mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en overvældende oplevelse

Det er ikke usædvanligt at kvinder, som føder deres andet barn, bliver overraskede over deres fødselsforløb. Denne topper dog alligevel listen, med dødsangst og en psyke der slet ikke kunne følge med. Som kvinden skrev til mig: Forfærdelig og fantastisk!
Min første fødsel tog lidt over et døgn og gik lige efter bogen,og mine forventninger til fødsel nr to var at den nok ville forløbe ligesådan.
Tirsdag morgen i maj 2016 ved 4-tiden vågnede jeg ved kraftige plukveer. Det var 4 dage efter termin og jeg håbede inderligt at der ville ske noget. Jeg syntes der skete lidt og bad derfor manden blive hjemme fra job. Min søster tog fri fra arbejde og kom og hentede min 3 årige dreng.
Men plukveerne gik i sig selv og vi tilbragte formiddagen på sofaen. Men jeg mærkede intet til lillebror og derfor kørte vi mod sygehuset ved 11 tiden. De havde frygtelig travlt og vi brugte hele dagen derinde, plukveerne kom og gik og jordemoren forslog jeg kom igen efter to døgn til igangsættelse.
Derhjemme havde min søster og søn lavet aftensmad. Min fornemmelse sagde dog at der ville ske noget i løbet af natten og min søster blev derfor hos os. I løbet af aftenen kom dog også små veer, ikke mere end jeg kunne lufte hund og pjatte med manden og min søster. Ved 22-tiden sendte jeg min bedre halvdel i seng for veerne tog stille til. Jeg gik i karbad hvilket satte alt i stå. Jeg forberedte mig stille på at jordemoren nok havde ret; lillebror var ikke på vej.
Jeg havde frygtelig dårlig samvittighed over at min søster havde taget unødvendigt fri og var samtidig bekymret for lillebror viste stadig ikke tegn på liv. Op ad badet med mig, så Kom veerne stille igen, jeg kontaktede sygehuset 23.15 da jeg ikke kunne holde ud ikke at mærke liv. De ville gerne se os. Jeg vækkede manden kl 23.25 og her tog veerne til. Jeg var dog overbevist om at der gik en 15-16 timer på denne måde som ved min første fødsel. Vi har 3o min til sygehuset, efter 15 min gik vandet. Det var voldsomt ubehageligt at sidde der i bilen, våd og kold… Men så skete det, at mine ben ikke ville lystre. Jeg så stjerner og mit hoved var ved at eksplodere. Smerten fyldte hele min krop, men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var helt overbevist om at jeg var ved at dø. Jeg ville dø fra min store dreng, lillebror døde måske også, ham ville jeg aldrig møde. Jeg var så bange, bange for ikke at få lov at være mor mere.
Vi nåede sygehuset med rekord fart, min mand var fantastisk han bevarede roen og overblikket.
Hvordan jeg kom op på fødegangen hængende i mandens arme husker jeg ikke, men der er en ringeklokke man skal bruge, og så skal man vente på en jordemor. Jeg ventede ikke, jeg strøg lige mod den åbne dør til den første stue hvor en jordemor kom farende. Jeg tudede: “Jeg er bange jeg er ved at dø” i mine både bukser. Samtidig undskylder jeg for at have glemt journalen i bilen. Hun får mine bukser af og siger, pres ikke, jeg spørger: “kommer han?”, og smut! Ud kom lillebror! Den pragtfulde jordemor fra Roskilde, greb ham i et snuptag. Jeg sad lige med numsen på kanten af briksen, bukserne om anklerne og totalt forvirret.
Min mand nåede at trække l snoren og ind kommer endnu en jordemor der hjælper med at få lillebror op til mig.
Min mand tog et par billeder; billeder der viser mig med et ansigt fuldt af angst, forvirring og et spor at lettelse. Jeg døde ikke, jeg fødte bare længe før jeg psykisk var forberedt på.
Magne, vores søn, kom for fuld fart kl 2355 med 4120 g og var så pragtfuld. Jordemoderen tog sig af os bagefter, undskyldte at hun ikke nåede at tage handsker på og gøre klar. Men hun reddede min psyke den nat, ved at tale, give os ro og drage omsorg. Dødsangsten sad i mig den næste lange tid. Vi tog hjem onsdag morgen, min store dreng var lige stået op sammen med sin moster og var stolt og super begejstret. Moster havde nemlig fortalt at der måske ville gå noget tid med at få lillebror ud, hun vidste ikke han kom med turbo fart.
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven