mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – når der er for travlt på fødegangen

Jeg har længe været tvivlende overfor, hvorvidt jeg skulle dele min fødselsberetning. Mest af alt fordi den ikke ligefrem roser jordemødrene der er en (mindre) del af den. På den anden side, vil jeg gerne prøve at gøre mit til, at den mor der muligvis finder sig selv i en lignende situation, ikke tror hun er helt alene med sine følelser – der gik lang tid før jeg opdagede at det var tilfældet for mig” sådan skrev kvinden, der har forfattet beretningen til denne solskinsrige fødselsfredag. Det er en beretning som flere gange gav mig ondt i maven, fordi jeg – desværre – ret tydeligt kan genkende den travlhed, der desværre medvirker til at kvinden får en rigtigt dårlig oplevelse.

foedselsfredag

Jeg havde haft en relativt uproblematisk graviditet. Ud over heftig kvalme i de første 15 uger, havde jeg ikke de store gener og passede mit job og havde en almindelig hverdag helt frem til 7 uger før termin. Jeg vågnede en morgen med meget hævede fødder og hovedpine og ringede derfor til min læge, som gerne ville ser mig for en sikkerheds skyld.

Hos lægen viste urinprøven at indholdet af æggehvidestoffer var for højt, og jeg blev derfor sendt direkte videre til akutafdelingen på hospitalet. Derude fik jeg kørt CTG og fik taget blodprøver og da alt så fint ud, blev jeg sendt hjem igen men skulle dog fra da af til jævnlig kontrol for at sikre at jeg ikke udviklede svangerskabsforgiftning. Dette betød at jeg gik til kontrol på jordemodercentret en gang om ugen. Jeg havde i løbet af min graviditet ikke set den samme jordemoder to gange, men i stedet en ny til hver eneste kontrol. Først var der ferie, så var der sygdom, så var der ferie igen osv. Denne tendens fortsatte – men jeg havde det jo egentlig fint, så det føltes forkert at bede om noget mere stabilitet på den front.

Uden at have en fagperson jeg følte nogen særlig tilknytning til, husker jeg at have spurgt ved flere af besøgene, om ikke min datter måske vendte forkert. Dette byggede på min egen følelse af at hendes hoved var oppe under mine ribben samt mit klare indtryk af at hun ikke sparkede så hårdt som jeg havde hørt alle fortælle at hun ville gøre, så langt henne i graviditeten. Under det besøg jeg husker tydeligst, var det en helt ung jordemoder der undersøgte mig og hun virkede til at være meget i tvivl om, hvad der var op og ned på baby, men endte med at komme frem til at min datter lå rigtigt.

Sådan fortsatte det, og det var først da jeg omkring uge 39 bankede i bordet og forlangte at blive scannet, at der kom skub i tingene. Der var to jordemødre der scannede, men de kunne ikke rigtig se, hvad der var hoved og numse, på den efterhånden store pige inde i maven. De sendte mig derfor på hospitalet med en tid til scanning – hvilket jo virkede som god idé.

…. Og så ventede vi ellers. Min kæreste og jeg, i hospitalets venteværelse. Vi ventede. Og ventede. Og ventede…. I timevis – på hårde stole. Man kunne ikke forlade venteområdet uden at miste sin plads i køen, så jeg kunne ikke få noget at spise eller frisk luft for den sags skyld. Da vi endelig kom til, sagde jordemoderen der tog imod os, at hun desværre ikke kunne finde ud af at bruge scanneren, men at hun havde den her håndholdte scanner – noget der mest af alt lignede en iPhone med en ledning og en lille pind for enden. Hun kørte pinden lidt rundt på maven, men kunne heller ikke rigtig se, hvad der var op og ned. Jeg havde nærmest opgivet på det tidspunkt, og var klar til at købe mig til en scanning på en privat klinik, efter den lange ventetid, men min kæreste bad om at der tilkaldt en anden, som rent faktisk kunne bruge scanneren. Chefjordemoderen kom til og kunne i løbet af en scanning på ca. 1 minut fortælle os, at vores datter ganske rigtigt lå med hovedet oppe under mine ribben.

Næste skridt ville være et vendingsforsøg, da de bedømte at jeg umiddelbart ville være for lille til en sædefødsel – men det ville kræve en grundigere scanning at kunne tage endeligt stilling til – og jeg ville frygteligt gerne føde vaginalt. Så altså, endnu en scanning måtte til – men nu var det jo blevet sent på dagen, og det rette personale var ikke længere på arbejde, så vi fik en tid næste dag, og blev sendt hjem med besked om at ”hvis jeg fik veer skulle jeg ringe til fødegangen og hvis vandet gik skulle jeg lægge mig på jorden og ringe 112”

 

Næste dag lignede den foregående til forveksling. Vi ventede i én uendelighed på de hårde stole i venteværelset – dog medbringende kiks og vand denne gang. Der skal på ingen måde herske tvivl om, at det stakkels personale løb ligeså stærkt de kunne – det var bare ikke nok! Stakkels personale og stakkels alle os der ventede…

Da det omsider blev vores tur, var resultatet at baby helt sikkert var for stor til forsøg med en sædefødsel – men nu var det blevet sent på dagen, så dem der skulle vurdere et vendingsforsøg var gået hjem. Det var fredag, og de ville ikke være tilgængelige igen før om mandagen – og forresten mente scannings jodemoderen at der måske var for lidt fostervand, så det skulle en fødselslæge også vurdere, men det kunne ikke blive før om mandagen heller.

Man må ikke google ting som ”for lidt fostervand” – men det gjorde jeg selvfølgelig alligevel. Det kan både betyde at der er noget galt med babys nyrer, at babyen er retarderet og alt muligt andet. Det var ikke en særlig sjov weekend!

Mandag mødte vi troligt op i venteværelset og ventede nogle flere timer – fastende! Der blev ikke noget vendingsforsøg den dag – de havde simpelthen for travlt og endte med at sende os hjem igen.

Tirsdag blev vendingsforsøget omsider en realitet – der var fint med fostervand, så de ville gerne gøre et forsøg. Det lod til at have udviklet sig til et helt event fordi jeg var så langt henne. Jeg tror der var omkring 10 personer til stede på stuen ud over min kæreste og jeg. Og vores datter? Hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at blive vendt! De gav det 5 forsøg og måtte derefter give op.

Nu var kejsersnit en realitet. Jeg var *så* vred og skuffet! Hele graviditeten havde jeg set frem imod fødslen med spændt forventning om den store oplevelse den skulle være – og nu blev den bare fjernet lige foran næsen på mig!

Dagen for kejsersnittet oprandt og vi indfandt os i samme venteværelse. Jeg havde aftalt med hospitalet at de ville scanne en sidste gang for at se om vores datter havde vendt sig – og i så fald kunne jeg tage hjem og vente på en naturlig fødsel. Hun havde ikke vendt sig, og på det tidspunkt var jeg faktisk næsten lettet – jeg ville bare gerne have hende ud i god behold!

Selve kejsersnittet var en rigtig god oplevelse! Den første i hele forløbet faktisk.

Lægerne, jordemoderen og alle andre på operationsstuen var virkelig søde og afslappede og formåede på trods af omstændighederne at lade det være en form for privat oplevelse for min kæreste og jeg at blive forældre til vores længe ventede lille pige. Jeg havde tidlig hud-mod-hud kontakt, så min datter blev lagt op til mig med det samme hun kom ud af maven. Hun var bare så fin!

Ude på opvågningen blev jeg rigtig syg af morfinen jeg havde fået. De næste mange timer står i en døs for mig – jeg ammede og kastede op i ét væk. De fyldte mig med kvalmestillende medicin, men det hjalp ikke den mindste smule. Vi fik en enestue på barselsgangen så vi i det mindste ikke skulle dele stue med en anden ny familie imens jeg var så dårlig. På trods af al dårligdom var jeg lykkelig for at min datter var vel ankommet til verden. Alt var godt.

På nat nr 2 på barselsgangen var vores datter meget urolig. Jeg ammede og ammede og ammede – dog uden at have noget mælk at give hende. Efter adskillige timer på denne måde, ringede vi efter en jordemoder og spurgte om vi mon ikke skulle supplere op med erstatning. Hun var helt himmelfalden og sagde at selvfølgelig skulle vi det og spurgte hvorfor vi dog ikke havde sagt noget før nu… Jeg overvejede kort at begive mig ud i diskussionen om, at alle kilder man kunne tænkes at konsultere forud for at skulle amme, beskriver at noget af det vigtigste er at tro på at mælken nok skal komme og at barnet har næring nok med sig til at vente på at det sker. Men jeg magtede det simpelthen ikke.

Vi supplerede op med erstatning i en lille kop og det gav nogle timers meget tiltrængt ro!

Den følgende formiddag blev vi sendt hjem.

Panisk ved tanken om at skulle varetage amning af dette lille, hjælpeløse (og tilsyneladende meget sultne) væsen, spurgte jeg jordemoderen om vi skulle fortsætte med at supplere op med erstatning fra kop ved hver amning. Hun trak på skuldrene og svarede ”I bestemmer – det er jo Jeres barn”

Og så blev vi sendt hjem.

Derefter fulgte flere dage i amningens tegn. Vi havde heldigvis frabedt os besøgende de første dage – en beslutning som måske ikke alle omkring os forstod, men som virkelig kom til at give mening. Mælken løb først til på 5. dagen og indtil da følte jeg mig som den største fiasko! Jeg havde ikke været i stand til at føde mit barn selv – og nu kunne jeg heller ikke amme hende!

