Også selvom jeg blev sjaskende gennemblødt på de halvtreds meter drengene og jeg skulle gå fra bilen og hen til lejligheden. Heldigvis var det  kun mig, der blev gennemblødt: Børnene havde selvfølgelig jakker på –  og ja, det var selvfølgelig mig, der var den 30-årige med mascara ned ad kinderne (og absolut ingen sans for praktik når det kommer til egen påklædning) som en forbipasserende heldigvis smilede overbærende til. Mig.

Smilende, våde mig.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Kære Cana.
    Er du OK? Og hvad nu med din lejlighed og kolonihave, når du er blevet alenemor. Klarer du skærene. Du virkede til at være så lykkelig, da du købte kolonøjseren.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven