Savner du ikke at være jordemoder?

img_7273

Til oktober er det fem år siden jeg stoppede med at praktisere som jordemoder, efter tre års tjeneste på det vi kaldte for fødefabrikken, Hvidovre Hospitals Fødegang og stort set altid, som det næste spørgsmål i rækken efter “Hvad laver du så?“, som jeg på i hvert fald på ugentlig basis bliver spurgt om, når jeg møder nye mennesker, spørger folk, om ikke jeg savner at være jordemoder.

Mit første svar er altid, at jeg jo sådan set stadig er jordemoder, men at jeg bare ikke arbejder rent fysisk som jordemoder længere, men jeg ved selvfølgelig godt hvad folk mener. I lang tid gik jeg med oprejst pande og sagde, at jeg ikke savnede det. At mit liv var blevet meget bedre, siden jeg stoppede som jordemoder, hvilket i bund og grund også er sandt, omend det er en sandhed med modifikationer. For jo, gu savner jeg at være jordemoder.

Jeg savner den helt særlige og meget fine menneskelige kontakt man får, når man sidder på sengekanten hos en fødende, som har brug for støtte og omsorg fra et fremmed menneske, som både fagligt og menneskeligt kan rumme det hun går igennem. Jeg savner nærværet, de store følelser, intimiteten, forståelsen af andre mennesker og selvfølgelig dét faktum, at jeg som jordemoder ganske beskedent hjælper kvinder til at bringe liv til verden. Jeg savner forløsningen, glæden, tårerne og den lillebitte fødselsdagssang jeg gjorde en dyd ud af at synge, på de dage hvor tiden og overskuddet var til, at det var mig, der serverede den lille bakke med ristet brød og saftevand, efter fødslen. Jeg savner det pissemeget, faktisk. For mig selv, personligt.

Til gengæld savner jeg ikke dét, det gjorde ved min familie.

Den sommer, hvor jeg besluttede at sige op som jordemoder, var én af de værste i mit liv. Vi var lige flyttet i hus i Valby, hvor vi gik byggede terrasse og forsøgte at anlægge den have, som skulle danne rammen om de næste mange år af vores liv, da jeg pludselig blev ramt af muren. Den famøse mur, som gjorde mig træt helt ind i knoglerne og som gjorde, at jeg pludselig ikke længere fandt den store glæde ved mit arbejdsliv, som jeg ellers havde opbygget en stor del af min identitet op omkring.

Jeg var året inden blevet mor for første gang og sommeren vi gik i møde, var altså den første nogensinde, hvor jeg både skulle håndtere lukkedage i institutionen, arbejdsplaner og en mand, som selvfølgelig skulle spille festivaler stort set alle weekender.

Vi behøver ikke at rejse om sommeren, hvor der alligevel er dejligt at være hjemme i Danmark” havde jeg altid sagt, når jeg til stor glæde for mine kollegaer lagde min ferie i september, men pludselig var det forandret. Jeg havde brug for en masse fridage dén sommer. Særligt i weekenderne, hvor min mand ikke var hjemme og alle bedsteforældre i øvrigt boede 300+ kilometer væk fra mig og min 1-årige, som jo for fa’en skulle passes. Og så kom den. Bomben. Ledelsen der meldte ud, at de dét år havde besluttet at alle jordemødre skulle have mulighed for at få hele to ugers sammenhængdende sommerferie, hvis bare vi indvilgede i, at arbejde lidt flere timer i alle de andre uger. Alle de andre uger. Jeg brød grædende sammen den aften, da jeg kom hjem.

Det blev til to ugers sammenhængende ferie til gengæld for en knap-50-timers arbejdsuge i fire-fem andre uger. Fire-fem uger, hvor jeg forgæves forsøgte at bytte mig til lidt weekendfri og hvor jeg af til endte med sygemeldinger, simpelthen fordi jeg ikke kunne følge med. Det var frygteligt! Min mand og jeg skændtes konstant og mit hjerte var ved at gå i stykker over at jeg ikke bare kunne sætte mig på græsset med min lille søn og være den mor, som jeg drømte om at være. Den nærværende mor, som ikke hele tiden skulle tænke over kommende vagter og weekender der ikke kunne hænge sammen og helligdage, lukkedage og skide juleaften, som jeg ikke kunne være sikker på at være hjemme til. Og pludselig, blev det for meget.

Så jeg sagde op. Skreg op, vel nærmere.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide mit arbejde, som jeg elskede, men fordi det ødelagde resten af mit liv.

Men selvfølgelig savner jeg det arbejde, som jeg elskede så højt. Jeg elsker bare mine børn og min familie mere.

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Vi er vist efterhånden mange jordemødre, der har været der. Lysten til arbejdsvilkårene er så lige, at lysten til arbejdet forsvinder. Desværre.

    Jeg har nydt at starte op som selvstændig jordemoder, og dermed blive min egen chef, der bestemmer, at der altid er tid til at gøre arbejdet ordentligt 🙂

    1. Hvis du er den Stine, som jeg pludselig så i et opslag på Facebook, for nogle uger siden, så vil jeg bare lige sige HEJ. Vores familier kom i samme kirke (jeg er fra den familie med 5 piger😅), og det er bare så skægt at se nogle fra dengang, i voksen udgave 😁

        1. Hej Hanne

          Nej jeg kan ikke lige sætte et ansigt på dit (for)navn, men jeg gik i kirke med min familie som barn. Send mig da lige en besked på facebook, så jeg kan få sat ansigt på navnet 🙂

  2. Jeg kan simpelthent SÅ godt forstå dig, og jeg tager hatten af for dit valg…. Jeg ville ønske at jeg havde samme mod. Jeg er ikke jordemoder, men sygeplejerske i samme speciale som dig, bare på afsnittet ovenover… og forholdene er IKKE blevet bedre på de 5 år…der hersker stadig den konstante pressen og trykken, omlægning af vagter, dækning af sygdom, kompromis med ens privatliv, som efterhånden skal rettes ind for arbejdet… DET ER IKKE SJOVT… Så nyd din beslutning, og vid du gjorde det rigtige..:o)

    Tanker for en medfælle :o)

    PS:
    Hvorfor har du, og alle de andre forladt snappen??

  3. Forstår dig godt. Fødte på hvidovre for snart 3 år siden (bedste oplevelse ever. Har 3 børn) og da skulle tilbage på job, blev der på 32 timer, orkede ikke flere timer. Nu er jeg steget til 35 timer, og har dog overvejet fuldtid, men tror ikke set bliver til noget,

  4. Jeg har det på samme måde bare inden for det lægefaglige felt.
    Er der ikke nogle muligheder ift at arbejde som privat jordemoder, eller bare arbejde enkelte vagter om ugen som supplement til dit ethverv som professionel blogger? Så kan du jo sige fra ift. Helligdage og højtider.

  5. Har selv som jordemoder kastet fødegangshåndklædet i ringen i forbindelse med barn nr 2. Døgnvagter mm duede bare slet ikke for os. I dag arbejder jeg som sonograf/skanningsjordemoder i vores ambulatorium og både jeg og familien elsker de arbejdstider (7.30-15 mest), jeg får dermed dækket mit faglige behov selvom jeg i mange andres øjne ikke er “rigtig jordemoder”!
    Al mulig respekt for dit valg, vores familier er vigtigst og den ændring, der er sket i mit forhold til vores ældstebarn er fantastisk!

  6. Drømmer om at droppe ud af branchen. Arbejdsvilkårene er alt for hårde, og bedres på ingen måde, når man pludselig bliver alenemor! Jeg overlever på bekostningen af mig selv, for at det fungerer i de dage hvo jeg har mine børn. Men arbejder på højtryk for at finde en anden løsning. Så nyd du bare med god samvittighed, som du traf for længe siden efterhånden.

  7. Jeg kan stemme i som lærer og fortælle, at min arbejdsuge er på 43 timer (da vi jo har “tvungne” ferier med eleverne). Det er UMULIGT at få til at hænge sammen, og fra maj til juli kender vi ikke vores skema før i sidste øjeblik, og der ved man ikke, om man bliver sendt ud som censor på Bornholm i fire dage, eller om det er på naboskolen. Folk går på nedsat tid, så vi kan føle, at vi “kun” har et fuldtidsjob. Arbejdsmiljøet rundt omkring er vanvittigt for tiden med alle de nedskæringer, vi skal honorere.