På trods af den lidt kaotiske start, lykkedes det at få amingen etableret. Med hjælp fra en rigtig fin sundhedsplejerske samt amme ambulatoriet på hospitalet og den største mængde kampgejst jeg nogensinde har mønstret i nogen som helst sammenhæng. Jeg fuldammede min datter lige indtil hun begyndte at få ske-mad – og det var helt fantastisk! Hun er 3,5 i dag og fik en lillebror for 9 mdr siden – ham kom til verden ved det meget udskældte ”kejsersnit efter mors ønske” – men jeg nægtede simpelthen at gennemgå den samme tur én gang til, i et system som overhovedet ikke lyttede til mig første gang.

Det der undrer mig mest er, at ingen fagpersoner på noget tidspunkt lod til at interessere sig for, om jeg var ok med at tingene tog den drejning de gjorde. Der var ikke én eneste der spurgte til det. Hospitalet sendte et spørgeskema om vores oplevelse – men hvordan beskriver man sådan en oplevelse på 4 linjer under afsnittet ”andre kommentarer”? Jeg har siden fundet ud af, at man kan få en samtale med hospitalet hvis man ønsker det – det virkede bare omsonst at gøre, så længe efter.

… Og hvor vil jeg hen med alt det her?

Jeg vil udbrede troen på, at et kejsersnit ikke er noget at skamme sig over! Det brugte jeg selv uforholdsmæssigt lang tid på at gøre. Særligt kan jeg huske at vi til det første møde i mødregruppen, snakkede om vores fødsler. De andre berettede om mange timers smerter og visualiserings teknikker med bølger.

Og jeg? Jeg kunne berette at det havde taget samlet 53 minutter fra jeg kom ind på operationsstuen til jeg var ude igen – med baby i armene. Det var så flad en fornemmelse og jeg følte en helt håndgribeligt skam, som om jeg havde snydt på målstregen. Jeg har aldrig omtalt min datters ankomst til verden som ”da jeg fødte” for det gjorde jeg jo ikke, sådan rigtigt i hvert fald.

Men med tiden har jeg opdaget at selve fødslen er en lille del af det at blive mor – ikke at den ikke er vigtig, men den skal ses i en meget større sammenhæng hvor alle dele er vigtige. En god mor sidder ikke i ”den rigtige” fødsel eller i brysterne for den sags skyld. En god mor sidder i hjertet.

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Det er lige præcis derfor, jeg ikke vil føde på et offentligt hospital, men istedet har valgt at skulle føde hos Storkereden til August. Ikke på vilkår om jeg vil risikere at skulle stå i sådan en situation..

    Alt andet lige har jeg kæmpe respekt for denne kvinde. Kæft, hun er sej og har tacklet situationen godt! Hun lyttede til sig selv og sin mavefornemmelse.. tænk hvis hun ikke havde gjort det..

    1. Bare af nysgerrighed og for at forstå tilbuddet fra de “private” klinikker, så kan man da stadig ikke føde på fx. Storkereden, hvis barnet ligger med numsen ned eller lign. “komplikationer”, vel? Er det ikke sådan, at det er et alternativ til dem, der også kunne have valgt at føde hjemme, eller er det ok med mindre komplikationer?

      1. Barnet skal ligge i hovedstilling for, at man kan føde der.
        Du kan godt kalde det et alternativ til hjemmefødsel. Alt skal forløbe normalt og man skal forvente en normal fødsel. Føder du før uge 37 eller skal du sættes i gang sker det på hospitalet. Der er heller ingen mulighed for smertestillende fordi der ingen læge er tilstede.

  2. Jeg har født 4 børn over en periode på 16 år. Nr. 1 fødsel var skrækindjagende dårlig, nr. 2 var fuldstændig fantastisk, nr. 3 var sådan la la, og nr. 4 var god. Ved sidste fødsel, var jeg næsten 40, og havde for længst mistet min autoritetstro. Tog skeen i egen hånd og var en pisse irriterende erfaren føder. Så bestemte selv alt. Og det var bare super. At mit 4. Barn var slapt og ikke fik topkarakterer i Apgarscoren, tjah det skyldtes ikke fødselen, men en kromosomfejl. Som ikke var blevet opdaget i moderkagebiopsien. Heldigvis for det. Han har det godt i dag. Er glad for at det ikke blev opdaget, tænk hvis jeg havde valgt ham fra. Han er en skøn voksen mand. Men i hele hans barndom, var han syg, syg, syg. Det var så hårdt. Især for de 3 andre børn. Men egentlig vænnede de sig til at mor var på sygehuset med lillebror i tide og utide. De har nemlig en god far og faster.

  3. Kære du (ikke dig Cana, men tak for spændende blog). Alle fødsler er jo forskellige. Gode som mindre gode og nogle helt forfærdelige. Det hårdeste ved en fødslen er for de fleste nok uvisheden, frustrationerne og smerterne. Du opleve det hele. Kejsersnit er også en fødsel – husk endelig det 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven